Det nyklassicistiske hus Amaliegade 45 fik i 1817 nye beboere, da den hjemvendende embedsmand F.H. Rørbye og hustru med deres børn flyttede ind, efter at Norge var blevet adskilt fra Danmark. Sønnen Martinus Rørbye (1803-48) blev i 1819 optaget på kunstakademiet, hvor han i 1823 modtog akademiets lille sølvmedalje, i 1825 den store sølvmedalje og i 1829 den lille guldmedalje.
Martinus Rørbye skildrede i tiden omkring 1825, da han selv var i begyndelsen af 20´erne, udsigten fra forældrenes stue på 1. sal. På den tid var der ingen bebyggelse på den anden side af Amaliegade, og der var derfor frit udsyn mod havnen og flådens leje. Udenfor det åbne vindue luftes familiens fugl i et bur. I vindueskarmen ses moderens urtepotter med vækster og blomster i flere stadier, afstøbningen af en barnefod samt en åben bog. Midt i vinduet hænger et spejl, således at man fra vinduet er i stand til at se sig selv, med hjemmet som baggrund og med udsigt til verden.
Billedet symbolisere måske Martinus Rørbyes program, der viser det "ukendte ude" og det "trygge hjemme".
Efter Martinus Rørbyes afgang fra akademiet i 1830, foretog han mange rejser, og hans motivverden udvikledes af indtrykkene fra rejser til perifere og uudforskede områder i Europa med Skagen og Norge mod nord og Sicilien, Tyrkiet og Grækenland i syd. Han bevarede sin tilknytning til Amaliegade, som han altid vendte hjem til igen, og hvor han døde i det nu nedrevne Amaliegade 33 i 1848.
Foto. Martinus Rørbye 1825, Udsigt fra kunstnerens vindue.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar