
Jeg har levet det meste af mit liv i Horsens. Min barndom og mine teenageår forløb i Torsted, en gammel landsby med en ny skole, kirke, gårde ved gadekæret, værksteder og landarbejderboliger. På få år, og i løbet af min opvækst, ændrede landsbyen sig til et parcelhuskvarter. Ind i husene flyttede gode optimistiske mennesker, som typisk lærte hinanden at kende gennem børnenes skolegang på skolen, der blev Horsens største, med et elevtal på ca. 1100.
Begreber som almindelig anstændighed og det velordnede ansvarlige samfund blev ikke brugt i hverdagen, men var vel egentlig den røde tråd i mit barndomshjem, og hjemmets hovedhjørnesten var vel nok fornuft og normer for social adfærd i form af ansvarlig omgang med mennesker, penge, dyr og ting, og få det så til at hænge sammen i fællesskab og ansvar. Hjemmet bestod af min far og min mor, der var første generations byboer. Min far var gennem 40 år statstjenestemand og min mor var husmor og rengøringsassistent på kommuneskoler. Familien voksede hurtigt med en børneflok på 5 født over en periode på 9 år. Det siger sig selv, at det krævede en kraftanstengelse at forsørge 5 børn i 9 år, fra de to mindste blev født, til jeg som den ældste flyttede hjemmefra, og bølgerne er da også til tider gået højt.
Jeg erindrer selv, at jeg i mit udgangspunkt havde fysik, psyke og gode sociale vilkår, der gav en barndom med ukompliceret velvære. Jeg befandt mig fra den første til den sidste dag særdeles godt på min skole. Jeg var ikke stræbsom i mit engagement, men jeg viste alligevel entusiasme når noget interesserede mig, og det var der meget der gjorde. Efter skoletid kunne jeg med fornøjelse deltage i skolens fritidsklubliv, spille fodbold, være FDF´er, gå i danseskole og lege med kammerater i kvarteret. Jeg var i min ungdom meget motiveret og havde mange kræfter, så knallert, rockerstøvler og læderjakke, som alle de andre drenge, kunne der blive til, ved at jeg arbejdede som avisbud, med rengøring og på servicestation.
Foto. Torstedskolen hvor jeg havde min folkeskoleundervisning i disse fremragende lokaler, og blandt de elskelige elever, lærere og forældre, som var medlevede i dette skolemiljø fra 1967-77.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar