København, en kærlighedserklæring.

Pernille Steensgård skriver i sin store flotte bog "København - Folk og Kvarterer". Københavns indre bys boliger er specielle. Her vælger man æstetisk, ikke praktisk. Man kan læse om sit kvarter hos Bang, Holberg, Kierkegård og H.C. Andersen. Med tiden har der boet en berømt dansker i hvert hus, eller i hvert fald over for eller ved siden af, i den ene kvartratkilometer, der udgør middelalderbyen. Der bor man med god smag og tagterasser med udsigt over byens tage og tårne og med Gråbrødretorv som udestue. Man går dagligt rundt i historiens fodspor, i det litterære Løvtræde, hvor der engang lå en række boghandlere, i gaden hvor Mikkel Thøgersen gik i Johannes V. Jensens "Kongens Fald" forbi Holdbergs kastanje i Fiolstræde. En frisør har sin salon liggende oven på en gammel badstue. Den blev lukket 1509, så man lever ikke fra hånden og i munden sådan et sted. 

Henrik Sten Møller skriver i sin bog "Forelsket i København" om arkitekt Marinus Andersen, der var ung, nyuddannet, og uden de store økonomiske midler i 30´ernes København. Det lykkedes ham dog i forbindelse med et arbejde i Frederiksborggade, at finde et tørreloft der ikke var i brug. Han søgte og fik en tilladelse til at indrette en lejlighed der. Den blev malet på en ret usædvanlig måde, da lejlighedens vægge blev udsmykket af vennerne fra kunstakedemiet Vilhelm Lundstrøm, Richard Mortensen, Carl Henning Petersen, Else Alfeldt og Ejner Bille. Besættelsestidens strenge krav om mørklægningsgardiner løste Marinus Andersen også på hans egen kreative måde, da han fik skåret nogle store træplader til at dække i kvistvinduerne. Hans ven Asger Jorn manglede materialer, og malede derfor pladerne på begge sider, og de er i dag udstillet på Silkeborg kunstmuseum. I denne loftslejlighed levede Marinus Andersen derefter i mange år sammen med sin fru Gerda. Der var 96 trin op, og det kneb lidt, da han havde passeret 80 års alderen. Han beklagede dog ikke men sagde blot: "Så må jeg jo nøjes med at gå i Botanisk have en gang om dagen". Haven han elskede, og hvor han kendte hver vækst. Søndag morgen i sommerhalvåret kunne Henrik Sten Møller finde de to på deres bænk, omgivet af en dynge aviser heriblandt flere udenlandske. Så lyste de af stille glæde, når Marinus rejste sig let og elegant for at vise en blomst, som aldrig var sprunget kønnere ud end netop nu.