Kulturhistorisk rejse omkring Amsterdam.

Det europæiske pendul for velstand svingede en overgang mellem nord- og sydeuropa. Fra ca. 1380 opstod der et velstandscenter ved Venedig, og op mod år 1500 skete der et enormt sving fra Venedig mod Antwerpen før bevægelsen svingede tilbage igen til middelhavsområdet men nu til Genua mellem 1550-60. De kolde, våde, vilde egne i Nordvesteuropa blev derefter civilisationens holdepunkter, og Middelhavsområdet blev udkanter. 

Hollænderne har ved hjælp af diger, møller, afvandingskanaler og sluser gennem flere århundreder forsøgt at sikre det lave land mod oversvømmelser. Regnen, blæsten og tidevandet har ofte truet fiskere, søfolk og bønder med stormflod. Hollænderne fik udviklet en ny skibstype fra ca. 1570 kaldet Fluit, som de bl.a. kunne takke for deres efterhånden dominerende position på handel og fragt. Efter den barske frihedskrig fra Spanien kunne nederlandene efter 1579 omstille sig til deres guldalder i historien. Holland og  Flandern, blev derefter med Amsterdam som centrum, det område der de næste to hundrede år, var det europæiske økonomisk omdrejningspunkt. 

Samtidig var den del af Europa ramt af mange modsætninger mellem katolicisme og calvinisme, tro og tolerance, frisind og snæversyn, borgerdyd og eventyrlyst. Via de mange købmandshuse og børser formidledes alle mulige emner fra klæder, kakler, kryderier, tulipaner til diamanter. Amsterdam var blevet forvandlet fra det fiskerleje, der havde ligget ved floden Amstel i århundreder, til en storby med omkring de 40.000 indbyggere ved uafhænighedserklæringen i 1580, og var blevet en metropol med ca. 220.000 indbyggere i 1660. Det var længe nordsøsildefiskeriet og dominansen på det europæiske søfragtmarked, der havde skabt den nederlandske fremgang, men den oversøiske handel spillede efterhånden en også en stor rolle. Varene og rigdommen strømmede til byerne Middelburg, Enkhuizen, Delft, Hoorn, Rotterdam og Amsterdam.

Den 2. april 1595 sejlede 4 skibe fra Amsterdam på den første tur til Asien rundt om Kap det gode Håb. To år senere vendte så 3 skibe tilbage til Amsterdam, men af den oprindelige besætning på 240 var kun de 87 stadig i live, og lasten af peber dækkede kun lige akkurat udgifterne til ekspeditionen. Men så i 1602 stiftedes Det Ostindiske Kompagni, der fik monopol på al nederlandsk sejlads, der rundede Kap det Gode Håb. Selskabet var organiseret i seks kamre, med en samlet kapital på 6,5 mil. gylden, og fordelt på 1143 aktionærer fra alle samfundsklasser. Skibene hentede da peber fra Indien og Sumatra, kanel fra Ceylon, kryddernelliker og muskat kom fra Molukkerne, kamfer fra Taiwan, ingefær fra Java, safran fra Coromandelkysten, sølv og silke fra Persien, opium og salpeter fra Bengal samt tin fra Malaccahalvøen, kobber fra Japan, bomuld fra Surat og porcelæn fra Kina, kviksølv fra Sundaøerne, sukker fra Malabar og diamanter fra Indien.

West-Indische Compagnie fragtskibe sørgede for nederlandenes fik en position på det forfærdentlige slavemarked med en kapacitet på ca. 15.000 slaver årligt. Fra havne i Nederlandenes sejlede kompagniets skibe med goder og alkohol til Afrikas kyst, hvor denne last blev byttet med slaver til det amerikanske marked. I Amerika ombyttetes slaverne til disse områders produkter som tømmer, citroner, tobak, bomuld, sukker og indigo, der i de samme skibe blev fragtet tilbage til Europa. 
Mellem 1780 og 1815 flyttedes det europæiske økonomiske centrum til London.

Den foreløbige kulmination på de nederlandske landindvindinger er inddæmningen af Zuiderzee, der omdannedes til indsøen Ijsselmeer ved indvielsen i 1932 af den 30 km lange dæmning Afsluitdijk, der nu forbinder provinserne Friesland og Noord-Holland. Den har udvidet det nederlandske landbrugsområde og samtidig givet arealer til et par af Amsterdams satellitbyer. Et par af de dengang levende havnebyer, som et kort over Ijsselmeer kan opvise, er Enkhuizen og Hoorn. Enkhuizen var gennem århundreder hjemsted for en af hollændernes største sildefiskerflåder, men overlever i dag som en markedsby, og som et af centrene for produktionen af blomsterløg. Zuiderzeekulturen var baseret på hvalfangst, skibsfart, fiskeri og kampen mod havet. Den kan nu studeres på Zuiderzeemuseet i Enghuizen.

Læs evt. Jørgen Johansen, Handel og vandel.

Foto. Maritimt motiv fra Enkhuizen 1859.

I sommeren 1986 skrev jeg eksamensopgave hos Professor Erling Ladewig Petersen, om Nederlandenes interesser og aktiviteter i Østersøområdet mellem 1560-1725.

Helt frem til en gang i 1500 tallet dominerede hansestæderne Europas nordkyst. Ved at kontrollere og forbinde handelen på de nordiske lande og udmundingen af de tyske floder Weichel, Oder og Elben havde hanseatiske skibe ekspansionsmuligheder langt ned i Tyskland. Men efter 1600 blev hansestæderne bortset fra Hamburg svækket, fordi der meldte sig nye købere til de varer Østersølandene kunne levere til meget lave priser, tømmer, hamp, harpiks og korn. Englænderne og Nederlandene havde med deres stærke valuta brug for tømmeret til at udbygge deres to store krigs- og handels- flåder, og hampen til tovværk og sejlføring. Østersøen blev et interessant marked og indgik derfor i den europæiske magtpolitik. Danmarks beliggenhed ved Øresund var strategisk afgørende, men Sverige var blevet en konkurrende nordiske stormagt efter Trediveårskrigen 1618-48, der satsede på at dominere det dansk-norske rige ved at skaffe sig kolonier hele vejen rundt om Østersøen. Planen lykkedes til begyndelsen af 1700 tallet, men vestmagterne øvede indflydelse i det dansk-svenske krigsopgør 1658-60, 1675-79 og i år 1700, mens Nederlandene arbejdede for, at Danmark ikke blev helt knust, ved stadig at kunne bevare herredømmet over indsejlingen gennem Øresund til Østersøen og de baltiske lande.