Sophienholm ved Bagsværd sø.
For snart mange år siden læste jeg en kronik i Week-end avisen, hvor Knud Wentzel skrev om dannelse, som det der kan bibringe den dannede orientering i traditionens muligheder. I sommeren 2012 fik jeg så læst Knud Wentzels "Rend mig, et essay om tradition"(2011). Knud Wentzel følger i sit essay begrebet tradition til det tidspunkt, hvor tradition fik ny og offensiv udfoldelse i årene omkring 1800, i svingdøren mellem oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet og romantikken i begyndelsen af 1800-tallet. Århundreders traditionel livsførelse blev til en ny tids brug af bevidste traditioner med henblik på dannelsen af en ny kultur.
I dag har jeg haft en god feriedag. Jeg startede tidligt i morges min lille bil og kørte mod Sjælland for at besøge nogle af dansk guldalderkulturs væsentligste lokaliteter. Jeg orinterer mig psyko-geografisk, det vil sige, jeg befinder mig i et miljø med min indlevelse, der giver mig følelser i forhold til den historie, der knytter sig til det sted, hvor jeg befinder mig.
Frederikes far var præst ved den tyske St. Petri kirke i København fra 1765, efter han med sin tyske familie, der medbragte den nyfødte Frederike, var kommet til Danmark samme år. 1783 blev Frederike gift med storkøbmanden Constantin Brun, og sammen rejste parret til St. Petersborg og i Tyskland, hvorefter Frederike rejste med skiftende selskab rundt i Europa, og hjemme residerede de i Molktes Palæ. I 1790 købte Bruns Sophienholm ved Bagsværd sø, der var opført i 1768 af T.H. Holmskjold, som opkaldte landstedet efter sin hustru Sophie, men sommerboligen blev ombygget til det endelige nuværende udseende i 1805 af familien Brun. På Sophienholm opdyrkede Frederike Brun sit omfattende salonliv, i og omkring familiens sommerresidens i perioden 1790-1835, for mange af datidens kunstnere og kulturpersonligheder, og dengang udlevede Jens Baggesen og Adam Oehlenschlæger deres kontroverser der, så hvis nu træer og vægge kunne fortælle. Salonlivet på Sophienholm kan nok ellers bedst forståes som en form for inderligt venskab, der nærede samværets liv og klangbund. Frederike Brun ville samle mennesker fra forskellige lag og lande i en form for åbent hus, der dog ikke var mere åbent, end at alle deltagere på den ene eller anden måde skulle have en vis betydning, og derfor som debutant enten medbringe et anbefalelsesbrev, eller være inviteret, men interesserede kunne dog melde sig hos Frederike Brun til en audition. Blev man godkendt, fik man en invitation til at komme en bestemt aften, og blev det en succes, var gæsten altid velkommen.
Sølyst ved Øresund.
Charlottes far var fra en borgerlig tysk militærslægt i dansk tjeneste, og hendes mor var fra en norsk, nyadlet handelsslægt. Efter deres fars tidlige død levede Charlotte og søsteren Sybille på Løvenborg i nærheden af Holbæk. De to søstre blev gift ind i det indflydelsesrige og meget velhavende embedsaristokrati ofte med tyske rødder. Ved Charlottes giftemål med grev Ernst Schimmelmann, der var finans- og statsminister og samtidig gods-, plantage- og fabriksejer, opnåede hun mellem 1782-1816 en meget stor indflydelse på det københavnske selskabsliv. De saloner Charlotte afholdt om vinteren i Bredgade i Schimmelmanns Palæ og om sommeren på Sølyst i Klampenborg, var søgt af tidens politiske og kulturelle notabiliteter fra nær og fjern, embedsmænd, købmænd, diplomater og militærpersoner, som den rige florissante epoke 1778-1807 havde ført til den danske hovedstad, og som ofte var orienteret i filosofiske tanker, kultur og kunst. Samtidig åbnede hun sin salon for udvalgte kunstnere og videnskabsmænd med talent, og dermed blev hendes salon et af de europæiske kulturcentre, der blev lagt mærke til.
Hvordan gik det for eksempel til, at det dansk-tyske statsembedsaristokrati donerede økonomisk støtte til en tysk borgerlig digter med revolutionært ry? I juni måned 1791 rygtedes det iblandt denne kulturkreds, først fra Jens Baggesen og defra via Charlotte Schimmelmann, at den tyske digter Friedrich Schiller var død, men få dage senere fik de en ny meddelse om, at han levede, men var syg og fattig. Jens Baggesen arbejdede på at skaffe en økonomisk støtte til Friedrich Schiller, og som så ofte før og siden blev det Ernst Schimmelmann, der trådte til, i dette tilfælde med en årlig understøttelse på 1000 rigsdalere i fem år. Friedrich Schiller kvitterede med 27 breve mellem 1793-95 "Über die æsthetische Erzieung des Menschen".
Selskabslivet i salonerne søgte en kosmopolitisk atmosfære og samlede deltagelse af både mænd og kvinder. Samværet fandt sine stimulerende former i mundtligt samtaler afvekslende med skriftligt litterær og musisk dramatisk optræden. Salonens værtinde udtrykte den schillerske forestilling om den skønne sjæl, der blev defineret som et blødere modstykke til Immanuel Kants oplysningsideer om menneskets pligtetiske imperativ. Ifølge Schiller er den skønne sjæl en fuldstændig moralsk karakter, der gør det gode helt af sig selv uden at tænke over det. Pligt forenet med tilbøjelighed i en helstøbt harmoni, og en sådan sjæl udgyder med sin tilstedeværelse skønhed over alle i sine omgivelser. Salonlivet havde vel sit højdepunkt omkring 1810 men efterhånden ophørte det i og omkring København ved Charlotte Schimmelmanns, Kamma Rahbeks og ikke mindst Frederike Bruns død i 1816, 1829 og 1835.
Foto. Brahetrolleborg ved Korinth var hjemsted for Johan Ludvig Reventlow (1775-1801) og Sybille Reventlow (1775-1828), som var søster til Charlotte Schimmelmann. Reventlows modtog her i 1787 besøg af Jens Baggesen, og sammnen gav de nye navne i deres egen ånd til gårde og lokaliteter ved godset.
Litt. Breve til Charlotte (2011), Annelise Ballegaard Petersen og Anne Scott Sørensen.
Litt. Salon på Sophienholm (2010), red. Karen Klitgaard Povlsen.Litt. Knud Wentzel, (2011) Rend mig, et essay om tradition.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar