Norditalien 1914 - 1939.

Italiens indtræden i 1. verdenskrig blev en klassisk storpolitisk håndtering med såvel indenrigs- som udenrigspolitiske motiver. Da de største europæiske magter indledte krigen i august 1914, holdt Italien sig i første omgang udenfor. Triple-alliancen med Tyskland og Østrig-Ungarn forpligtede kun Italien til at forholde sig neutralt, hvis en af de to andre allianceparter erklærede et tredjeland krig, men Østrig-Ungarn havde dog forpligtet sig til at rådfører sig med Italien inden en besættelse af territorier på Balkan. En aktiv deltagelse i krig på Østrig-Ungarns side ville bryde med et af principperne i Italiensk udenrigspolitik, om ikke at komme i modsætningsforhold til Storbritannien, der leverede størstedelen af Italiens kul, og hvis flåde potentielt var en alvorlig trussel imod Italiens lange kyst. Italien havde et lidt ældre modsætningsforhold til Østrig-Ungarn, der havde været modstander i kampen for Italiens samling, og Østrig-Ungarn beherskede endnu Trentino og Trieste. Italienske interesser i at opnå økonomisk, politisk og etniske mål ved Adriaterhavet stred desuden mod Østrig-Ungarns lignende interesser.

Set fra et strategisk politisk synspunkt var neutraliteten imidlertid ikke uproblematisk. Hvis Tyskland og Østrig-Ungarn kunne vinde krigen, ville de næppe se med milde øjne på den troløse allierede. Men hvis det blev entente-magterne med Storbritanien, Frankrig og Rusland der vandt, uden at Italien havde bidraget til deres sejr, ville Italien ikke kunne forvente nogen imødekommenhed over for sine krav på Trentino og Trieste, og Rusland kunne måske komme til at udgøre en trussel fra Balkan og ud mod Adriaterhavet. Efter 9 lange måneders forhandlinger med begge parter opsagde Italien den 4. maj 1915 Trible-alliancen, og var 3 uger senere i krig med Østrig-Ungarn. Den italienske tiltræden af London-traktaten kunne medføre et fundamentalt brud med det nationalitetsprincip, der lå til grund for årtiers italiensk udenrigspolitik. Trentino blev da det italiensksprogede områder under fremmed herredømme, som skulle hjem til moderlandet. En mulig indlemmelse af Sydtyrol, Istrien og Dalmatien, hvor italiensk var udpræget mindretalssprog ville blive et tilløb til nyimperialisme. Omkostningerne ved den l. verdenskrig var på italiensk side enorme. 450.000 døde og 650.000 sårede. Forhandlingerne efter krigen i Versailles blev ledet af den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som i januar havde fremlagt 14 punkter, hvoraf et af de vigtigste var princippet om nationers selvbestemmelse og grænsedragninger med etniske kriterier. I punkt 9 blev justeringen af Italiens med nye grænser omtalt men ud fra nationale principper. Wilson måtte gå på kompromis med sine principper og Italien fik i sine grænser mod nord lagt langs vandskellet i alperne ved Brennerpasset. De nye områder i Italien blev dermed Trentino, Alto-Adige, Sydtyrol samt Trieste mens Fiume, en havneby med italiensk flertal i Istrien samt Dalmatien, gik til det nyskabte kongerige Jugoslavien. Allerede fra 1919 udvikledes i Italiens moderate og venstreorienterede politiske miljøer tanken om Fiume som modbillede for alle de undertrykte nationers internationale kamp mod de stormagter der havde domineret Versailles-konferencen. Heroverfor stod den italienske fascisme, der stilede efter at kunne udvide Italien til stormagtsstatus, et imperium, der skulle strække sig ud over den italienske nationens grænser. Det fascistiske styre ledet af Mussolini tog magten efter marchen til Rom i oktober 1922, og efter januar 1925 tiltog den sig en slags diktatorisk magt ved at proklamere den antidemokratiske, antiliberale og antisocialistiske revolution, og ved at påberåbe sig en særlig mission bestående i at genoprette nations forrang over alle andre værdier. I modsætning til traditionelt konservative der opfattede nationen som en allerede givet myte, der var en forudsætning for det levede liv blandt italienere, så var nationen for fascisterne den myte, og det revolutionære redskab for omfattende fornyelse, og for bedrifter der skulle være mere italienske.

Fascismens totalitære kultur- og sprogpolitik medførte at de italienere i Sydtyrol, der fastholdt at deres modersmål ikke blev italiensk, oplevede at den kultur og det sprog, de havde levet med i mange generationer, ikke bare blev ignoreret af nationalstaten, men blev udtrykkeligt stemplet som mindreværdigt, og i mange tilfælde ofre for aktiv diskriminering. Befolkningen i Sydtyrol blev opfattet som en trussel mod idealet om en italiensk enhedskultur, og blev også betragtet som en udenrigspolitisk risiko på grund af naboskabet til deres østriske "hjemlande". Italiensk blev indført som det eneste forvaltnings- og undervisningssprog. Ved Tysklands anschluss 11. marts 1938, skød de grænsen frem til Brennerpasset og skabte en krise mellem de to diktaturer. Men den 23. juni 1939 underskrev en repræsentant for hver af de to diktaturer, en aftale ifølge hvilken alle sydtyrolere med italiensk statsborgerskab, før 31. December 1939 skulle vælge mellem at tage italiensk eller tysk statsborgerskab. De der havde valgt et tysk statsborgerskab skulle så inden 1942 rejse "hjem til riget". De ca. 10.000 sydtyrolere der havde haft deres østrigske statsborgerskab fik ikke noget valg. Da fristen udløb havde godt 185.000 sydtyrolere af tysk "sprog og race" valgt tyske statsborgerskab, og 92.000 havde valgt det italienske.

Foto og Litteratur, Thomas Harder, Italien, 1999.