I Guiseppe Tornatores film "Mine aftener i paradis" (1989) modtager filminstruktøren Salvatore (Toto) de Vitto, som nu bor i Rom, en meddelelse fra sin mor på Sicilien, som kan fortælle, at Salvtores gamle ven Alfredo er død. Den meddelelse udløser en lang mental rejse tilbage, hvor Salvatore mindes sin barndom og ungdom i en siciliansk landsby i årene lige efter anden verdenskrig. Den gang tilbragte lille Toto det meste af sin tid i den lokale biograf Cinema Paradiso, hvor filmoperatøren Alfredo på en gang var hans ven og en slags erstatning for faderen, som var forsvundet på østfronten. I biografen leves der spontant og støjende med i filmene, der grædes og der sukkes og der råbes forbandelser af skurkene og advarsler og opmuntringer til heltene. Da Toto bliver en noget ældre dreng begynder han så småt at filme, og han forelsker sig i bank - direktørens datter Elena, som længe er afvisende, men efterhånden gengælder hans følelser. Kærligheden løber dog ud i sandet, da Toto aftjener sin værnepligt, og hans breve kommer uåbnede tilbage. Hjemvendt i landsbyen ville Toto forsætte sin gamle tilværelse, men Alfredo opfordre ham til at rejse bort og sætte sig nye mål. Toto følger hans råd, bliver en stor mand i filmbranchen og vender aldrig tilbage til landsbyen. I Rom genfinder han nu sin første film, den han optog med Elena, hans eneste virkelige kærlighed. Filmmanden Salvatore de Vito rejser hjem til barndommens sicilianske by for at deltage i Alfredos begravelse, og møder der de mennesker han ikke har set i mange år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar