En historiedag i Horsens.

Pudsigt nok har tre personer fra Danmarkshistorien haft deres barndomshjem indenfor 25 meter fra dette sted på Hospitalsgade i Horsens. Vitus Bering, Ove Høeg-Guldberg og Poul Vendelbo Løvenørn.

Poul Vendelbo Løvenørn officer og statsmand blev født 5.4.1686 i Horsens. Han gik på Horsens Latinskole og læste derefter teologi ved Københavns universitet fra 1705, inden han rejste til Rusland i 1707 på opfordring fra den norskfødte russiske officer oberst Niels Lange. Efter slaget ved Poltava i 1709 blev Poul Vendelsbo major og generaladjudant ved fyrst Mensjikovs russiske regiment og så oberstløjtnant fra 1710. Samme år på russisk vegne sendt til København. Han modtog i 1711 dansk adelsbrev af Frederik den 4. under navnet Løvenørn og blev udnævnt til dansk generaladjudant samme år, men han forblev dog i russisk tjeneste samtidig med, at han fungerede som dansk underforhandler overfor den russiske Zar. Han tog afsked med den russiske tjeneste i 1712, og ved sin hjemkomst til Danmark udnævntes han til dansk oberst og blev kompagnichef over hestegarden. I 1714 blev han gift med Ingeborg Dorothea. De følgende år fungerede han i det danske diplomati frem til fredsforhandlingerne i 1720 i Stockholm, der kom til at afslutte den store nordiske krig. Poul Løvenørn underskrev fredstraktaten på Frederiksborg den 3. juli 1720 og han trådte derefter ud af aktiv krigstjeneste som generalmajor for at blive dansk gesant i Berlin 1722-26. Efter hans hjemkomst til Danmark blev Løvenørn stiftsamtmand i Århus stift samt amtmand ved Havreballegård og Stjernholm amter 1726-30. Efter Christian den 6. tronbestigelse i 1730 blev han udnævnt til overkrigssekretær og 1. deputeret ved land og søetaten, hvor han i 1733 genindførte den siden 1730 nedlagte landmilits. Han Fratrådte i 1735 som minister og fik ikke sæde i konseilet, men førte dog fortsat kabinetsforhandlinger med kongen, hvor han virkede for dansk forsvarstilknytning til Sverige og Frankrig. Poul Vendelbo Løvenørn udnævntes til geheimeråd i 1731, og han købte samme år Bregentved. Han var general fra 1738 og blå ridder fra 1739 inden sin døde i 1740.

Ove Guldberg (1731-1808) eller Ove Høeg-Guldberg, som han i 1777 lod sig adle, var søn af en købmand, som også var bedemand. Evnerige Ove kom til at studere teologi og historie ved Københavns universitet og blev professor i Sorø 1761-64, og derefter var han lærer for arveprins Frederik. Fra 1771 fungerede han som kabinetssekrætær for den unge arveprins for siden at bistå denne og enkedronningen Juliane Marie med en fælles regeringsførelse efter Struensees fald 17. januar 1772. Han var derefter frem til 6. april 1784 statsminister og medlem af statsrådet, hvorefter han frem til 1802 var stiftsamtmand i Århus. Sammenlignes nu Høeg-Guldbergs kulturpolitik med J.H.E. Bernstorffs og A.G. Molktes, er forskellen primært Ove Høeg-Guldbergs nationale og patriotiske dagsorden i modsætning til forgængernes kosmopolitisk. Den kulturpolitik der var blevet lagt til rette af de tyske ministre A.G. Moltke og J.H.E. Bernstorff, i Frederik 5. regeringstid 1746 til 1766, blev ikke ændret i den utilregnelige Christian 7. korte regeringstid men så kun delvist videreført i Johann Friedrich Struensees periode fra september 1770 til januar 1772. Formålet med denne kultur var at kaste glans over monakiet, og give det tyskorienterede embedsaristokrati en adgang til den fornemme europæiske kultur. Det blev en kulturpolitik, der mødte stor modstand fra det danske borgerskab i København, fordi der var en modsætning mellem dansk og tysk i gære, og delvis næret af en vis modsætning mellem borgerskabet og aristokratiet. Budskabet i Høeg-Guldbergs kulturpolitik var, at almenvellet krævede alle stænders samarbejde og opslutning om den enevældige kongemagt, og alle stænder havde grund til at glæde sig over egen stolthed og selvbevidsthed. Men efter den lige værdi af alle stænder var formuleret, blev det hierakiske system, som var enevældens fundament, utidsvarende. Ove Høeg-Guldbergs dansk-nationale kulturpolitik var et forsøg på et opgør med den aristokratisk-kosmopolitiske kulturpolitik, men alligevel blev meget i hans pollitik en bestræbelse på at forhindre Danmark i at forandre sig.

I 1798 købte Ove Høeg-Guldberg herregården Hald ved Viborg.
Inspiration fra Jens Engberg, Magten og kulturen bind 1. fra 2005.

Vitus Bering blev født i Horsens i sommeren 1681. Han deltog som ganske ung i flere langfarter bl. a. til Indien. I 1703 udnævntes han til underløjtnant i den russiske marine, og deltog i den store nordiske krig 1700-21, kaptajn af 4. rang i 1715 af 1. rang i 1724 og samme år blev han af Peter den Store udnævnt til leder af Den første Kamchadske ekspedition, der skulle konstatere stedet for eventuel landforbindelse mellem Asien og Nordamerika. Ekspeditionen startede i 1725 først ad flodveje videre over land til Okhotsk ved Stillehavet til Kamchatka flodens munding hvorfra ekspeditionen den 13 juli 1728 på skibet Gavrlil sejlede nord på gennem det stræde, der senere fik navnet Beringsstrædet, til Ishavet og derefter tilbage til Kamchatka flodens munding. Bering vendte tilbage til St. Petersborg i 1730 og planlagde derefter den 2. ekspeditition, der skulle kortlægge kysten fra Arkhangelsk til både Japan og Mexico og en geografisk-historisk undersøgelse af hele Nordasien. Han var leder af ekspeditionen, der startede i 1733 og besejlede i 1735 den sibiriske ishavskyst, inden ekspeditionen overvintrede i 1740-41 på Kamchatkas kyst og grundlagde ved den lejlighed Petropavlovsk, øens nuværende hovedstad. Som leder af ekspeditionen observerede han i sommeren 1741 en af Nordamerikas højeste bjergtinder og opkaldte det efter St Elias. Bering måtte 5. november 1741 efter måneders hård sejlads og sygdom ombord lande sit skib St. Peter på en ubeboet ø den nuværende Bering Ø, og han døde der af skørbug.

Kilde. Kraks Danmarkshistoriens blå bog.
Foto. Hospitalsgade i Horsens.