Hvordan formede jeg mit liv til fred og ro i alle syv sind i anden halvdel af det tyvende århundrede og det første årti af det 21. århundrede? Hvordan gik det til, at jeg som vel den eneste i min skoleårgang fik litteratur og historie som fag og orientering?
Litteratur kan give os indblik i utallige livsproblematiker, og hvordan det alligevel kan lade sig gøre at realisere mangfoldigheder på rimelig vis. Men kan litteraturen fungere som uafhængig instans i forhold til de socialpolitiske ideologier? Har litteraturen selv sine ideologier? Lader forfattere os opleve noget, de bare har fundet på vi skal opleve, snarere end hvordan livet faktisk leves. Eller er litteraturen bare idiografisk, fordi den typisk beskriver de enkle livstilfælde i deres kompleksitet, og eksempelvis formulere hjertets problemer med fornuften? Men selvom litteraturen ofte udstiller følelsernes tyranni og hjertets dårskab, så giver den dog sjældent ret meget for livets helt kølige beregninger. Søren Harnow Klausen i "Velfærdsfortællinger" (2010).
Gennem 35 års læsning har tre bøger, Kirsten Thorups "Lille Jonna" (1977), Arthur Krasilnikoffs "Som landet ligger" (1983) og da ikke mindst Herbjørg Wassmos "Det syvende møde" (2001), præget mig eksistentielt i den lange livsproces, hvor jeg kun langsomt overvandt min oprindelighedslængsel knyttet til det, der var min barndoms og ungdoms lykkelige livsverden. Jeg måtte derfor gennem 10-15 år, i en konventionel uddannelse med et personligt perspektiv, bearbejde min oprindelighedslængsel til det voksenliv, der først efterhånden kom til at rumme følelsen af, at jeg lever præcis det liv, jeg allerhelst vil leve.
I mit voksne liv gik udviklingen i mange år i retning af en ubevidst fysisk forringelse i form af min dårligere ryg, der længe var blevet mentalt overvundet med min ukuelige motivation. Mine forestillinger, om en livssituation der føles rigtigt og god, satte dog efterhånden et indre trivielt skænderi om livets modgang igang, der blev forstærket i et forløb, hvor jeg oplevede, at tæppet blev trukket væk under mig i dyb afmagt. Det er nu ca. 16 år siden min livssituation kulminerende i en særdeles ubehagelig forvirring, og en påtrængende bevidsthed om min gamle rygskades tiltagende livsbegrænsning.
Jeg befandt mig dog ikke i en krise, indser jeg nu, da mine bedste tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder blev et brugbart afsæt for at begynde på en ny proces, hvor jeg skabte det overskud, der skulle til for at indøve de nye praktiske livsmuligheder, der satte mit liv i ny bevægelse. Mit sind og sjæleliv kom i spil med temperament i et engagement, hvor jeg med mine tanker og følelser og motivation søgte at internalisere gode nye livsbalancer. Jeg måtte nemlig revidere mit behov for konventionel status, som jeg ukritisk og ubevidst havde ladet mig socialisere til. Jeg forsøgte at få mine tanker, følelser og stemninger struktureret på en ny brugbar måde, og jeg var derfor opmærksom på at dyrke mit sind, for at prioritere og afbalancere modsætninger i min egen psyke.
Til det formål levede jeg mig ind i livsforløbene H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Edith Piaf og Beatles med spørgsmålet om, hvad der i realiteten var deres livsmod. Var viljen en bro mellem nuet og fremtiden, der begyndte med troen på livets muligheder for alle. Var det glæden, der var det store mysterium i deres liv? Glæden, ikke som en tilstand, men som en måde at møde verden på, der måske tager sit udgangspunkt i at give og modtage tillid samt stille og roligt at arbejde for egen og andres vækst. Men også i det omfang livet kører skævt, eller man udsættes for modgang, drives af et instinkt for at ville leve et inspireret liv på trods af alt. Min egen nye og frie erkendelse blev, at jeg ikke skulle sætte mig varige spor eller gøre en større forskel for nogen eller noget. Tværtimod besluttede jeg mig for at værne om min egen glade selvagtelse, og samtidig leve positivt med i alt livsbekræftende, så livet føles rigtigt og godt.
Min by er sammensat af mange kvarterer og gader med deres forskellige historier og funktioner, der er faldet på plads, som det bybillede jeg kender idag. Jeg har, som vel den eneste i byen, været på samtlige gader i min by, da jeg for efterhånden 30 år siden arbejdede som postbudafløser, og jeg har derfor små gode sociale erindringer fra alle gader og kvartere. Jeg har levet hele mit voksne liv i city, fordi jeg føler, at mit livs bedste attraktion er de andre mennesker, og det afvekslende liv de lever i byrummet, der bør byde på både historier og attraktive sanseindtryk. En by bliver livlig, når dens kvaliteter fremmer byens mange forskellige brugere ved udøvelsen af deres gøremål, i deres skiftende situationer og ved de menneskelige møder, der bærer på mange gode betydninger, betinget af historier, det ydre miljø og de agerendes aktuelle tilstand.
Foto. Hver dag får jeg mange forskellige indtryk, når jeg ser ud af mine vinduer. Efter få hundrede meters gang når jeg Horsens smukke strøg, Rådhuset, Latinerkvarteret, kædeforretningområdet, m.m.m.. Jeg kan der deltage i livet, hvor alle kan have travlt med at gribe dagen med glæde, ved at åbne vores sind for gode oplevelser og mulige fremskridt i deres livssituation.
Foto. Søndergade i Horsens på en sommerdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar