Findes der steder uden fortid, spørger Camilla Christensen i sin prisbelønnede roman "Jorden under Høje Gladsaxe". Naturligvis gør der ikke det svarer hun selv. Ethvert sted på kloden, enhver stump klippe, muld og sand og enhver dråbe vand gemmer på fortidige begivenheder af en eller anden slags. Og begivenheder taler, historien taler, forhistorien taler. Ethvert byggeri er et udsagn om samfundets historiske eller aktuelle tilstand, landbrugets mekanisering og opfindelsen af armeret beton osv. Et landskab er dannet af både tilsyneladende umælende tilfældigheder og fortidige forudsætninger som fx. kontinentalforskydningen, en fugl der engang tabte et bær, antal årlige soltimer, og solsorten der er flyttet fra landet til byen.
Men også de mere uhåndgribelige tilstande, såsom hastigt bevægelige situationer, med menneskelige møder, har sine strukture, der bærer på betydninger, som ikke er helt tilfældig, men betinget af livshistorie, ydre omstændigheder og de agerendes aktuelle tilstand. Er menneskelivet til at holde ud, hvis et menneske ikke kender til at være værdsat, respekteret eller måske endda elsket? Lever der mennesker, hvis liv med veludført arbejde og gennemlevet kærlighed ikke har udfordret til tapper kamp mod problemer? Kan et menneske leve uden at have et fremtidsperspektiv? Arthur er da vi møder ham 42 år, og ban lever alene i Høje Gladsaxe. Et byggeri der skød op på den tilsyneladende bare mark i 60 erne. Han har uafsluttede arkæologistudier bag sig, og han er far til en datter, som lever med sin mor, Arthurs fraskilte kone. Og selv om vi ved, at Arthur har sin egen fremtid, er fuld af fortid og fuld af historie, har han noget svært ved selv at opleve det. Han er ensom og mener ikke han er værd at at kende. Han forsumper dog ikke, men har sit egent projekt samtidsarkæologi, og han udfylder resten af sin tid med løbeture, han læser, ser fjernsyn og drikker i ny og næ en øl på Centerpubben.
Men han er selvfølgelig et menneske, der er henvist på andre, som de er henvist på ham, han findes i virkeligheden, bliver set, lagt mærke til og genkendt.
Foto, Høje Gladsaxe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar