Jeg husker endnu at fru Riis, min første klasselærerinde, underviste et længere forløb i Halfdans børnesange, der kulminerede ved en festaften sammen med vore forældre, hvor vi sang dem akkompagneret af fru Riis på klaver. Nu mange år senere husker jeg den aften i 1968, som om det var i sidste uge. I mit voksne liv er Halfdan Rasmussens "At lære er at ville" (1949) blevet noget af det smukkeste jeg kender i dansk kultur.
At lære er at ville
befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider frem
som tegn med hånd og mund.
At lære er at bøje
sig over livet selv,
og fylde sind og øje
med tankens himmelvæld,
at undres og betages
når livet kommer nær,
og møde, når det dages
en større sandhed der´.
At lære er at famle
i mørke, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.
Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke værd.
Det er mit indtryk, at Halfdan levede lidt privat og tilbagetrukket fra offentligheden, og lod sine kunstneriske formuleringer tale for sig selv. Det betød dog ikke, at han blev marginaliseret i dansk kultur, for han blev ofte prisbelønnet. Halfdan levede sine sidste 50 år i Saunte ved Hornbæk, og døde der i 2002.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar