Danmarks underholdningsorkester 1. februar 2015.

RUO hedder nu Danmarks underholningsorkester.

Tilbage i februar 2014 købte jeg to billetter til Radiounderholdningsorkestrets (RUO) nytårskoncert i januar 2015. To billeter til den sammme plads to på hinanden følgende aftener i Falconer salen. Det drejede sig om de traditionsrige koncerter med Bootleg Beatles, der i alle årene er blevet akkompagneret festligt af RUO. Jeg oplevede selv disse forrygende koncerter 16 gange. Den 8. september udsendte Danmarks Radio så uvarslet en pressemeddelelse om RUO´s nedlæggelse ved udgangen af 2014. Det var nærmest med sorg, jeg erfarede det, og det beløb jeg hurtigt fik retur for billetterne, ville jeg selvfølgelig meget hellere have undværet for koncerterne. Nu er der håb om, at orkestret med 42 musikere kan videreføres, i første omgang med en Mozartkoncert. Jeg har selvfølgelig købt en billet til en god plads, ved orkestrets første koncert nu på søndag den 1. februar, i den gode koncertsal i det gamle Radiohus ved Rosenørnsalle. Orkestret hedder nu Danmarks Underholdningsorkester.

Mandag 2.2.2015, efter min hjemkomst, har jeg tilføjet dette: 

Jeg er ikke en skolet og erfaren lytter af klassisk musik, men jeg kan sagtens høre, at Mozart var en fremragende komponist, og jeg glæder mig over, at orkestret for nyligt er blevet prisbelønnet. Jeg er historisk interesseret, så derfor citere jeg nedenstående fra koncertens program. 

W.A. Mozart. Symfoni nr. 25 i g-mol, KV 183.

"Frem til slutningen af 1700 tallet var en symfoni først og fremmest kendetegnet ved storladen pomp og pragt, men sidst på århundredet blev musik i mol pludselig højeste mode, og festen blev afløst af tungsind og alvor. Sturm und Drang (storm og trang) kaldte man siden hen perioden, hvor en drift imod vildskab og oprør opstod blandt kunstarterne, og hvor raseri, og ukontrolleret hysteri går igen i litteratur, teater og malerkunst. Komponisterne lod sig dog kun rive med ved særlige lejligheder, Haydn mest udpræget, og det kan være ham, som tændte bålet hos Mozart. 

Det er således en 17 årig komponist, som i sin symfoni i g-mol skrevet i 1773, sender os direkte ned i Helvede! Hamrende synkoper, nedadgående ensomme melodier og aggressive raseriudfald, som melder sig som oprør og fortvivlelse. Var Mozart i Krise? Det vides ikke, for hverken breve eller kilder gør os klogere. Men noget er på færde, det kan man ikke være i tvivl om eller undgå at berøres af.

Når symfonien blandt Mozartelskere bliver kaldt "den lille g-molsymfoni" skyldes det alene, at man har villet undgå at forveksle den med den mere berømte g-molsymfoni (nr. 40). Men paradoksalt bliver ordet "lille" når man erfarer, at det er netop førstesatsen  fra dette vilde ukontrollable værk, som indleder Milos Formans verdensberømte film "Amadeus" fra 1984. Filmen vandt ikke mindre end 4 Golden Globes og 8 Oscars. Ikke overraskende at Forman har valgt denne symfoni som en indikation på, hvad der venter os i mødet med hans unge, varmblodige og oprørske Wolfi".

W.A. Mozart. Exsultate, jubilate, KV 165.

"De kirkelige værker er ikke det, der melder sig først, når man taler om Mozart. Bortset fra hans requiem er de ikke hyppige på repertoiret, og dog dækker de en relativt stor del af hans produktion. Ved siden af en række enkeltstående satser har han skrevet 18 messer og adskillige kantater og kirkespil. Der er først og fremmest tale om værker fra hans ungdomstid, og et af disse har fundet sig en fast plads på koncertprogrammerne, nemlig motteten "Exsultate, jubilate", som havde premiere i Milano i januar 1773, få dage før komponistens 17 års fødselsdag.

Mozart skrev værket til en berømt kastratsanger Venanzio Rauzzini, som kort tid forinden havde sunget hovedrollen i hans opera "Lucio Silla". Rauzzini var kendt over det meste af Europa for sin stemmes skønhed og styrke, og med den virtuose sangstemme i motteten har Mozart givet ham rig lejlighed til at brilliere. Også i dag hører den til blandt sopranernes ynglingsnumre. I formen er den firesatset og har, når man ser bort fra recitativet, næsten karakter af en miniaturekoncert med en allegro, en andante og en vivace".

W.A. Mozart. Symfoni nr 35 i D-dur, KV 385 (Haffner-symfonien)

"Haffner-symfonien begyndte ikke sit liv som en symfoni, men som en serenade, der skulle tjene som baggrundsmusik ved forretningsmanden Sigmund Haffners adling. Haffners far havde som borgmester i Salzburg bidraget til Mozartfamiliens rejser rundt i Europa, og i 1776 havde den yngre Haffner bestilt en serenade til sin søsters, Marie Elizabeth Haffners, bryllup. Dette værk, Haffner serenaden, blev så stor en succes, at det var naturligt for Haffners familie at bestille endnu et værk af Mozart, som gannske vist var under et enormt arbejdspres i forhold til færdiggørelsen af operaen "Bortførelsen fra Seraillet". Desuden havde den unge komponist netop friet til Constanze Weber!

Den Haffner symfoni, som vi kender i dag, blev således præsenteret første gang i 1783 i Wien. Symfonien er i D-dur, den toneart, som Mozart benyttede mere end nogen anden i sine symfonier. Hertil kommer at alle Mozarts serenader er skrevet i D, og det store værk viser dermed at det oprindeligt er født som en serenade".