H.C. Andersens udvikling var hæmmet af hans sociale og økonomiske forhold, da han i 1819, 14 år gammel ankom til København. Årene 1819-22 i var vanskelige for H.C.A., der stort set forgæves forsøgte at få foden inden for på teateret, men alligevel set i et længere perspektiv hentede værdifuld erfaring. Han traf i 1821, gehejmekonferensråd Jonas Collin (1776-1861), der rummede store reserver af sund fornuft. Han prædikede nyttemoral, uden egentlig at moralisere, han indskærpede dyd, flid og mådehold, han handlede uden at spilde, var på en gang tilknappet og uden omsvøb, fungerede som en sjælelig balancekunstner med instinkt for sine ansøgeres egenart men altid principielt uimponeret. Jonas Collin var i årtier guldalderens grå eminence, en overvåger og en kontrolinstans, en protektor og en kraftkilde. På hans initiativ blev Hans Christian i 1823 sendt til Slagelse Latinskole, hvor han som 17 årig fik klassekammerater på 11-12 år. Motivet var det dobbelte at fjerne ham fra København og Det kongelige Teater, så han fik mulighed for, i Slagelse, at koncentrere sig om at få den skoleuddannelse og den viden, han ikke havde fået i Odense, og uden hvilken det ville være omsonst at tænke på en yderligere karriere. Årene i Slagelse blev af H.C. Andersen selv gjort til en vigtig del af mytologien, der satter hans senere succes og berømmelse i relief med misforståelse og lidelse, forfølgelse og kanøfling, som den svaneunge, der svømmer blandt ænderne, indtil den opnår at kunne spejle sig blandt sine egne. I efteråret 1828 bestod omsider H.C. Andersen studentereksamen i København med en beskeden 2. grad, og i 1829 examen philologicum et philosophicum med karakteren rosværdigt.
Foto, Portræt af Jonas Collin malet af Constantin Hansen 1831
Ingen kommentarer:
Send en kommentar