Viser opslag med etiketten Her bor jeg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Her bor jeg. Vis alle opslag

mandag den 19. december 2011

Min flyttedagbog.


Jeg har truffet en helt rigtig beslutning, der betyder at jeg den 15. januar flytter 1000 meter. Jeg har med fornøjelse boet her i min 2 værelses lejlighed på 59 m2 i ca. 17 år. Men i Horsens er situationen den, at et nyt moderne byggeri nu står færdigt. Det blev altså i januar  2012, jeg fik muligheden for at flytte til den bolig, hvor jeg kan leve godt resten af mit liv; på 4. sal med fremragende udsigter til flere verdenshjørner, i en ny treværelses på 100 m2, med stort badeværelse, mange skabe og kvaliteter som HTH køkken, Miele, fibernet, elevator, stor altan og egen p-plads. Jeg kommer til at bo i city som hidtil,  men som noget nyt tæt på alle dagligvareforretningerne. Jeg har ikke i et sekund været i tvivl om, at det bliver det rigtige for mig. 
Her er min flyttedagbog. 
04. december var jeg til åbent hus i min eventuelt nye boligblok.
07. december bad jeg telefonisk om en lejekontakt.
08. december modtog jeg lejekontrakt. Indflytning 15-1-2012.
11. december returnerede jeg den underskrevne lejekontrakt.
13. december opsagde jeg mit kære gamle lejemål.
15. december opsagde jeg internetaftale med en måneds varsel.
19. december traf jeg aftale med det par, der overtog min lejlighed. 
19. december betalte jeg indskud i min nye lejlighed.
23. december fik jeg rettet min boligstatus hos kommunen.
23. december accepterede jeg tilbud fra et flyttefirma.
28. december købte jeg min favoritstol på udsalg. 
28. december købte jeg en stor flot Montana bogreol på udsalg.
02. januar kom flyttemand med flyttekasser og så på opgaven.
08. januar fik jeg en orientering om køb af vaskemaskine.
09. januar meldte jeg adresseændring til postvæsenet.
09. januar bestilte jeg besøg af gardinmand.
09. januar fik jeg orientering om nøgler til ny lejlighed.
10. januar tømte jeg den første trediedel af mit kælderrum.
11. januar tømte jeg den anden trediedel af mit kælderrum.
13. januar fik jeg udleveret nøgler til min nye lejlighed.
13. januar fik jeg ændret adresse på min indboforsikring.
13. januar købte jeg en Miele vaskemaskine på udsalg
16. januar håndterede 2 dygtige flyttemænd min flytning.
16. januar fik jeg opstillet min store Montana reol.
16. januar købte jeg 6 pæne brugte barberstole.
17. januar besøgte gardinmand min nye lejlighed og tog mål.
17. januar tømte jeg den sidste trediedel af mit kælderrum.
17. januar deltog jeg i eftersyn på min gamle lejlighed.
18. januar fik jeg monteret min Miele vaskemaskine.
19. januar etablerede jeg ny internetforbindelse.
20. januar lavede jeg en god handel med et TV og musik møbel.
23. januar fik jeg sat mine flotte lamelgardiner op.
24. januar købte jeg en dejlig Miele støvsuger på udsalg.
25. januar fik jeg ændret min adresse på folkeregistret.
31. januar fik jeg færdigorganiseret mit nye kælderrum.
06. februar købte jeg 10 gode nye bogreolmeter på udsalg.
10. februar fik jeg tømt den sidste af 45 flyttekasser.
13. februar blev flyttekasserne hentet af flyttefirmaet.
28. februar modtog jeg afregning fra min gamle lejlighed.
05. marts fik jeg selv etableret Waoo´s lille tv pakke.

Foto 1. Min nye 3 værelseslejlighed giver mig mulighed for et bibliotek på ca. 15 m2.

søndag den 25. maj 2008

Kultur Jensen finder sig selv.


Hvordan er det gået til, at jeg opfandt mig selv som Kultur Jensen? 
Fra jeg var 18 til jeg var 23 tog jeg en studentereksamen, havde arbejde i butik og ved postvæsenet. Jeg havde en flot motorcykel og en fornuftig bil, mange kammerater og søde kærester. Min opdragelse, mit sociale miljø og min skolegang gav mig en tidligt erhvervet optimisme, som jeg omsatte til hårdt arbejde, udholdenhed og motivation, der lagde op til et konventionelt liv med familie, hus og bil.
Jeg har dog fravalgt det konventionelle, da jeg som 23 årig valgte at bo alene resten af mit liv. Jeg flyttede i 1983 til Odense, hvor jeg på trods af hjemve gennemførte min universitetsuddannelse i Historie, sideløbende med at jeg fortsatte med min fleksible tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg boede sammen med 30 uforglemmeligt søde unge mennesker, i det dengang nyindrettede Slotsgadekollegie, fra den 1. december 1983 til sommeren 1988. Vi var næsten alle fra andre dele af Danmark, så vi gjorde meget fint brug af hinandens selskab, til fællesspisning, vandreture langs Odense å og lignende hyggeligt samvær. Når jeg nu mange år senere sidder og tænker på den tid, er det med varme positive følelser for alle de rare mennesker jeg mødte.
Formelt er situationen nu den, at jeg har eksamensbevis for en universitetsuddannelse. Jeg følte mig dengang som nu taknemlig over mine uddannelsesmuligheder, men jeg følte mig dog samtidig også noget fremmed overfor et liv med en stærkt specialiseret professionsviden. Jeg har siden brugt min erfaringer til at formulere det udgangspunkt, at min fortid, nutid og fremtid bliver fortolket af mig. Men det er og var en væsentlig del af min personlighed, at jeg fastholder livsprincipper, der er i rimelig samklang med det konventionelle samfundsbegreb. Min livsfølelse skal nu flyde fra egne realistiske og poetiske hverdagsoplevelse, således at min egen glade selvagtelse er det vigtigste i verden, og hvor jeg kan gribe dagen med glæde og i et perspektiv. 
Foto. Slotsgadekollegiet i Odense.

onsdag den 5. december 2007

Min opvækst i Torsted.


Jeg har levet det meste af mit liv i Horsens. Min barndom og mine teenageår forløb i Torsted, en gammel landsby med en ny skole, kirke, gårde ved gadekæret, værksteder og landarbejderboliger. På få år, og i løbet af min opvækst, ændrede landsbyen sig til et parcelhuskvarter. Ind i husene flyttede gode optimistiske mennesker, som typisk lærte hinanden at kende gennem børnenes skolegang på skolen, der blev Horsens største, med et elevtal på ca. 1100. Begreber som almindelig anstændighed og det velordnede ansvarlige samfund blev ikke brugt i hverdagen, men var vel egentlig den røde tråd i mit barndomshjem, og hjemmets hovedhjørnesten var vel nok fornuft og normer for social adfærd i form af ansvarlig omgang med mennesker, penge, dyr og ting, og få det så til at hænge sammen i fællesskab og ansvar. Hjemmet bestod af min far og min mor, der var første generations byboer. Min far var gennem 40 år statstjenestemand og min mor var husmor og rengøringsassistent på kommuneskoler. Familien voksede hurtigt med en børneflok på 5 født over en periode på 9 år. Det siger sig selv, at det krævede en kraftanstengelse at forsørge 5 børn i 9 år, fra de to mindste blev født, til jeg som den ældste flyttede hjemmefra, og bølgerne er da også til tider gået højt.
Jeg erindrer selv, at jeg i mit udgangspunkt havde fysik, psyke og gode sociale vilkår, der gav en barndom med ukompliceret velvære. Jeg befandt mig fra den første til den sidste dag særdeles godt på min skole. Jeg var ikke stræbsom i mit engagement, men jeg viste alligevel entusiasme når noget interesserede mig, og det var der meget der gjorde. Efter skoletid kunne jeg med fornøjelse deltage i skolens fritidsklubliv, spille fodbold, være FDF´er, gå i danseskole og lege med kammerater i kvarteret. Jeg var i min ungdom meget motiveret og havde mange kræfter, så knallert, rockerstøvler og læderjakke, som alle de andre drenge, kunne der blive til, ved at jeg arbejdede som avisbud, med rengøring og på servicestation.
Foto. Torstedskolen hvor jeg havde min folkeskoleundervisning i disse fremragende lokaler, og blandt de elskelige elever, lærere og forældre, som var medlevede i dette skolemiljø fra 1967-77.

fredag den 31. august 2007

Her boede jeg 1994-2012.



Jeg flyttede for snart 16 år siden ind på 3. sal i Horsens midtby. Her har jeg særdeles gode forudsætninger for at hygge mig og leve mit liv meningsfuldt og trygt, i en god bolig i en smuk by. I min lejlighed kan jeg på en konkret og overskuelig måde bygge min identitet op i en kombination af forskellige trends og personlige klenodier. Jeg har for mange år siden valgt at indrette min bolig omkring mine pt. ca. 28 meter bøger. På fællesantenneanlæget har jeg mulighed for få interessante oplevelser på fjernsyns- og radiokanaler samt bredbåndsinternet. Ved hjælp af min mobiltelefon har jeg mulighed for at holde mig i kontakt med familie og andre uanset hvor jeg befinder mig. Fra min stue har jeg udsigt op mod byen og ned i parken. Jeg bor 100 meter fra Banegården, Bybus- og Rutebilstationen. Lige meget om jeg har været ude i den anden ende af byen eller ude i verden, er jeg hjemme når jeg står af bussen eller toget. Min bil er parkeret i en god garage 100 meter fra min gadedør. Inden for 500 meter når jeg Bibliotek, min bank, Rådhuset, Posthus, Kirke, alle tænkelige detailshandelmuligheder, Horsens ny Teater, børnehaver, Søndermarksskolen, Sønderbro Kulturhus, Politistation, Biograf, 2 km. til Forum Horsens, 5 km. til Husodde strand og 200 m. til Bygholm parken, og jeg når Legoland, Løveparken, Himmelbjerget, Århus og Billund lufthavn inden for 50 km. og på 2½ time med tog kan jeg nå København C. Jeg har derfor gode muligheder for at disponere mine kræfter, tid og penge optimalt. Når jeg går på gaden, kan jeg hilse på bekendte, jeg har lært at kende fra forskellige sammenhænge, som tidliger kolleger og skolekammerater.
Læs evt. Hjemlighed af Ida Wentzel Winther (2006)

Fra engang i første halvdel af 1900-tallet blev havearkitekternes virkefelt udvidet med opgaver i stor skala, idet boligbyggeriernes friarealer og byernes friarealforsyning som regel blev påtænkt anlagt med parker, legepladser, idrætsanlæg og kolonihaver, og i Københavns byggelov fra 1939 blev rekreative grønne områder gjort obligatoriske. I hans "Parkpolitik i sogn og købstad" fra 1931 havde C. Th. Sørensen argumenteret for dette. I C. Th. Sørensens egne parkanlæg ses ofte geometriske mål som rombeformen i Berings Parken her i Horsens hvor jeg lever.
Boligmiljøet består af etagebyggerier formet som lukkede fire - og trekantede gårde, i 4. sals højde, med opholdarealer for børn og voksne i de lukkede gårde. Boligerne er opført fra ca. 1943-60 og fik med anlægget af Vitus Berings Parken et smukt centrum, som ca. 300 lejligheder har udsigt til. Parken er vel på størrelse med 2 fodboldbaner og fungere som opholdssted, samtidig med at parken sikre lys i lejlighederne.
Jeg har aldrig været i en by, hvor alting fremstår så gennemtænkt, som her i Horsens, med gode integrerede eller bynære grønne områder. Vi har desuden Carolinelunden, Bygholm sø og Park, Strandparken, Bollerstien og Nørrestrand.
Vitus Berings Parken er beskrevet i den fremragende bog, "Guide til dansk havekunst år 1000-2000" på side 130-31 ved Annemarie Lund. Bogen er særdeles rigt illustreret med farvefoto samt historisk og informativ tekst. Billederne fra Vitus Berings Parken yder desværre slet ikke fuld retfærdighed.
Foto1. Billede fra Vitus Bering Parken.
Foto2. Udsigt over Vitus Bering Parken.

mandag den 13. august 2007

Kultur Jensen flytter hjemmefra.


Jeg erindrer at jeg i min ungdom havde fysik, psyke og vilkår, der gav mig en barndom med ukompliceret velvære.
Min overgangen til voksenlivet var ret traumatisk, og alt for brat oplevede jeg. Mine forældre kunne ikke accepterer mine dispositioner og forlangte, at jeg straks flyttede hjemmefra efter min 18 års fødselsdag i maj 1978. Jeg havde stor lyst de første par år af mit voksne liv, og ville være med alle steder på en gang, tage studentereksamen, kører på motorcykel, gå i byen og rejse. Jeg måtte så følge undervisningen samtidig med at jeg fastholdt en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det blev til 5 år på Teknisk kollegie i Horsens i karreren midt i billedet. Mit køleskab der var i begyndelsen en plastikpose, der hang ud af vinduet, indtil jeg klunsede et rigtigt køleskab. Det var et problem for mig, at mine ungdomsvenner alle stadig boede hjemme hos deres forældre i den modsatte ende af byen, Det var mens jeg boede på Teknisk kollegie, jeg tog min studentereksamen, der senere gav mig adgang til studier på universitetet. I 1980, også mens jeg boede der, fandt jeg et arbejde den første dag jeg søgte. I vinteren 1981 gik jeg på VUC fire aftener om ugen, samtidig med at jeg passede mit fuldtidsjob.
Foto. Teknisk kollegie i Horsens.

lørdag den 11. august 2007

Fred og ro i syv sind.

Hvem har kun et sind?
Spørger Vagn Steen i antologien "Danske omgivelser" (1985).
Fanatikeren? Den blindt forelskelse? Den hadefulde?
Men det er undtagelsen.
Ellers har alle mindst to sind. By og land. Gammelt og nyt. Noget at sætte mod noget andet. Uden for vinduet drøner trafikken forbi, indenfor hænger den stille skovsø. Eller den fredede natur udenfor velhavervillaen med en kantet stålkonstruktion i entreen.



Der er mennesker med tre sind, med fire, sikkert også med fem og seks, og syv er ikke for meget.
Jeg er glad for at have haft min opvækst i et parcelhuskvarter fra 1962-78. Tage Skou-Hansen skriver i antologien om denne bo- og livsform. 
Foto. Det hus i Horsens syd hvor jeg voksede op.