Bertand Russell (1872-1970) tager i sin bog om "Vestens filosofi" udgangspunkt i at forstå kulturens opståen i Grækenland.
Antikkens grækerne var de første, der skrev om historie, hvor de spekulerede frit og rigt over verdens beskaffenhed og livets formål uden at være bundet af overleveret rettroenhed. I de gamle græske bystater var mennesket først og fremmest en borger, hvis vigtigste opgave var at tjene byens interesser. I kulturhistorien er tiden fra 336 f. kr, hvor den samfundsstruktur nedbrydes, og livet begynder at mangle intimitet og fællesskab, kaldt hellenisme. Hvis man kan tale om et hellenistisk livssyn, afspejler det en oplevelse af den ydre verden som omskiftelig, med lidelse og bedrag og med en deraf følgende trang til at sikre sin lykke i et indre eksil og uden afhængighed af den ydre verden. Der skelnes som regel mellem fire hellenistiske variationer, kynikerne, stoikerne, skeptikerne samt epikuræerne.
Skepticismen som filosofisk skole indstiftedes af Pyrrho, der efter at have været med på Alexanders felttog, så langt som til Indien, tilbragte resten af sine dage i fødebyen Elis, hvor han døde 275 f. kr. Skepticismen kunne appelerer til ufilosofiske hjerner, hos de mennesker der nok havde bemærket de forskellige filosofiske skoler, men så konkluderet, at skolerne hver især foregav at have viden, som dog i hverdagen syntes ubrugelig. Skepticismen blev den dovnes trøst, der skulle sikre, at den nærmest helt uskolede kunne leve lige så godt som den berømte lærde. For de der var indstillet på at leve med et forpligtende tankesystem, kunne skepticisme nok forekomme noget utilfredsstillende. Skepticisme sigtede på at tjene som en modgift til bekymringer om fremtiden, der syntes fuldkommen uvis, og de kunne da lige så godt indstille sig på pragmatisk at nyde øjeblikket.
Diogenes forkastede alle konventioner, hvadenten det drejede sig om religion, skik og brug, klædedragt, bolig, føde samt almindelig anstændighed. Han blev derfor kaldt kyniker, der betyder hundeagtig. Men Diogenes lære var på en måde ikke kynisk, idet han nærede en stærk lidenskab for dyden, overfor hvilken han anså verdslige goder for simpelthen at være uden betydning. Diogenes søgte dyden og den moralske frihed i frigørelsen fra begær fordi ligegyldig overfor de goder livet kan skænke, vil gøre et menneske fri for frygt. På det punkt blev hans lære videreført af stoikerne, men de efterlignede ham ikke i forkastelsen af kulturelle goder, som Diogenes mente havde udviklet det moderne livs komplikationer og falskhed. Ydre goder er tvivlsomme, de er skæbnens gaver, ikke belønning for anstrengelser. Kun subjektive goder som dyd, nøjsomhed og resignation bør den vise værdsætte. Der er overleveret anekdoter om Diogenes som kendes af alle, således den om Alexander der besøgte ham og spurgte, om han ønskede noget ønske opfyldt. "Ja flyt dig, så solen kan skinne på mig" svarede Diogenes.
Epikur blev født ca. 340 f. kr. Hans filosofi var som hans samtidige i den hellenistiske tradition beregnet på at sikre sindsroen. Epikur betragtede nydelse som et gode, men han var på en måde inkonsekvent i dette synspunkt. Epikur mente, at den vise mand burde stræbe efter at undgå ubehag snarere end stræbe efter nydelsen, og vise mænd kunne bedst søge det liv ved at leve ubemærket blandt venner.
Den stoiske skoles grundlægger Zenon blev født på Cypern i sidste halvdel af det 4. århundrede f. kr.. Han var en eklektiker, men kynikernes synspunkter var ham mere beslægtet end de andre filosofiske skoler, selvom Sokrates var stoikernes vigtigste forbillede, hvor Sokrates påstand om, at den der udøver uretfærdighed, han skader sig selv mere end sit offer, passede fint ind i stoikernes lære. I et individs liv bør dyden være det eneste sande gode. Et godt helbred, lykke og ejendom er uden betydning. Da dyden hviler i viljen, er da godt eller ondt i et menneskeliv afhængigt af den enkelte. Måske bliver han fattig, men hvad gør det? Han kan jo stadig være dydig. Han kan sættes i fængsel, men han kan vedblive med at leve i harmoni med sin natur. Han kan dømmes til døden, men han kan dø ædelt som Sokrates. Ethvert menneske har derfor fuldkommen frihed, og den vise er sin skæbnes herre i alt, hvad han sætter pris på, da ingen ydre magt kan berøve ham dyden.
Foto, Rafaels, Den athenske Skole. Malet ca. 1510. Vatikanet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar