torsdag den 6. september 2007

Pavarotti er død i dag.


I mange år var jeg interesseret i klassisk musik og opera på en uforløst måde. Så en dag købte jeg et samlet sæt af tre CD´er med tenoren Pavarotti, med optagelser fra forskellige operascener. Det blev min nye indgang til operauniverset, og det giver mig velvære at lytte til dem. Jeg er ikke i stand til at beskrive, hvad der var exceptionelt ved Pavarotti, men exceptionel det var han.
Måske var hans stemme og musikalitet en lykkelig symbiose med et andet musikalsk fænomen fra egnen ved Po-sletten, hvor han selv havde sine rødder. Den såkaldte Bel Canto opera udvikledes i 1800-tallet af komponister som Rossini, Donizetti og Bellini, der gav italiensk opera som forslidt genre nyt liv. De var alle tre født i det samme årti, stilmæssigt havde de meget til fælles, og de fik en meteoragtige karrierer, der fulgte samme bane. Rossini blev mest kendt for Barberen i Sevilla og Wilhelm Tell, Donizette for Lucia di Lammermoor og Bellini er bl.a. kendt for Puritaneren, operaer som stadig er på repertoiret over hele verden. De tre komponister kom alle fra små provinsbyer, alle tre fik succes i en ung alder, alle var under pres fra impressariers og publikums glubende appetit på deres værker. De vandt rigdom og berømmelse i hele Europa, og tragisk brændte de alle tre for hurtigt ud. Bellini og Donizetti døde relativt unge, den sidstnævnte sindsyg af syfilis, og Rossini havde sin sidste succes, før han fyldte 40 år.
De tre blev efterfulgt af to andre klare stjerner på den italienske operahimmel, Puccini med bl. a. La Boheme og Verdi med sin tredje opera Nabucco, hvis fangekor fik en politisk virkning. Italienerne var spredt blandt forskellige magthavere, da operaen i 1842 blev uropført på La Scala i Milano, og italienerne etablerede en parallel mellem deres egen situation og jødernes fangenskab i Babylon.
Pavarotti døde i dag, 71 år.

Ingen kommentarer: