Kulturskoven ved Bo Fritzbøger. (1994)

De fleste, og det vil jo nu sige byboer, forbinder i dag skoven med søndagsskovturenes oplevelser. Motivet øverst af  Peder Mørk Mønsted (1888) viser et lille selskab midt i bøgeskoven med en rød paraply.

Hvor vi bor og lever, blev landskabet naturligt dækket af skove efter sidste istid. Det landskab som stenalderens mennesker for 6000 år siden levede i og af, var i det store og hele et vanskeligt gennemtrængeligt skovland, hvor bevoksningerne varierede med vekslende jordbundsforhold og klimatiske ændringer, der gennem årtusinder bestemte skovenes udstrækning og artssammensætning ved selvsåninger. Men skovene har i århundreder udgjort en langt mindre del af arealet som konsekvenser af menneskelige aktiviteter ved rydninger og udnyttelse af de brugbare ressourcer først og fremmest træ. 

Skovene var længe civilisationens modsætning. Hvis man af en eller anden grund blev sat uden for sit fællesskab, var det længe den naturlige udvej at efterfølge de allerede udstødte skovgængere. Eriks sjællandske lov fra ca. år 1200 gav således en fredløs et døgns frist efter domsafsigelsen til at søge tilflugt i skovene. 

Da kristendommen i løbet af 1000- og 1100-tallet vandt indpas, og indførte institutioner og prægninger til det danske middelaldersamfund, søgte cisterciencerne, den katolske kirkes bedst organiserede munke, ensomheden og anlagde ordenens første klostre i afsides egne af landet, hvor der var store skovområder: Esrom ved Gribskov, Holme (Brahetrolleborg) på Sydfyn, Vitskøl ved Løgstør, Sorø på Midtsjælland, Løgumkloster, Tvis ved Holstebro og Øm ved Ry. 

Der foregik gennem århundreder en øget intensivering af landskabsudnyttelsen, hvor agre, enge, fiskevande, skove og græsningsarealers adskillelse kunne være flydende, vel som på Wilhelm Kyhns ovenfor "En sommerdag" (1869) fra Horneland ved Fåborg. Udviklingen gik i retning af øget dyrkningsmæssig intensivering og afgrænsninger ved brug af stengærde. Efter enevældens indførelse i år 1660 øgedes statens reguleringer af samfundslivet støt, og skovbruget var et af de områder, der tidligst blev underkastet reguleringer. Skovforordningen fra år 1665 var den første, og i de følgende 70 år fulgte fem forordninger, der udbyggede og tilrettede den første skovforordning.

Maleriet nedenfor af Peder Mørk Mønsted fra 1881 har titlen "Den unge kodriver". Bemærk stengærdene på begge sider af vejen.

Der er ifølge Bo Fritzbøger ikke overleveret tidlige vidnesbyrd om, at naturens skove fungerede som rekreativt område for den almindelige befolkning. Det var først med de romantiske kulturelle strømninger omkring år 1800, den vilde natur blev søgt værdsat som forbillede for menneskelivets oprindelige værdier, som kun enerer kunne nærme sig gennem naturen og historien. 

N.L. Høyem, der var professor ved akademiet fra 1829, søgte at tilføre billedkunsten en national vækkelse. Han vendte sig imod de unge kunstnerspirers traditionelle lange studierejser til udlandet og opfordrede dem til at søge motiver fra den danske natur og historie, som i N.L. Høyems øjne ikke stod tilbage for Sydeuropas. "Det er ikke sans eller følelse, som det skorter på hos det danske folk; jeg er overbevidst om, at hjertet slår ligeså varmt, øjet ser lige så sundt, som hos vore sydlige eller vestlige naboer, når blot vi kunne blive vågne!".
Fredsskovordningen fra 1805 var et barn af oplysningstiden, hvis bærende tanke både var menneskets rationelle beherskelse af naturen, og et udtryk for at balancen mellem åbent land og skov var forskubbet så markant, at der omkring år 18oo kun var 2-3 % skovdækket areal tilbage i Danmark. Med fredsskovsreformen blev alle de tidligere skovforordninger og oparbejdet viden om skove underkastet en kritisk vurdering og videregivet til kommende forstfolk gennem undervisning i skoves driftsplanlægning. 

Hos J. Th. Lundbye nedenfor fra Sørupvang ca. 1842 spiller vejen gennem landskabet en rolle og adskiller jo skov og ager.

Mange herregårde havde traditionelt haft skovområder og begyndte omkring år 1800 at indrette små skovarealer til lystskove. På Jens Juels "Dansebakken ved Sorgenfri" fra ca. år 1800, fik det endnu kun gryende guldalderideal et udtryk, hvor borgerskabet holder livlig picnic i den naturlige lystskov.

Med en hurtigt voksende bybefolkning og genoplivningen af forkestyret i 1901 var det lykkeligvis i længden ikke muligt at reservere det rekreative skovbrug for de få. Med Naturfredningsloven i 1917, dens efterfølger i 1969 samt Naturbeskyttelsesloven fra 1992 skabtes lovmæssig hjemmel for offentlighedens adgang til alle større skove. Der er løbende etableret bynære skove med rekreative muligheder for de mange byboer.

Ovenstående maleri af Peder Mørk Mønsted hedder "Sommerdag ved Ørnereden". Navnet Ørnereden stammer fra 1860´erne, hvor et havørnepar havde en rede i toppen af et bøgetræ der. Der i Marselisborgskoven blev i 1910 opført en restaurant højt oppe på stejlkysten, og stedet udviklede sig til et velbesøgt udflugtsmål med mange daglige anløb af turbåd fra Århus.