Benny Andersen 80 år i dag.

Elskelige Benny Andersen fylder 80 år i dag. Erfaringer fra hans livsfaser kan vi følge i hans digte og i sangene om Svante, Nina og Rosalina. 

Benny Andersen lærte Halfdan Rasmussen at kende i slutningen af  60´erne, da Benny med Signe var flyttet ind i Kompagnistræde. Måske fordi de boede så centralt, besøgte mange forfatterkolleger dem, og der var altid gang i den. I 70´erne, da Signe flyttede op til Halfdan, blev de ved med at komme sammen som venner. Benny Andersen kan i dag kun forklare det således, at hvis han oplevede nogen form for jalousi, så blev det overskygget af venskabet. Han mødte Povl Dissing, der som rekonvalscent var taget på landet, da trioen Halfdan, Signe og Benny kom forbi en dag, og de havde det skægt med sang og musik. Povl Dissing blev efter den dag Benny Andersens faste skjald fra samarbejdet med Svantes viser i 1973. De fleste er siden blevet fortrolige med Povl Dissings noget ejendommelige men uafviselige sangfortolkning.

Ved et litterært møde med Benny Andersen på Horsens bibliotek for få år siden drog jeg paraleller til H.C. Andersen, fordi de to digtere jo har det til fælles at beskrive en fantasifuld verden, tilsat humor og ironi, der på samme tid fremstår både overraskende og fortrolig.

Foto1. Benny Andersen og Povl Dissing.

Foto2. Benny Andersen.

Kilde. Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint. (2008) Samtalebog.

Sange til livet på syng dansk dag 25.10.2007

Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang, skrev Edvard Lembcke i 1859. Hvormed kan vi ligne og prise det i sang, kunne vi spørge med ham.

H.C. Andersen rejste over hele Europa men formulerede sin kærlighedserklæring til Danmark, dansk natur, historie og sprog som han tillagde sin moders bløde toneart;

"så sødt velsignet, du mit hjerte når. I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går". 

Fra Halfdan Rasmussens lyrik kender vi blandt andet det kærlige portræt af en helt, der sørgmuntret hylder livet som en morgengave. Man må dog som han skriver i, At lære er at ville; 

bøje, sig over livet selv, 
fylde sind og øje, 
med tankens himmelvæld, 
undres og betages, 
når livet kommer nær, 
og møde, når det dages, en større sandhed der´.

Og når Povl Dissing synger, mens Benny Andersen akkompagnere på klaver, lyder det vist som Svante. Vi fornemmer en melankoli, men det er måske ikke så galt endda, fordi hjemme er hos Nina, som han laver kaffe til, mens hun er i bad. For manden kan jo også godt gøre lidt i hjemmet og ikke bare sidde på sin flade og spise ostemad.

Når Lars Lilholt synger, 
kald det kærlighed, 
kald det lige hvad du vil, 
fortæl mig om dig selv hvis du tør, 
giv mig frit valg, 
et hjerte jeg kan røre, 
stod han måske i en anden situation end Sebastian da han skrev, 
Her er en sang til dig min tøs, 
du slog gnister da det frøs, 
det gav varme og lys, 
så gjorde jeg mig lidt dum, 
og trængte til en hjælpe hånd, 
det gjorde du selv, 
tak alligevel.

Af alt smukt fra dansk kultur står Halfdan Rasmussens "At lære er at ville" (1949) mit hjerte nærmest. Jeg husker endnu at fru Riis, min første klasselærerinde, underviste et langt forløb i hans sange, der kulminerende i en festaften med vore forældre, hvor vi sang dem akkompagneret af fru Riis på klaver. Her præcis 40 år efter husker jeg den aften, som om det var i sidste uge.