Dorthe Sondrup Andersens tager os i "Guldalder uden forgyldning" (2004) med på et underholdende, informativ og tankevækkende besøg i guldaldertidens København med fortællinger om livet og normerne for kulturlivets mænd og kvinder. På trods af landets vanskelige kår sprudlede det af kreativitet, når den danske hovedstads intellektuelle elite holdt begavede sammenkomster, og fremelskede teater, ballet, musik, malerier, litteratur, videnskab og filosofi. Udgangspunktet i bogen er en håndfuld af guldalderens private hjem og kunstnernes følelsesmæssige ambivalens mellem at stifte familie eller leve med kunstens muse. At drive en husholdning uden næringssorger var noget af en opgave i mange hjem med typisk en stor børneflok, en karl og en pige til det grove, familiens ældre, eventuelle voksne ugifte døtre eller forældreløse børn for eksempel hos grosserer N.L. Nathanson, som fik sig en ekstra børneflok at forsørge, efter at fru Nathansons søster først mistede sin mand, og derefter gik fallit med hendes bageri ved Gråbrødretorv, der nedbrændte som følge af Købehavns bombardement i 1807. Denne ulykkesramte kvinde var Henrik Hertz mor, og det var faktisk på den måde, han som halvstor dreng kom i huset hos sin rige jødiske onkel. Vi bliver præsenteret for flere familiemosaikker, og ind imellem flettes tråde mellem kunstnere som Kuhlau, Weyse, Thorvalsen, Kierkegaard og H.C. Andersen, som aldrig selv stiftede familie, og de som udskød ægteskabet længe som Christian Winther og Henrik Hertz, som først giftede sig i en alder af 52. En gennemgående familiemosaik i bogen udgår fra etatsråd, jurist og bryggeriejer Hans Hegers gård i Nørregade. I hans og hustruens hjem kom flere fra kulturlivet og universitetet for enten at besøge ham eller hans tre sønner, og som en følge deraf mødte ægteparret Hegers to døtre, Christiane som langt om længe blev gift med Adam Oehlenschlæger, og Kamma som blev gift med Knud Lyhne Rahbek.
Jeg kan på det varmeste anbefale bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar