Der var engang en bakke midt i et bakket landskab. Da så var de store bræer nordpå begyndt at smelte, fossede floderne gennem landskabet til et hav, og det der var et bakkedrag, blev efterhånden til Ærø. Nogle tiloversblevne på øen byggede mange år senere på sydspidsen af Ærø deres små huse tæt på hinanden nær strandkanten. De vendte da blikket mod havet, først som fiskere og senere blev de søfolk på deres egne skibe. I Marstal byggede byens indbyggere over 40 år en vældig kampestensmole, 1000 meter lang og 4 meter høj. Så lå den der, stærkere end havet, i stand til at stilne storme og give skibene læ. Fra 1890´erne oplevede Marstal, at dens flåde voksede til 346 skibe, der kun blev overgået af Københavns handelsflåde. Der var i mange år højkonjunktur og investeringsfeber, så alle ønskede sig, at have part i et skib, selv skibsdrengen og tjenestepigen. Når skibene så vendte hjem fra togt og lagde op for vinteren, blev fortjenesterne fordelt på omtrent hvert eneste hjem. En ung mand fra Marstal stak typisk efter skolegangen til søs, for de næste mange år at veksle mellem sejlads på verdenshavet og hjemmet i Marstal, hvor han ofte havde kone og børn, hvis han ikke blev ramt af druknedød, som sømandslivet var så truet af.
"Vi, de druknede" fortæller om Albert Madsens liv fra skolegang i Marstal, over hans færden og modning til søs fra kabysdreng til matros og kaptajn, inden han som ugift skibsreder igen har fast hjemme i Marstal. Kort tid før sin død indleder Albert en familielignende relation med den fattige og meget yngre sømandsenke Klara Friis og med hendes to små børn Karl Erik og Edith. Klara arver skibsredervirksomheden, noget paradoksalt da hun fra sin tidligste barndom lever med et traumatisk forhold til havet. Hendes virke følger da også en lang uudtalt rød tråd, der går ud på afvikling af Marstal som søfartsby og give byen dens sønner, mødre deres drenge, kvinderne deres mænd og børn deres fædre tilbage. Hun bliver en stor velgører for byen ved at skænke både bibliotek, børnehjem, museum og alderdomshjem, mens hun udvander byens økonomiske eksistensgrundlag, ved langsomt men systematisk at afhænde hele hendes skibsflåde med god økonomisk sans. Karl Erik lever dog ikke med på hendes ide med ham i land, og han stikker til søs efter konfirmationen til stor fortrydelse for Klara. Vi oplever med Karl Erik hierakiet på skibene, og de mange urimmeligheder der opstår ombord, men også den særlige sociale logik hos en besætning, der må holde sammen mod strabadserne på blandt andet de særligt farlige ture til New Foundland. I 2. Verdenskrig følges Karl Erik som kaptajn for en langsom fragtdamper, der med en multikulturel besætning sejler i konvojsajlads for de allierede. De kæmper for at holde trit med konvojerne, hvor de hele tiden er i fare for at blive ramt af de tyske u-bådes topedoer og tyske fly der angreb fra luften, og dertil havets traditionelle farer.
Foto øverst. Stræde i Marstal
Carsten Jensens “Sidste Rejse” (2007) handler om marinemaleren Carl Rasmussen. Han blev født i Ærøskøbing i 1841 som den ældste i en børneflok på 11. og blev gift med sin kusine, som han fik 8 børn med. Hans maletalent gav ham en friplads til en uddannelse på kunstakademiet, og han vendte hjem til Marstal som marinemaler efter endt uddannelse. I romanen møder vi Carl Rasmussen på hans anden grønlandsrejse, der skal give ham et nyt åndeligt greb om penselen, da hvert strøg hen over lærredet sætter spørgsmålstegn ved hans kunst og liv.
I sommeren 2002 ferierede jeg på Fyn og besøgte Søfartsmuseet i Troense. Det gjorde et stort indtryk, at orienterer mig i dette miljø omkring Svendborgsund, der i 1800-tallet var hjemsted for sømænd, skibsværfter og rederier, der sejlede deres mange skibe på alle 7 verdens have med hjemstavn i Marstal. Jeg købte ved den lejlighed denne reproduktion af Carl Rasmussen uden at kende hans historie. I oktober 2006 var jeg til kulturnat i København og kikkede ind i Atheneum boghandel, hvor Carsten Jensen præsenterede "Vi de druknede" (2006), der da ikke var udkommet endnu. Det er oftest sådan kultur arbejder i mig. Der såes et frø, og mellem år og dag får jeg et personligt forhold til emnet. Der er ikke en sømand i mig endsige hang til fysiske strabadser. Men det at man som individ må arbejde med sit indre, for at finde sig selv i med og modspil til sit miljø, som Marinemaleren, Albert, Klara og Karl Erik, det har jeg kendt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar