
Jeg vil mange dage om året, med udgangspunkt fra min bolig, drage ud i det danske land. Jeg vil bruge min bil og cykel eller stå på bus og tog. Jeg vil købe en dagsbillet og finde mig en plads, og så følge med i livet og nyde udsigten til de mange hurtigt skiftende landskaber jeg passerer. Jeg vil måske stå af, og gå et stykke vej, drikke vand og spise noget brød, pålæg og frugt. Mæt af mine indtryk vil jeg sidst på dagen vende tilbage til min bolig.
Politikens "Forfatternes Danmark" ved Winge og Michaelis tager os med til de steder rundt i landet, hvor digtere kom fra, besøgte for en stund eller blev for altid. Nogle forfattere har forsøgt at beskrive virkeligheden tilstræbt objektivt, og andre har givet deres fortolkning af virkeligheden, nogle gange harmoniserende andre gange kritisk og karsk, bittert og barskt. Måske søgte digterspiren et tilløb til opbrud, så forfatteren kunne gøre sig fri, eller måske beskrives en kærlighedsoplevelse, en affære eller et stævnemøde, som fandt sted der, på det sted i den danske natur eller på den gade i en dansk købstad.
Min kulturelle tilgang til Danmark er den brogede mangfoldighed, af glæde, fornuft og frihed, i et fredeligt og tolerant land, således som jeg bl. a. oplever det i København. Det smukkeste jeg kender til i dansk kultur er Halfdan Rasmussens, "At lære er at ville". (1949)
At lære er at ville
befri sin ensomhed
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider frem
som tegn med hånd og mund.
At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelvæld,
at undres og betages
når livet kommer nær,
og møde, når det dages
en større sandhed der´.
At lære er at famle
i mørke, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.
Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke værd.
Jeg holder af de bølgende kornmarker, køer der er på græs og velholdte bondegårde, nyudsprungne bøgetræer, åer der er ført tilbage i de oprindelige slyngede forløb. Søer, fjorde og åbent vand, der nu kun modtager renset spillevand, så man trygt kan bade de fleste steder. Danmark hævdes at være fladt, men fra en bakketop åbnes der ofte for varierede udsigter og forskellige landskabsformer. Få lande i hele verden er i den grad omgivet af vand, med mere end 7ooo km. kyst, vekslende mellem lange sandstrande, dybe fjorde, bælter, sunde og små vige. Af vore ca. 450 øer er omkring 90 beboede. Som historisk turist er der overalt noget spændende at se, opleve og fortolke, og vi har natur - og kulturoplevelsescentrer af høj kvalitet spredt over hele landet.
Politikens forlag har udgivet en håndbog "Danmarkshistoriens hvor skete det" (2001) med mange illustrationer samt udførlig levende og informativ tekst af Grethe Jensen.
Foto1. Grønninghoved strand hvor jeg har gode minder fra.
Foto2. Troense en smuk landsby med interessant maritim historie.
Foto3. I Nyhavn boede min kære H.C. Andersen i mange år.
Foto4. Landskab ved Roskilde fjord.




Ingen kommentarer:
Send en kommentar