Om system og livsverden.

I 1985 læste jeg Troels Nøragers bog "System Og livsverden", og jeg har siden været eksistentielt opmærksom på disse begreber i det levede liv.

Politiske partier repræsenteret i kommuner og folketinget, og mange brede folkelige organisationer og bevægelser, har arbejdet på at formidle et nyt samfundsystem med storbyer, udviklet transport og en høj grad af specialiseret arbejdsdeling. På få årtier lykkedes det, ved et samspil mellem markedsøkonomi og statsstøttet social tryghed, at udvikle velfærdssamfundet.

Systempolitikken hviler på de tre forestillinger fra oplysningstiden; videnskabstroen, fremskridtstroen og statstroen. Stillet over for de dynamiske kilder til uorden, som det moderne samfund, med al den energi det skaber, producerer velfærdsstaten orden og stabilitet, med en knopskydning af utallige teknikker, der justerer, udvikler, støtter, omfordeler, opretholder orden osv. Det bidrog til den velfærdsstat, som gerne måtte udjævne livets risiko. Det blev med tiden til et stabilt og trygt samfund med næsten ubegrænsede forbrugsmuligheder samt eliminering af afhængighed og utryghed. År og dag blev for de fleste struktureret efter princippet: 8 timers dagligt arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile, og årets gang blev efterhånden tilrettelagt med 6 ugers ferie, mens velfærdsstaten forsynede med betalt barselsorlov, støttet uddannelse og gratis sygdomsbehandling m. m. Men mennesker i den moderne verden bliver drevet af en slags tvang til rigdom, og uanset hvor rige de er, er de ikke rige nok. Rigdom er blevet et mål i sig selv, og det trives ved begær og en "tvang" til fornyelse og vækst, hvor der uophørligt formidles mulige behov, og hvor alt skal gøres, men hvor alt også skal problematiseres, standardiseres og kontrolleres. Jo mere et menneske internalisere "tvangen" til rigdom og system, desto mere må det strømline sig i forhold til krav fra systemer, og det må tilpasse dets sensibilitet inden for systemers virkelighed, ved at det opgiver sig selv, for at genvinde sig selv i sit officielle billede. Det menneske må så underudvikle og overudvikle sig selv i forhold til den logik, som systemerne formår at organisere. Det må udvikle en officielle maske, en person, som kan accepterer at være stabil, tilregnelig og ansvarlig. Men usynligt bag masken, eller kun synligt i maskens sprækker anes måske et privat ansigt, som lever et besværligt samliv med masken, fordi ansigtet og masken delvist henter motivation i hvet sit miljø.

Livsverdenen peger på den hverdagsvirkelighed, hvor et menneske bruger sit mere selvstændige og løbende oparbejdede vidensforråd til at kunne håndtere sin egen dags skiftende situationer, ved at give en social form til sit eget engagement. Ens livsverden bliver til gennem foreningen af daglige rutiner og de situationer, der kan blive til en læreproces. Ens livsverden kan rumme kompleksiteten af kulturelle påvirkninger, den kan bygge på simple drømme om lykke, og den kan rumme stor personlig originalitet. Livsverdenen bliver til i en lokal verden af praksis, værdier og tilbøjeligheder, der ofte realiseres pragmatisk.

Frit efter. Troels Nørager, System og livsverden. (1985)

Frit efter. Peter Duelund, Den danske kulturmodel. (1995)

Frit efter. Ole Thyssen, Teknokosmos. (1985)
Foto. Troels Nørager