Jeg har set "Idialisten" (2015) i biografen.

Poul Brink med Det danske Udenrigsministerium i baggrunden.

Filmen "Idialisten" (2015) af Christina Rosendahl handler om journalisten Poul Brink, der som ansat på Østjyllands radio i 1987 gøres opmærksom på en bemærkelsesværdig overrepræsentation af alvorlige hudsygdomme blandt de arbejdere, der befandt sig på Thulebasen omkring det tidspunkt i januar 1968, hvor et B 52 bombefly fra US air force styrtede ned der. Spørgmålet om hudsygdommene kunne skyldes arbejdernes kontakt med giftige stoffer fra fire ueksploderede brintbomber ombord på flyet, der i givet fald befandt sig på dansk/grønlandsk territorium i strid med den officielle danske politik, søges af embedsmænd affærdiget eller hemmeligholdt, og bragte Poul Brink ind på nye spørgsmål om dansk sikkerhedspolitiks komplekse problematikker. Det er en film jeg kan anbefale varmt. Man får indsigt og meget at tænke over.

I sommeren 1995 gik jeg op til min sidste eksamen på Odense Universitet. Jeg havde nogle måneder i forvejen fået godkendt mit petitum, det vil sige mit selvvalgte 2500 siders pensum med 4 problemstillinger indenfor dansk historie efter 1945. En af mine problemstillinger tog udgangspunkt i en, på det tidspunkt, sprit ny doktordisputats af Poul Villaume, "Allieret med forbehold, Danmark, Nato og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961" (1995). Det er knapt nok en problematik, som jeg interesserer mig for, og derfor har jeg ikke skrevet om det før på Kultur Jensen. Jeg havde mundtligt, ved fagets evaluering med underviseren, opponeret imod at vi havde behandlet Nato for meget og samfundsdynamikker for lidt under vores ellers hyggelige undervisningsforløb, hvor jeg var meget aktiv for at ændre denne vægtning. Alligevel lød mit eksamensspørgsmål cirka således. "Giv en analyse af Socialdemokratiets base og stationeringspolitik i første halvdel af 1950´erne". Det vil sige Socialdemokratiets stillingtagen til, hvorvidt US air force måtte benytte de danske flybaser i Natoalliancens afskrækkelses/trussels kapacitet mod Warszawapagten. Min besvarelse fik faktisk stor indvirkning på min måde at forstå virkeligheden og dens dynamikker. Jeg formulerede selv, uafhængig af pensum, sikkerhed som de forholdsregler man gør sig, for ikke at blive bragt i den situation, at man skal foretage en akut prioritering. En Statsminister, men også menigmanden i sit eget civile liv, vil typisk have en vifte af værdier, som man er sig mere elle mindre bevidst om, og hvor man mere eller mindre systematisk søger og undgå, at blive bragt i situationer, hvor man mister sine muligheder for at bevare en eller flere værdier intakt. Jeg foreslog at den demokratiske danske sikkerhedspolitik havde tre sådanne værdier; territorial integritet, demokratisk samfundsliv og materiel velfærd. Et af mine argumenter for den socialdemokratiske stillingtagen hentede jeg i disputaten på siderne 476-78, hvor Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft i august, som oppositionsleder, op til folketingsvalget den 22. september 1953, argumenterede for Socialdemokratiets position ved tre spørgsmål. 

1) Opfordrede den øjeblikkelige og sandsynlige fremtidige internationale situation til et sådant skridt?
2) Betød de tilbudte allierede styrker en øget militær sikkerhed for Danmark?
3) Var en stationerings vilkår og betingelser så rimelige, at befolkningen ville forstå og billige dem, og bidrog de dermed til samling omkring Atlantpagten?

Hedtoft lod forstå, at der efter Socialdemokratiets opfattelse måtte svares benægtende på alle tre spørgsmål.

Professor Poul Villaume skrev 969 siders "Allieret med forbehold" (1995).

Link: Poul Villaume samtaler om filmen "Idialisten".

Monica Z.(2013)

Der eksistere en myte om en højkonjunktur i 1960 erne, om dengang nogle tog sig råd til spørgsmål og eksperimenter. Mens der i medierne diskuteredes generationskløfter og ungdomsoprør, begyndte de fleste forfra på slægten i form af små kernefamilier, som fornyelse af det traditionelle livsmønster. De færreste havde vel endnu så meget tiltro til deres eget subjekt skulle kunne opretholde oplevelsen af selvstændigt selvværd, og modet til at forfølge muligheder for at gøre alternative livsopdagelser, og omsætte dem i lystbetonet udvikling på egne præmisser.

Fortællinger om livet er mangfoldige. Nogle har kun gyldighed for den enkelte person, mens andre løfter sig og bliver til fortællinger om nye virkeligheder, nogle gange lidt vidtløftige andre gange mere konkrete. Vi oplever, fortolker og skaber sammenhæng og mening så godt vi kan. Det gælder især for erfaringer om livets omskiftelser, når vi forsøger at fortolke menneskelige processer over tid, og når vi forsøger at leve os ind i menneskelige handlinger og intentioner. Filmen Monica Z om den svenske sangerinde Monica Zetterlund er optaget i smukke miljøer, og historien er fortalt uden deciderede onde beregnende personer og uden uoprettelige menneskelige omkostninger. Per Fly og hans filmhold har omsat et disponeret manuskript, god casting, smuk scenografi og troværdig instruktion til en smil gennem tårer oplevelse.

Link. http://da.wikipedia.Monica Zetterlund

Ermmano Olmi, Træskotræet (1978)

I filmen "Træskotræet", af Ermanno Olmi (De gyldne Palmer 1978), beskrives livet på et gods uden for Bergamo ca. år 1900. Bønderne på godset er underkastet et system, hvor bygninger, jorden, træer og en del af besætning og redskaber tilhører godsejeren, som indkassere 2/3 af høsten. 4-5 familier lever på samme gård i små lejligheder et stykke fra godsejerens bolig. Faren i familien Batisti har en aften i ly af mørket fældet et træ for at snitte nye sko til sønnen Minec, der har slidt de gamle op på den daglige lange gåtur til skole. Handlingen afsløres, og bortvisningen følges passivt af gårdens øvrige beboere, da enhver protest blot ville udløse nye repressalier.

Filmen beskriver ikke livet på godset som hverken udpræget elendighed eller som en idyllisering af landbolivet dengang. Men i sin beskrivelser af fattigdommen, trods det hårde arbejde samt godsejerens suverænitet, røbes der en sociale indignation, selvom godsets andre beboere ikke er solidariske med Batisti, da det virkelig gælder, men resignerende fortsætter deres dagligdag.

Foto. Fra filmen Træskotræet af Ermmmano Olmi.

Von Donnersmarck, De andres liv. (2006)

Florian Henckel von Donnersmarcks "De andres liv" (2006) er en fremragende film. Handlingen tager sin begyndelse ved en premiere på et teater i Østberlin i 1984, hvor alle filmens personer er til stede. Det bliver til en fortælling om stasiagenten Wieslers overvågning og aflytning af det samlevende kunstnerpar forfatteren Georg Dreyman og skuespilleren Christa-Maria Sielands lejlighed. Han bliver dermed aktør i den intrige, som kulturministeren Bruno Hempf har opstillet for at kompromiterer kunstnerparret så meget, at han kan udnyttte Christa-Maria sexsuelt. Vi ser et samfundssystem, der er bygget op omkring en fanatisk trang til orden og kontrol og med et hieraki, der ikke kan dæmme op for magtmisbrug. Wieslers stasioverordnede Grubitz indvier Wiesler i, hvordan man i Stasi har en vifte af strategier for, hvordan de kan knække mennesker mentalt, og forklarer hvordan de gør i tilfælde med kunstnere.

Ved hjælp af en illegal skrivemaskine arbejder Dreyman og hans venner på en artikel om det meget høje men hemmelige selvmordstal i Østtyskland, som de får publiseret anonymt i det vesttyske  tidsskrift Spiegel. Christa-Maria sidder ængsteligt den magt - fulde ministers krav om sexsuelle ydelser overhørig, og hun bringes derfor til Stasis hovedkvarter, hvor hun konfronteres med udsigten til eget berufsverbot. I to omgange presses Christa-Maria til at blive stasiagent, og hun giver som sådan oplysningen om Georg Dreymans illegale skrivemaskine. Wiesler er ikke upåvirket af overvågningen, og han handler i den situation selvstændigt, ved at låse sig ind i parrets lejlighed for at fjerne Dreymans illegale skrivemaskine inden den Stasihusundersøgelse, som Wiesler ved kommer. Chista-Maria begår i den situation selvmord ved at kaste sig ud foran en lastbil.

Efter DDR´s fald i 1989 læser Dreyman stasimappen, om hele den overvågning han var udsat for. Han analysere og spørger sig frem til sin hemmelige beskytter Wiesler, som Dreyman tilegner sin nye bog "Die Sonate vom guten Menschen".

Lærenemme Rita.(1983)

Den 26 årige gifte, barnløse frisør Rita ser et fjernsynsprogram fra Åbent Universitet om litteraturen som inspiration for livskundskab. Hun møder resolut op hos en af de kloge fra programmet Dr. phil Frank Bryant, som skal lære hende at finde sig selv ved hjælp af litteratur, hun kræver at blive klog. Franks store viden hjælper ham ikke, når det gælder hans eget liv, og ofte når han griber efter en bog i reolen, er det for at finde flasken bagved. Han møder hende med ironisk distance, men må snart erkende at Rita, med sin entusiasme, har alt det han selv desværre har mistet, og at lære hende om litteraturens livskundskab og håndværk kunne måske for ham blive en mulighed for at finde sig selv igen. Da Ritas mand giver hende valget mellem ham eller bøgerne, bliver hun skilt. Hun får nye venner blandt de studerende og anlægger en stil og intellektuel tone, der svarere til det nye miljø, men også en vis selvtilstrækkelighed. Da Frank, til trods for den nye udfordring, ikke kan bremse sin nedtur, er hun der ikke til at hjælpe. Da hun tror hun kan det hele, opdager hun, at noget væsentligt måske er kommet til at mangle.

De to altoverskyggende hovedroller i "Lærenemme Rita" (1983) spilles fremragende af Michael Caine som Frank og Julie Walters som Rita. Jeg genså filmen for nylig med stort velbehag.
Foto. Rita insisterer på at Frank skal være hendes vejleder.

Michael Cimino, Deer Hunter. (1978)

I Michael Ciminos "Deer Hunter" (1978) følger vi de tre unge mænd, Michael, Nick og Steven m. fl. fra det livsglade russiske immigrantmiljø i stålindustriens forurenede Pennsylvnia. I den mere end 3 timer lange films første tredjedel følger vi de tre venner i deres hjemby Clairton. Der arbejder de sammen på det lokale stålværk, og der har de turet sammen. Den dag filmen begynder, skal Steven giftes, og vi deltager i den store bryllupsfest. I filmens anden trediedel er de tre gode venner nu tjenestegørende i den amerikanske krigsførende hær i Vietnam, men er faldet i et baghold og taget til fange af vietcongpartisaner. Under deres fangenskab tvinges de tre til at spille russisk roulette, hvor en revolver med patron i kun et af de seks kamre, sættes for tindingen, og der trykkes på aftrækkeren. Michael får meget dristigt overrumplet vietcon´erne, og de flygter sammen men mister senere hinanden af syne. I filmens tredje del er Michael, højt dekoreret, atter tilbage i Clairton. Her finder han Steven i en rullestol, mens Nick er meldt deserteret i Saigon. Michael rejser til Saigon, hvor han genfinder Nick, der nærmest bevistløs af narkotika lever af at spille russisk roulette med sit eget liv som indsats. I sin sidste optræden skyder Nick hjernen ud på sig selv omgivet af gamblende vietnamesere. 

Michael bringer Nick med hjem til Clairton, hvor han bliver begravet. De gode gamle venner modtager Michael med åbne arme og god vilje, men han søger ensomhed oppe i bjergenes uberørte natur og møder sin hjort, som han undlader at skyde.

Foto. De 5-6 kammerater er samlet på deres stamværtshus, og ved Stevens livlige bryllup, før Michael, Nick og nygifte Steven drager over til den vildskab og ondskab i Vietnam, som de endnu ikke forstod alvoren af, men som kommer til at koste dem liv, førlighed og illusion. Jeg er selv for ung til at huske Vietnamkrigen, men filmen giver mulighed for at gennemleve, hvad der er sket med mig på de præcis 30 år, der er gået siden jeg så den som 18 årig. Mit og mine kammeraters glade og sorgløse liv mindede nemlig meget om disse unge mænds liv før den ulykkelige krig.

Kulturrejse til London.

I April 2004 var jeg på en dejlig rejse til bl. a. London. Det var en god menneskelig oplevelse med fredelige mennsker fra mange folkeslag. Jeg valgte at bo i Bloomsbury, der har givet navn til den mellem ca. 1904-40 inflydelsesrige forfatter-, videnskabs- og kunstnergruppe. Jeg valfartede til Abbey Road studierne og det farverige marked på Portobello Road, og jeg havde stor fornøjelse af  at sidde i timevis på Leicester Square.(Foto)

Filmen "84 Charing Cross Road" (1987) baserer sig på Helene Hanffs selvbiografiske roman. Hun lever som single i New York og læser litteratur på åbent universitet. Da hun har svært ved at skaffe bøgerne i New York, har hun meget gavn af en brevkontakt til Marks og Co. antikvariatetet på 84 Charing Cross i London. Filmen er bygget op om de breve, der vel gennem 20 år var deres forbindelse. Der krydsklippes mellem hendes lidenskabelige boginteresse i New York, og hans kyndige søgning i England efter de bøger hun har bestilt. Jeg fandt et antikvariat på Charing Cross, hvor alt var som i filmen.

Kasper Rostrup, Dansen med Regitze.(1989)

Det er en dejlig sommerdag, og ægteparret Karl Åge og Regitze har inviteret de gamle venner til fest i deres kolonihave. Karl Åge virker noget fraværende, og i filmen følger vi hans indre monologer, der melder sig som lange fragmenter af et solidarisk, muntert og temperamentsfuldt men også bittersødt samliv med Regitze, og der krydsklippes til samværet ved festen. Regitze er konstateret uhelbredelig syg, men insistere på at alt skal være som hidtid, og deres gæster må ikke få noget at vide. Filmen handler først og fremmest om livet mellem to noget umage ægtefæller og deres eneste søn. Vi følger et langt ægteskab krydret af svigermor, arbejde og arbejdsløshed, sønnens eksamen og svigerdøtre, hvor den lille solide arbejderfamilie får det hele til at hænge sammen.

"Dansen med Regitze" (1989) har Ghita Nørby og Fritz Helmut i de to hovedroller og baserer sig på romanen af Martha Christensen fra 1987. Filmen opnåede at blive Oscar nomineret.
Foto. Regitze beder gæsterne om at sætte sig til bords.

Bille August - Tro, håb og kærlighed.

Filmen "Tro, håb og kærlighed" (1984) tager os rundt i et både morsomt, følsomt og tragisk forløb. Vi følger blandt andet to integrerede historier om unges forelskelse og kærlighed i 1963, i trekantsdramaet om Kirsten der vil have Bjørn, der vil have Anna. Bjørn og Annas forhold kulminere med, at Anna får foretaget en illegal abort. Scenen gjorde så stort indtryk på mig, at jeg besvimede i biografen dengang i 1984. Vi følger med i det solidariske forhold mellem de to umage skolekammerater Bjørn og Erik, og det var en meget stærk oplevelse at følge skildringen af det smertefulde drama mellem den hæmmede Erik og hans far, der med sine manipulerende argumenter og krav om loyalitet holder Erik og hans mor fast i et jerngreb af undertrykkelse. Den afsluttende scene, hvor Bjørn forlader sin egen forlovelsesfest for at hjælpe Erik og hans mor hjem til Jylland, er noget af det smukkeste jeg har set i en film.

Foto. Anna præsenteres for Erik, og Bjørn er "væk" i Anna.

Lasse Hallstrøm, Mit liv som hund.

Filmatiseringen af "Mit liv som hund" (1985), med forlæg i Raider Jønssons roman, er instrueret af Lasse Hallstrøm. Tid og sted er 1959 i Sverige, nærmere bestemt i de dage, uger, måneder hvor russerne har sendt en Sputnik med hunden Leika i kredsløb om jorden, og vores lille vens navnebror Ingemar Johansson er svensk verdensmester i sværvægtsboksning. Filmen giver en smil gennem tårer oplevelse, hvor lille Ingemar reflekterer over sine egne vanskeligheder, som han forsøger at få relativeret i forhold til den skæbe rumhunden Laika havde. Ingemars mor er meget syg, og han forsøger at opmuntre hende så godt han kan, men ofte er han uheldig og misforstået. Men Ingemar har jo sin egen elskede hund, som han dog må tage afsked med, da han sendes til sin morbroder og dennes familie i en lille svensk landsby. Han modtages med åbne arme, vinder indpas i alles hjerter, og han lever med alle steder. En dag er moren død....

Foto. Ingemar i fortrolig samtale med morbror Gunnar.

Min TV socialisering.

I disse år høster danske TV serier fortjent ofte anerkendelse som verdens bedste. De danskproducerede serier jeg voksede op med, er i høj grad stadigt levede i mig. Min barndoms TV serier havde en kulturelt demokratiserende rolle bl. a. som resultat af dets eksponering af mangfoldigheden med et kulturelt harmoniserende budskab trods alt.

I Huset på Christianshavn (1970-77) levede jeg med i det komisk-forsonlige portræt af et traditionelt arbejdermiljøs møde med bl. a. kvindefrigørelse og ungdomsoprør, og den gennemgående morale synes at være; at problemerne med det hastigt forandrede samfund var trods alt ikke større, end hvad det folkelige fællesskab kunne magte. Det skete ofte som en fortløbende aktuel kommentar til hverdagen og udviklingen. Ideen var Niels Jørgen Kaisers, som var chef for DR underholdningsafdeling. Afsnittene blev skrevet på skift af Leif Panduro, Benny Andersen, Knud Poulsen, Johs. Møllehave, Paul Hammerich, Karen Smith, Habakuk og Jens Louis Petersen m. fl. Ebbe Langberg, Erik Balling og Tom Hedegaard skiftedes om at instruerer de 84 afsnit.

I Matador levede jeg med i nogle spændende sociale og psykologiske udviklinger fra perioden 1929-47 som TV serien omhandler. Tre grundfamilier ved Skjerns, Varnæs og efterhånden Agnes Jensens følges i den fiktive sjællandske købstad. Omkring de tre familier agerer mange farveerige livskarakterer, der medvirker til at give nuancer og levendegøre de behandlede problemstillinger. Serien viser en logisk sammenhæng og kronologi, men hvert afsnit gennemspiller ofte sit eget tema som ex. kvindefrigørelse, selvstændighed, arbejde, abort, homoseksualitet samt besættelsens problematikker. Det politiske liv spiller en mindre og indirekte rolle med de Konservative, nazisterne, kulturradikale, kommunisterne og socialdemokratiets nye borgmester omtales. Men i Matadors hovedhistorie følger vi den indre missionsk opdragede handelsrejsende og tilflytter Mads Skjern og hans sammenbragte families markante sociale opstigning, der ofte har implikationer for andre i købstaden.

Serien blev født i en vekselvirkning på Lise Nørgårds ide og Erik Ballings opmuntring, og skabt af en håndfuld manuskriptforfattere tilknyttet serien. DR underholningschef Jørgen Ifversens traf dispositioner, der var vigtige for at serien fik chancen.

Gunhild Agger har skrevet inspirerende om de danske TV Serier.
Foto. Plakat for en selvstændig biograffilm fra 1971.

Edgar Reitz, Heimat.

En af de filmoplevelser jeg gerne vil videreformidle, er Heimat af den tyske instruktør Edgar Reitz. Fra umiddelbart efter 1. verdenskrig, følger vi Maria i den fiktive tyske landsby Schabbach. Hun bliver gift med Paul Simon, som hun får to børn med, inden han pludselig en dag er rejst, og ikke lader hører fra sig i mange år. Maria er datter af byens storebonde men indstiller sig på at leve alene. Serien slutter efter 11 afsnit i 1982 ved Marias begravelse i Schabbach. Som kontrast oplever vi Glasisch Karl, nok aparte men bemærkelsesværdigt integreret, ved efter evne at gå til hånde, men viser det sig også, er en aktiv fortæller og fortolker af dagliglivet og de impulser der når byen.

Det er vist 22 år siden seriens første 11 afsnit blev vist på dansk TV. Jeg husker at Politiken havde en helsides artikel med fokus på rollen Maria. I samme avis var der også en debat, bl.a. en kronik af Joachim Isreal, der problematiserede at man fortæller Tysklands historie i dette forløb, hvor nazisme, forfølgelse, død, ødelæggelse og krig, beskrives som et mere perifert problem for de mennesker, som boede lidt fra alfarvej. Edgar Reitz havde sin egen opvækst, i den egn hvor seriens handling foregår, mellem Rhinen og Luxembourg lige syd for Mosel, på Hunsrück.

Jeg sidder nu i april-maj 2008 og ser de seks afsnit af Heimat 3. Serien starter med at Herman og Clarissa, som begge to har haft deres opvækst i Schabbach på Hunsruck, tilfældigt mødes nytårsnat 1989 på et hotel i Berlin efter en koncert. De har begge to valgt klassisk musik som deres levevej. Clarissa fortæller Herman om et hus højt hævet over Rhinen ved Oberwesel, som hun har genbesøgt og er blevet forelsket i. Huset er nu nærmest en ruin, og store dele af handlingen drejer sig om restaureringen af det gamle hus med hjælp af østtyske arbejdere, som har søgt lykken i vest.

Der findes en glimrende hjemmeside; Heimat Fanpage.

Gert Fredholm, At klappe med en hånd.

Forfællinger om meneskelivet er mangfoldige, forunderlige og komplekse. Således er hovedpersonen i "At klappe med en hånd", Hr. Svensson spillet af Jens Okking ingen undtagelse. Hans liv har budt ham på forretningsmæssig succes og stor tragedie. Hvor filmen starter, er han ved at tage hul på en ny epoke i sit liv. Hans kone, som for 17 år siden mistede hele sin førlighed ved en trafikulykke, er nu død. Han sad dengang ved rattet, vistnok lettere alkoholpåvirket, og han har ikke siddet bag rattet i en bil siden. Sideløbende med sine mange forretninger, har han samvittighedsfuldt plejet sin kone i hjemmet. De første år uden andet kvindeligt selskab, men de sidste år har han haft en elskerinde. Efter at Hr. Svenssons kone er død, ønsker han at realisere sit livsværk, forrretningsimperiet, og nyde livet med sin elskerinde under sydlige himmelstrøg. Der skal være rene linier, og i hans liv er det bedst sikret gennem kontrakter således også i forholdet til elskerinden. Hverken for at spare, eller for at få nogle urimmelige krav opfyldt, men nærmere for at kende de gensidige forventninger til samlivet. Kontrakten er vist generøs fra hans side på trods af hans ellers ret kontante forretningsmæssige natur.

I sidste øjeblik inden flyet skal lette spiller livet Hr. Svensson et uberegneligt puds, da en problematik han ikke kan håndterer via sin advokat melder sig i form af en mulig faderskabssag, der hævdes at være konsekvensen af et sommereventyr for 26 år siden ved den jyske vestkyst. Udredningen kræver hans egen tilstedeværelse, og han må med sin chauffør, spillet af Peter Gantzler, køre den lange vej til Vestjylland, hvor nuet, kærligheden og livet kræver både improvisation og handlekraft. Den eventuelle datter kontaktes ved list. Hun er frisør og lever aleneforsørgende med sin vel 8 årige datter, som lever med et høre/talehandicap. Hr. Svensson er dog ikke far til pigen, viser den genanalyse han express får foretaget. Hans sommerforelskelse har, vel i god mening, forsøgt at snyde ham for at sikre sin egen datter en bedre fremtid. Hr. Svensson bliver dog i forløbet så berørt, at han undtagelsesvis lader kontraktmoralen vige, og trumfe af sit hjertes tale, der involvere penge til "datteren", spillet af Susanne Juhasz, så hun kan få sin egen frisørsalon. Der er mange sjove og varme scener i filmen, og det er i høj grad dem, der gør filmen så gribende.

Filmen er skrevet og instrueret af Gert Fredholm (2001).

Søren Krag-Jacobsen, Isfugle. (1983)

Hvis man slipper en fangen musvåge ud af buret, vil den flyve ud i friheden for aldrig mere at vende tilbage. Men hvis man slipper en brevdue løs hundreder af kilometer fra hjemmet, vil den uden ophold flyve direkte hjem. Sådan er det så forskelligt med fugle, og sådan er det så forskelligt med mennesker.

I "Isfugle" af Søren Kragh Jacobsen (1983) følger vi den forsigtige John, der spilles af Peter Hesse Overgaard. En stilfærdig ung mand, der instingtivt vil søge mod hjemmets tryghed. Han bor hjemme hos mor og arbejder med overvågning på Ørstedsværket. I sin fritid udstopper han fugle og holder dueslag sammen med Sand, en kær men døende gammel mand. Det bliver til historien om en alt for store dreng, der bliver alt for sent voksen, men bliver det. Da John en dag møder René spillet af Michael Falch, der er pågående, rapkæftede og opsøgende frihedens usikkerhed, kommer der skred i hans tilværelse. Engang i foråret 1967, hvor de begge var 11 år, havde de truffet hinanden. Tilfældigt og kort, men under så dramatiske omstændigheder at de kan huske det, da de lige så tilfældigt mødes 16 år senere i vinteren 1983. De bliver venner, og deres umage temperamenter indgår i hinanden som en kemisk forbindelse. Trods deres 27 år har ingen af dem fundet deres ståsted i tilværelsen, eller taget den beslutning, der gav deres liv retning. De er for gamle til at være unge, for unge til at være gamle, men voksne er de endnu ikke.

John og Rene´ finder sammen om at udbringe petroliumsdunke på Vesterbro. John får en privat aftale med Vivi (Mette Munk Plum) fra systuen, som de levere petrolium til. Men netop som han skal til at tage sit første skridt henimod et måske nyt liv bryder Ørstedsværket ned, og det vil sige hele Københavns elforsyning, så han må knokle som en gal for at få det igang igen. Han kører derefter ud til Vivi, hvor han lærer at livet kan være andet end mor, fugle og elforsyning. René befinder sig samtidig i en valgsituation. Han har gamle frustrationer i forhold til sin far, der vises i en flashback scene til John og Renés møde 16 år tidligere, og som har gjort indtryk på dem begge. René afreagere under natlige køreture, hvor han terrorisere farens nye familie, ved at fræse rundt på pladsen foran deres statelige villa med et brøl af en bil. Han stilles over for valget mellem forsoning eller brud.

Guiseppe Tornatore, Mine aftener i paradis.

I Guiseppe Tornatores film "Mine aftener i paradis" (1989) modtager filminstruktøren Salvatore (Toto) de Vitto, som nu bor i Rom, en meddelelse fra sin mor på Sicilien, som kan fortælle, at Salvtores gamle ven Alfredo er død. Den meddelelse udløser en lang mental rejse tilbage, hvor Salvatore mindes sin barndom og ungdom i en siciliansk landsby i årene lige efter anden verdenskrig. Den gang tilbragte lille Toto det meste af sin tid i den lokale biograf Cinema Paradiso, hvor filmoperatøren Alfredo på en gang var hans ven og en slags erstatning for faderen, som var forsvundet på østfronten. I biografen leves der spontant og støjende med i filmene, der grædes og der sukkes og der råbes forbandelser af skurkene og advarsler og opmuntringer til heltene. Da Toto bliver en noget ældre dreng begynder han så småt at filme, og han forelsker sig i bank - direktørens datter Elena, som længe er afvisende, men efterhånden gengælder hans følelser. Kærligheden løber dog ud i sandet, da Toto aftjener sin værnepligt, og hans breve kommer uåbnede tilbage. Hjemvendt i landsbyen ville Toto forsætte sin gamle tilværelse, men Alfredo opfordre ham til at rejse bort og sætte sig nye mål. Toto følger hans råd, bliver en stor mand i filmbranchen og vender aldrig tilbage til landsbyen. I Rom genfinder han nu sin første film, den han optog med Elena, hans eneste virkelige kærlighed. Filmmanden Salvatore de Vito rejser hjem til barndommens sicilianske by for at deltage i Alfredos begravelse, og møder der de mennesker han ikke har set i mange år.

Wim Wenders, Paris,Texas.

"Paris, Texas", af den tyske instruktør Wim Wenders, åbnes i et ørkenlandskab, hvor filmens hovedperson Travis vandre stirrende. Udmattet falder han om, da han når til en lille flække, og han bringes til lægen. Travis er stum men kan identificeres ved et visitkort med et telefonnummer til en virksomhed i L. A. Bag det nummer gemmer sig hans bror Walt, 

Walt, der har troet Travis død siden han for fire år siden forsvandt, hvor Travis kone Jane samtidig efterlod Hunter deres fælles 3-årige søn hos Walt og dennes kone Ann, kontaktes af lægen og begiver sig på den lange vej ud i ørkenen for at genfinde Travis. Den stumme Travis genvinder sin tales brug på turen sammen med broderen tilbage til L. A. Sproget bruger han til at genetablere et forhold til den søn han forlod. Efter en tid i Walt og Anns forstadsidyl beslutter Travis og sønnen Hunter at opspore moderen Jane, som Ann har fortalt, hver måned indsætter et beløb til Hunter i en bank i Huston. De to får ved banken færden af Jane, og efterfølger hendes røde bil gennem Houstons labyrintiske motorvejstrafik til det peepshowetablisement, hvor det viser sig Jane nu ernærer sig som værtinde. Her kommunikeres der mellem to rum adskildt af et envejsspejl, hvor en kunde kan se sin værtinde, der ikke kan se sin kunde. I sådan situation beretter Travis overfor Jane, uden at give sig til kende, om sin fortolkning af sin egen kærligheds skibbrud, hvor Jane genkender sig selv. I sidste scene vælger Travis at give afkald på faderrollen. Sit farvel har han indtalt på bånd, og han vælger derefter at forsvinde, for at Jane og Hunter kan genforenes.

Travis vandring i ørkenen havde som mål den lille by Paris i Texas, som vi dog kun får at se i en ussel fotogengivelse. Byen hvor hans forældre i kærlighed ved deres samleje lagde grunden til ham.

Lawrence Kasdan, Turist ved et tilfælde.

Lawrence Kasdans "Turist ved et tilfælde" baserer sig på Anne Tylers roman. Filmen berører absolut et alvorligt og kontroversielt emne, men det serveres på en måde, der gør filmen anderledes vedkommende.

Macon, spillet af William Hurt, er rejsebogsforfatter, og befinder sig under en mental dyne, efter at hans søn tragisk blev skuddræbt, og hustruen Sarah, spillet af Kathleen Turner, vil så separeres. Filmen fortæller på en jævnt flydende udramatisk måde, som Macon lever sin hverdag, distanceret og uengageret. Hans mentale liv samspiller i god overensstemmelse med hans arbejde med guidebøgerne, hvor han udmønter sine gode råd til, hvordan den forretningsrejsende bedst lukker af for rejsemålenes irriterende forskelligartede indtryk. Da Sarah er flyttet isolerer Macon sig fra omverdenen helt i overensstemmelse med hans rejsebøgers anvisning. Hans hund foranlediger, at han brækker sit ben. Det brækkede ben bringer ham ud af hjemmet, som rekonvalsent hos sin familie. Midt i Macons krise beskriver filmen vittigt hans familie med de to brødre og søsteren, der alle er lettere excentriske, men de lever alligevel et konventionelt liv i en forstad til Baltimore. En enlig mor, spillet af Geena Davis, driver hundepensionen, som Macon har måttet ty til, når han ikke kunne undgå at foretage researchrejser. Hun lægger ikke konventionelle bånd på sig selv i sin interesse for Macon.

Bill Forsyth, Local Hero. (1983)

Filmen "Local Hero" af den britiske instruktør Bill Forsyth er en venligt ironiserende skildring af den lille skotske fiskerlandsby Ferness (Pennan ved Aberdeen). En by med en afslappet livsrytme og en vennesæl atmosfære omgivet af storslået natur. Til den skotske kystlandsby ankommer Macintyre, en effektivitetsjagende medarbejder i det Texas-baserede Knox Oil, som helst vil ordne alt via telefonen. Men da han får betroet opgaven med at opkøbe hele Ferness rub og stub, med henblik på at Knox oil kan opfører et olieraffinaderi på stedet, må han forlade storbyen og modstræbende, for en tid, slå sig ned i Ferness. Han møder der Urquhart, kroejer og borgmester m. m. En usentimental skotte, der forstår at sno sig og leve livet. Omkring deres forhandlinger vrimler det med lokale beboere, der hellere end gerne vil forlade hus og hjem, hvis de kan blive rige.

Foto1. Pennan ved Aberdeen.
Foro2. Macintyre ved den telefonbox der er hans forbindelse til Houston.

Jon Bang Carlsen, Ofelia kommer til byen.(1985)

I filmen "Ofelia Kommer til byen" af Jon Bang Carlsen befinder vi os midt i et smukt vinterlandskab omkring en lille jydsk landsby på kanten til Vesterhavet. Landsbyen er, med skolelæren som ildsjæl, i gang med at sætte "Hamlet" op som delitantforestilling. Jon Bang Carlsen orkestrere sit galleri af elskelige og karakterfulde personer, som John der er graver ved kirken, hans mor, der er hjemmehjælp med en bibeskæftigelse, der giver John både hovedbrud og sjælekvaler om hvem, der er hans far. Er det mon buschaufføren Vagn, der forgæves forsøger at finde accept hos sin religiøse far? Eller er det mon amerikaneren, der skal begraves i det lille sogn? Eller er det Arne, der ene mand driver en gård med malkekvæg, som han passer og plejer som sine kæledyr, og som han nægter at skille sig af med til slagtning, om han så må gå fra gården? Eller er det skolelæren, som John til sin store forbitrelse en dag møder hos sin mor, iklædt underbukser? En dag ankommer så Molly fra København til byen. Hun er en ung og forvirret pige med et skrøbeligt syn på verden. Molly og John får roller som Ofelia og Hamlet i den lokale delitantforestilling. Men en dag er Molly rejst, og det giver John anledning til sit eget opbrud fra byen, hvor han har levet hele sit ca. 25 årige liv. Filmen udtrykker sin egen særprægede stemning med elskelige skæve eksistenser, original og detaljerig med endnu en kvalitet hentet fra den tilbagevendende Carl Nielsen musik "Ved en ung kunstners bårer".

Foto. Stine Bierlich i rollen som Ofelia.

Bille August - Film større end livet selv?

Bille August er et stille menneske, skriver Anne Wolden-Ræthinge i en biografi fra 1993, han svarer kun når han bliver spurgt. Han er en seer, en lytter, opmærksom på "disse magiske sekunder der opleves som større end livet selv".

Bille Augusts film har ofte et samvittighedtema. I enhver samvittighedsreaktion findes såvel et subjektiv som et objektivt element. Det ene øjeblik føler vi, at vi reagere ud fra vort inderste indre, det næste øjeblik får vi hjælp et andet sted fra, til at overvinde os selv; hvad er det nu rigtigt at gøre, uafhængigt af mine sympatier og antipatier? Bille August beskriver udfordringen med "Den gode vilje" (1992). For Bille August handler den film om de mennesker, som befinder sig i sandhedens øjeblik. Vi oplever den lille dreng Petrus løbe af sted med en baby for at drukne ham. Henrik tæver derefter løs på drengen, til han nærmest besvimer, mens Anna med ligegyldighed står og betragter det. Ifølge Bille August er Petrus som dramatisk figur utrolig interessant, da han bliver en dæmonisk person på det tidspunkt, hvor Anna og Henriks ægteskab ikke fungere. Som det adopterede barn bliver han forstødt af Anna, og handler desperat som taber.

Det har været med den største fornøjelse han har lavet "Den gode vilje". Den film har betydet meget for ham kunstnerisk og privat, mødet med Penilla, venskabet med Ghita Nørby og mødet med Ingmar Bergman. "Det er noget jeg vil gå i graven med. En følelse af noget stort, noget vigtigt i mit liv."

Foto. Bille August under filmoptagelse.