I 1948 gav den italienske forfatningsgivende forsamling i en aftale med Østrig, Alto-Adige/Trentino/Sydtyrol regionen et betydeligt nyt selvstyre, hvor man løbende vedtog særlove, for at beskytte den tyske befolkningsgruppe, og tysk blev forvaltningssprog på linie med italiensk. Den aftale forhindrede dog ikke, at der opstod tysktalende anti-italienske grupper, hvis utilfredshed udmøntede sig gennem ca. 300 bombeattentater i perioden 1956-66 mod højspændingsledninger, kraftværker og jernbanestationer. I forsøget på at gøre en ende på terroren vedtog Italiens parlament i 1969 et kompleks af 137 love, der skulle forbedre regionens selvstyre og styrke de tysktalendes stilling yderligere, og i 1972 fik regionen endnu en udvidelse af selvstyret. Resultatet blev at de tysktalende sydtyrolere kom til at dominere administrationen og det økonomiske liv i Alto Adige. De 30% af befolkningen, der var italiensktalende ejede da kun 4% af provinsens værdier. Mange italiensktalende følte sig i midten af 60´erne klemt af de tysktalende sydtyrolernes overvægt og markante aggressive attituder, at de vendte sig til det nyfascistiske parti MSI, som med en kampagne for "italienskhed" fik gjort både Alto-Adige og Trentino regionen til en af sine højborge. Der gik alligevel 23 år med forskellige forhandlinger, justeringer og finpudsninger, og i perioder endda med nye bombeattentater senest i 1988, før det i 1992 lykkedes for den italienske regering at få vedtaget nogle sidste bestemmelser, der manglede før "Alto-Adige pakken" endelig kunne ratificeres i Wien. Det var en afgørende betingelse for ratifikationen hos de tysktalende i Sydtyrol og Wien, at den italienske regering skulle forpligte sig til aldrig at se sydtyrolernes problematik som et rent internt italiensk anliggende, men som en international sag, og at konflikter i givet fald ville blive løst i overensstemmelse med de mekanismer, der er fastlagt i CSCE aftalerne.
I begyndelsen af 1990´erne blev Lega Nord en afgørende kraft ved omstyrtningen af det gamle politiske system. I foråret 1994 blev det regeringsparti, og senere samme år væltede det Berlusconis højreregering. Det var ikke mindst på grund af Lega Nord, at regeringen Prodi i sommeren 1996 iværksatte det reformprogram, der skulle have forvandlet Italien til en forbundsrepublik. Lega Nord pegede på en modsætning mellem Nord- og Syditaliens særinteresser, sådan som staten forvaltede dem, mellem italiensk civilsamfund og de traditionelle politiske partier. De Selvstændige erhvervsdrivende med små og mellemstore virksomheder, der var i stærk økonomisk fremgang, følte sig forfordelt af centralregeringen med dens administration i Rom. Både selvstændige og lønmodtagere i Norditalien oplevede det som en udbytning af de typisk arbejdsomme norditalienere og omfordelt til det fattige og ørkesløse Syditalien.
I 1955 talte og forstod 10-18% af italienerne italiensk uden større vanskeligheder; 58% af befolkningen havde vanskeligt ved at forstå og tale italiensk og benyttede sig udelukkende af en af dialekterne, mens resten blandede flere mål; i 1994 talte 38% udelukkende italiensk, og den andel der udelukkende talte dialekt var halveret til 13%, mens resten vekslede mellem dialekt og italiensk efter situationen.
Det var ikke alene italienernes sprog, der gradvist blev harmoniseret, men desuden blev forbrugsvaner, spisevaner, forestillinger om, hvordan livet kan eller bør forme sig, og hvilke forbrugsgoder der er værd at stræbe efter, blev påvirket af film, ugeblade og TV. Det økonomiske mirakel var langt fra ligeligt fordelt over hele landet, men det tillod ikke desto mindre, både i nord og i syd, brede lag af befolkningen at leve, sådan som de havde lært, de gerne ville leve, ligesom de velhavende. Det blev i hvert fald meningsfuldt for dem at drømme om sådan en tilværelse. Emigrationer fra syd til nord, fra nordøst til nordvest og fra land til by skabte alle mulige personlige og sociale problemer, men bidrog først og fremmest til at binde landsdelene sammen.
Italienerne og Italien har de sidst to årtier gennemgået en økonomisk udvikling, i form af økonomisk vækst, faldende inflation og øget forbrug. Italiensk mode og italienske luksusvarer er blevet erstattet af de mere nøgterne industriprodukter, der har vundet plads på alverdens markeder. Italien overhalede således Storbritannien som verdens femtestørste industrination og blev derfor medlem af G7. Mange småfabrikanter fra Emilia Romagna, Po-sletten og Nordøstitalien begyndte at handle med hele Europa.
Trods rigdommen var italienerne ikke tilfredse med deres eget politiske system. Det fremgår af meningmålinger i EU-landene, hvor ca. 70% af italienerne gennem 1980´erne svarede, "ikke tilfredse" og "ikke særligt tilfredse" med den måde demokratiet fungerede på i deres hjemland. Gennemsnitlig for alle EU landene svarede 45% "ikke tilfredse" eller "ikke særligt tilfredse". På samme måde var italienernes "støtte til de eksisterende institutioner" markant lavere end EU gennemsnittet da italienernes har stort behov for reformer, og kun i kategorien "behov for revolutionære forandringer" lå italienerne på niveau med de øvrige EU lande, dvs. omkring 12-13 %. I betragtning af italienernes utilfredshed med deres system kan det måske undre, at de ikke var mere revolutionære. Men den nære historie sad nok i frisk erindring og skræmte, da både røde og sorte terrorister forøvede ca. 13000 attentater, der kostede 388 liv, og sårede mere end 5000 fra 1973 til 1980. Ved den italienske folkeafstemning i 1989 stemte 90% for et forslag om at bemyndige EU-parlamentet til at iværksætte traktaten om Europas forenede stater.
Læs evt. Thomas Harder (Foto), Italien, (1999)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar