En folkelig realist.

I 1871 blev det danske åndsliv udfordret af den første af en række begivenheder, som blev døbt det moderne gennembrud. Man kunne høre en ca. 30 årige kritiker ved navn Georg Brandes holde nogle skarpe forelæsninger over det så tilsyneladende fredelige emne “Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur”. Efter den første af Brandes forelæsninger var udkommet på tryk, kunne man se, at hans nye litteraturhistorie var ladet med en radikal samfundskritik. Kritikeren Georg Brandes havde allerede hentet sine egne sammenlignelige førstehåndsindtryk i Paris, London og Rom, og efterlyste moderne danske forfattere og en litteratur, der ikke var bange for at sætte problemer under debat.

Den forfatter der var mest trofast mod denne ide, såvel ideologisk som kunstnerisk, var Sophus Schandorph (1836-1901). Han uddannede sig til teolog, men mistede troen undervejs og læste derefter romansk sprog. I 1874 blev han Dr. phil. på en disputats om italienske komediedigtere. Sophus Schandorph blev født i Ringsted og voksede op der, så derfra stammede nok hans fortrolighed med den typiske provinsbys såkaldte almindelige borgere, som han vel indskrev i sin roman “Fra provinsen” (1876). I hans roman “Uden midtpunkt” (1878) følger vi stemningsmennesket Albrecht, som både er naturalist, fritænker og tilhænger af kvindernes frigørelse. Men Albrecht savner selv personlighed, og han kan derfor kun vanskeligt leve sit liv i overensstemmelse med sine holdninger.

I Sommeren 1879 lå Schandorph i en litterær fejde med digteren H.V. Kaalund kaldet “Ideal og Realitet”. Det var her han beskrev sit kunstneriske credo, som han fulgte trofast gennem resten af livet.
Jeg har raabt: Ud i Terrainet!
Sluk studerelampens Lue!
Ud i Mosen, ud i Vænget!
Greve- og Grossererstue,
Hyggehus og Karlekammer,
Heste-, Kostald, Lade, Lo,
Table d´Horte og Bondekro -
Det er lige meget, hvor
Staffeliet op du slår,
Naar der blot et Livslys flammer.
- Hvis med Aand, talent du møder,
frygt ej, for det “Simple, Raa”;
kun det Billed vil bestaa,
der i Sandhedslyset gløder.

I de to romaner “Småfolk” (1880) og “Skovfogedbørn (1884) skildrede Schandorph en virkelighed, som den kunne tage sig ud for de mange unge piger, der kom fra landet til København med uvisse forventninger, og nemt kunne komme til at friste en trøstesløs tilværelse i byen. Indholdsmæssigt og formmæssigt var “Småfolk” et skridt på vejen mod en social realisme, der senere blev videreført af Bang og Pontoppidan. I “Det moderne gennembruds mænd” (1883) skrev Georg Brandes, at “Småfolk” er blandt de bedste danske romaner, men eftertidens kritik har ikke fulgt Brandes i den placering. Den folkelige realist Sophus Schandorphs personer er ofte enkle, og deres handlinger foretages gerne med brask og bram. Forfatteren deler tidligt og rundhåndet ud af sin viden om personerne på en sådan måde, at man let opfatter, hvad man bør mene om dem.

Denne artikel er skrevet efter et besøg på Skagen Kunstmuseum den 7. August 2008. Ved dette besøg gik det op for mig, at ægteparret Krøyer havde et langt venskab med det noget ældre ægtepar Schandorphs, som også derfor deltog ved Krøyers bryllup i Augsburg 1889. Ved Schandorphs sølvbryllupsfest i 1892 på Skagen hentede Krøyer motivet til, “Sommeraften ved Skagen Sønderstrand”.

Foto. Portrættet af Sophus Schandorph ovenfor malede Krøyer i 1895 på bestilling af forlæggeren Jacob Hegel fra Gyldendal. Billedet, der i dag ejes af Statens Museum for Kunst, bliver ofte nævnt som P. S. Krøyers bedste portræt.

Læs evt. “Peder Severin Krøyer” (2002) af Peter Michael Hornung og “Hovedsporet” (2005) af Knud Wentzel m. fl.