I "Som landet ligger" og "Lindas tid" af Arthur Krasilnikoff følger vi Linda Skarp fra Stigsnæs. Det er et meget almindeligt liv, som Linda har levet i sine foreløbig ca. fyrre år. Hendes liv får dog hurtigt ny fylde og tyngde, da hun får diagnosen kræft. Stumper af erindringen melder sig i hendes bevidsthed men danner nye mønstre. Der hvor Linda voksede op, på husmandsstedet ved Stigsnæs, oplever hun nu som en frihed, beskyttet af trygheden blandt sine forældre og søskende. Linda kan nu se, at da hun skulle ud i den voksne verden for at tage en uddannelse i byen, var angsten trængt ind der, hvor Linda tidligere var fuld af længsel og håb. En angst som er kommet, fordi der altid er nogen hun skal gøre tilpas mod sin egen overbevisning om ret og uret, og hun er ofte kommet i klemme med sin egen medmenneskelige ansvarsfølelse. Hvis nogen havde truet hende, havde hun vendt skjoldet mod urimelighederne, og ventet på at de var gået over. Men urimeligheder går ikke bare over af sig selv. Det er den erkendelse, Linda når frem til da hun, opereret for brystkræft, ligger og fortæller sit livs historie til sin datter Hanne, "Kom bare an, kan jeg klare det jeg har været igennem, så kan jeg klare det hele" siger hun.
"Som landet ligger" læste jeg i februar 1984, kort tid efter jeg var begyndt på Odense universitet. Det var derefter i 20 år den mest betydningsfulde bog jeg havde læst.
Foto. Lindas psyko-geografiske barndomslandskab lignede måske det Niels Walseths maleri, som jeg ejer?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar