søndag den 26. august 2007

Fra Gretelise Holms barndomshjem.


Der var ofte smalhals i det lille landarbejderhjem med otte børn, hvor Gretelise Holm voksede op. Men når det handlede om at få mad på bordet, var hendes mors fantasi ukuelig. Som fx. dengang hun i et ugeblad fandt en opskrift på "fin fransk hare", som hun besluttede sig for at lave. Nu var det bare sådan, at hun ikke havde en hare. Men så tænkte hun, at opskriften vel kunne overføres på forloren hare. Nu var der bare det, at hun ikke havde hakket flæske- og oksekød, som kan bruges til forloren hare. Til gengæld havde hun en svane, der var kommet ulykkelig af dage ved at flyve ind i en højspændingsledning. Svanen var blevet bjærget, plukket, renset, parteret og frosset ned af Gretelise Holms mor, og der var vældigt meget kød som hun ikke nænnede at smide ud, selvom det første forsøg på at fortære svanen, havde været noget af en fiasko på grund af kødets umådelige sejhed. Nu fik moderen den lyse ide, at svanen skulle have en tur gennem kødhakkeren og blive til forloren hare, som blev tilberedt efter opskriften på "fin fransk hare". Sovsen skulle ifølge opskriften styrkes med lidt portvin, men alkoholgiske drikke forefandtes jo slet ikke i et så fint afholdshjem, så i stedet tog hun en sjat ribssaft og en skefuld sirup. Og "fin fransk hare" var det så, og som sådan blev retten respektfuldt omtalt ved bordet.
Ingen vil vel i dag spise en svane. Men ånden fra Gretelise Holms mors hareprojekt er god at have, hvor livet har brug for at man ser muligheder. 
Læs evt. Campingkogebogen af Gretelise Holm.
Foto, Gretelise Holm læser op på et dansk folkebibliotek.

Ingen kommentarer: