onsdag den 20. februar 2013

Primært nærvær.


Jeg er optaget af, at det lykkes for ethvert menneske at finde sig selv og holde af sin egen individualitet. Min blog Kultur Jensen har faktisk til formål at klargøre min egen proces frem til det liv, jeg er så glad for i dag. 
Et jeg er den ustadige enhed med mange modstridende kræfter, der på en gang danner en helhed, men som også ofte er på nippet til at falde fra hinanden, for at kunne søge sammen i et lidt andet mønster, der kan ændre livet. Det der interessere mig er den proces, der handler om at blive klogere på flere dimensioner i sin egen tilværelsen, efterhånden som man vokser til og hører nye signaler fra nær og fjern.
I mit eget liv blev en vigtig værdi, den tryghed der kan sikre, at jeg hvert sekund kan prioritere min indre følelses- friheds- og sandhedsfornemmelse. Det er min kærlighed til livet, og til alt det der giver livet styrke til at vare ved og min kærlighed til den individualitet, hvorom jeg kan sige: "Ja det er rigtig nok, det er virkelig mig, den jeg ønsker at være". En kærlighed til livet der betyder, at jeg slet ikke har lyst til karriere eller lederrolle endsige leve mit liv i offentligheden. Men min indignation ville kunne få mig til at råbe højt.  
Jeg har alle mulige gode grunde til at karakterisere mit ungdomsliv som vellykket. Jeg blev behandlet godt og generøst i mit sociale miljø, og således var det forventeligt, at jeg ville følge et konventionelt spor i mit liv. Jeg har dog forsøgt at frigøre mit voksne liv fra det, jeg kunne kalde for et hvis bare spil. Hvis bare jeg var rig, berømt, raskere, smukkere, klogere, hurtigere, snediger eller yngre, kunne jeg vinde spillet, og få den lykke jeg har fortjent. Hvis bare jeg kendte flere mennesker, og havde et bedre job eller min egen virksomhed, ville jeg have det der skulle til for at være lykkelig. Hvis bare jeg finder en ny kæreste, hvis bare jeg køber et nyt hus og en ny bil, så får jeg det godt. 
De livshistorier vi mennesker fortæller kan hente deres referencer i gode oplevelser, i traumer, i drømme og behov og fra erfaringer, som gerne må åbne for kanalisering af konstruktiv energi, gennem en tillid til livet i dets fornyelse. En væsentlig del af min livsglæde hentes fra mine oplevelser af, at alle gode mennesker også trives med deres liv. Noget af det bedste jeg kan opleve her i Horsens, er at hilse på bekendte i byens gadebillede, når vi er ude for at forbedre livet. 
Når jeg reflekterer over mit bevidsthedsliv, kan jeg konstaterer, at følelser, tanker, sanseindtryk, og alle mine andre mentale dispositioner kommer og går. Jeg er meget bevidst om hele mit mentale repertoire, og fordi mit liv bliver oplevet af mig, har min livshistorie den særlige kvalitet, jeg kan kalde for primært nærvær. Blogland kan blive et samfund, hvor vi kan gengive vores tanker, og berette om vores oplevelser, med forsigtige formuleringer om menneskelivet.
Foto. Vi er værdifulde for vores eget velbefindende.

Ingen kommentarer: