Kitter Christiansen blev født i 1945, og blev 7 år gammel ramt af den frygtede sygdom polio. Siden har hun været fysisk afhængig af andre menneskers hjælp. Hendes bog "Danser med dæmoner" (2001) tager vel sit udgangspunkt i hendes asymetriske møde med andre mennesker, og klargør arbejdet med at skabe den nødvendige basis for at kunne sige "her er jeg" med rent hjerte, og vedkende sig selv som værdifyld for sit eget velbefindende.
Hendes mor var de først mange år personlig hjælper for Kitter, da hun ramtes af polio og forsikrede, at alt ville blive godt igen. Men hun helbredtes ikke, som mange andre, men forblev lammet og lænkedes til en rullestol. Alligevel opnår hun et liv, hvor hun tager på universitetet, har venner som hun går i biografen, teateret og følges med på ferier og studieture i Europa. Hun brød med moren som sin hjælper og flyttede fra København til Nordjylland, hvor hun levede i 23 år, inden hun igen brød op og flyttede tilbage til Sjælland.
Hun må nu arbejde med tankerne om at være i en anderledes situation, men hvordan anderledes? Hendes situation er i dag sådan, at hun hjælpes af mindst seks forskellige mennesker, der hvert døgn går ud og ind af hendes liv. De bliver lært op af hende, af andre, af hinanden. Der er afsat timer, de kommer på kursus, de lærer ting om hende, de udveksler erfaringer, og Kitter kan knapt nok finde sig selv. Hendes afhænighed fylder og truer med at overtage det hele. Hun er offentlig hele tiden, man taler om hende, man taler til hende om hende.
I en moden alder oplever hun et brud eller erkendelsen af en proces, der har fundet sted over lang tid. Hun bevæger sig fra en strategi om symbiose, som det forladte hjælpeløse barn. En strategi hun har benyttet i mere end en menneskealder, først via moderen og dernæst gennem den partner hun længe levede sammen med, men som forlader hende alene. Omkostningerne ved den strategi oplevede hun i højere grad, end hun forstod det, og det er først i de sidste år, hvor hendes livsomstændigheder definitivt har tvunget hende til at udvikle en ny overlevelsesstrategi. Kitter erkender nu omkostningerne, men erkender også det store reservoir af erfaringer hendes liv som "hjælpeløs" har skænket hende.
Processen fra symbiose til strategi om adskillelse og afgrænsning bliver for hende en proces, der foregår i spændingsfeltet mellem hendes praktiske og mentale liv, mellem livsvilkår og sindstilstand, og der finder en løbende vekselvirkning sted, der kan give bevægelse.
Det har for hende været pinefuldt i en voksen alder, at blive sig selv alene. Processen hvor man erkender sig selv som adskildt fra den anden og give slip på forstillingen om, at man er smeltet sammen med den anden, hvor ens egen virkelighed bæres af den anden, og man er i det andet menneske. Det er en modningsproces fra spæd til voksen, fra symbiose til autonomi. Autonomi forstået som den tilstand af integration, hvor et menneske lever i fuld harmoni med sine egne følelser og behov. Integration er i den sammanhæng ikke en tilstand men en samarbejdende helhed, i en stadig bevægelse mellem tvivlen, spørgen, viden, viden, tvivlen, spørgen. Vejen til nye erkendelser og selvviden er erfaringsprocessen, hvad enten den går på verden omkring hende eller verden i hende. Det er en subjektiv proces fordi tingene hele tiden ses ud fra hende, som et erfarende menneske. Det er en kollektiv proces fordi vi som enkeltindivider erfarer gennem vores socialt strukturerede bevidsthed. Det bliver en aktiv, kritisk og skabende proces, hvis vi ikke bare ser men også bearbejder. For at forstå sig selv må hun handle i forhold til fællesskabet, de andre, den anden.
Hun er adskildt fra den anden, men må altså erkende at hendes virkelighed erfares i mødet med den anden, som er overalt og kan være hvemsomhelst. Mødet kan være tilfældigt, intenst, kortvarigt eller langvarigt og forpligtende, og det kan være selvvalgt eller medfødt, fravalgt eller påtvunget. Hun er ikke i den anden, hendes virkelighed er ikke i den anden. Men den anden er forudsætningen for at erobre hendes virkelighed. At hun kan være i sin virkelighed, og at hendes virkelighed kan være i hende. At være i fuld harmoni med sine følelser, er ikke det samme som,"at leve dem ud", som det lidt populært kaldes. At leve i fuld harmoni med sine følelser og behov er at kende dem og forvalte dem under hensyn til det fælles, til gensidigheden, til udvekslingen.
Men det er også at kunne skubbe væk, at afgrænse, at skabe sit eget rum, at lave en dør der kan åbnes af hende og kun hende. Hun vil ikke altid være offentlig ved altid at være afhængig af andre mennesker. Men det har jo været hendes mønster, at skabe tryghed ved hjælp af fortrolighedsbånd og ved hjælp af "åbenhed". Det er bl. a. dette mønster hun er ved at ændre, derfor utrykhed og nervøsitet, derfor angsten. Hun lever alene, ikke forladt alene, bare alene. Der er kun hende i rummet, og varmen, lyset, det trygge i rummet og rummets fylde kommer ikke strømmende ind gennem døren for det findes ikke udenfor. Det høre til i rummet, det er hendes. Det er hende der går ud og ind af døren. Det er hende alene, der befinder sig i rummet, hende der lader sig fylde af varmen, lyset og trygheden. Hun kan være i rummet, tænke, drømme, arbejde og åbne døren for at bevæge sig ud gennem den, til andre mennesker for at være fælles. For at være af værdi for andre mennesker - og for sig selv.
"Danser med dæmoner"
Forlaget Attika, 2001
Ingen kommentarer:
Send en kommentar