"Den lille spurv" Edith Piaf blev født i Paris på fortorvet foran rue de Belleville 72 den 19. december 1915 på en politimands kappe. Paris er en by fuld af landsbyer siges der ofte. Paris kvarteret Belleville havde tidligere ry for at være beboet af blandt andet mange anarkister og prostituerede. Siden er det blevet et kvarter for indvandere, der lever i fredelig sameksistens. Det er blevet sagt om Belleville, at det kvarter har sin egen uopslidelig energi, overskud og vitalitet af muskler og nerver, så at sige Paris´ arme og ben.
Ediths mor var en gadepige og hendes far var en fordrukken gøgler. Louis Gassion var vist ikke noget skidt menneske, men noget af en skørtejæger, som altid var på jagt, og ofte fik bytte. Han opgjorde selv sine børn med diverse mødre til nitten, men miljøet var ikke af den karakter, hvor man henvendte sig til de kommunale embedsmænd, fordi man havde bragt et barn til verden. Han havde sansynligvis børn han ikke var far til, og børn der var frugter af hans elskovsliv, havde han ikke kendskab til.
Som barn sang Edith på gaderne, først sammen med sin far, men det tilfældige møde med Simone, der med en sansynlighed var hendes halvsøster, betød et nyt makkerskab med henblik på at søge lykken sammen. De to måtte sammen udfærdige en skrivelse overfor Simones mor: " Jeg, Edith Giovanna Gassion, født den 19. december 1915 i Paris og bosat i rue Orfila 105, kunstner af profession, erklærer herved at engagere Simone Beteaut på ubegrænset tid for 15 franc pr. dag plus kost og logi. Paris, den ...1931."
Edith og Simone stod på gaden ansigt til ansigt med publikum, og folk sagde hvad de mente, så de to fik fornemmelser for, hvad folk kunne lide og ikke lide, så der lærte de chanson. De sang overalt i Paris, om lørdagen sang de i arbejderkvarterer, der gav de mindre, men oftere, fordi de kunne lide sangene, ikke for at vise godhed. Midt i ugen sang de på Champ-Elyseés. De lidt fine bydele var gode om morgenen, hvor kvinderne stadig var i hjemmet, men det var et bamhjertighedspublikum og ikke et publikum af kendere. "Lulu" i rue Pigalle blev Ediths første indendørs engagement. Hun købte sig en lommeudgave med sange, for tekstens skyld, da hun ikke kunne en node, men hun havde en usædvanlig god musikalsk hukommelse. Hun fik melodien spillet tre gange, og så kunne hun den. Værtinden forærede intet væk, når hun i princippet nok betalte 15 franc pr. aften, men hun opererede med et system af bøder, der lod Edith tilbage med en brøkdel om morgenen.
Edith og Simone boede på forskellige hoteller i rue Pigalle og lejede værelset for 12 timer hvert døgn, og resten af døgnet boede de på gaden. Det var Louis Leplee der opdagede Edith i 1935 i rue Troyes (foto) hvor hun stod og sang. Han havde en cabaret der hed "Gerny´s" på 54 rue Pierre-Charron ved Champ-Elyeés. For en pige der kun havde den ting i hovedet, at synge, var det et mirakel at møde en mand, der havde en cabaret, som havde penge, som var velklædt og som talte pænt til hende. Straks næste morgen og en uge frem øvede hun med en pianist fra morgen til aften, men det slog gnister når sang og klaverspil ikke fulgtes. Edith blev lanceret på plakatsøjler og i aviserne som "la mome Piaf" - den lille spurve, der kom ind fra gaden til Cabaret´en. Louis Leplèe´s cabaret ikke særlig fin, men den var typisk parisisk. Gæsterne kom der for at se forestillingen, spise og høre nogle sangere og sangerinder med stemning "a´ la francaise".
Det var Raymond Asso der kreerede hende fra 1937. Det var ikke nogen nem sag at gøre Edith til Edith Piaf. Han udsatte hende for et dynamisk forhold, mellem det vi kalder for realitetsprincippet, og det vi kan kalde for lystprincippet. Realitesprincippet handler om den indstilling man har til at opfylde den ydre verdens krav, og til en vis grad acceptere at tilsidesætte sine umiddelbare behov, ved at kunne udskyde dem til en senere tilfredsstillelse eller eventuelt ikke få alle sine behov tilfredsstillet. Når de to havde indøvet en´ teknik i hende, udfordrede han hende på et andet område. Edith kunne ryge op i en spids, og være på nippet til at smadre alt hvad der var i rummet, når Raymond udfordrede hende. Men så faldt hun pludselig til ro og sagde, "Jeg skal nok lære det Raymond".
Som voksen blev Edith Piaf verdensberømt, men hvordan kan vi prøve at forstå hendes forunderlige liv? Dækker sangen "jeg fortryder intet" i realiteten hendes liv. Var viljen broen mellem nuet og fremtiden, der begyndte med ønsket om at bryde igennem som kunstner, fortsatte med valg og mundede ud i handling? Eller var det glæden, der var det store mysterium i hendes liv? Glæden, ikke som en tilstand, men som en måde at møde verden på, der måske tager sit udgangspunkt i at tåle friheden, give og modtage tillid samt hæge om sin egen og andres vækst. Men også i de tilfælde hvor hendes liv kørte skævt, eller hun blev offer for ulykke, var drevet af hendes stærke instinkt for at ville leve et inspireret liv på trods af alt.
Foto. Edith Piaf ligger begravet på Pere Lachaise i Paris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar