fredag den 20. juli 2007

Ludvig Bødtcher (1793-1874)


Ludvig Bødtcher blev født i 1793 som den yngste af en søskendeflok på fem, og han voksede op ved Frederiksholms kanal, på hjørnet af Ny Kongensgade. Hans far, der var indvandret fra Jylland, var der inspektør i et jernmagasin.
Ludvig gik på Borgerdydskolen, hvor han ikke gjorde sig fordelagtigt bemærket. I 1812 blev han student, men et halvhjertet forsøg på en akademisk karriere strandede. Medvirkende til hans manglende interesse ved at træde ind i samfundet, som familiefar og borger, var angiveligt en ulykkelig udgang på hans kærlighed til en ung pige, der fratog ham lysten til fremover at etablere en tilværelse i faste borgerlige rammer.
Bødtcher havde en drøm om at kunne leve som skønånd og fri æstetisk skribent. Hans fremtidsplan afveg aldeles fra faderens forestilling om en solid næringsvej, og Ludvig blev sat på plads i en stilling som kontormand i Overformynderiet. Sit egentlige liv henlagde han så til efter kontorets lukketid, hvor han spillede guitar og engagerede sig i de æstetiserende selskaber og private teaterforeninger, der var så typisk for datidens kulturliv. Han holdt sig med omhu uden for den polemik, som i disse år opdelte det litterære publikum mellem Adam Oehlenschlæger og Jens Baggesen (Tylvtestriden).
Ludvig Bødtchers egen litterære indsats var spredt. Han analyserede selv årsagerne som en forening af, at han var adspredt, manglede ambition og havde en overdreven og sårbar æresfølelse. Efter hans far død i 1824 arvede 30 årige Ludvig, "en beskeden, men for min frihed tilstrækkelig formue". Han opsagde resolut sin stilling og rejste til Italien. Egentlig var det meningen, at rejsen skulle vare 2 år. Men Italien overvældede ham, og han levede der i 11 år med logi ved Piazza Barberina i Rom, hvor Thorvalsen havde flere atelier.
Bødtcher var afholdt i den danske koloni, hvor en af hans venner var Albert Küchler (1803-86), som malede hans portræt. Bødtcher var ikke ligesom H.C. Andersen dagligt optaget af at beskrive hvad han så. "Jeg sad ved livets rige taffel, og lod det beroe ved, i fuld måde at nyde indtrykket af mine glade tilværelse, og med undtagelse af adskillige digte, beskrev jeg kun enkelte rejsemomenter". Men årene i Italien gav dog Ludvig Bødtcher mulighed for opgaven at overtale Thorvalsen til at testamentere sine værker til en ny kunstsamling i Danmark. I 1835 var han med på skibet, der medbragte en stor del af Thorvalsens værker til København. Fra skibet hilste de hjemvendende deres fædreland med Bødtchers sang "På Fregatten Bellona i Nordsøen 1835 ".
Den hjemvendte Bødtcher var fast besluttet på at fortsætte med sin frie og uafhængige livsførelse, og han modsatte sig hårdnakket alle mulige forslag, der kunne indskrænke hans frihed: "Den sidste fristelse for min uafhængighed var Thorvalsens senere ønske til mig om at modtage inspektørposten ved hans museum, men jeg blev dog mit fortsæt tro". Han fandt sig en lejlighed i Sværtegade 3, hvor han boede i ca. 40 år. Hans lille lejlighed blev beskrevet i samtiden med gyngestol, en guitar på væggen, kobberstik, statuetter, nodeblade og bøger. I vinduet stod små bøgetræer eller rosenbuske, og han havde glæde af en dadelpalme. I lejligheden modtog han besøg, før han kl. ca. 14 gik ud for at spise til middag hos en familie, i hvis hjem han kom i over tredive år. I løbet af eftermiddagen kom vennerne til te hos ham. En særlig fornøjelse fandt han i at samle byens originaler omkring sig. Om aftenen gik han i teateret, promenerede i Tivoli eller søgte hen på Feyrschous vinstue i Østergade. Når han gik på gaden, bar han gerne en italiensk slængkappe og medbragte også ofte sin guitar.
De mange sociale nybrydninger og krige i europæisk historie, der kendetegner Ludvig Bødtchers levetid, formåede ikke at forstyrre hans stilfærdige tilværelse, selvom han orinterede sig ved avislæsning. Da Bøtcher som 63-årig debuterede i bogformen, blev udgivelsen mødt med bifald, og på sin 80 års fødselsdagdag modtog han sit ridderkors.
Nye strømninger som naturalismes brud med forgående slægtsled, følte han sig ikke mere fremmed overfor, end han kunne skrive til en gammel ven og give udtryk for en nysgerrig opmærksomhed:
"Den gamle adler er død
en frigjort adler
opfører nu sit fremtidsskuespil;
Forventningsfuld vi lytte og se til -
Gid hånden klappe maa, når Tæppet falder!"

Ludvig Bødtcher døde 1.10. 1874, og hans eftermæle kom vel til at stemme overens med det facit, han selv var nået frem til, i den erindringskitse, hvor han opgjorde sit livs regnebræt; "Resultatet bliver, at jeg i mit lykkelige liv har glædet noget, gavnet noget, og med min gode villie ikke skadet noget". Ludvig Bødtcher blev begravet på Assistens kirkegård, og Thorvalsens tjener havde da sørget for, at kisten var smykket med efeu fra Thorvalsens grav.

Læs evt. Rom et fortryllet bur, Red. Tue Ritzau og Karen Ascani.
Læs evt. Guldalder uden forgyldning af Dorte Sondrup Andersen.
Læs evt. Arkiv for dansk litteratur ved Knud Bjarne Gjesing.
Foto, Jørgen Sonnes frise viser Thorvalsens hjemkomst i 1838.

Ingen kommentarer: