Carpenters Rainy days on mondays ved Jette Torp.

Tryk her for at se Carpenters dokumentar.

Torsdag den 15. oktober besøgte jeg igen det smukke Vejle Musikteater for at opleve Carpenters forestillingen "Rainy days on mondays". Jeg er for ung til at kunne erindre Beatles, men fra ca. 1973 lå jeg og hørte pop radio mellem kl. 22-23. Jeg blev glad for musik af Gilbert O´Sullivan, Elton John og Carpenters, og jeg har stadig stor lyst til at synge med på deres sange og melodier. Lidt senere blev jeg stor Sweet fan, og endnu senere blev det pudsigt nok Beatles, som fik fik min store interesse, selvom de jo for længst var gået i opløsning.  
Carpenters fik i 1969 debut hos Herb Alperts pladeselskab A&M, der gav Richard frie hænder til at producere arrangementerne omkring Karens smukke sang. Karen døde, som det vil være mange bekendt, alt for tidligt som 32 årig af et hjertestop som følge af spiseforstyrrelser, der jo nok havde sine årsager i psykiske problemer

Da jeg i 2004 var til koncert med Gilbert O´Sullivan i Vejle Musikteater, fortalte han om sin agtpågivenhed overfor, at drive sin egen karriere helt derud, hvor han kunne risikere at miste kontrollen over sin livsførelse, selvom det efter hans egen vurdering havde haft den anden omkostning, at det havde sendt ham ud i glemsel. 

Jeg har efter nytår desuden billetter til to musikalske forestillinger om Beatles i Vejle Musikteater, og til begge forestillinger den sammen plads som i aftes.

Kulturnatten 9. oktober 2015 i København.

Erichsens Palæ ved Kongens Nytorv.

Så er jeg hjemme igen fra endnu en Kulturnat i København 9. oktober. Det giver mig anledning til at omtale et begreb, som spiller en rolle i mit liv. Inkonsekvens definere jeg efter den polsk-britiske filosof Leszek Kolakowski således, at man behøver ikke fraskrive noget der har værdi, bare fordi det strider mod noget andet, hvis værdi man også anerkender. Jeg solidariserer mig med alle underpriviligerede mennesker, der ofte må undvære på trods af en hård hverdag, og jeg bruger min stemmeseddel til at fremme deres interesser. Men kulturelt interesserer jeg mig for de processer, der har fremmet vækst på en måde, der giver mulighed for, at de fleste mennesker kan nyde et komfortabelt og meningsfuldt liv. I løbet af Kulturnatten nåede jeg at besøge dagbladet Information, hvor jeg med en gruppe fik en rundvisning i bladhuset, og jeg blev vidne til, at journalister lagde det sidste redaktionelle præg på lørdagsavisen. Derefter gik jeg til Tranquebar, hvor jeg hørte Tranquebar band og Bjørn Bredals kulturtale om en af forskellene på dansk og fransk kultur på konsensus og konflikt. Jeg gik derfra mod Kongens Nytorv for at kunne deltage i den rundvisning i Danske Banks hovedsæde med Erichsens Palæ, som jeg var tilmeldt hjemmefra, og jeg fik en god orientering om bankens grundlæggelse, bygningshistorie og administrative ledelse. Jeg overnattede på hotel Nimb i værelse 14.

Bellevuesalen hvor Danske Banks bestyrelse holder møder.

Det går op og ned selv for storkøbmænd og banker når verdenshistorien har turbulens. Erichsens Palæ blev opført 1797-1801 efter branden i 1795, der ødelagde 941 huse. De 6 fremskudte tempelsøjler i sten var noget nyt og vovet for en borgerlig storkøbmand. Erich Erichsen, som overtog en købmandsforretning og enke efter chefens død, nåede selv at gå konkurs. Danske bank er en fusionsbank fra 1990, men en tidlig gren, Den danske Landmandsbank, var også gået konkurs i begyndelse af 1920´erne, hvis ikke den danske stat var trådt til med massiv støtte, efter de tab banken led som følge af blandt andet danske virksomheders tab i Rusland efter den kommunistiske revolution der. Det tema var noget af det først, jeg var med til at gennemgå i 1984, da jeg var ny studerende på Odense Universitet. Danske bank er for nylig kommet fri af de store tab banken har lidt som følge af finanskrisen og ved bankens engangement i Irland.  

Carpark North i Det kongelige Teater for Dignity.

Tryk på dette link og oplev budskabet.

En af mine centrale værdier er pluralisme, ikke forstået på den måde at jeg praktisere mange variationer selv, men forstået på den måde at jeg forsøger at kunne rumme en bred vifte af livsbekræftende indtryk. Min grundtilbøjelighed er derimod tryghed som livsstrategi, blandt andet fordi jeg synes, at jeg har gennemlevet min egen kvote af fysisk og psykisk stres. Fravær af pluralisme og tryghed blev tematiseret lørdag den 5. september 2015, da jeg oplevede min første koncert med Carpark North, der gav en støttekoncert til fordel for Dignity, den danske organisation der kæmper internationalt imod tortur. Det blev en uforglemmelig livsbekræftende sanseoplevelse af musik og lys i en fyldt sal på Det kongelige Teater. Jeg sad hvor forsangeren Lau Højen peger; på 1. balkon, 1. række, plads 11. 

Tryk eventuelt i teksten efter links.

Jeg overnattede på hotel Skt. Petri, der jo ligger centralt.

Louisiana literature 20. til 23. august 2015.

Jens Chr. Grøndahl og Carsten Jensen debatterede deres litteratur.

Jeg har for tredie år i træk, og med stort udbytte, besøgt Louisiana literatur. Som det fremgår et andet sted på min blog, købte jeg Carsten Jensens “Folkelighed og utopi” (1981) som 21 årig, da bogen udkom, og jeg læste den efterfølgende som den første inspiration til min selvvalgte livsproces, der skulle kvalificere mig til at kunne rumme oplevelser af livets og verdens mangfoldighed på en mere nuanceret måde. Jens Chr. Grøndahls "Hjemme i Europa"(2015) var til gengæld den seneste bog jeg havde læst, inden jeg fra den 20. til 23. august 2015 besøgte Louisiana literature. Deres samtale og debat var en gennemgang af kontinuiteten og et brud i deres meget lange venskab med gensidige oplæsninger fra deres egen og den andens litteratur.

Carsten Jensen skriver i sin bog, at kunsten ikke ændrer verden, men der er alligevel et slægtskab mellem kunsten og forandringer. De svage rystelser i et menneskes liv, som kunstneren med seismografisk følsomhed registrerer, kan lade konturer af en ny historie, med et andet liv, træde frem. Kultur kan så blive noget andet end uindfriede lykkeforventninger adskilt fra dagliglivet, fordi kultur kan bidrage til forandinger i det daglige liv, der kan vinde sig en historie, hvor trangen til at skabe bestemmer arbejdet, og fantasien kan omforme dagliglivet, så lykkeforventningens poetiske kvalitet bliver dagliglivets mål.

Jeg glæder mig allerede til næste års Louisiana literature.

Richard Ford fortalte om sit amerikanske forfatterskab.

Colm Tóibin fortalte om sit forfatterskab og sin irske baggrund.

Suzanne Brøgger gjorde status over sit liv og forfatterskab.

Kenneth Goldschmidt og Rachel Kushner fra USA om internet vs inspiration

Tyske Hans Magnus Enzenberger fortalte om sin erindringsbog Tumult.

Leonardo Padura fortalte om sit cubanske forfatterskab.

Ngugi wa Tiong´o fortalte om sit kenyanske forfatterskab.

Jeg havde i april booked et B&B værelse i Villa Snekkersten på Strandvejen ca. 5 km nord for Louisiana. Det var et dejligt stort værelse med altan og udsigt til Øresund. Jeg var i god kontakt med de andre gæster således et charmerende ægtepar fra Liverpool. En dansk kvinde, som har levet i den franske del af Schweiz med sin schweiziske mand i 30 år, havde jeg også en hyggelig samtale med, og det var en udmærket værtinde. Jeg kan anbefale Villa Snekkersten.
Tryk eventuelt efter links i teksten.

Jeg har med stort behag genbesøgt Bergen.

Jeg boede 6 dage/nætter i Bergen inderste havn på højre side.

Min sommerferie gik igen i 2015 til Bergen, hvor jeg i 2014 havde en kulturferie lige efter mit hjerte; attraktive sanseindtryk, en bevægende kulturhistorie og et livligt byliv præget af velstand. Jeg boede i år på First Marin Bergen i et dejligt 25 km2 værelse med udsigt over det charmerende livlige havnemiljø. Dermed boede jeg ved siden af fiskemarkedet og kabelbanen til udsigtsbjerget Fløyen, og jeg nåede afgangskajen for de komfortable færger til Sognefjorden efter 300 meters gang. Jeg genoplevede den fantastisk smukke 204 km. lange Sognefjord med Bokby Fjærland ved tre dagslange sejladser, og i to dage kørte jeg med bybusser ad smukke ruter i og omkring Bergen. 

Hvis du er yderliger interesseret, kan du trykke efter links i teksten.

Jeg havde et dejligt 25m2 værelse med udsigt over Bergens havn.

Ludvig Holberg og Amalie Skram blev født og voksede op i Bergen, men de flyttede til Danmark som voksne. Edvard Grieg blev født, levede det meste af sit liv i Bergen og døde der. Han uddannede sig i Leipzig og opholdt sig ofte i København, hvor han blev gift med sin danske kusine.

Jeg sejlede i 3x13 timer med den midterste færges sympatiske besætning.

Jeg holder af at leve mig ind i, hvordan livet mon leves smukt men afsides.

I Balestrand, ved Kviknes hotel, skiftede jeg færge til Mundal.

Ankomst til Mundal.

Hotel Mundal.

Fjærland er gammelnorsk for Fjordland. Selvom stedet ligger meget langt fra alfarvej, og selvom den mægtige Jostedalsbræ rækker to af sine arme ned imod fjorden kun få kilometer fra den lille by Mundal, har der i dalen været tilpasse temperaturer og nok jordbund til landbrug som kød- og mælkedrift, så at området har kunnet beboes af flere hundrede mennesker, således 275 indbyggere heraf 35 børn i 2007. Mundal ligger for enden af en nordgående 25 km. sidefjord til Sognefjorden. Fjærlandområdet var indtil 1986 uden vejforbindelse med omverdenen. Alligevel havde Mundal allerede fra 1891 eget hotel Mundal, hvor fx. kunstnere og naturinteresserede kunne bo, men også rige turister fra hele verden ferierede i området, blandt andre tyske Kejser Wilhelm ll hver sommer fra 1910 til 1914. USAs vicepræsident mellem 1976-80, Walter Mondale, har nogle af sine rødder i Mundal, hvorfra hans bedsteforældre emigrerede til USA i 1856. Bokbyen åbnede i 1996 og har årligt 40-50.000 besøgende.

Mundal har ca. 20 gode antikvariater.

Jeg oplevede Open air academy i Brede 23. til 25. maj.

Jeg gæstede i pinsen Danmarks første festival for videnskab, eksistens og natur. Open air academy er skabt ud fra ideen om, at fordybelse ikke kun behøver at finde sted som en stillesiddende solopræstation på en højere læreanstalt.

Nationalmuseet, dagbladet Information, Københavns Universitet, DTU og Golden days har taget ideerne fra festivalverdenen, sat dem sammen med videnskabens verden, og placeret det i natursmukke kulturhistoriske omgivelser i Brede. Den sammensætning gav en god afveksling til den fordybelse, jeg typisk gør mig i min bedste lænestol. Min aktionsradius begrænsede sig til Forum teltet og Old school klasseværelset. Open air academy bød desuden på musik, filosofiske vandringer, værksteder og stort street food område.

Jeg har haft en rigtig god oplevelse, som jeg gerne gentager næste år.
Link. Open air academy i pinsen 2015.

Ulrik Langen, Lea Korsgaard og Birgitte Possing diskuterede biografier.

Fogh Jensem, Søvsø og Voetmann analyserede stoikerne.

Johannes Møllehave fortalte om Inger Christensens liv og digtning.

Jeg overnattede på Skodsborg i superiorværelse 236 med denne udsigt.

Jeg har fødselsdag i dag og fylder 55 år.

Link: Don Mclean, Crossroads.

Vilje til mening og kærlighed til livet, til alt det der holder det oppe og giver det styrke til at vare ved. Psykiateren Viktor Frankl satte en "optimisme om fortiden" op mod en "pessimisme om nutiden", som han havde så svært ved at acceptere. Den person, som aktivt kan tager stilling til sit livs spørgsmål, er som den person, der tager ethvert blad ud af sin kalender og inspireret lægger det oven på bunken med bladene fra de mange foregående dage og år, efter at han har skrevet gode relevante dagbogsnotater ned på bagsiden. Det menneske kan med glæde og stolthed tænke tilbage på al den rigdom, der er nedlagt i de notater, på hele det liv personen allerede har levet med veludførte gerninger, et gennemlevet kærlighedsliv og tappert udståede lidelser. Måske er det overvindelsen af lidelse, vi kan være mest stolt af, skønt vi ikke vil ønske for et eneste menneske at opleve det.

Min kulturferie i København 22. til 24. april 2015.

Udsigt fra havnebussen på vej mod Sydhavnen.

I min kulturferie til København tog jeg på havnerundfart med de gule havnebusser, der sejler i rutefart mellem Refshaleøen i nord og Teglholmen i syd tur og retur. Jeg stod på og af i Nyhavn og fik således hele turen. Dermed fik jeg min første tur i Sydhavnen, der strækker sig cirka 3 kilometer fra Langebro til Sluseholmen. 

Her ved Islands brygge har man siden 2002 kunnet bade i havnen.

Claus Hagen Petersen har i sin "København" (2004) lavet en tidslinie for Sydhavnen:

1876. Gasværkshavnen anlægges.

1897. Kalvebod brygge, til venstre på billedet øverst, anlægges. 

1901-03. Slusen anlægges.

1902-22. Islands Brygge, til højre på billedet ovenfor, opfyldes i flere tempi.

1920. H.C. Ørstedværket indvies.

1958-98. Fisketorvet var i brug som sådan. I dag ligger indkøbscentret der.

1994-2000. Kalvebod Brygge sælges og bebygges med kontorhuse.

1999-2003. Plan om tusindvis af boliger i Sydhavnen inspireret fra Amsterdam.

Den 190 meter Bryggebro for gående og cyklister blev åbnet i 2006.

Siden 2006 er der flyttet flere tusinde til Sluseholmen i nyt byggeri.

I Nyhavn gik jeg ombord i den anden havnerute, der sejler passagere mellem Nyhavn og Papirøen. Jeg ville besøge Christianshavns Bogfestival, der er Københavns ældste af sin slags, og hvert år præsentere god litteratur i nye rammer på nye måder, så flere bliver inspireret og interesseret i litteratur. Bogfestivallen blev talt igang under mit ophold på Verdens Bogdag 23. april, William Shakespeares fødselsdag. Kulturminister Marianne Jelved holdt åbningstalen, på Papirøen i det spændende Copenhagen Street Food, og derefter gav de to forfattere Robert Zola Christensen og Jacob Skyggebjerg oplæsninger vekslende med humoristiske anekdoter fra deres forfatterlivs begyndelse og udvikling.

Jacob Skyggebjerg (født 1985) debuterede i 2013 med "Vor tids helt", der er en delvis selvbiografisk roman fra egen opvækst hos alkoholiserede forældre mellem Horsens og Vejle til et vildt storbyliv i København. Den vil jeg købe og læse.

Robert Zola Christensen (født 1964) har skrevet børnebøger, digte, noveller, fagbøger og romaner. Centralt for en del af hans litteratur står en undren omkring temaer som identitet og virkelighed. Jeg har hans "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" (2009) stående i min reol.

Copenhagen street food ligger på Papirøen overfor Nyhavn.

Inde i Papirøen kan man købe et eksotisk måltid i en af de 33 boder.

I min kulturferie i København havde jeg to gode koncertoplevelser i DR koncertsalen. Onsdag aften oplevede jeg for andet år i træk Rasmus Nøhr, og torsdag oplevede jeg symfoniorkestret Da capo med stort kor præsentere "Die schönsten Opernchöre" der. Orkestret fra Østrig/Ukraine har siden 2004 turneret med klassiske temaer i Europa, og har tidligere spillet i koncertsalen. Jeg er ikke til at opleve en hel opera, så det var en mulighed for at opleve mange variationer. 

Jeg fik i min lille ferie bekræftet, at Danmark er et lille lykkeligt land. Jeg har oplevet skoleklasser på tur, en stilfærdig udenlandsk tigger, passagere i tog, s-tog og metro fra utallige forskellige sociale lag og lande, forventningfulde koncertgæster, hotelgæster og servicepersonale, helt uden mislyde. 

Jeg har set "Idialisten" (2015) i biografen.

Poul Brink med Det danske Udenrigsministerium i baggrunden.

Filmen "Idialisten" (2015) af Christina Rosendahl handler om journalisten Poul Brink, der som ansat på Østjyllands radio i 1987 gøres opmærksom på en bemærkelsesværdig overrepræsentation af alvorlige hudsygdomme blandt de arbejdere, der befandt sig på Thulebasen omkring det tidspunkt i januar 1968, hvor et B 52 bombefly fra US air force styrtede ned der. Spørgmålet om hudsygdommene kunne skyldes arbejdernes kontakt med giftige stoffer fra fire ueksploderede brintbomber ombord på flyet, der i givet fald befandt sig på dansk/grønlandsk territorium i strid med den officielle danske politik, søges af embedsmænd affærdiget eller hemmeligholdt, og bragte Poul Brink ind på nye spørgsmål om dansk sikkerhedspolitiks komplekse problematikker. Det er en film jeg kan anbefale varmt. Man får indsigt og meget at tænke over.

I sommeren 1995 gik jeg op til min sidste eksamen på Odense Universitet. Jeg havde nogle måneder i forvejen fået godkendt mit petitum, det vil sige mit selvvalgte 2500 siders pensum med 4 problemstillinger indenfor dansk historie efter 1945. En af mine problemstillinger tog udgangspunkt i en, på det tidspunkt, sprit ny doktordisputats af Poul Villaume, "Allieret med forbehold, Danmark, Nato og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961" (1995). Det er knapt nok en problematik, som jeg interesserer mig for, og derfor har jeg ikke skrevet om det før på Kultur Jensen. Jeg havde mundtligt, ved fagets evaluering med underviseren, opponeret imod at vi havde behandlet Nato for meget og samfundsdynamikker for lidt under vores ellers hyggelige undervisningsforløb, hvor jeg var meget aktiv for at ændre denne vægtning. Alligevel lød mit eksamensspørgsmål cirka således. "Giv en analyse af Socialdemokratiets base og stationeringspolitik i første halvdel af 1950´erne". Det vil sige Socialdemokratiets stillingtagen til, hvorvidt US air force måtte benytte de danske flybaser i Natoalliancens afskrækkelses/trussels kapacitet mod Warszawapagten. Min besvarelse fik faktisk stor indvirkning på min måde at forstå virkeligheden og dens dynamikker. Jeg formulerede selv, uafhængig af pensum, sikkerhed som de forholdsregler man gør sig, for ikke at blive bragt i den situation, at man skal foretage en akut prioritering. En Statsminister, men også menigmanden i sit eget civile liv, vil typisk have en vifte af værdier, som man er sig mere elle mindre bevidst om, og hvor man mere eller mindre systematisk søger og undgå, at blive bragt i situationer, hvor man mister sine muligheder for at bevare en eller flere værdier intakt. Jeg foreslog at den demokratiske danske sikkerhedspolitik havde tre sådanne værdier; territorial integritet, demokratisk samfundsliv og materiel velfærd. Et af mine argumenter for den socialdemokratiske stillingtagen hentede jeg i disputaten på siderne 476-78, hvor Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft i august, som oppositionsleder, op til folketingsvalget den 22. september 1953, argumenterede for Socialdemokratiets position ved tre spørgsmål. 

1) Opfordrede den øjeblikkelige og sandsynlige fremtidige internationale situation til et sådant skridt?
2) Betød de tilbudte allierede styrker en øget militær sikkerhed for Danmark?
3) Var en stationerings vilkår og betingelser så rimelige, at befolkningen ville forstå og billige dem, og bidrog de dermed til samling omkring Atlantpagten?

Hedtoft lod forstå, at der efter Socialdemokratiets opfattelse måtte svares benægtende på alle tre spørgsmål.

Professor Poul Villaume skrev 969 siders "Allieret med forbehold" (1995).

Link: Poul Villaume samtaler om filmen "Idialisten".

2. april 2015. Det er H.C. Andersens fødselsdag.

Tirsbæk på nordkysten af Vejle fjord set fra sydkysten.

I et brev, dateret 15. Juni 1830 til Edvard Collin, fra H.C. Andersen om sin 3 måneders rejse i provinsen, omtalte H.C. Andersen Horsens, hvor han besøgte N.V. Dorph, som var rektor på Horsens Statsskole 1829-33. H.C. Andersen karakteriserede Horsens som Jyllands smukkeste by, men fordi omgivelserne var knapt så smukke, rejste han videre til Vejle, hvor han aflagde justitsråd J. Worsaae besøg. H.C. Andersen foretog udflugter til Grejsdal og til Tirsbæk på nordsiden af Vejle fjord, som han omtalte i sin dagbog den 16. juni 1830.  

Jeg havde 2.-4. april fornøjelse af samvær med min familie på Hotel Munkebjerg, der ligger fantastisk smukt på sydsiden af Vejle Fjord, hvor jeg holdt min 50 års fødselsdag i påsken for præcis 5 år siden. 

Her boede jeg på Hotel Munkebjerg.

Fra værelset havde jeg udsigt til Bredballe og Vejle fjord.

Mette Fugl på Horsens ny Teater 16. marts 2015.

Som person kan man udvikle sig til et logisk men andre gange et paradoksalt resultatet af sine gerninger og vilkår. I aften oplevede jeg Mette Fugl, som i sin barndom boede i Allegade i Horsens, fortælle om sit 66 årige livs erindringer. Det er naturligvis umuligt at indpasse alle hendes mange forskelligartede handlinger, følelser og tanker, som har været hendes bevidsthedsproces, ved hjælp af blot en dimension. Den livshistorie hun fortalte, hentede sine referencer i gode forældre, hendes mor var skolelærer og faren journalist, vi hørte om hendes skoleskifte fra harmoniske oplevelser i Brabrand til et skoleliv med mobning i Birkerød, og vi hørte om Mette Fugls journalistiske erfaringer, med uforstående kolleger på dagbladet Information, hvor hun forsøgte at få journalist- arbejdedet til at gå op med udfordringerne som enlig mor. Mette Fugl var i mange år en respekteret journalist, men hendes liv rummer også fortælligen om livets modgang, da hun måtte sige farvel til sit job i Danmarks Radio. 

Henri Nathansen, Indenfor murene. (1912)

Scene fra Folketeatrets opsætning af "Indenfor murene" i 2015.

Fredag den 20. februar var jeg i et fyldt Folketeater i København, hvor jeg oplevede teaterstykket "Indenfor murene" (1912). Henri Nathansen blev født den 17. juli 1868 i en jødisk familie, og voksede op i Hjørring, hvor han var den eneste jødiske dreng i byen. Da han fulgte med sin familie til København, fik han muligheden for at uddanne sig til jurist, og han opnåede i en årrække at praktisere som overretssagfører. Henri Nathansen havde allerede i sin ungdom udviklet interesse for teater og litteratur og sideløbende med sit virke som jurist, skrev han fra 1899 flere fortællinger. I "Indenfor murene" udstiller Henri Nathansen komplikationer mellem jødisk og dansk livsform i to københavnerfamiliers relationer, vel omkring år 1900, der udfordres af familiernes unge, med deres moderne frie følelsesliv. "Indenfor murene" har været sat op mange gange, og stykkets pointe er, at et menneskes liv ikke bør begrænses af køn, tradition og overindividuelle familiære hensyn. Det var en udmærket oplevelse.

Mine oplevelser ved Vidensfestival 2015.

De 600 deltagende ved Vidensfestivallen 2015 i Dronningesalen.

Lørdag den 21. februar deltog jeg for anden gang i Vidensfestivallens 12 timers forløb, der i samarbejde mellem tidskriftet Ræson, Dansk Magisterforening og Det kongelige Bibliotek afholdtes i Dronningesalen for 5. gang. I år med følgende program:

Anja Dalgaard-Nielsen. Om at nuancere sikkerhedsanalyser.
Kristian Pedersen. Om rumfartens perspektiver.
Tor Nørretranders. Om værdien af danske børns leg.
Leny Malacinski. Utrykheden ved aktuelt, med jødisk baggrund, at leve i København.
Ulla Tofte. Om kulturfestivaler.
Lone Frank. Status over sit eget livs omvæltninger siden Vidensfestivallen i 2014.
Uffe Østergaard. Om forståelse af tilfældighed og regelmæssighed i historiefaget.
Anne-Cathrine Riebnitszky. Om sin egen tro.
Knud Romer. Om sin egen børnebog ABC.
Josefine Klougart. Om det karakteristiske ved hendes egen litteratur.
Kurt Nielsen. Om robotteknologi.
Jesper Tynell. Om ministre og embedsværkets kreative omgang med sandheden.
Anne Pedersen. Om nye arkæologiske udgravninger i Jelling.
Vincent Hendricks. Om sin visionen for studerende på Kbh. Universitet.
Mikkel Anderson. Om ængstelse ved at være satiriker i lyset af terrortrusler.
Adam Price. Om sine forberedelser til en ny TV serie om tro og religion.
John Foley. Om manglende it sikkerhed som følge af  bl. a. udlicitering.
Jan Grarup. Om de humanitære tragedier han har dækket som fotograf.

Det var igen i 2015 en rigtig god oplevelse, at overvære Vidensfestivallen, og jeg har stor lyst til at nævne Clement Kjersgaards kompetente 12 timer lange mødeledelse. Jeg glæder mig til næste års Vidensfestival.

Jeg boede i en 66 m2 lejlighed, med denne udsigt, nær Den sorte Diamant.

Halfdan Rasmussens 100 års dag 29. januar 2015.

Jeg husker endnu at fru Riis, min første klasselærerinde, underviste et længere forløb i Halfdans børnesange, der kulminerede ved en festaften sammen med vore forældre, hvor vi sang dem akkompagneret af fru Riis på klaver. Nu mange år senere husker jeg den aften i 1968, som om det var i sidste uge. I mit voksne liv er Halfdan Rasmussens "At lære er at ville" (1949) blevet noget af det smukkeste jeg kender i dansk kultur. 

At lære er at ville
befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider frem
som tegn med hånd og mund.

At lære er at bøje
sig over livet selv,
og fylde sind og øje
med tankens himmelvæld,
at undres og betages
når livet kommer nær,
og møde, når det dages
en større sandhed der´.

At lære er at famle
i mørke, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.

Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke værd.

Det er mit indtryk, at Halfdan levede lidt privat og tilbagetrukket fra offentligheden, og lod sine kunstneriske formuleringer tale for sig selv. Det betød dog ikke, at han blev marginaliseret i dansk kultur, for han blev ofte prisbelønnet. Halfdan levede sine sidste 50 år i Saunte ved Hornbæk, og døde der i 2002.

Litteratur. "Halfdan" en biografi om Halfdan Rasmussen af Lene Bredsdorff. (2005)

Danmarks underholdningsorkester 1. februar 2015.

RUO hedder nu Danmarks underholningsorkester.

Tilbage i februar 2014 købte jeg to billetter til Radiounderholdningsorkestrets (RUO) nytårskoncert i januar 2015. To billeter til den sammme plads to på hinanden følgende aftener i Falconer salen. Det drejede sig om de traditionsrige koncerter med Bootleg Beatles, der i alle årene er blevet akkompagneret festligt af RUO. Jeg oplevede selv disse forrygende koncerter 16 gange. Den 8. september udsendte Danmarks Radio så uvarslet en pressemeddelelse om RUO´s nedlæggelse ved udgangen af 2014. Det var nærmest med sorg, jeg erfarede det, og det beløb jeg hurtigt fik retur for billetterne, ville jeg selvfølgelig meget hellere have undværet for koncerterne. Nu er der håb om, at orkestret med 42 musikere kan videreføres, i første omgang med en Mozartkoncert. Jeg har selvfølgelig købt en billet til en god plads, ved orkestrets første koncert nu på søndag den 1. februar, i den gode koncertsal i det gamle Radiohus ved Rosenørnsalle. Orkestret hedder nu Danmarks Underholdningsorkester.

Mandag 2.2.2015, efter min hjemkomst, har jeg tilføjet dette: 

Jeg er ikke en skolet og erfaren lytter af klassisk musik, men jeg kan sagtens høre, at Mozart var en fremragende komponist, og jeg glæder mig over, at orkestret for nyligt er blevet prisbelønnet. Jeg er historisk interesseret, så derfor citere jeg nedenstående fra koncertens program. 

W.A. Mozart. Symfoni nr. 25 i g-mol, KV 183.

"Frem til slutningen af 1700 tallet var en symfoni først og fremmest kendetegnet ved storladen pomp og pragt, men sidst på århundredet blev musik i mol pludselig højeste mode, og festen blev afløst af tungsind og alvor. Sturm und Drang (storm og trang) kaldte man siden hen perioden, hvor en drift imod vildskab og oprør opstod blandt kunstarterne, og hvor raseri, og ukontrolleret hysteri går igen i litteratur, teater og malerkunst. Komponisterne lod sig dog kun rive med ved særlige lejligheder, Haydn mest udpræget, og det kan være ham, som tændte bålet hos Mozart. 

Det er således en 17 årig komponist, som i sin symfoni i g-mol skrevet i 1773, sender os direkte ned i Helvede! Hamrende synkoper, nedadgående ensomme melodier og aggressive raseriudfald, som melder sig som oprør og fortvivlelse. Var Mozart i Krise? Det vides ikke, for hverken breve eller kilder gør os klogere. Men noget er på færde, det kan man ikke være i tvivl om eller undgå at berøres af.

Når symfonien blandt Mozartelskere bliver kaldt "den lille g-molsymfoni" skyldes det alene, at man har villet undgå at forveksle den med den mere berømte g-molsymfoni (nr. 40). Men paradoksalt bliver ordet "lille" når man erfarer, at det er netop førstesatsen  fra dette vilde ukontrollable værk, som indleder Milos Formans verdensberømte film "Amadeus" fra 1984. Filmen vandt ikke mindre end 4 Golden Globes og 8 Oscars. Ikke overraskende at Forman har valgt denne symfoni som en indikation på, hvad der venter os i mødet med hans unge, varmblodige og oprørske Wolfi".

W.A. Mozart. Exsultate, jubilate, KV 165.

"De kirkelige værker er ikke det, der melder sig først, når man taler om Mozart. Bortset fra hans requiem er de ikke hyppige på repertoiret, og dog dækker de en relativt stor del af hans produktion. Ved siden af en række enkeltstående satser har han skrevet 18 messer og adskillige kantater og kirkespil. Der er først og fremmest tale om værker fra hans ungdomstid, og et af disse har fundet sig en fast plads på koncertprogrammerne, nemlig motteten "Exsultate, jubilate", som havde premiere i Milano i januar 1773, få dage før komponistens 17 års fødselsdag.

Mozart skrev værket til en berømt kastratsanger Venanzio Rauzzini, som kort tid forinden havde sunget hovedrollen i hans opera "Lucio Silla". Rauzzini var kendt over det meste af Europa for sin stemmes skønhed og styrke, og med den virtuose sangstemme i motteten har Mozart givet ham rig lejlighed til at brilliere. Også i dag hører den til blandt sopranernes ynglingsnumre. I formen er den firesatset og har, når man ser bort fra recitativet, næsten karakter af en miniaturekoncert med en allegro, en andante og en vivace".

W.A. Mozart. Symfoni nr 35 i D-dur, KV 385 (Haffner-symfonien)

"Haffner-symfonien begyndte ikke sit liv som en symfoni, men som en serenade, der skulle tjene som baggrundsmusik ved forretningsmanden Sigmund Haffners adling. Haffners far havde som borgmester i Salzburg bidraget til Mozartfamiliens rejser rundt i Europa, og i 1776 havde den yngre Haffner bestilt en serenade til sin søsters, Marie Elizabeth Haffners, bryllup. Dette værk, Haffner serenaden, blev så stor en succes, at det var naturligt for Haffners familie at bestille endnu et værk af Mozart, som gannske vist var under et enormt arbejdspres i forhold til færdiggørelsen af operaen "Bortførelsen fra Seraillet". Desuden havde den unge komponist netop friet til Constanze Weber!

Den Haffner symfoni, som vi kender i dag, blev således præsenteret første gang i 1783 i Wien. Symfonien er i D-dur, den toneart, som Mozart benyttede mere end nogen anden i sine symfonier. Hertil kommer at alle Mozarts serenader er skrevet i D, og det store værk viser dermed at det oprindeligt er født som en serenade".

Edda Magnason, The Standard 10. december 2014.

Tryk her for at se mere om The Standard.

Torsdag den 10. december fik jeg oplevet pianist, skuespillerinde og sangerinde Edda Magnason i The Standard Havnegade 44 København. The Standard er tre restauranter og et intimt Jazz spillested med plads til et publikum på omkring 85. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor jeg oven i koncertoplevelsen faktisk ganske kort fik lejlighed til at samtale nogle få sætninger med Edda Magnason, da vi aldeles tilfældigt ankom til The Standard samtidig. Hun virkede sød. Niels Lan Doky spillede på flygel med sin trio, og var en hyggelig konferencier. Edda Magnason gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, og på Niels Lan Doky forstod jeg, i hendes hovedrolle som Monica Zetterlund. Edda Magnason kan nu sagtens gøre sig gældende med sine egne musikalske kvaliteter, så vidt jeg kan bedømme.

Tryk her og oplev Edda Magnason på The Standard.

Jeg overnattede på Hotel Nyhavn 71, 200 meter fra The Standard, i et stort hyggeligt værelse med udsigt til Københavns havn.

Hotel Nyhavn 71 by night.

Mit Bogforum i Bellacentret 7. til 9. november 2014.

Helle Helle, nederst til højre, fortæller om sin roman, "Hvis det er".

Så er jeg vendt hjem efter mit 16. Bogforum i træk. Jeg har mine bedste oplevelser når jeg, over de tre dage, hører samtaler om interessante menneskelige emner beskrevet i nyudgivne bøger. Jeg glæder mig allerede til næste år.  

Fredag:
Anne Sofie Allarp, Den skandinaviske drøm.
Henrik Vesterberg, Så længe jeg lever. (Biografi om John Mogensen)
Christina Hesselholdt, Agterudsejlet.
Bernard Eric Jensen og Søren Mørch, Historiens anvendelighed.
Marcus Knuth, Soldat og diplomat. Mine tre år i Afghanistan.
Simon Fruelund, Pendlerne.
Joen Bille, Villa Ibsen.
Herbjørg Wassmo, Disse øjeblikke.
Karl Peder Pedersen, Kontrol over København.
Lørdag:
Knud Romer, Opsang til biblioteket.
Jens Vilstrup, Opland.
Hanne Ørstavik, Der findes en stor åben plads i Bordeaux.
Schanz og Carlsen, 50 ideer der ændrede verden.
Preben Wilhjelm, Man kan sagtens være bagklog.
Gorm Harste, Krigen, et ustyrligt system.
Bent Vinn Nielsen, Den svævende tankbestyrer.
Clement Kjersgaard, Erik Kjersgaards Danmark.
Jens Andersen, Denne dag, et liv. (Biografi om Astrid Lindgren)
Ole Hall, Pandora.
Sven Ove Gade, Faldskæmschefen.
Neal Ashley Conrad Thing, om Prousts, På sporet af den tabte tid.
Søndag:
Johan Peter Noack, Da Danmark blev Danmark.
Mattias Tesfaye, Opsang til biblioteket.
Steffen Jacobsen, Opsang til biblioteket.
Jeanette Varberg, Fortidens slagmarker.
Jon Helt Harder, Performativ biografisme.
Jens Christian Grøndahl. Jernporten.
Helle Helle, Hvis det er.
Louis Jensen, Elefanterne holdt hver gang med Tarzan.
Peter Madsen, Eventyrbogen.
Spørg Clement Kjersgaard.
Signe Pallisgaard Langtved, Et andet sted.
Mogens Wenzel Andreasen. Guldalderlæsebog.

Jeg er normalt ikke den, som tager kontakt til kendisser, men nu er jeg to år i træk på Bogforum, lidt tilfældigt, faldet i kortvarige samtaler med to kulturpersonligheder, som jeg har fulgt længe med veneration. I 2013 passerede jeg tilfældigt Jon Bang Carlsen, som stod og ventede på sin interviewer, og jeg fik kort fortalt ham om min oplevelse af hans film og specielt "Ofelia kommer til byen"(1983). Nu i 2014 kom jeg tilfældigvis til at sidde ved siden af Knud Romer, inden han skulle på Biblioteksscenen. Vi snakkede ca. 5 minutter om fælles kærlighed til de fysiske bøger, og Romer fortalte, at efter han var blevet far til to, var børnene blevet opprioriteret, bøgerne var låst inde, og nøglen var blevet væk.

Jeg overnattede igen i år, til min fulde tilfredshed, på Bella Sky 16. etage med udsigt til Bella centret.

Richard Russo, Empire Falls, (2001, på dansk 2010)

Miles Roby lever i, den hensynende men en gang så driftige industriby, Empire Falls i Maine. Han har været vidne til sin mors og fars umage ægteskab og har bebrejdet sin katolske mor, at hun ikke forlod sin mand. Miles var som ung glad for at slippe væk fra byen for at gå på college, hvor han mødte mennesker, som elskede bøger, kunst og musik. Men han måtte alligevel vende hjem igen for at fortsætte sit liv som bestyrer af Empire grill. Han var blevet gift og havde fået en datter, men selvom han er afholdt og god, vil hans kone nu skilles og giftes med fitnessejeren, som har mere sex drive. Det må Miles jo så leve med, og vi følger ham som far og restauratør m.m., mens vi bliver medvidende om Empire Falls sociale liv og byens afvikling, og Miles bliver klogere på, hvorfor hans mor sygnede hen.  

Det har været en god oplevelse at læse Empire Falls. 

Ian McEwan, Søde tand (2012, på dansk 2013)

Ian McEwan på Louisiana august 2013.

En tidlig morgen i 1972 var aviser med fotografier af den nyligt prisvindende forfatter Tom Haley på vej gennem England, og blev i bundter kastet ud på perroner og fortove fra passerende toge og lastbiler. I aviserne ville den engelske befolkning kunne læse et dementi, forfattet af ham, om sin uvidende rolle i den skandale, hvor han, Tom Haley var udstillet som efterretningstjenestens redskab, og berøvet troværdighed inden han rigtig var kommet i gang. Hvem ville nu tro på ham, når han berettede om cencuren i Rumænien, efter at det var blevet afsløret, at hans løn var finansieret fra en hemmelig konto i den engelske efterretningstjeneste. Hvordan blev Tom Haley manipuleret, og hvilken rolle spillede Serena Frome i dette spil? 

Jeg har haft en tankevækkende oplevelse ved at læse "Søde tand" af Ian McEwan, om hvor let man kan miste kontrollen over sit liv, når man bevidst eller ubevidst bliver en skakbrik i andres spil.