Jeg har for 5. gang på 6 år besøgt Kulturnatten i København. Begivenheden, der altid finder sted fredagen før efterårsferien, har 17 år på bagen. Jeg tog lyntoget kl. 14 fra Horsens og ankom til Hovedbanegården kl. 16.23, inden Kulturnatten fra kl. 17. Lys og liv fra ministerier, institutioner, musiksteder, biblioteker, kirker, museer indbyder de mange mennesker på gaden til besøg. Fra foregående år husker jeg gode oplevelser med en Dan Turell cabaret på Bymuseet, besøg i Slotskirken, Kulturministeriet og i Folketinget, en guided kanalrundfart og forfattermøde i Atheneum boghandel. I år gik turen med metroen til TV byen, hvor jeg nåede at se de 3 mindste studiesale, men jeg må have den store koncertsal til gode. Derfra rundede jeg Ørestadens metrostation og retur til Nørreport, med retning mod Vor Frue Kirke, for der igen i år at få en dejlig oplevelse med Københavns Drengekor. Derfra var det nemt at gå over i Atheneum, hvor Peter Durrfeld holdt et sjovt causeri, der refererede til omkring 40 år fra dansk politisk og kulturel liv. På grund af min dårlige ryg, slap mine kræfter alt for tidligt op, så jeg begav mig til Hovedbanegården for at nå toget til Horsens med afgang kl. 22. Der fik jeg en sidste oplevelse med Henning Munks Jazzband og en DSB kontrollør, der ekvilibristisk dansede på stylter til den insiterende musik. Jeg var i Horsens kl. 0.41.
Københavns Drengekor giver som regel koncert i Vor Frue Kirke i Kulturnatten. For 75 år siden fik drenge med mod på korsang, ved Carl Nielsens mellemkomst, en ny mulighed. Det blev til Københavns kommunes sangskole, nu Sankt Annæ Gymnasium. Nu om dage får både drenge og piger deres musikalske uddannelse på et højt niveau med korsangen som en betydelig del af deres skolearbejde. Optagelse til Københavns kommunes Sangskole finder sted hvert år i januar for drenge og piger i anden klasse. Vor Frue kirke har siden 1959 nydt godt af Københavns drengekor til gudstjenester og musikaftener. (Foto)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar