Borger, Boheme, kunst og kultur.

I det 19. Århundrede udvikledes en type mennesker i Vesteuropa og USA. De boede ofte enkelt, de læste mange bøger, og de virkede uinteresserede i skik og brug. De havde typisk en divergens i forhold til til borgerskabet på spørgsmålet om nyttesucces kontra følsomhed. Borgerskabet opgjorde deres status ved om man opnåede succes i materiel henseende og nød agtelse for deres sædelige og nyttige livsførelse. Bohemer opfattede det typisk som en større værdi, at man havde et modtageligt sind, som kunne hellige sig den frie tanke og kunsten. 

Status kan defineres som den position, man har inden for en given gruppe, eller mere relevant som den værdi man har i andres øjne. Trangen efter status og anerkendelse kan få mange mennesker til at udnytte deres talenter, og opmuntre dem til at yde deres bedste, og forhindre at de fortaber sig i ligegyldigheder, men samle sig omkring nogle fælles værdier skriver Alain de Botton ( f. 1969) i “Statusangst” (da. 2007).

Bohemerne har leveret deres bidrag til vores kulturhistorie ved deres kritik af de rendyrkede borgerlige idealer; for at misforstå den rolle rigdommen bør spille i det gode liv; for at værdsætte den ydre succes for højt; for at have for stor tiltro til tomme konventioner; for ofte at overse værdien af kunst, følsomhed, leg og kreativitet; og for at være for optaget af ro, orden, regler, bureaukrati og klokkeslæt. Bohemekulturen har også bidraget til at legitimere alternative måder at leve på, og den har peget på og defineret subkulturer med livsværdier, der ofte bliver nedvurderet og overset af den borgerlige fornuftskultur. Ligesom kristendommen har bohemer forsvaret det åndelige liv som grundlag for at vurdere kvaliteter og bedrifter. Daily Telegraph der støttede industrien og monakiet hæftede sig i 1860 ved, at man for første gang i historien kunne køre fra London til Birmingham på en formiddag, og gamle England havde jo arbejdet sig op til at blive betegnet som verdens værksted. I hverdagslivet, i politikken og i den offentlige debat blev kultur og kunst ofte karakteriseret som nusseri, magelighed og manglende handlekraft. Når den praksisorienterede kritik skulle finde en repræsentant for kunst og kultur og dens mange dårligdomme, var ingen på den engelske kulturelle scene mere fristende som skydeskive end Matthew Arnold, kritikeren, digteren og poesiprofessoren fra Oxford, som var forfatteren til adskillige bind med melankolske digte. I aviser, bøger og foredrag hævdede han, at kunst er noget af det vigtigste i verden. I “kultur og anarki” (1869) anerkendte Matthew Arnold noget af den kritik, der blev rettet mod kunsten, når den i manges øjne ikke er andet end lindrende salve mod lidelse. En religion der prædiker kultiveret inaktvitet, og får dens tilhængere til at afstå fra at kaste sig ind i kampen mod det onde, og derfor kan beskyldes for at være neutral måneskin. Matthew Arnold definerede kunstens perspektiv som kritik af livet, først og fremmest hvor livet kræver kritik, fordi mennesker ofte er på nippet til at tabe værdigheden i begærlighed, forfængelighed og fejltagelser. Kunst og kultur kan oplyse os om, hvordan vi har det, og fungere som rejsefører til en mere begavet forståelse af livet. Jeg anbefaler “Statusangst”.