Hvordan gik det til, at nogle unge mennesker fra gode kår blev til den hårde kerne i Danmarks eneste terrorgruppe? Eller er det præcist at tale om en voldelig røverbande med politiske motiver? Jeg kan på det varmeste anbefale at læse Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen. Værket er meget informativt og godt fortalt.
I 1963 dannede Gotfred Appel sammen med sit arbejdsudvalg, det der udviklede sig til Kommunistisk arbejder kreds, KAK, med base på Svanesvej i København N. Gotfred Appel var efter sit eget udsagn rundet af "en god, gammel grundtviansk venstreslægt". Faren forsørgede sin familien i en villa i Tåstrup med kone og tre børn ved at arbejde som arkitekt. Gotfred, den mindste, klarede sig overgennemsnitligt godt i skolen, og han skulle selvfølgeligt fortsætte på Sct. Jørgens gymnasium på Frederiksberg. Han studerede engelsk og litteratur på Københavns Universitet, hvor han fik guldmedalje i 1946, og han meldte sig samtidigt som 22 årig ind i DKP, der dog ekskluderede ham i begyndelsen af 60´erne. Han begyndte derefter at udvikle sin egen analyse, der gik ud på, at tiden ikke var moden til at bevidstgøre, det han anså for den bestukne danske arbejderklasse. KAK lagde efterhånden afstand til alle de andre organiserede dele af venstrefløjen, og de opgav også at interessere sig for andre bredere samfundsgrupper. KAK så efterhånden deres opgave som først og fremmest at opbygge en revolutionær gruppe for nogle få enkeltpersoner. Det udviklede sig til den lille gruppe, der i 1989 blev afsløret som Blekingegadebanden, og hvis hovedakse var blevet etableret fra den dag i efteråret 1967, da den karismatiske Holger Jensen mødte den præcis 25 år ældre autoritære Gotfred Appel. Ganske få personer vidste hvilke planer ledelsen for KAK havde med organisationen i første halvdel af halvfjerdserne, og i dag er de fire fra den daværende ledelsesgruppe Gotfred Appel, Ulla Hauton, Holger Jensen samt Jørgen Poulsen alle døde. Udenfor denne inderkreds stod de menige KAK medlemmer, nøje overvåget af den politiske ledelsen, men deres antal oversteg aldrig 20-30 personer. De færreste mødte nogensinde Gotfred Appel, som trak i sine tråde fra baggrunden, og lod sine kontakter til gruppen gå gennem Holger. I forhold til sympatisører var Holger konsekvent, når det gjaldt om at håndhæve sikkerhedsregler. Han holdt kun møder på steder, hvor det ikke var muligt for efterretningsvæsenet at aflytte de førte samtaler, helst i fri luft, og han diskuterede aldrig politik, hvis der var ikke KAK´ere tilstede.
Ulla Hauton var, allerede da hun gik i gymnasiet på Marie Kruses private gymnasium på Frederiksberg, en elev med selvstændige meninger, der ofte ikke var påskønnede. Hendes mor omkom ved en bilulykke, med hendes far ved rattet, hvor Ulla selv kom alvorligt til skade. Efter hendes gymnasietid brød hun med sin konservative far, der arbejdede som ingeniør på en våbenfabrik. Ulla uddannede sig til journalist og var medstifter af KAK i 1963 sammen med Gotfred Appel, som hun dannede par med fra slutningen af 1960´erne. Jørgen Poulsen tog en akademisk uddannelse i litteratur, og betegnes af andre som blødere, og måske derfor opdagede han i 1978, at hans plads i KAK ledelsen var blevet overtaget af Holgers ven Jan Weimann. Hans Truelsen far var overlæge fra Fyn, og hans mor repræsenterede i flere omgange det konservative folkeparti i Odense byråd. Han havde holdt af at læse bøgerne om kommunisternes indsats som frihedskæmpere under besættelsen. Som 24 årig, dvs. sidst i 1960´erne, knyttede han sig til KAK miljøet og var blandt andet udsendt til PFLP træningslejre i mellemøsten. Hans Truelsen deltog i urolighederne i 1970 ved verdensbankmødet i København, hvor han blev fængslet. Derefter kom det til et brud med KAK, fordi han ikke ville acceptere den fysisk voldelige udviklingen i KAK, som var blevet et nyt kriterium for gruppens revolutionære aktiviteter. Holger Jensen og Jan Weimann fra Gladsaxe gik i samme klasse i både folkeskolen og i gymnasiet. Holger var angiveligt nærmest politisk borgerlig, ligesom faren der var møbelsnedker, og var hjælpsom og energisk med et smittende smil. Som for mange af hans jævnaldrende var det USA´s krigsførelse i Vietnam, der opilnede Holger til at udskifte sine borgerlige synspunkter med aktiviteter som yderliggående venstreorienteret. Holger introducerede vennerne Jan Weimann og den nyuddannede tømre Peter Døllner, der dannede par med Holgers søster. Jans far arbejdede som brandmand og forsørgede familien med 4 børn. Faren og moren var efter besættelsen blevet medlemer af DKP, og deraf følgende diskussioner mellem kommunistiske kammerater på besøg prægede hjemmet, der med støtte fra farfar blev opgraderet fra en toværelses til en villa i Gladsaxe. Jan uddannede sig til EDB ekspert, og i 1974 fik han ansættelse i kommunedata, der bl. a. udviklede og drev omfattende dele af EDB systemerne i den offentlige sektor. Som både programmør og systemplanlægger opnåede han magt over de ømfindtlige politidatasystemer. Den 16 årige gymnasieelev Niels Jørgensen blev i løbet af Verdensbankurolighederne i 1970 samlet op af den syv år ældre Holger Jensen og kredsen af gladsaxevenner omkring ham. Niels var vokset op i Valby, hvor moren gik hjemme hos sit enebarn de første 10 år, mens faren forsørgede familien som regnskabschef. Folkeskolen måtte give Niels specialundevisning i dansk, og læsning af Hans Scherfigs satiriske romaner fik ham i samklang med faget, så forældrene kunne få ham ind på Vestre Borgerdyd gymnasium. Uafhænigt af de senere Gladsaxe venner blev han stærkt påvirket af film og debat om Algiernes frihedskrig, og han blev ligesom andre unge chokeret over amerikanernes fremfærd under Vietnamkrigen. Niels droppede i efteråret 1970 ud af gymnasiet og flyttede til et kolonihavehus ved Sydhavnen med sin kæreste, og sammen søgte de optagelse i KAK. Torkil Lauesen voksede op i Korsør, hvor hans far havde arbejde som styrmand på Korsør-Nyborg overfarten, og hans mor var hjemmesygeplejeske. I den lille familie blev der sjældent diskuteret politik, men Torkil interesserede sig for at læse historie. Allerede under Cuba-krisen var han bevidst om sin angst for krig, og han var måske ikke revolutionær men vel nærmere pacifist. I Korsør var der ikke et gymnasium, derfor blev han gymnasieelev på Stenhus kostskole ved Holbæk, hvor han huskes for sine gode evner som skuespiller, når der skulle spilles teater. Torkil var blevet rystet af at se billederne af napalmramte vietnamesiske børn. Med sin biologisk-matematisk studentereksamen i bagagen flyttede Torkil i 1971 til København for at læse medicin og engagere sig i KAK miljøet. I løbet af 1972 begyndte KAK under navnet "Tøj til Afrika" at indsamle tøj, der blev sendt ned til afrikanske flygtningelejre kontrolleret af ideologisk godkendte afrikanske befrielsesbevægelser. Organisationen blev ledet af Peter Døllner hjemme fra hans lejlighed, hvor han boede sammen med Holgers søster. Aktivisterne ved "Tøj til Afrika" blev observeret, inden de eventuelt blev inviteret ind i KAK. De involverede sig i et internationalt kontaktnet, hvor "Tøj til Afrika" især havde forbindelser til de mange revolutionære befrielsesbevægelser i Afrika, mens KAKs vigtigste samarbejdspartner var PFLP i Mellemøsten. I løbet af 1978 blev parret Gotfred Appel og Ulla Hauton manøvreret ud af miljøet, og i efteråret 1978 splittedes medlemmerne fra KAK i et par nye grupperinger. En af disse grupper kaldte sig for Kommunistisk Arbejdsgruppe og talte alle hidtidige medlemmerne fra KAKs inderkreds, Holger Jensen, Jan Weimann, Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Peter Døllner samt Jans ni år yngre bror bibliotekaren Bo Weimann, mens de fleste gladsaxevenner, der ellers havde været med fra sidst i 60´erne, gled ud af miljøet med en slags udmattelse.
Hovedpersonen Holger omkom den 15. december 1980, da han sad på førersædet af et folkevognsrugbrød, der blev ramt af en lastbil på en rasteplads ved Bilka i Tilst nær Århus. Derfra havde han haft fremragende udsigt til Bilka og Provinsbankens afdeling.
I februar 1985 forlod Peter Døllner gruppen, og i april 1988 før Købmagergadekuppet forlod Bo Weimann gruppen.
Sent i 1987 blev den da 34 årige tømreuddannede Carsten Nielsen fra Århus optaget i Blekingegadebanden. Han var opvokset i et socialt boligbyggeri i Højbjerg ved Århus. Hans Forældre var socialdemokrater, og faren var i mange år ansat i DSB mens moren arbejdede som syerske. Hans høje og ranglede skikkelse førte til mange drillerier og i perioder decideret mobning. Efter realeksamen gik han i tømrelære og engagerede sig samtidig i det blomstrende århusianske græsrodsmiljø. Carten Nielsen var forfærdet over de billeder han så i fjernsynset af det amerikanske luftvåbens napalmbombninger af bønder og børn. I begyndelsen af firserne kom han i kontakt med KAK´erne i Tøj til Afrikas århusianske afdeling. Gennem en af de lokale aktivister, Kirsten, havde han mødt hendes kæreste, Niels Jørgensen. Carsten Nielsen fik efterfølgende godkendt et beskæftigelsesprojekt under Århus kommune, hvor han blev ansat som projektleder og havde en halv snes langtidsledige ansat, der ofte klagede til kommunen over hans lederegenskaber. I 1987 flyttede Carsten Nielsen til København, hvor han fremlejede et kolonihavehus i haveforeningen Mozart. Han dyrkede sport, arbejdede på forlaget Manifest og deltog i arbejdet med at opbygge det lokale på Islands Brygge, hvor Cafe´ Liberation skulle åbne. Med sine erfaringer som projektleder i Århus tilførte Carsten Nielsen viden til gruppen, således at Niels Jørgensen kunne få ansættelse i gruppens Cafe´ Liberation som langtidsledig, lønnet af det offentlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar