onsdag den 19. september 2012

Pascal Mercier, Perlmanns fortielser.(1995, da 2005).


Et jeg er en ustadig enhed bestående af mange modstridende kræfter, som på en gang danner en helhed, men som også ofte er på nippet til at falde fra hinanden, for at kunne søge sammen i et lidt andet mønster, der somme tider kan ændre på livets bane. Det kræver personlig styrke at beherske hverdagens mangfoldighed af impulser og indtryk og fokusere på en vilje til at yde en videnskabelig præstation på et indforstået og højt fagligt teoretisk niveau, der kan modstå kollegers skarpe kritik. Hvornår og hvordan havde det udviklet sig dertil at han, den ellers internationalt anerkendte sprogforsker Philipp Perlmann fra Frankfurt, havde mistet sit menneskelige nærvær. Han prøver at bilde sig selv ind, at hele miseren var begyndt den dag i januar, da hans kone Agnes var død. Men det passede ikke, og forundret men også foruroliget konstaterer han, at det var sket langt tidligere. Der havde længe været små ændringer, i den måde han følelsesmæssigt reagerede på, når det kom til forhold vedrørende hans arbejde. Han har simpelthen efterhånden ikke længere trang til det videnskabelige arbejde, og hans store interesse for metodiske undersøgelser, for analyse og udvikling af teorier, der ellers havde været en konstant selvfølgelig bestanddel af hans liv, var forsvundet, og Perlmann har mistet en sikker kontakt til verden, den kontakt der er nødvendig for at have kontrol over liv og gerning. Alligevel, eller mere præcis på en mærkelig måde ved en pudsig tilfældighed, var det faldet i Perlmanns lod at invitere en mindre gruppe af internationalt anerkendte sprogforskere til seminar på et mondænt hotel ved Den italienske Riviera.  Denne fantastiske roman på mere end 500 sider fortæller om, hvad der foregår i Philipp Perlmanns skrøbelige sjæl. 

Ingen kommentarer: