Kultur Jensen finder sig selv.

Hvordan er det gået til, at jeg opfandt mig selv som Kultur Jensen? 

Fra jeg var 18 til jeg var 23 tog jeg en studentereksamen, havde arbejde i butik og ved postvæsenet. Jeg havde en flot motorcykel og en fornuftig bil, mange kammerater og søde kærester. Min opdragelse, mit sociale miljø og min skolegang gav mig en tidligt erhvervet optimisme, som jeg omsatte til hårdt arbejde, udholdenhed og motivation, der lagde op til et konventionelt liv med familie, hus og bil.

Jeg har dog fravalgt det konventionelle, da jeg som 23 årig valgte at bo alene resten af mit liv. Jeg flyttede i 1983 til Odense, hvor jeg på trods af hjemve gennemførte min universitetsuddannelse i Historie, sideløbende med at jeg fortsatte med min fleksible tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg boede sammen med 30 uforglemmeligt søde unge mennesker, i det dengang nyindrettede Slotsgadekollegie, fra den 1. december 1983 til sommeren 1988. Vi var næsten alle fra andre dele af Danmark, så vi gjorde meget fint brug af hinandens selskab, til fællesspisning, vandreture langs Odense å og lignende hyggeligt samvær. Når jeg nu mange år senere sidder og tænker på den tid, er det med varme positive følelser for alle de rare mennesker jeg mødte.

Formelt er situationen nu den, at jeg har eksamensbevis for en universitetsuddannelse. Jeg følte mig dengang som nu taknemlig over mine uddannelsesmuligheder, men jeg følte mig dog samtidig også noget fremmed overfor et liv med en stærkt specialiseret professionsviden. Jeg har siden brugt min erfaringer til at formulere det udgangspunkt, at min fortid, nutid og fremtid bliver fortolket af mig. Men det er og var en væsentlig del af min personlighed, at jeg fastholder livsprincipper, der er i rimelig samklang med det konventionelle samfundsbegreb. Min livsfølelse skal nu flyde fra egne realistiske og poetiske hverdagsoplevelse, således at min egen glade selvagtelse er det vigtigste i verden, og hvor jeg kan gribe dagen med glæde og i et perspektiv. 

Foto. Slotsgadekollegiet i Odense.