Jeg har set "Idialisten" (2015) i biografen.

Poul Brink med Det danske Udenrigsministerium i baggrunden.

Filmen "Idialisten" (2015) af Christina Rosendahl handler om journalisten Poul Brink, der som ansat på Østjyllands radio i 1987 gøres opmærksom på en bemærkelsesværdig overrepræsentation af alvorlige hudsygdomme blandt de arbejdere, der befandt sig på Thulebasen omkring det tidspunkt i januar 1968, hvor et B 52 bombefly fra US air force styrtede ned der. Spørgmålet om hudsygdommene kunne skyldes arbejdernes kontakt med giftige stoffer fra fire ueksploderede brintbomber ombord på flyet, der i givet fald befandt sig på dansk/grønlandsk territorium i strid med den officielle danske politik, søges af embedsmænd affærdiget eller hemmeligholdt, og bragte Poul Brink ind på nye spørgsmål om dansk sikkerhedspolitiks komplekse problematikker. Det er en film jeg kan anbefale varmt. Man får indsigt og meget at tænke over.

I sommeren 1995 gik jeg op til min sidste eksamen på Odense Universitet. Jeg havde nogle måneder i forvejen fået godkendt mit petitum, det vil sige mit selvvalgte 2500 siders pensum med 4 problemstillinger indenfor dansk historie efter 1945. En af mine problemstillinger tog udgangspunkt i en, på det tidspunkt, sprit ny doktordisputats af Poul Villaume, "Allieret med forbehold, Danmark, Nato og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961" (1995). Det er knapt nok en problematik, som jeg interesserer mig for, og derfor har jeg ikke skrevet om det før på Kultur Jensen. Jeg havde mundtligt, ved fagets evaluering med underviseren, opponeret imod at vi havde behandlet Nato for meget og samfundsdynamikker for lidt under vores ellers hyggelige undervisningsforløb, hvor jeg var meget aktiv for at ændre denne vægtning. Alligevel lød mit eksamensspørgsmål cirka således. "Giv en analyse af Socialdemokratiets base og stationeringspolitik i første halvdel af 1950´erne". Det vil sige Socialdemokratiets stillingtagen til, hvorvidt US air force måtte benytte de danske flybaser i Natoalliancens afskrækkelses/trussels kapacitet mod Warszawapagten. Min besvarelse fik faktisk stor indvirkning på min måde at forstå virkeligheden og dens dynamikker. Jeg formulerede selv, uafhængig af pensum, sikkerhed som de forholdsregler man gør sig, for ikke at blive bragt i den situation, at man skal foretage en akut prioritering. En Statsminister, men også menigmanden i sit eget civile liv, vil typisk have en vifte af værdier, som man er sig mere elle mindre bevidst om, og hvor man mere eller mindre systematisk søger og undgå, at blive bragt i situationer, hvor man mister sine muligheder for at bevare en eller flere værdier intakt. Jeg foreslog at den demokratiske danske sikkerhedspolitik havde tre sådanne værdier; territorial integritet, demokratisk samfundsliv og materiel velfærd. Et af mine argumenter for den socialdemokratiske stillingtagen hentede jeg i disputaten på siderne 476-78, hvor Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft i august, som oppositionsleder, op til folketingsvalget den 22. september 1953, argumenterede for Socialdemokratiets position ved tre spørgsmål. 

1) Opfordrede den øjeblikkelige og sandsynlige fremtidige internationale situation til et sådant skridt?
2) Betød de tilbudte allierede styrker en øget militær sikkerhed for Danmark?
3) Var en stationerings vilkår og betingelser så rimelige, at befolkningen ville forstå og billige dem, og bidrog de dermed til samling omkring Atlantpagten?

Hedtoft lod forstå, at der efter Socialdemokratiets opfattelse måtte svares benægtende på alle tre spørgsmål.

Professor Poul Villaume skrev 969 siders "Allieret med forbehold" (1995).

Link: Poul Villaume samtaler om filmen "Idialisten".