Hvis vi ser tilbage over de seneste par århundreder, giver det mening at spørge, i hvor høj grad guldalderen har bidraget til det moderne Danmarks kulturarv? Romantiken havde været den dominerende åndsretning de første tre årtier af 1800-tallet, men fra omkring 1830 brød den ny poetisk realistiske stil frem i guldalderens kultur. Sjælesplid og søgende savn som i romantikken skulle nu ikke længere dyrkes, men i stedet for harmonien og den indre fred. Det eksotiske havde siden romantiken haft en dragning, som blev bibeholdt i guldalderen, blot nu ikke som romantikens feriger og østerlande, men som autentiske fremmedartede steder. Italien fik omkring 1800 en status som det selvskrevne mål for dannelsesrejsen. De klassiske harmoniske idealer blev genskabt i Rom fra ca. 1798 af Bertel Thorvalsen, der først i 1838 vendte hjem til København. Det var fra midten af 1830 érne H.C. Andersen begyndte at skrive sine eventyr, og Søren Kierkegaards forfatterskab blev hovedsageligt skrevet i 1840´erne. I det samme årti blev både Tivoli og de første danske folkehøjskoler grundlagt med kun 16 måneders mellemrum i 1843 og 1844. Året efter blev N.F.S. Grundtvig præst ved Vartov og brød igennem til den danske befolkning med sine friheds- og skole- tanker. I forholdet til kirken og adelen, der jo traditionelt havde været kulturbærende, skabte borgerskabet en ny form for "Dannelse", der fremmede blandt andet videnskaben, og blev førende i livets normer og gængs smag. Guldalderen byggede på forsoning mellem ideernes og sansernes virkelighed og på en stilisering i "et renere, men ei forædlet billede" som det blev formuleret af Henrik Hertz i "Gengangerbreve" fra 1830. Guldalderens kultur bidrog med dens intime og forfinede stemningskunst, og et dannelsesbegreb der skulle bibringe den dannede;
En klar erkendelse af den naturlige og historiske virkelighed.
En sikker dom over sine egne forhold og opgaver.
En fast, og ved de bedste formål bestemt vilje.
En rodfæstet retsindighed.
En finfølelse for det sømmelige og passende.
En disciplineret sanselighed med forædlet nydelsesdrift.
En tilbagevisning af det rå og lave.
En modtagelighed for alt skønt.
Kunst og dannelse kunne blive en vej til social opstigning for børn fra beskedne hjem som for eksempel H.C. Andersen, Johanne Luise Heiberg og Christian Købke. H.C. Andersen trak dog det ædle dannelsesmæssige program i en kunstnerisk lidt anden retning, ikke som en kritisk holdning, eller ønsket om at gøre grin, men det skyldtes at tidens høje idealer om fantasi og poesi i den grad var vokset ind i hans personlige skæbne, at en helt skarp skelnen mellem borgerlig eksistens og ideel forventning i normal forstand ikke var til stede.
Foto viser Wilhelm Marstrand, "Musikalsk Soire hos vinhandler og Etatsraad Chr. Waagepetersen". 1834.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar