Den danske folkeskoles 200 års fødselsesdag.

Denne model mangler en dynamisk forståelse af liv og personlighed.

Er der et fællestræk mellem mig selv i dag og mig selv på min første skoledag i 1967? Jeg leder efter en måde, at forstå de identitetsbetydende dynamikker i mit mentale liv, som kan forklare, hvorfor jeg føler stærk individuel kontinuerlig identitet, selvom jeg i mit voksne liv har foretaget radikale valg af ikke mindst følelsesmæssig karakter. 

Alle mennesker har vel altid, på forskellig måde, brugt meget energi på at pleje sociale relationer med andre mennesker, og de fleste stræber efter værdier ved det. Vi starter på at perfektionere vores evner som børn og særligt som unge, hvor meget af vores tid går med at skabe identitet, ved at etablere men også ændre relationer, og således i høj grad også mig selv. 

Jeg levede hele mit barndoms- og ungdomsliv i det samme meget homogene parcelhus kvarter fra 1962 til 1978. Min far og mor levede som første generations byboere, mens min far havde det samme arbejde som statstjenestemand i 40 år. Jeg gik i 10 år på den samme folkeskole, og jeg tog studentereksamen i Horsens. Som 23 årig rejste jeg for første gang ud af Horsens, uden at jeg kendte et´ andet menneske, da jeg begyndte på min faglige uddannelse på det daværende Odense Universitet. Jeg lever som selvvalgt midaldrende single mand i city, og jeg har levet sådan hele mit voksne liv.

Min første skoledag betød, at jeg lærte nye drenge og piger fra kvarteret at kende, og ved vores leg fik jeg udvidet min horisont fra 200 meter til 2 kilometer. Jeg begyndte at spille fodbold, og gå til FDF og dans, mens jeg udviklede mig fra at være en forsigtig dreng, som stilfærdigt og fredeligt legede med mange meget forskellige børn over hele kvarteret, til en ung potent mand med hurtige konventionelle meninger om hændelser i min nære og fjerne verden, indtil jeg som ung voksen mand begyndte at orientere min interesse henimod, at forstå menneskeliv som langvarige forunderlige og individuelle processer. 

Hvordan gik det så til at jeg, vistnok som den eneste i min folkeskoleårgang, tog sigte mod historie og litteratur som fag og orientering? Hvordan spillede min personlighed dens rolle i ændringen af mit livs retning? Jeg mener, det relevante svar i mit tilfælde er, at jeg siden min skoletid har følt, at det en gang ved lejlighed kunne være attraktivt for mig, at opnå bedre evner til bevidst at kunne nuancere mine oplevelser af verden og af mine følelser, tanker, værdier og handlinger;  

• og lære at regulere og mestre dem, 
• som det passer bedst i min hverdag, 
• så jeg kan nyde at leve solidarisk, 
• men uafhængigt blandt medmennesker, 
• og beskytte min personlige autenticitet.

Jeg har i mit voksne liv forsøgt at forskyde balancen, mellem min identitet ved at leve med i min bekendtskabskreds i skole og fritidsliv, i uddannelse og arbejdsliv, over til værdsættelsen af mit livs mulighed for indre autenticitet. Jeg har sikkert derfor levet hele mit voksne liv i city, hvor jeg hver dag har muligheder for at hilse på forskellige slags mennesker, som jeg kender fra utallige sammenhænge, men uden at vi direkte er afhængige af hinanden. Jeg kan deltage i livet, hvor vi alle kan have travlt med at gribe dagen med glæde, ved at åbne sindet for gode oplevelser og mulige fremskridt i vores livssituation, uanset om vi hver især har haft større eller mindre held og lykke i vores foreløbige livschancer. På flere måder som på min første skoledag.