Viser opslag med etiketten Europa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Europa. Vis alle opslag

torsdag den 14. marts 2013

St. Patricks day 2013 i Horsens.


Etniske samfund har i følge den engelske sociolog Anthony D. Smith seks kendetegn. De har et navn for sig selv, danskere, katalanere, irere, de har en myte om et fælles ophav, de har en grad af historisk konsensus, de har et eller flere fælles kulturpræg, som gør, at de føler sig specielle, de har tilknytning til et særligt geografisk område, og endelig tilstræbes det at udleve en vis grad af solidaritetsfølelse. Anthony D. Smith gør opmærksom på, at en etnisk bevidsthed indenfor et etnisk samfund ofte kan udvikle sig dynamisk og være foranderlig. Længsler efter et mere "autentisk" liv forstår det moderne turisterhverv virtuost at spille på. "Lev et anderledes liv" hed det i en irsk turistbrochure fra 1997 udgivet af det statslige irske turisterhverv. En sådan sætning søgte vel at referere til mange udlændinges forestillinger om irsk kultur og liv som en eksistentiel dimension, og forventedes at appelere til potentielle turister med længsler efter "det gode liv" i et samfund, hvor det hævdes, at der endnu eksisterer en højere grad af fællesskab og et tilhørsforhold til landskabet der.
Den irske digter Seamus Heaney (1939-2013) fik nobelprisen i litteratur i 1995. For Heaney er "den poetiske handling" den proces, hvor en digter kommer i en personlig kontakt med kilderne til sin egen kreativitet. En måde han, ved at søge i det personligt og kollektivt ubevidste, sætter uartikulerede følelser på ord, og dermed bliver i stand til at kunne udtrykke en autentisk form for eksistens. I Heaneys forestiling om Irland er identitet ikke noget, der skal gennemtrumfes, men den selvforståelse som opstår, når det enkelte menneske søger sine egne vekselvirkninger imellem de personlige og de kollektive spørgsmål i al deres mangfoldighed med opmærksomhed på modsigelser. At forme sin egen autentiske identitet er i denne forstand et personligt men ikke et nationalt og kollektivt anliggende. Men det en individuel proces, der rummer en vision om irsk virkelighed, der lader "det nye", "de andre" og "det andet" slippe ind over de personlige og nationale grænser.
Det var hyggeligt at være med til at fejre St. Patricks day takket være eventbyro.dk/  i Håndværkerforeningen i Horsens fredag den 15. marts med gratis irsk musik fra kl. 15 til kl. 01. Jeg spiste et dejligt måltid irish stew i restauranten.
Litteratur. Michael Bøss, Den irske verden (1997).

fredag den 24. juni 2011

Per Nyholm, Europæerne (2008)


Per Nyholm var efter egen karakteristik en halvgammel reporter, da det socialistiske Jugoslavien brød sammen i 1991, og han havde ofte ærgret sig over, at han ikke blev født få generationer tidligere. Det ville nemlig have givet ham mulighed for at skrive fra Den spanske Borgerkrig, Den græske Borgerkrig, Finlandskrigene og Den anden Verdenskrig. Per Nyholm opfatter konflikter som et modspil til drab, ødelæggelse, kulturtab, forbitrelse og fortvivlelse, fordi det jo giver den enkelte mulighed for at træffe sine valg. Hvor stod man? Gjorde man det rigtige? Kultur Jensens tema er den civile livsførelse i fred og frihed, men alligevel kan jeg med rigt udbytte læse om Per Nyholms kritisk fortolkende rejse gennem Europa, hvor han fortæller om sine møder med utallige mennesker fra mange forskellige kulturer, hver med deres personlige erfaringer, tilsat historiske reminiscenser, og så videre på vej gennem nye landskaber for at nå endnu en kulturby.
Litteratur. Per Nyholm, Europæerne (2008)

tirsdag den 26. august 2008

Middelalderfestival 26. og 27. august 2016 i Horsens.


Jeg kan på det varmeste anbefale alle, fra nær og fjern, at besøge middelalderfesten i Horsens den 29-30 august 2014, der afholdes på området omkring det gamle fængsel.


Dansk middelalder var på mange måder præget af en balancegang på afgrundens rand. Vold, ufrihed, sult og sygdom var grundvilkår for middelalderens mennesker. Danmark blev pantsat til de holstenske grever, og pesten udryddede en stor del af Danmarks befolkning på tre år. Tålsomt måtte middelalderens mennesker forsøge at vende det værste til det bedste, sådan som det kom til udtryk i fortalen til Valdemar Sejrs jyske lov fra marts 1241.
"Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade de andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov, men var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, så at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred." (Redigeret) 
Den katolske kirke udbyggede i løbet af middelalderen positionen som dominerende generel institution i samfundet, og først hen imod middelalderens afslutning, omkring år 1500, udvikledes i Europa en politisk organisation med en sådan karakter, der kan betegnes med ordet stat. Man må gøre sig klart, hvor omfattende en organisation den katolske kirke var, hvis man vil forstå middelalderens politik, og den udøvede en slags regering, fordi den havde de ressourcer til rådighed, der behøvedes for at regere med ambitioner om, at orden og fred var mulig. Uanset kongens eller fyrstens personlige holdning til kirken, var afhængigheden af den indiskutabel. Middelalderbefolkningens store flertal bestod af bønderne, og i begyndelsen slaver, samt en mindre militærstand. Kirken føjede sig ind i denne ordning, ved at revidere den samfundsordning gennem en lære om, at samfundet ifølge guds vilje bestod af bøns-, krigs- og arbejdsfolk. 
Biskopperne sad øverst i det præstelige hierarki, der efterhånden disponerede over anselige kirkejorder, og kirken kontrollerede dermed såvel adgangen til himlen, det daglige brød samt medmenneskelig anseelse. Dette kirkelige hierakies position var dog ikke bare et undertrykkelsesredskab. Det muliggjorde også en bestræbelse for humanisering af de bestående samfundsstrukturer, fordi evangeliet tilkendte alle de undertrykte deres plads i guds plan med en værdighed, som ingen tidligere havde givet dem. Derfor blev kirken på længere sigt en forandring med dens problematiseringer af mange traditionelle samfundsordninger. På samtlige livets områder fulgte kirken sine medlemmer, og spillede en samfundsmæssig rolle med sine mønstre til efterfølgelse og advarende eksempler, med begreber om det ordnede folkeliv og med fremtidshåb om lovmæssig regulering af samfundet med legitim herskermagts etablering og udøvelse, kriterierne for uretfærdig magtudøvelse, og hvordan protest og modstand mod den kunne formuleres.
Litteratur: Jakob Balling, Kristendommen.
Foto nedenfor er fra middelalderfesten i Horsens.


Frem til 1200-tallet var nonneklostre i Centraluropa ofte centre for litterær uddannelse og lærdom i samme omfang som i de varierende munkeklostre. Fra litteraturhistorien kender vi Hruotswitha, der var abbedisse ved det tyske kloster i Gandersheim, og i 900-tallet skrev seks kommedier på latin i rimet prosa. Hildegard af Bingen er vel i dag den mest kendte, men også Herrade af Landsberg, som var abbedisse ved klostret Sainte-Odile i Alsace (1167-95) fuldendte et værk, der var blevet påbegyndt af hendes forgænger i embedet. Bogen, der på dansk ville hedde "Klenodiernes have", var en encyklopædi over tidens teologiske viden. En anden bekendt kvinde fra 1100-tallet er Heloise. Hun havde et tragisk kærlighedsliv med Abelard, der underviste hende ved universitetet i Paris, hvor hun som ung drev avancerede studier i filosofi. Litteratur. Michael Nordberg, Den dynamiske middelalder (1988)


Rejsende var i middelalderen “nyhedernes moder” og bragte nyt om verden til borge, købstæder og landsbyer. De opkørte, støvede eller plørede veje, bar deres brugere af pilgrimme, handelsmænd med deres vogne, biskopper på visitats, skatteopkrævere og knægte, munke, afladskræmmere, studenter, prædikanter og kurerer, der alle vævede hver deres net af forbindelser mellem byerne. En kurer på hest kunne tilbagelægge 65-80 kilometer pr. dag og ca. halvdelen til fods. Når det hastede kunne en kurer på en god hest uden byrder og på en god vej, hvad der var en sjælden ting, klarer 24 km. i timen, og hvis der stod en skiftehest parat, kunne rytteren tilbagelægge 160 km. om dagen. Venedig og Brugge udviklede en indbyrdes fast posttjeneste, der var så godt organiseret, at de cirka 1100 km. kunne tilbagelægges på 7 dage. En hestetruken vogn med varer kørte 24-32 kilometer om dagen. Men pramtransporten ad floder og kanaler var betydelig billigere end vogntransport, selvom der blev opkrævet told ved mange toldsteder, der ofte lå med kun en halv snes kilometers mellemrum. Rejsende gjorde holdt, inden mørket faldt på, hvor adelige søgte ly i en borg, mens den store mængde af almindelige rejsende overnattede og spiste i gæstehuse uden for porten, der ofte var snavsede, med flere senge i hvert værelse og to gæster i hver seng. Pilgrimme kunne altid regne med en nats ophold ved hvert kloster på rejsen og måtte ikke afvises. 
Østjyllands middelalderlige historie er rig på mange levn fra fromme stiftelser i form af klostre. Klostermølle på sydsiden af Mossø var i middelalderen Benediktinerkloster, og ved Tvilum, lige ned til Gudenåen, lå et Augustinerkloster, og nonneklostre lå der i Ring og Vissing. Fælles for disse klostre var deres tilbagetrukkethed fra det verdslige liv, og de fik derfor kun betydning for de få. Det kendte Cisterciencerkloster i Øm lå på nordsiden af Mossø, og voksede op til at blive Jyllands betydeligste kloster. Store områder kom under dyrkning ved klostrets forbilledlige landbrug. I 1200 - tallet nåede imidlertid nye ordner til Danmark. Franciskanere hørte til i byerne som tiggermunke, hvor de efterlevede fromhedsidealet med et liv i fattigdom, lydighed og hjælpsomhed. Franciskanerne havde her i Horsens deres bo i Klosterkirken fra 1261. Umiddelbart på den anden side af Havnealle lå fra 1351 et Johannitterklosters hvis munke, tjente deres hospitalskald mellem Stjernholmsgade, Gersdorffgade og Havnealle, men der er ingen synlige levn. Horsens fik byens købstadsprivilegier i 1242. 
Litt. Guide til middelalderen i Vejle amt.


Riddervæsenet og den kultur der omgav ridderne drejede sig om reglerne for adfærd i krig og kærlighed. Riddervæsenet udviklede sig med det 12. århundredes korstog, der sammensmeltede den religiøse og den krigeriske ånd, ved at bringe krigeren tættere på den kristne lære, da en ridders gerninger stred imod kristen tankegang ligesom en købmands. Kirken formulerede sig en moralsk fernis, der kunne gøre det muligt for kirken med god samvittighed at bruge krigere, og de nye ideer hævdede at ridderens væbnede arm kunne tjene fromhedens, retfærdighedens, kirkens, enkernes, faderløses og undertryktes sag. Ridderslaget blev givet i den treenige Guds navn efter ceremoni med renselse, skrifte og den hellige nadver, hvorefter et helgenrelikvie blev indfattet i ridderens kårdefæste, og i samme øjeblik han aflagde sin ed og greb om fæstet, blev ridderløftet registreret i himlen.

fredag den 15. februar 2008

Kulturrejse til Reggio Emilia.



Den italienske by Reggio Emilia med ca. 150.000 indb. ligger på Po - sletten mellem Parma og Bologna. Byen blev kendt i store dele af verden for dens pionerarbejde med børns førskole socialisering. Det hele begyndte i 1945 umiddelbart efter krigen, hvor befolkningen organiserede et nyt demokrati efter mange års fascisme. Som noget nyt organiseredes græsrodsbørnehaver med et målrettet demokratisk sigte. Den katolske kirke havde ellers indtil 1960´ erne dominans på børns førskole socialisering, men fra 1963 begyndte kommunen at oprette kommunale børnehaver og efterhånden overtage driften af de oprindeligt græsrodsorganiserede. Fra ca. 1970 blev den katolske kirkes modvilje forsøgt overvundet ved en invitation til samarbejde med forældre, personale og den politiske ledelse.
Jeg så sidst i 1980´erne en udstilling i Brandts klædefabrik med kreative arbejde skabt af børn fra Reggio Emilia. Udstillingen gjorde et meget stort indtryk på mig, og jeg har siden haft lyst til at besøge byen.
Foto 1. Scoula dell´ínfanzia Diana, Reggio Emilia, blev i dec. 1991 af Newsweek kåret til den bedste førskole institution i verden.
Foto 2. Reggio Emilia blandt andre kulturelle rejsemål i Italien.

tirsdag den 12. februar 2008

Kulturrejse til Wien.


I maj 1999 satte 3.g elever over hele landet sig til at skrive dansk stil. En af deres muligheder for at vælge emne var et uddrag fra Stefan Zweigs (1881-1942) selvbiografi "Verden af i går" (1943). "Hvad karakteriserer den gymnasieungdom Stefan Zweig skildrede i sin selvbiografi? Diskuter eventuelle ligheder og forskelle mellem Stefan Zweigs generation og din egen".
Stefan Zweig voksede op i Wien i et sekulært jødisk miljø i en økonomisk gunstigt stillet familie. Hans barndomshjem i Wien er i dag det 4 stjernede Austria Trend Hotel beliggende Rathausstrasse 17.
Stefan Zweig skriver kritisk om de første år af hans skolegang, som en monoton, ånd- og hjerteløs trummerum i uinspirerende bygninger med pligtlæsning indtil 14-15 års alderen. Derefter skete der i al stilhed noget mærkværdigt, da han og de andre drenge var begyndt i gymnasiet som ca. tiårige. Zweig oplevede det som om drengene allerede da 4 af de berammede 8 år var gået, havde indhentet og overhalet skolen åndeligt. De søgte da, på deres egne måder viden, kunstnerisk, åndelig, og æstetisk inspiration i det fristede Wien. En by der med sine teatre, boghandlere, universiteter og museer hver dag bragte nye impuler. I begyndelsen var det kun to-tre stykker, der havde sådanne kunstneriske, musikalske, litterære interesser i sig, snart var de ti og til sidst vel omtrent alle. Stefan Zweig beskriver begejstringen blandt unge mennesker som en slags infektion, og det er egentlig tilfædigt hvilken retning deres iver tager. Er der i klassen en dreng der samler på frimærker, er det måske det, der snart bliver til en fælles interesse. Er der tre der sværmer for danserinder, går der ikke lang tid, inden de andre kammerater står ved teatrets personaleindgang. Tre år efter Stefan Zweigs klasse var der et hold der var helt besat af fodbold, og et år før var der en klasse der begejstredes af Tolstoj og socialismen. At Stefan Zweig selv kom i en klasse, der fandt sammen om et engagement i kunst, havde måske afgørende betydning for hele hans udvikling.
Stefan Zweigs liv blev som følge af de uhyggelige historiske omstændigheder særdeles omskifteligt og endte urimmeligt tragisk. Fra 1919-34 boede han i Salzburg hvor han skrev biografier og romaner. Som følge af de østriske myndigheders chikane flygtede han i 1934 til England, hvor han levede i London og Bath, inden han fik nye problemer ved 2. verdenskrigs udbrud. Derefter rejste han til USA og videre til Brasilien, hvor han begik selvmord med Fru Lotte den 22. februar 1942.
Egon Friedell (1879-1938) havde ligeledes sin baggrund til det jødiske borgerskab i Wien. Han deltog i en lang periode i Max Reinhardts fra Wien turnerende teatertrup. Sideløbende skrev han sin akademiske afhandling om den romantiske digter Novalis. Hele sit voksne liv havde Friedell en lejlighed på 3. sal i Gentzgasse 7 i Wien, hvor han boede fra 1900-38. I mange år skrev han der på sit trebindsværk om den europæiske kulturhistorie, der udkom første gang 1927-32. Han formulerede selv sin tilgang til værket som; at skrive en åndelig-moralsk historie af de seneste seks århundreder, og samtidigt give hver tidsalder dets platoniske ide, så den tanke, der åndeligt drev og bevægede epoken, var selve dens sjæl, det skabende og det sande i enhver tidsalder træder frem. Han skriver dog at tidsalderen snarere er en prisme, som spalter sin tids tanke i en mangefarvet regnbue af symboler. Kun nu og da sker det lykketræf, at der fødes en stor filosof, som igen samler disse stråler i sin ånds brændglas.
Friedell omkom den 16. marts 1938, da han sprang ud fra sin lejlighed skrækslagen for nazisternes forfølgelse. 
Litt. Stefan Zweig, Verden af i går, Friedells Kulturhistorie 1-3.
Foto. Rathaushotel Wien. Stefan Zweigs barndomshjem.

onsdag den 30. januar 2008

Edgar Morin - Europæisk kultur.


Hvori består Europas enhed ? Hvornår blev den til ? Og hvordan ?  
Europas vugge var kaotisk, grænserne har været omskiftelige og Europas definitioner underkastet mange forvandlinger. Edgar Morin analysere Europæiske begreber som modsætningsfyldte og prøver at forstå Europas komplekse identitet. Edgar Morin blev i 1996  æresprofessor på Syddansk universitet. I sin bog, "Europæisk Kultur, på vej mod en ny bevidsthed", fra 1987, på dansk 1988. skriver han:
Man kan hævde, at Europa er demokrati, ret og retfærdighed, 
men Europa er lige så meget magt og undertrykkelse. 
Man kan sige Europa er spiritualitet, 
men Europa er også materialitet. 
Man kan hævde, at Europa er mådehold, 
men Europa er også hybris. 
Man kan hævde, at Europa er fornuft, 
men Europa er lige så meget myte.
Middelalderen betyder mellemtiden, dvs. tiden mellem oldtiden og den nyere tid. Den strækker sig over de 1000 år fra ca. 500, der er det traditionelle slutpunkt for oldtiden til renæssancens gennembrud omkring 1500. Begrebet middelalder er i sin oprindelse et nedsættende udtryk, brugt af renæssancens og hummanismens tænkere om den i deres øjne mørke tid mellem den lysende oldtid og dennes "genfødsel" i renæssancen. Ordet renæssance optræder første gang i fortalen til genudgivelsen af Apuleius (ca. 125-180 e. kr.) "Metamorfoser" udsendt i Rom i 1469. Dette årstal kan altså medtages i rækken af de årstal, hvormed man sædvanligvis markere overgangen fra middelalder til nyere tid: tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 med den deraf følgende flugt af grækere til Vesteuropa, bogtrykkerkunstens opfindelse indledt med Gutenbergs bibel i 1455, arabernes fordrivelse fra Europa ved erobringen af Grenada i 1492, Columbus opdagelse af Amerika i 1492 og reformationens begyndelse med Luthers teser i Wittenberg i 1517. 
Middelalderesn begyndelse er meget mere flydende end dens slutning. Almindeligvis lader man oldtiden opstå med året 476, da det vestromerske kejserrige gik under. Snarere end at datere middelalderen negativt udfra oldtidens ophør, kan man datere den positivt, ud fra dens indhold. Middelalderens afgørende og samlende indhold er kristendommen. For kristendommen er oldtidskulturen hedenskab, som den enten bekæmper eller omformer. Middelalderen begynder derfor i takt med kristendommens indførelse: først den kæmpende kristendom, senere den sejrende kristendom med Konstantin den Store omkring år 300, først i de romanske senere i den germanske områder. England kristnes i 600-tallet, Tyskland i 700-tallet, Danmark i 800-tallet, Norge og Sverige omkring 900 og Island omkring år 1000.
Middelalderen varer ved til den katolske kirkes enhed blev brudt med reformationen. Den katolske enhedskultur var ganske vist allerede blevet brudt ved indledningen til middelalderen, i 395 da delingen fandt sted mellem det Øst- og Vestromerske rige, men det var i sin oprindelse mere en politisk deling end en religiøs. Dog blev det efterhånden det dybeste kulturskel i Europa: mellem Byzans og Rom, mellem græsk sprog og latin, mellem græsk-ortodoks religion og romersk-katolsk, mellem en kirke underkastet den østromerske kejser, og en romersk kirke, hvis større selvstændighed over for den verdslige magt prægede den vesteuropæiske middelalders historie.
Folkevandringerne fik ikke så stor kulturhistorisk betydning, selvom man siger de væltede det vestromerske rige i 476, for da var den kristne kirke allerede kulturbærende. Større betydning fik den religiøse udfordring fra islam og araberne, der angreb Middelhavets kyster fra omkring år 700, erobrede Spanien og trængte helt op i Frankrig, hvor Europa på en måde lagde en brik til sin identitet ved at stoppe islam ved Poitiers i 732. Det kristne modstykke hertil var korstogene forsøg på at føre kristendommen tilbage til dens mellemøstlige arnested mellem 1095 og 1270 mislykkedes. Araberne blev i Spanien hele middelalderen, til 1492, og virkede ikke blot som modstand, men som en vældig kulturel inspiration.
Søren Mørch tager i b1. a. "Det europæiske hus" spørgsmålet om kontinuitet op. De kolde, våde og vilde egne i Nordvesteuropa blev civilisationen holdepunkter, og Middelhavets kystområder blev udkanter. De to dele af Europa levede sammen, men var næste i alle henseender meget forskellige. Nordvesteuropa var søbårent. På grund af landevejenes miserable forfatning kunne det ikke betale sig at sende de nordeuropæiske produkter, grovvarer, over land. Der skete omkring 1380 en centrering omkring Venedig. Op mod år 1500 skete der et enormt sving fra Venedig mod Antwerpen før bevægelsen svingede tilbage til middelhavsområdet men nu til Genua mellem 1550 -60. Hollænderne udviklede en skibstype - Fluit - fra 1570 som de bl.a. kunne takke for den efterhånden dominerende position de fik indenfor  handel og fragt, der gjorde Amsterdam til økonomisk centrum de næste 200 år. Mellem 1780 og 1815 forskubbedes dette centrum til London.
I "Europas religion - kristendom og ateisme" (1997) af Lasse Brandstrup og i Jakob Ballings "Kristendommen" (1986) behandles bl.a. germanernes kristningsproces og reformationen. Brandstrup hævder at man der har orienterer sig på en anden måde, end man har gjort i f.eks. Indien og den nære orient. Det man i det germanske område har været orinteret imod også i hedensk tid, kan sammenfattes i ordene "år og fred". Man har mest været optaget af de materielle vilkår for eksistens. I hedensk tid skabte man år og fred ved gudernes hjælp: sikrede sig markernes frugtbarhed og kvægets trivsel. I moderne tid er det eksistentielle problem stadig et spørgsmål om levestandard. Ifølge Jacob Balling forbandt Luther en linie til et demokratisk moment. Ved at forkynde, at enhver troende hørte til gejstligheden, og at ethvert medlem af kirken var lig med præsten, udfordrede han det middelalderlige system, som kun havde tilladt lægfolk at træde i forbindelse med kirken gennem formidlere ved Kristi statholder i skikkelse af Paven og hans embedshieraki, og Luther førte dermed det samme lighedsprincip ind i kirkelivet, som den franske revolution senere bragte ind i det politiske liv. Ved at fastslå, at man i hver en stand, i hvert et kald, i hvert embede og i hvert håndværk kan udfører et gud velbehageligt arbejde, har Luther haft store demokratiske følger.   
I Europa opstod nationalstaterne som regel i kongedømmer, der besejrede feudalprovinser og gennem århundreder indoptog deres borgere i en fælles national identitet. Nationalstaterne blev mere og mere suveræne i takt med indskrænkningen af pavestolens magt, kejserdømmets sammenbrud og passiviseringen af feudalherrene. Staten stræbte efter at opnå central magt, der under sig havde en administration, et militær og et diplomati, alt sammen finansieret gennem skatteopkrævning. Udviklingen af nationalstaten var gradvis og enevælden var en etape i det udviklingsforløb, der med den franske revolution bragte nationalstaten endeligt til verden. Den nationale suverænitet knægtede den religiøse i to etaper: først Augsburg-traktaten fra 1555, der anerkendte lutherdommen i Tyskland og i praksis indførte "cajus religion ejus religio" reglen, altså den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende. I 1648 efter en krig der varede 30 år, og begyndte som en krig mellem henholdsvis katolske og protestantiske stater, etablerede Wastfalen-traktaten en modus vivendi, der fremover satte nationalstaten over religionen.
Foto. Edgar Morin

tirsdag den 29. januar 2008

Bergamo - En kulturrejse


I år vil føjede jeg Bergamo til min perlerække af venskabsbyer. Der fødtes, opvoksede og døde bel canto komponisten Donizetti (1797-1848). Fra Bergamo stammer også den improviserende teaterform Comedia dell´arte med blandt andet figurene Harlekin og Columbine, som vi kender det fra Pantomimeteateret i Tivoli.
Jeg besøgte også Villa Charlotte i Bellagio ved Comosøen. Villaen, der i dag er åben for publikum, blev i sin tid bygget til en datter af et prøjsisk fyrstepar. Den franske forfatter Stendhal lod åbningsscenen i romanen "Hoffet i Parma" foregå i denne villa, hvor man kan se Thorvalsens frise "Alexander den Stores triumf".
Dario Fo blev født 24. marts 1926 og voksede op ved bredden af Lago Maggiore. Han skriver i "Flagermusenes landsby"(2004) om byen Porto Valtravaglia, hvor han der, som lille dreng, lyttede til historiefortælling af blandt andet fiskerne og blev inspireret til hans egen teaterform af de teatertrupper, der gæstede den lille byes teater. Jeg vil tage bogen med og gå rundt i den lille landsby med denne store kulturpersonligheds barndomsbeskrivelse i hånden.
Foto2. Udsigt over Bergamo Alta

tirsdag den 28. august 2007

Norditalien 1914 - 1939.


Italiens indtræden i 1. verdenskrig blev en klassisk storpolitisk håndtering med såvel indenrigs- som udenrigspolitiske motiver. Da de største europæiske magter indledte krigen i august 1914, holdt Italien sig i første omgang udenfor. Triple-alliancen med Tyskland og Østrig-Ungarn forpligtede kun Italien til at forholde sig neutralt, hvis en af de to andre allianceparter erklærede et tredjeland krig, men Østrig-Ungarn havde dog forpligtet sig til at rådfører sig med Italien inden en besættelse af territorier på Balkan. En aktiv deltagelse i krig på Østrig-Ungarns side ville bryde med et af principperne i Italiensk udenrigspolitik, om ikke at komme i modsætningsforhold til Storbritannien, der leverede størstedelen af Italiens kul, og hvis flåde potentielt var en alvorlig trussel imod Italiens lange kyst. Italien havde et lidt ældre modsætningsforhold til Østrig-Ungarn, der havde været modstander i kampen for Italiens samling, og Østrig-Ungarn beherskede endnu Trentino og Trieste. Italienske interesser i at opnå økonomisk, politisk og etniske mål ved Adriaterhavet stred desuden mod Østrig-Ungarns lignende interesser.
Set fra et strategisk politisk synspunkt var neutraliteten imidlertid ikke uproblematisk. Hvis Tyskland og Østrig-Ungarn kunne vinde krigen, ville de næppe se med milde øjne på den troløse allierede. Men hvis det blev entente-magterne med Storbritanien, Frankrig og Rusland der vandt, uden at Italien havde bidraget til deres sejr, ville Italien ikke kunne forvente nogen imødekommenhed over for sine krav på Trentino og Trieste, og Rusland kunne måske komme til at udgøre en trussel fra Balkan og ud mod Adriaterhavet. Efter 9 lange måneders forhandlinger med begge parter opsagde Italien den 4. maj 1915 Trible-alliancen, og var 3 uger senere i krig med Østrig-Ungarn. Den italienske tiltræden af London-traktaten kunne medføre et fundamentalt brud med det nationalitetsprincip, der lå til grund for årtiers italiensk udenrigspolitik. Trentino blev da det italiensksprogede områder under fremmed herredømme, som skulle hjem til moderlandet. En mulig indlemmelse af Sydtyrol, Istrien og Dalmatien, hvor italiensk var udpræget mindretalssprog ville blive et tilløb til nyimperialisme. Omkostningerne ved den l. verdenskrig var på italiensk side enorme. 450.000 døde og 650.000 sårede. Forhandlingerne efter krigen i Versailles blev ledet af den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som i januar havde fremlagt 14 punkter, hvoraf et af de vigtigste var princippet om nationers selvbestemmelse og grænsedragninger med etniske kriterier. I punkt 9 blev justeringen af Italiens med nye grænser omtalt men ud fra nationale principper. Wilson måtte gå på kompromis med sine principper og Italien fik i sine grænser mod nord lagt langs vandskellet i alperne ved Brennerpasset. De nye områder i Italien blev dermed Trentino, Alto-Adige, Sydtyrol samt Trieste mens Fiume, en havneby med italiensk flertal i Istrien samt Dalmatien, gik til det nyskabte kongerige Jugoslavien. Allerede fra 1919 udvikledes i Italiens moderate og venstreorienterede politiske miljøer tanken om Fiume som modbillede for alle de undertrykte nationers internationale kamp mod de stormagter der havde domineret Versailles-konferencen. Heroverfor stod den italienske fascisme, der stilede efter at kunne udvide Italien til stormagtsstatus, et imperium, der skulle strække sig ud over den italienske nationens grænser. Det fascistiske styre ledet af Mussolini tog magten efter marchen til Rom i oktober 1922, og efter januar 1925 tiltog den sig en slags diktatorisk magt ved at proklamere den antidemokratiske, antiliberale og antisocialistiske revolution, og ved at påberåbe sig en særlig mission bestående i at genoprette nations forrang over alle andre værdier. I modsætning til traditionelt konservative der opfattede nationen som en allerede givet myte, der var en forudsætning for det levede liv blandt italienere, så var nationen for fascisterne den myte, og det revolutionære redskab for omfattende fornyelse, og for bedrifter der skulle være mere italienske.
Fascismens totalitære kultur- og sprogpolitik medførte at de italienere i Sydtyrol, der fastholdt at deres modersmål ikke blev italiensk, oplevede at den kultur og det sprog, de havde levet med i mange generationer, ikke bare blev ignoreret af nationalstaten, men blev udtrykkeligt stemplet som mindreværdigt, og i mange tilfælde ofre for aktiv diskriminering. Befolkningen i Sydtyrol blev opfattet som en trussel mod idealet om en italiensk enhedskultur, og blev også betragtet som en udenrigspolitisk risiko på grund af naboskabet til deres østriske "hjemlande". Italiensk blev indført som det eneste forvaltnings- og undervisningssprog. Ved Tysklands anschluss 11. marts 1938, skød de grænsen frem til Brennerpasset og skabte en krise mellem de to diktaturer. Men den 23. juni 1939 underskrev en repræsentant for hver af de to diktaturer, en aftale ifølge hvilken alle sydtyrolere med italiensk statsborgerskab, før 31. December 1939 skulle vælge mellem at tage italiensk eller tysk statsborgerskab. De der havde valgt et tysk statsborgerskab skulle så inden 1942 rejse "hjem til riget". De ca. 10.000 sydtyrolere der havde haft deres østrigske statsborgerskab fik ikke noget valg. Da fristen udløb havde godt 185.000 sydtyrolere af tysk "sprog og race" valgt tyske statsborgerskab, og 92.000 havde valgt det italienske.
Foto og Litteratur, Thomas Harder, Italien, 1999.

Oversigtskort til artikler om Gardasøen.


Harmonisering af Italien i Europa.


I 1948 gav den italienske forfatningsgivende forsamling i en aftale med Østrig, Alto-Adige/Trentino/Sydtyrol regionen et betydeligt nyt selvstyre, hvor man løbende vedtog særlove, for at beskytte den tyske befolkningsgruppe, og tysk blev forvaltningssprog på linie med italiensk. Den aftale forhindrede dog ikke, at der opstod tysktalende anti-italienske grupper, hvis utilfredshed udmøntede sig gennem ca. 300 bombeattentater i perioden 1956-66 mod højspændingsledninger, kraftværker og jernbanestationer. I forsøget på at gøre en ende på terroren vedtog Italiens parlament i 1969 et kompleks af 137 love, der skulle forbedre regionens selvstyre og styrke de tysktalendes stilling yderligere, og i 1972 fik regionen endnu en udvidelse af selvstyret. Resultatet blev at de tysktalende sydtyrolere kom til at dominere administrationen og det økonomiske liv i Alto Adige. De 30% af befolkningen, der var italiensktalende ejede da kun 4% af provinsens værdier. Mange italiensktalende følte sig i midten af 60´erne klemt af de tysktalende sydtyrolernes overvægt og markante aggressive attituder, at de vendte sig til det nyfascistiske parti MSI, som med en kampagne for "italienskhed" fik gjort både Alto-Adige og Trentino regionen til en af sine højborge. Der gik alligevel 23 år med forskellige forhandlinger, justeringer og finpudsninger, og i perioder endda med nye bombeattentater senest i 1988, før det i 1992 lykkedes for den italienske regering at få vedtaget nogle sidste bestemmelser, der manglede før "Alto-Adige pakken" endelig kunne ratificeres i Wien. Det var en afgørende betingelse for ratifikationen hos de tysktalende i Sydtyrol og Wien, at den italienske regering skulle forpligte sig til aldrig at se sydtyrolernes problematik som et rent internt italiensk anliggende, men som en international sag, og at konflikter i givet fald ville blive løst i overensstemmelse med de mekanismer, der er fastlagt i CSCE aftalerne.
I begyndelsen af 1990´erne blev Lega Nord en afgørende kraft ved omstyrtningen af det gamle politiske system. I foråret 1994 blev det regeringsparti, og senere samme år væltede det Berlusconis højreregering. Det var ikke mindst på grund af Lega Nord, at regeringen Prodi i sommeren 1996 iværksatte det reformprogram, der skulle have forvandlet Italien til en forbundsrepublik. Lega Nord pegede på en modsætning mellem Nord- og Syditaliens særinteresser, sådan som staten forvaltede dem, mellem italiensk civilsamfund og de traditionelle politiske partier. De Selvstændige erhvervsdrivende med små og mellemstore virksomheder, der var i stærk økonomisk fremgang, følte sig forfordelt af centralregeringen med dens administration i Rom. Både selvstændige og lønmodtagere i Norditalien oplevede det som en udbytning af de typisk arbejdsomme norditalienere og omfordelt til det fattige og ørkesløse Syditalien.
I 1955 talte og forstod 10-18% af italienerne italiensk uden større vanskeligheder; 58% af befolkningen havde vanskeligt ved at forstå og tale italiensk og benyttede sig udelukkende af en af dialekterne, mens resten blandede flere mål; i 1994 talte 38% udelukkende italiensk, og den andel der udelukkende talte dialekt var halveret til 13%, mens resten vekslede mellem dialekt og italiensk efter situationen.
Det var ikke alene italienernes sprog, der gradvist blev harmoniseret, men desuden blev forbrugsvaner, spisevaner, forestillinger om, hvordan livet kan eller bør forme sig, og hvilke forbrugsgoder der er værd at stræbe efter, blev påvirket af film, ugeblade og TV. Det økonomiske mirakel var langt fra ligeligt fordelt over hele landet, men det tillod ikke desto mindre, både i nord og i syd, brede lag af befolkningen at leve, sådan som de havde lært, de gerne ville leve, ligesom de velhavende. Det blev i hvert fald meningsfuldt for dem at drømme om sådan en tilværelse. Emigrationer fra syd til nord, fra nordøst til nordvest og fra land til by skabte alle mulige personlige og sociale problemer, men bidrog først og fremmest til at binde landsdelene sammen.
Italienerne og Italien har de sidst to årtier gennemgået en økonomisk udvikling, i form af økonomisk vækst, faldende inflation og øget forbrug. Italiensk mode og italienske luksusvarer er blevet erstattet af de mere nøgterne industriprodukter, der har vundet plads på alverdens markeder. Italien overhalede således Storbritannien som verdens femtestørste industrination og blev derfor medlem af G7. Mange småfabrikanter fra Emilia Romagna, Po-sletten og Nordøstitalien begyndte at handle med hele Europa.
Trods rigdommen var italienerne ikke tilfredse med deres eget politiske system. Det fremgår af meningmålinger i EU-landene, hvor ca. 70% af italienerne gennem 1980´erne svarede, "ikke tilfredse" og "ikke særligt tilfredse" med den måde demokratiet fungerede på i deres hjemland. Gennemsnitlig for alle EU landene svarede 45% "ikke tilfredse" eller "ikke særligt tilfredse". På samme måde var italienernes "støtte til de eksisterende institutioner" markant lavere end EU gennemsnittet da italienernes har stort behov for reformer, og kun i kategorien "behov for revolutionære forandringer" lå italienerne på niveau med de øvrige EU lande, dvs. omkring 12-13 %. I betragtning af italienernes utilfredshed med deres system kan det måske undre, at de ikke var mere revolutionære. Men den nære historie sad nok i frisk erindring og skræmte, da både røde og sorte terrorister forøvede ca. 13000 attentater, der kostede 388 liv, og sårede mere end 5000 fra 1973 til 1980. Ved den italienske folkeafstemning i 1989 stemte 90% for et forslag om at bemyndige EU-parlamentet til at iværksætte traktaten om Europas forenede stater. 
Læs evt. Thomas Harder (Foto), Italien, (1999)

mandag den 27. august 2007

Andrea Palladio.


I det 16. århundrede lykkedes det Andrea Palladio (1508-1580), at skabe en modnet syntese for arkitekturen ved Venedig, og særligt i og omkring byen Vicenza, som jeg besøgte for nogle år siden. Palladio forbandt antikken med sin egen tids humanisme og skabte derfor bygninger på basis af sine ideer. Men det var med landstedernes ynde originaliteten i Palladios arkitektur udfoldede sig smukkest, hvor han omformulerede denne bygningstype til de fordringsfulde, dannede og velhavende adelige, så de kunne forbinde landbruget på deres godser med selskabeligt liv. Højdepunktet i Palladios arkitektur findes i villaen "La Rotonda"(Foto), der er en centralbygning med kuppelsal i midten og identiske sider af fremtrukne tempelfacader i alle fire verdenshjørner.


Jeg besøgte villaen, som udflugt fra Gardasøen, og havde en kær grund, fordi en god episode," jeg´ets død" fra kriminalserien "Inspector Morse", foregår på egnen mellem Verona (Foto) og Vicenza med landskabet og Palladios arkitektur som kulisse.

Birgitte Kosovic, "Legenden om Villa Valmarana". Gyldendal (1997)
Der fortælles blandt Vicenza beboere en gammel legende om, det der engang hændte i Villa Valmarana, hvor der levedes et liv med ødselhed og selskabelighed. I denne villa mødtes Europas fyrster, konger og kejsere med følge af deres hof, for at deltage i de storslåede fester. De spiste og drak så deres samtaler efterhånden blev mere og mere højrøstede, og senere på aftenen kunne man høre latter og suk mellem havens træer. Igennem gennerationer levede Valmaranaerne deres misundelsesværdige liv, og ingen af dem kunne forestille sig, deres tilværelsen kunne være større eller bedre, end den allerede var. Da signorina Lucia i 1793 nedkommer med slægtens eneste arving, en lille pige, blev der stor glæde i Villa Valmarana. Men som årene gik blev forældrene bekymrede. Datteren Jana voksede ikke som normalt, og efterhånden kunne huslægen konstatere, at hun var dværg. For at skåne barnet besluttede de sig for at lade villaen afspære, møbler og husgeråd blev anskaffet i mindre størrelse, tjernerstaben udskiftet med dværge, og man fortalte Jana, at der ikke eksisterede andet end den verden hun levede i. I mange år gik alt godt, men en dag finder Jana ud af, at hun må forlade Villa Valmarana.

onsdag den 22. august 2007

Czeslaw Milosz, En østeuropæers historie.


Czeslaw Milosz (1911-2004) tager udgangspunkt i egne oplevelser i "En østeuropæers historie" (1958, da 1992). Men i stedet for at skubbe sig selv i forgrunden retter han sin opmærksomhed mod baggrunden, idet hans oplevelser, som de var bevaret i hans minde, vurderes i lyset af de forandringer og omskiftelser, der har fundet sted i hans tid, og i de omgivelser hvor han levede. Litauen, hvor han voksede op, havde ved 2. verdenskrigs udbrud haft et relativt kort åremål af ca 20. års selvstændighed som stat. Den demokratiske kultur, litauerne havde kunnet vænne sig til i denne periode, blev fejet væk ved 2. verdenskrigs udbrud efterfuldt af det kommunistiske regime under den kolde krig. Czeslaw Milosz modnedes med en intellektuel mistænksomhed overfor nationale lidenskaber. Han kom dog til at lide af en indre splittelse i efterkrigsårene, hvor han levede blandt et ydmyget og forfulgt folk, hvor situationen burde have været befrielse, selvstændighed, demokrati og frihed efter 2. verdenskrig. Efter at Czeslaw Milosz i 1951 fik mulighed for at flytte til vesten, blev han poesiprofessor på Berkeley University i Californien. Han modtog i 1980 Nobels litteraturpris. 
Det var en god oplevelse at læse "En østeuropæers historie".
Foto, Czeslaw Milosz.

mandag den 23. juli 2007

Hellenisme.


Bertand Russell (1872-1970) tager i sin bog om "Vestens filosofi" udgangspunkt i at forstå kulturens opståen i Grækenland.
Antikkens grækerne var de første, der skrev om historie, hvor de spekulerede frit og rigt over verdens beskaffenhed og livets formål uden at være bundet af overleveret rettroenhed. I de gamle græske bystater var mennesket først og fremmest en borger, hvis vigtigste opgave var at tjene byens interesser. I kulturhistorien er tiden fra 336 f. kr, hvor den samfundsstruktur nedbrydes, og livet begynder at mangle intimitet og fællesskab, kaldt hellenisme. Hvis man kan tale om et hellenistisk livssyn, afspejler det en oplevelse af den ydre verden som omskiftelig, med lidelse og bedrag og med en deraf følgende trang til at sikre sin lykke i et indre eksil og uden afhængighed af den ydre verden. Der skelnes som regel mellem fire hellenistiske variationer, kynikerne, stoikerne, skeptikerne samt epikuræerne.
Skepticismen som filosofisk skole indstiftedes af Pyrrho, der efter at have været med på Alexanders felttog, så langt som til Indien, tilbragte resten af sine dage i fødebyen Elis, hvor han døde 275 f. kr. Skepticismen kunne appelerer til ufilosofiske hjerner, hos de mennesker der nok havde bemærket de forskellige filosofiske skoler, men så konkluderet, at skolerne hver især foregav at have viden, som dog i hverdagen syntes ubrugelig. Skepticismen blev den dovnes trøst, der skulle sikre, at den nærmest helt uskolede kunne leve lige så godt som den berømte lærde. For de der var indstillet på at leve med et forpligtende tankesystem, kunne skepticisme nok forekomme noget utilfredsstillende. Skepticisme sigtede på at tjene som en modgift til bekymringer om fremtiden, der syntes fuldkommen uvis, og de kunne da lige så godt indstille sig på pragmatisk at nyde øjeblikket.
Diogenes forkastede alle konventioner, hvadenten det drejede sig om religion, skik og brug, klædedragt, bolig, føde samt almindelig anstændighed. Han blev derfor kaldt kyniker, der betyder hundeagtig. Men Diogenes lære var på en måde ikke kynisk, idet han nærede en stærk lidenskab for dyden, overfor hvilken han anså verdslige goder for simpelthen at være uden betydning. Diogenes søgte dyden og den moralske frihed i frigørelsen fra begær fordi ligegyldig overfor de goder livet kan skænke, vil gøre et menneske fri for frygt. På det punkt blev hans lære videreført af stoikerne, men de efterlignede ham ikke i forkastelsen af kulturelle goder, som Diogenes mente havde udviklet det moderne livs komplikationer og falskhed. Ydre goder er tvivlsomme, de er skæbnens gaver, ikke belønning for anstrengelser. Kun subjektive goder som dyd, nøjsomhed og resignation bør den vise værdsætte. Der er overleveret anekdoter om Diogenes som kendes af alle, således den om Alexander der besøgte ham og spurgte, om han ønskede noget ønske opfyldt. "Ja flyt dig, så solen kan skinne på mig" svarede Diogenes.
Epikur blev født ca. 340 f. kr. Hans filosofi var som hans samtidige i den hellenistiske tradition beregnet på at sikre sindsroen. Epikur betragtede nydelse som et gode, men han var på en måde inkonsekvent i dette synspunkt. Epikur mente, at den vise mand burde stræbe efter at undgå ubehag snarere end stræbe efter nydelsen, og vise mænd kunne bedst søge det liv ved at leve ubemærket blandt venner.
Den stoiske skoles grundlægger Zenon blev født på Cypern i sidste halvdel af det 4. århundrede f. kr.. Han var en eklektiker, men kynikernes synspunkter var ham mere beslægtet end de andre filosofiske skoler, selvom Sokrates var stoikernes vigtigste forbillede, hvor Sokrates påstand om, at den der udøver uretfærdighed, han skader sig selv mere end sit offer, passede fint ind i stoikernes lære. I et individs liv bør dyden være det eneste sande gode. Et godt helbred, lykke og ejendom er uden betydning. Da dyden hviler i viljen, er da godt eller ondt i et menneskeliv afhængigt af den enkelte. Måske bliver han fattig, men hvad gør det? Han kan jo stadig være dydig. Han kan sættes i fængsel, men han kan vedblive med at leve i harmoni med sin natur. Han kan dømmes til døden, men han kan dø ædelt som Sokrates. Ethvert menneske har derfor fuldkommen frihed, og den vise er sin skæbnes herre i alt, hvad han sætter pris på, da ingen ydre magt kan berøve ham dyden.
Litteratur. Bertrand Russel, Vestens filosofi. 3. udgave 1991.
Foto, Rafaels, Den athenske Skole. Malet ca. 1510. Vatikanet.



lørdag den 16. juni 2007

Kulturrejse til Weimar.


Goethes bolig i Weimar til venstre.
Det lidt umoderne begreb vi kalder sjælelivet, bliver aktiv af tre energier; tænkningen, følelsen og viljen. Goethe (1749-1832) fremhæves ofte som tysk litteraturs største skikkelse, vel fordi han med sin omfattende viden og kunstneriske skaberkraft var en åndspersonlighed, der stod som en eksponent for det europæiske kulturideal. Goethe havde en grundlæggende tro på menneskets handlinger som en higen efter sandhed. Om betydningen af at begynde har han skrevet; 

Helligelse
" Indtil man virkelig helliger sig noget, er der altid tøven,
resultatløshed, mulighed for at trække sig tilbage.
Hvad derimod angår alle skabende initiativer og handlinger,
gælder der en ufravigelig kendsgerning,
som man - ved at være uvidende om -
kan ødelægge talløse ideer og strålende planer med;
nemlig at i det øjeblik man definitivt helliger sig noget,
da ændre forsynet alt.
Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen,
giver sig nu til kende for at hjælpe en.
En sand strøm af begivenheder udgår fra ens beslutning,
som fremkalder alle mulige gunstige og uforudsete sammentræf,
møder og konkrete former for hjælp,
som intet menneske på forhånd kunne have drømt om.
Derfor: Hvad du end kan eller drømmer om at kunne,
Begynd på det!
Dristighed rummer genialitet, kraft og magi.
Begynd - og begynd nu!"


Weimar, hvor Goethe havde den væsentligste del af sit virke, er en slags destillat af tyskhed. Johan Wolfgang Goethe kom til byen i det sene efterår 1775 på opfordring af den unge hertug Carl August af Sachen-Weimar, som havde mødt Goethe i Frankfurt. Goethe boede i Weimar til sin død, kun afbrudt af hans store Italiensrejse 1786-88.
Goethe både elskede og afskyede byens småborgerlighed, og søgte at kompensere ved at invitere intellektuelle venner til at komme forbi, gerne med permanent ophold for øje. Således fik han lokket Schiller til Weimar i 1799, hvor han levede indtil sin tidlige død i 1805. Schillers skuespil Wallerstein og Wilhelm Tell blev skrevet i byen og opført på på Teateret i Weimar, hvor Goethe var bestyrer. 
Den periode, der indledtes i 1786 med Goethes Italiensrejse, og varede indtil Schillers død 1805, bliver ofte karakteriseret som Weimar Classic. I Denne epoke virkede de centrale skønånder i byen for at fremelske harmoni, skønhed, idealitet og menneskelig ædelhed over alt andet. De forherligede græsk kunst og kultur, og lagde afstand til den franske revolution med alt dens fremfærd og blodige omvæltninger. Forfatterne Johann Gottfried Herder og Christoph Martin Wieland, der ligeledes bosatte sig i Weimar, var også eksponenter for Weimar Classic.
Læs evt. Ølrejsen af Carsten Bertelsen,
Læs evt. Per Øhrgård, Goethe - et Essay.

tirsdag den 5. juni 2007

Kulturhistorisk rejse omkring Amsterdam.


Det europæiske pendul for velstand svingede en overgang mellem nord- og sydeuropa. Fra ca. 1380 opstod der et velstandscenter ved Venedig, og op mod år 1500 skete der et enormt sving fra Venedig mod Antwerpen før bevægelsen svingede tilbage igen til middelhavsområdet men nu til Genua mellem 1550-60. De kolde, våde, vilde egne i Nordvesteuropa blev derefter civilisationens holdepunkter, og Middelhavsområdet blev udkanter. 
Hollænderne har ved hjælp af diger, møller, afvandingskanaler og sluser gennem flere århundreder forsøgt at sikre det lave land mod oversvømmelser. Regnen, blæsten og tidevandet har ofte truet fiskere, søfolk og bønder med stormflod. Hollænderne fik udviklet en ny skibstype fra ca. 1570 kaldet Fluit, som de bl.a. kunne takke for deres efterhånden dominerende position på handel og fragt. Efter den barske frihedskrig fra Spanien kunne nederlandene efter 1579 omstille sig til deres guldalder i historien. Holland og  Flandern, blev derefter med Amsterdam som centrum, det område der de næste to hundrede år, var det europæiske økonomisk omdrejningspunkt. 
Samtidig var den del af Europa ramt af mange modsætninger mellem katolicisme og calvinisme, tro og tolerance, frisind og snæversyn, borgerdyd og eventyrlyst. Via de mange købmandshuse og børser formidledes alle mulige emner fra klæder, kakler, kryderier, tulipaner til diamanter. Amsterdam var blevet forvandlet fra det fiskerleje, der havde ligget ved floden Amstel i århundreder, til en storby med omkring de 40.000 indbyggere ved uafhænighedserklæringen i 1580, og var blevet en metropol med ca. 220.000 indbyggere i 1660. Det var længe nordsøsildefiskeriet og dominansen på det europæiske søfragtmarked, der havde skabt den nederlandske fremgang, men den oversøiske handel spillede efterhånden en også en stor rolle. Varene og rigdommen strømmede til byerne Middelburg, Enkhuizen, Delft, Hoorn, Rotterdam og Amsterdam.
Den 2. april 1595 sejlede 4 skibe fra Amsterdam på den første tur til Asien rundt om Kap det gode Håb. To år senere vendte så 3 skibe tilbage til Amsterdam, men af den oprindelige besætning på 240 var kun de 87 stadig i live, og lasten af peber dækkede kun lige akkurat udgifterne til ekspeditionen. Men så i 1602 stiftedes Det Ostindiske Kompagni, der fik monopol på al nederlandsk sejlads, der rundede Kap det Gode Håb. Selskabet var organiseret i seks kamre, med en samlet kapital på 6,5 mil. gylden, og fordelt på 1143 aktionærer fra alle samfundsklasser. Skibene hentede da peber fra Indien og Sumatra, kanel fra Ceylon, kryddernelliker og muskat kom fra Molukkerne, kamfer fra Taiwan, ingefær fra Java, safran fra Coromandelkysten, sølv og silke fra Persien, opium og salpeter fra Bengal samt tin fra Malaccahalvøen, kobber fra Japan, bomuld fra Surat og porcelæn fra Kina, kviksølv fra Sundaøerne, sukker fra Malabar og diamanter fra Indien.
West-Indische Compagnie fragtskibe sørgede for nederlandenes fik en position på det forfærdentlige slavemarked med en kapacitet på ca. 15.000 slaver årligt. Fra havne i Nederlandenes sejlede kompagniets skibe med goder og alkohol til Afrikas kyst, hvor denne last blev byttet med slaver til det amerikanske marked. I Amerika ombyttetes slaverne til disse områders produkter som tømmer, citroner, tobak, bomuld, sukker og indigo, der i de samme skibe blev fragtet tilbage til Europa. 
Mellem 1780 og 1815 flyttedes det europæiske økonomiske centrum til London.
Den foreløbige kulmination på de nederlandske landindvindinger er inddæmningen af Zuiderzee, der omdannedes til indsøen Ijsselmeer ved indvielsen i 1932 af den 30 km lange dæmning Afsluitdijk, der nu forbinder provinserne Friesland og Noord-Holland. Den har udvidet det nederlandske landbrugsområde og samtidig givet arealer til et par af Amsterdams satellitbyer. Et par af de dengang levende havnebyer, som et kort over Ijsselmeer kan opvise, er Enkhuizen og Hoorn. Enkhuizen var gennem århundreder hjemsted for en af hollændernes største sildefiskerflåder, men overlever i dag som en markedsby, og som et af centrene for produktionen af blomsterløg. Zuiderzeekulturen var baseret på hvalfangst, skibsfart, fiskeri og kampen mod havet. Den kan nu studeres på Zuiderzeemuseet i Enghuizen.
Læs evt. Jørgen Johansen, Handel og vandel.
Foto. Maritimt motiv fra Enkhuizen 1859.
I sommeren 1986 skrev jeg eksamensopgave hos Professor Erling Ladewig Petersen, om Nederlandenes interesser og aktiviteter i Østersøområdet mellem 1560-1725.
Helt frem til en gang i 1500 tallet dominerede hansestæderne Europas nordkyst. Ved at kontrollere og forbinde handelen på de nordiske lande og udmundingen af de tyske floder Weichel, Oder og Elben havde hanseatiske skibe ekspansionsmuligheder langt ned i Tyskland. Men efter 1600 blev hansestæderne bortset fra Hamburg svækket, fordi der meldte sig nye købere til de varer Østersølandene kunne levere til meget lave priser, tømmer, hamp, harpiks og korn. Englænderne og Nederlandene havde med deres stærke valuta brug for tømmeret til at udbygge deres to store krigs- og handels- flåder, og hampen til tovværk og sejlføring. Østersøen blev et interessant marked og indgik derfor i den europæiske magtpolitik. Danmarks beliggenhed ved Øresund var strategisk afgørende, men Sverige var blevet en konkurrende nordiske stormagt efter Trediveårskrigen 1618-48, der satsede på at dominere det dansk-norske rige ved at skaffe sig kolonier hele vejen rundt om Østersøen. Planen lykkedes til begyndelsen af 1700 tallet, men vestmagterne øvede indflydelse i det dansk-svenske krigsopgør 1658-60, 1675-79 og i år 1700, mens Nederlandene arbejdede for, at Danmark ikke blev helt knust, ved stadig at kunne bevare herredømmet over indsejlingen gennem Øresund til Østersøen og de baltiske lande.