
1. September starter et nyt studieår på de videregående uddannelser, og mange unge flytter for alvor hjemmefra, til en anden by. Jeg flyttede selv lidt hovedkuls hjemmefra, og lærte mig husholdning hen af vejen. Følgende historie kunne handle om mig selv i mine unge dage, men er dog hentet fra bogen Nannas mad.
En sen aften for snart mange år siden, sad en stilfærdig ung mand alene i et halvmørkt køkken og ventede. I køkkenet, der lå på en lang kollegiegang, var der en radiator, og på radiatoren lå en lille oval bylt. Bylten var et viskestykke svøbt om noget, og det var om dette noget den unge mands venten koncentrerede sig. Stilheden blev afbrudt af højrystede stemmer, og to andre unge mænd indfandt sig i køkkenet. De havde været i byen og nu skulle det gøre godt med noget natmad. For bedre at kunne overskue køkkenset tændte de loftslyset og fik øje på den unge mand ved radiatoren. Selvom de blev lidt forskrækkede, da de opdagede, at de ikke var alene, lod de sig ikke mærke med det. På spørgsmålet om hvorfor han sad der i mørket så sent, og stirrede på bylten på radiatoren, svarede den unge mand, at han havde bagt et brød men desværre glemt at lade det hæve forinden. Og nu havde han altså lagt det på radiatoren for at lade det efterhæve. De unge mænd der kom fra hjem, hvor de havde set deres mødre bage franskbrød, undertrykte pænt den værste hånlatter men belærte dog vor ven ved radiatoren om, at "efterhævning er noget man gør, før man bager sit brød". Selvfølgelig havde de to forsoldede ungersvende ret, og det vidste vor ven, den uerfarne bager jo også. Alligevel svarede han; "Det kan i hvert fald ikke skade".
I virkeligheden er det måske på sin plads at hylde ham for at gå i gang. Med denne oplevelse må vi have lov at håbe, at den fattige student, der med sin bagning forsøgte at få sin SU til at strække, ikke lader sig slå ud, men tværtimod ufortrødent igen dagen efter og resten af sin studietid forbedre sin husholdning under mottot, fejler jeg, lærer jeg af det, og jeg laver ikke den samme fejl igen.
Foto, Et kollegiekøkken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar