Min kulturferie i København 22. til 24. april 2015.

Udsigt fra havnebussen på vej mod Sydhavnen.

I min kulturferie til København tog jeg på havnerundfart med de gule havnebusser, der sejler i rutefart mellem Refshaleøen i nord og Teglholmen i syd tur og retur. Jeg stod på og af i Nyhavn og fik således hele turen. Dermed fik jeg min første tur i Sydhavnen, der strækker sig cirka 3 kilometer fra Langebro til Sluseholmen. 

Her ved Islands brygge har man siden 2002 kunnet bade i havnen.

Claus Hagen Petersen har i sin "København" (2004) lavet en tidslinie for Sydhavnen:

1876. Gasværkshavnen anlægges.

1897. Kalvebod brygge, til venstre på billedet øverst, anlægges. 

1901-03. Slusen anlægges.

1902-22. Islands Brygge, til højre på billedet ovenfor, opfyldes i flere tempi.

1920. H.C. Ørstedværket indvies.

1958-98. Fisketorvet var i brug som sådan. I dag ligger indkøbscentret der.

1994-2000. Kalvebod Brygge sælges og bebygges med kontorhuse.

1999-2003. Plan om tusindvis af boliger i Sydhavnen inspireret fra Amsterdam.

Den 190 meter Bryggebro for gående og cyklister blev åbnet i 2006.

Siden 2006 er der flyttet flere tusinde til Sluseholmen i nyt byggeri.

I Nyhavn gik jeg ombord i den anden havnerute, der sejler passagere mellem Nyhavn og Papirøen. Jeg ville besøge Christianshavns Bogfestival, der er Københavns ældste af sin slags, og hvert år præsentere god litteratur i nye rammer på nye måder, så flere bliver inspireret og interesseret i litteratur. Bogfestivallen blev talt igang under mit ophold på Verdens Bogdag 23. april, William Shakespeares fødselsdag. Kulturminister Marianne Jelved holdt åbningstalen, på Papirøen i det spændende Copenhagen Street Food, og derefter gav de to forfattere Robert Zola Christensen og Jacob Skyggebjerg oplæsninger vekslende med humoristiske anekdoter fra deres forfatterlivs begyndelse og udvikling.

Jacob Skyggebjerg (født 1985) debuterede i 2013 med "Vor tids helt", der er en delvis selvbiografisk roman fra egen opvækst hos alkoholiserede forældre mellem Horsens og Vejle til et vildt storbyliv i København. Den vil jeg købe og læse.

Robert Zola Christensen (født 1964) har skrevet børnebøger, digte, noveller, fagbøger og romaner. Centralt for en del af hans litteratur står en undren omkring temaer som identitet og virkelighed. Jeg har hans "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" (2009) stående i min reol.

Copenhagen street food ligger på Papirøen overfor Nyhavn.

Inde i Papirøen kan man købe et eksotisk måltid i en af de 33 boder.

I min kulturferie i København havde jeg to gode koncertoplevelser i DR koncertsalen. Onsdag aften oplevede jeg for andet år i træk Rasmus Nøhr, og torsdag oplevede jeg symfoniorkestret Da capo med stort kor præsentere "Die schönsten Opernchöre" der. Orkestret fra Østrig/Ukraine har siden 2004 turneret med klassiske temaer i Europa, og har tidligere spillet i koncertsalen. Jeg er ikke til at opleve en hel opera, så det var en mulighed for at opleve mange variationer. 

Jeg fik i min lille ferie bekræftet, at Danmark er et lille lykkeligt land. Jeg har oplevet skoleklasser på tur, en stilfærdig udenlandsk tigger, passagere i tog, s-tog og metro fra utallige forskellige sociale lag og lande, forventningfulde koncertgæster, hotelgæster og servicepersonale, helt uden mislyde. 

Edda Magnason, The Standard 10. december 2014.

Tryk her for at se mere om The Standard.

Torsdag den 10. december fik jeg oplevet pianist, skuespillerinde og sangerinde Edda Magnason i The Standard Havnegade 44 København. The Standard er tre restauranter og et intimt Jazz spillested med plads til et publikum på omkring 85. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor jeg oven i koncertoplevelsen faktisk ganske kort fik lejlighed til at samtale nogle få sætninger med Edda Magnason, da vi aldeles tilfældigt ankom til The Standard samtidig. Hun virkede sød. Niels Lan Doky spillede på flygel med sin trio, og var en hyggelig konferencier. Edda Magnason gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, og på Niels Lan Doky forstod jeg, i hendes hovedrolle som Monica Zetterlund. Edda Magnason kan nu sagtens gøre sig gældende med sine egne musikalske kvaliteter, så vidt jeg kan bedømme.

Tryk her og oplev Edda Magnason på The Standard.

Jeg overnattede på Hotel Nyhavn 71, 200 meter fra The Standard, i et stort hyggeligt værelse med udsigt til Københavns havn.

Hotel Nyhavn 71 by night.

En god dag på Sophienholm.

Sophienholm ved Bagsværd sø.

For snart mange år siden læste jeg en kronik i Week-end avisen, hvor Knud Wentzel skrev om dannelse, som det der kan bibringe den dannede orientering i traditionens muligheder. I sommeren 2012 fik jeg så læst Knud Wentzels "Rend mig, et essay om tradition"(2011). Knud Wentzel følger i sit essay begrebet tradition til det tidspunkt, hvor tradition fik ny og offensiv udfoldelse i årene omkring 1800, i svingdøren mellem oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet og romantikken i begyndelsen af 1800-tallet. Århundreders traditionel livsførelse blev til en ny tids brug af bevidste traditioner med henblik på dannelsen af en ny kultur.

I dag har jeg haft en god feriedag. Jeg startede tidligt i morges min lille bil og kørte mod Sjælland for at besøge nogle af dansk guldalderkulturs væsentligste lokaliteter. Jeg orinterer mig psyko-geografisk, det vil sige, jeg befinder mig i et miljø med min indlevelse, der giver mig følelser i forhold til den historie, der knytter sig til det sted, hvor jeg befinder mig. 

Frederikes far var præst ved den tyske St. Petri kirke i København fra 1765, efter han med sin tyske familie, der medbragte den nyfødte Frederike, var kommet til Danmark samme år. 1783 blev Frederike gift med storkøbmanden Constantin Brun, og sammen rejste parret til St. Petersborg og i Tyskland, hvorefter Frederike rejste med skiftende selskab rundt i Europa, og hjemme residerede de i Molktes Palæ. I 1790 købte Bruns Sophienholm ved Bagsværd sø, der var opført i 1768 af T.H. Holmskjold, som opkaldte landstedet efter sin hustru Sophie, men sommerboligen blev ombygget til det endelige nuværende udseende i 1805 af familien Brun. På Sophienholm opdyrkede Frederike Brun sit omfattende salonliv, i og omkring familiens sommerresidens i perioden 1790-1835, for mange af datidens kunstnere og kulturpersonligheder, og dengang udlevede Jens Baggesen og Adam Oehlenschlæger deres kontroverser der, så hvis nu træer og vægge kunne fortælle. Salonlivet på Sophienholm kan nok ellers bedst forståes som en form for inderligt venskab, der nærede samværets liv og klangbund. Frederike Brun ville samle mennesker fra forskellige lag og lande i en form for åbent hus, der dog ikke var mere åbent, end at alle deltagere på den ene eller anden måde skulle have en vis betydning, og derfor som debutant enten medbringe et anbefalelsesbrev, eller være inviteret, men interesserede kunne dog melde sig hos Frederike Brun til en audition. Blev man godkendt, fik man en invitation til at komme en bestemt aften, og blev det en succes, var gæsten altid velkommen.

Sølyst ved Øresund.

Charlottes far var fra en borgerlig tysk militærslægt i dansk tjeneste, og hendes mor var fra en norsk, nyadlet handelsslægt. Efter deres fars tidlige død levede Charlotte og søsteren Sybille på Løvenborg i nærheden af Holbæk. De to søstre blev gift ind i det indflydelsesrige og meget velhavende embedsaristokrati ofte med tyske rødder. Ved Charlottes giftemål med grev Ernst Schimmelmann, der var finans- og statsminister og samtidig gods-, plantage- og fabriksejer, opnåede hun mellem 1782-1816 en meget stor indflydelse på det københavnske selskabsliv. De saloner Charlotte afholdt om vinteren i Bredgade i Schimmelmanns Palæ og om sommeren på Sølyst i Klampenborg, var søgt af tidens politiske og kulturelle notabiliteter fra nær og fjern, embedsmænd, købmænd, diplomater og militærpersoner, som den rige florissante epoke 1778-1807 havde ført til den danske hovedstad, og som ofte var orienteret i filosofiske tanker, kultur og kunst. Samtidig åbnede hun sin salon for udvalgte kunstnere og videnskabsmænd med talent, og dermed blev hendes salon et af de europæiske kulturcentre, der blev lagt mærke til.

Hvordan gik det for eksempel til, at det dansk-tyske statsembedsaristokrati donerede økonomisk støtte til en tysk borgerlig digter med revolutionært ry? I juni måned 1791 rygtedes det iblandt denne kulturkreds, først fra Jens Baggesen og defra via Charlotte Schimmelmann, at den tyske digter Friedrich Schiller var død, men få dage senere fik de en ny meddelse om, at han levede, men var syg og fattig. Jens Baggesen arbejdede på at skaffe en økonomisk støtte til Friedrich Schiller, og som så ofte før og siden blev det Ernst Schimmelmann, der trådte til, i dette tilfælde med en årlig understøttelse på 1000 rigsdalere i fem år. Friedrich Schiller kvitterede med 27 breve mellem 1793-95 "Über die æsthetische Erzieung des Menschen". 

Selskabslivet i salonerne søgte en kosmopolitisk atmosfære og samlede deltagelse af både mænd og kvinder. Samværet fandt sine stimulerende former i mundtligt samtaler afvekslende med skriftligt litterær og musisk dramatisk optræden. Salonens værtinde udtrykte den schillerske forestilling om den skønne sjæl, der blev defineret som et blødere modstykke til Immanuel Kants oplysningsideer om menneskets pligtetiske imperativ. Ifølge Schiller er den skønne sjæl en fuldstændig moralsk karakter, der gør det gode helt af sig selv uden at tænke over det. Pligt forenet med tilbøjelighed i en helstøbt harmoni, og en sådan sjæl udgyder med sin tilstedeværelse skønhed over alle i sine omgivelser. Salonlivet havde vel sit højdepunkt omkring 1810 men efterhånden ophørte det i og omkring København ved Charlotte Schimmelmanns, Kamma Rahbeks og ikke mindst Frederike Bruns død i 1816, 1829 og 1835.

Karakteristisk for Charlotte Schimmelmanns inflydelsesrige miljø var vel, at det bidrog til at gøre oplyst enevælde til en styreform med pragmatisk reformering af landbrug og handel og tidlige eksperimenter med industri samt skolegang for almuen. Men mest berømmet er initiativet til begyndende opgør med slaveri. Schimmelmanns miljø var en overgangskultur, der på en gang var adelig og borgerlig, enevældig og liberal, oplyst og religiøs, patriotisk og kosmopolitisk.

Foto. Brahetrolleborg ved Korinth var hjemsted for Johan Ludvig Reventlow (1775-1801) og Sybille Reventlow (1775-1828), som var søster til Charlotte Schimmelmann. Reventlows modtog her i 1787 besøg af Jens Baggesen, og sammnen gav de nye navne i deres egen ånd til gårde og lokaliteter ved godset. 

Litt. Breve til Charlotte (2011), Annelise Ballegaard Petersen og Anne Scott Sørensen.

Litt. Salon på Sophienholm (2010), red. Karen Klitgaard Povlsen.
Litt. Knud Wentzel, (2011) Rend mig, et essay om tradition. 

Borger, borgerdyd, klubber.

Forudsætningen for den nye borgerlige dyd var, at der eksisterede muligheder for et selvbevidst borgerskab. Et sådan borgerskab var under fortsat dannelse i København i de sidste årtier af 1700-tallet, og bestod af tre noget forskellige, men dog alligevel tæt forbundne grupper af embedsmænd, handelsfolk og kulturpersonligheder.

Embedsmændene formidlede deres nye tidsånd af ubestikkelighed, sparsommelighed, samvittighed, ordholdenhed, gudsfrygtighed, kongetroskab og patriotisme, der afløste den adelige administration.

Fra København og større provinsbyer blev der efterhånden handlet på store afstande. Under syvårskrigen 1756-63 og igen under den amerikanske frihedskrig 1775-83, hvor Danmark holdt sig neutral, blev der tjent mange penge på handel. I den nye statsmagts komplicerede system blev der snart mindre plads til pragtelskende herremænd fra den gamle arvelige militære klasse. Derimod var der brug for omhyggelige embedsmænd, når der skulle ske skatteopkrævninger, beregnes told, udbetales lønninger, udstedes love og regler, for at hele det danske statssystem kunne opretholdes. Med etablering af den juridiske embedseksamen i 1736 blev den nye professionalisering af det danske embedsværk grundlagt. Den borgerlig embedsmand var ikke en ydmyg skriver hos en adelig herremand, men var på vej til at blive en selvbevidst person med en ekspertise, der krævede både sin agtelse og betaling. Med deres bevidste danskhed følte de sig snart socialt jævnbyrdig med de mange indflydelsesrige tyskere.

I København blev der mellem 1774-1820 grundlagt mere end 30 klubber med kortere eller længere levetid og navne som Drejers klub, Harmonien, Borgerdydsselskabet, Efterslægtsselskabet og Det Venskabelige Selskab, Kronprinsens klub, Den Militære Klub, Det Forenede Venneselskab og Det Bestandige Borgerlige Selskab. Klubberne blev stiftet til borgerlige mænds samvær omkring bogsamlinger, udgivelser, måltider, punchebowle, kaffedrikning, samfundsdebatter og viseafsyngning. Jakob Drejers klub blev oprettet i 1775 med i første omgang 16 bekendte. Klubbens aktiviteter støttede foreløbigt den borgerlige patriotiske opfattelse, at den enevældige kongemagt endnu var borgerstandens værn mod adelen. Derimod havde klubberne en anti-aristokratiske og anti-tyske ideologi, og i talerne og sangene blev der som regel hyldet en nærmest demonstrativ patriotisme og et princip om ligeværd mellem alle danske borgere, som ikke mere burde værdsættes efter deres rang og stand, men værdsættes efter deres gavnlige virke for almenheden. Jakob Drejers Klub holdt fra 1779 sine klubmøder i Østergade 54 i den renæssancegård fra 1640, der fra 1790 husede Efterslægtens skole i 120 år. Til en klub aktiviteter var udgivelse af nyhedsbreve og litterære skrifter ofte vigtig, med "Minerva" udgivet af Drejers klub som det toneangivende, hvor klubbens debattøre og forfattere kunne finde udgivelsesmulighed. Det var i Drejers Klub, Adam Oehlenschlæger og H.C. Ørsted holdt festen før Jens Baggesens afrejse fra Danmark i 1800, og det var også i Drejers klub, Adam Oehlenschlæger første gang mødte Knud Lyhne Rahbek og efterhånden deltog i Rahbeks litterære kreds, og det endte med, at både H.C. Ørsted og Adam Oehlenschlæger i 1804 forlod Drejers Klub for at tilslutte sig det selskabelige og litterære salonliv i Bakkehuset hos Rahbeks, hvor "åndfulde vittige samtaler meget bidrog til at danne mig", værdsatte Adam Oehlenschlæger,

Foto. Københavns strøg nær Østergade 54 ved det gule banner til højre i billedet. På det sted holdt Jakob Drejers klub dens møder i den gamle renæssancegård fra 1640, som Efterslægtsselskabet købte i 1790. Gården blev nedrevet i 1913, og på matriklen står nu Illum på hjørnet af Pilestræde.

Inspireret af Jens Engberg, Magten og kulturen og Anne-Marie Mai, Længslernes tidsaldre 1800-1900.

København, Nytorv.

Jeg føler at Københavns centrum, med guldaldertidens kulturhistorie, er verdens mest interessante attraktion. I ejendommen på Nytorv 17 boede i løbet af 1830´erne to af guldalderens kendte digtere. Henrik Hertz boede der som ugift cand. jur. i ca. et år omkring 1836. Under sit ophold på Nytorv skrev Henrik Hertz "Den glemte paraply" med handling i det siden nedrevne Frederiksholms Kanal 6, hvor den store jødiske grossererfamilie Nathanson boede kun et stenkast fra Henrik Hertz bolig. Eckersberg portrætterede i 1818 familien Nathanson, på et billede der forestiller forældrene, der efter en audiens hos dronning Marie på Amalienborg, ved hjemkomsten modtages af deres mange børn. Denne audiens var den første en jøde fik ved det danske kongehus. Men hverken Nathanson eller Hertz forblev ortodokse jøder. Hertz lod sig tidligt døbe mens Nathansons børn fordanskede deres navn til Nansen, og to af deres sønner fik senere deres præsteembede i den danske folkekirke.

Den anden kulturpersonlighed der har boet i Nytorv 17 var Søren Kiekegaards mentor Poul Martin Møller, der flyttede ind i 1837 og boede der i ca. 1 år inden han døde 13. marts 1838. Forinden havde han skrevet "Kunstneren mellem oprørerne", hvor han debatterede sin egen ængstelse for den nye revolutionære tid, som kunstneren ifølge kunstens væsen burde holde sig uden for. Indrages kunstneren alligevel, må han ifølge Møller tage parti for myndighed og orden, men vil dog ved det lide ubodelig skade.

Tscherning var officer og senere stifter af partiet Bondevennerne, og boede i 1842-47 i Brolæggerstræde 5 nær ved Nytorv. Den nærmest midaldrende, ugifte og afskedigede officer blev vedvarende kurtiseret af sin meget yngre kusine Eleonora Christine. Så i 1845 kapitulerede han, og da de giftede sig, flyttede de sammen i hans ungkarlehybel. I 1847 flyttede de rundt om hjørnet til en større lejlighed i Nytorv 11 lige overfor Råd- og Domhuset.

Gennem næsten 40 år lagde den siden nedrevne bygning på Nytorv 2 bolig til familien Kierkegaards historie. Således blev Søren Kierkegaard født der den 5. maj 1813 og boede hjemme der frem til 1. September 1837, hvor han i en alder af 24 år flyttede hjemmefra. Fra Oktober 1844 boede han som husejer i sit barndomshjem, frem til den 27. April 1848, hvor han solgte huset og flyttede fra Nytorv for altid. Forinden havde han fra sine vinduer kunnet se byen i oprør den 21. marts, hvor 10-15.000 mennesker var forsamlet foran Råd- og domhuset for derfra at vandre til Christiansborg Slot, hvor kongen måtte love dem en ny regering, som det danske folk kunne have tillid til. Søren Kierkegaard gruede for den patriotiske pøbel, men om aftenen vovede han sig dog ned på torvet, hvor han indviede Tscherning i sin opposition til kongens kompromis med folket. Næste dag 22. marts 1848 blev Tscherning udnævnt til minister i den første patriotiske regering.

Læs evt. Peter Tudvad, Kierkegaards København. Winge og Smidt, Hen over torv og gade. Pernille Steensgaard, København - folk og kvarterer. Bodil Wamberg, Mit hjerte er skabt til kærlighed.

Foto. Nytorv malet af Carl Balsgaard i 1839.

Dorthe Sondrup Andersen, Guldalder uden forgyldning.

Dorthe Sondrup Andersens tager os i "Guldalder uden forgyldning" (2004) med på et underholdende, informativ og tankevækkende besøg i guldaldertidens København med fortællinger om livet og normerne for kulturlivets mænd og kvinder. På trods af landets vanskelige kår sprudlede det af kreativitet, når den danske hovedstads intellektuelle elite holdt begavede sammenkomster, og fremelskede teater, ballet, musik, malerier, litteratur, videnskab og filosofi. Udgangspunktet i bogen er en håndfuld af guldalderens private hjem og kunstnernes følelsesmæssige ambivalens mellem at stifte familie eller leve med kunstens muse. At drive en husholdning uden næringssorger var noget af en opgave i mange hjem med typisk en stor børneflok, en karl og en pige til det grove, familiens ældre, eventuelle voksne ugifte døtre eller forældreløse børn for eksempel hos grosserer N.L. Nathanson, som fik sig en ekstra børneflok at forsørge, efter at fru Nathansons søster først mistede sin mand, og derefter gik fallit med hendes bageri ved Gråbrødretorv, der nedbrændte som følge af Købehavns bombardement i 1807. Denne ulykkesramte kvinde var Henrik Hertz mor, og det var faktisk på den måde, han som halvstor dreng kom i huset hos sin rige jødiske onkel. Vi bliver præsenteret for flere familiemosaikker, og ind imellem flettes tråde mellem kunstnere som Kuhlau, Weyse, Thorvalsen, Kierkegaard og H.C. Andersen, som aldrig selv stiftede familie, og de som udskød ægteskabet længe som Christian Winther og Henrik Hertz, som først giftede sig i en alder af 52. En gennemgående familiemosaik i bogen udgår fra etatsråd, jurist og bryggeriejer Hans Hegers gård i Nørregade. I hans og hustruens hjem kom flere fra kulturlivet og universitetet for enten at besøge ham eller hans tre sønner, og som en følge deraf mødte ægteparret Hegers to døtre, Christiane som langt om længe blev gift med Adam Oehlenschlæger, og Kamma som blev gift med Knud Lyhne Rahbek.

Dorthe Sondrup Andersen krydrer beskrivelsen af dette netværk med fyndige, klare og rammende situationer, der giver en levende forståelse af denne tid, og ikke mindst en nøgtern beskrivelse af kvindernes restriktive livssituation.
Jeg kan på det varmeste anbefale bogen.

Hva´ så København?

En god gammel ven fra min studietid i Odense ringede i marts 1995 og spurgte, om vi skulle følges til det sociale topmøde i København. Det var en god oplevelse, og det blev starten på en nem og livsbekræftende interesse i København som historie - og kulturby. Jeg har vel siden været i København ca. 70 gange ofte med det ærinde at få en historie ind i mit forstandsmæssige og emotionelle kredsløb. I min hverdag her i Horsens kan jeg nemt følge med på internettet og i direkte fjernsynsprogrammer fra Rådhuspladsen, Hovedbanegården og Nyhavn.

Det bedste jeg ved, når jeg besøger København, er at købe en 24 timers billet til hele hovedstadsområdets kollektive trafik. Kortet træder i kraft ved første entreklip i bus, S - tog eller metro. Jeg starter efter frokost og kører så resten af dagen mens anden halvdel køres om formiddagen den følgende dag. Jeg kører lidt på lykke og fromme, når en rute ender hopper jeg på den næste interessante rute. Jeg kommer forbi Bjørn Nørgårds boligbyggeri, Brøndby stadion, det lille kolonihavehus med løgkuplen og så videre. På billetten kan jeg køre ubegrænset i 24 timer fra Dragør til Gilleleje og fra Roskilde til Øresund.

Så siger jeg;
Fuld hilsen til en ny dag,
til alle fra nær og fjern.
Fuld hilsen til forsinkede 4 - tog,
til Tivoli og til Hovedbanegården.
Fuld hilsen til Anker Jørgensen,
til Nyhavn, til Gråbrødretorv og til Strøget.
Fuld hilsen her hvor Digter - Dan boede,
til elskende, der måske holder sammen.
Hvorfor ikke? Hvem ve´?
Fuld hilsen til slinger i valsen,
til skæg og balllade,
til drømme, der river og flår i enhver.
Fuld hilsen fra den´ ene,
der er på træk gennem byen,
og som tør tro på, at livet kan bære.
Frit efter Michael Falch fra CD ´en Stævnemøder 1997.

Martinus Rørbye, Udsigt fra kunstnerens vindue.

Det nyklassicistiske hus Amaliegade 45 fik i 1817 nye beboere, da den hjemvendende embedsmand F.H. Rørbye og hustru med deres børn flyttede ind, efter at Norge var blevet adskilt fra Danmark. Sønnen Martinus Rørbye (1803-48) blev i 1819 optaget på kunstakademiet, hvor han i 1823 modtog akademiets lille sølvmedalje, i 1825 den store sølvmedalje og i 1829 den lille guldmedalje.

Martinus Rørbye skildrede i tiden omkring 1825, da han selv var i begyndelsen af 20´erne, udsigten fra forældrenes stue på 1. sal. På den tid var der ingen bebyggelse på den anden side af Amaliegade, og der var derfor frit udsyn mod havnen og flådens leje. Udenfor det åbne vindue luftes familiens fugl i et bur. I vindueskarmen ses moderens urtepotter med vækster og blomster i flere stadier, afstøbningen af en barnefod samt en åben bog. Midt i vinduet hænger et spejl, således at man fra vinduet er i stand til at se sig selv, med hjemmet som baggrund og med udsigt til verden.

Billedet symbolisere måske Martinus Rørbyes program, der viser det "ukendte ude" og det "trygge hjemme".

Efter Martinus Rørbyes afgang fra akademiet i 1830, foretog han mange rejser, og hans motivverden udvikledes af indtrykkene fra rejser til perifere og uudforskede områder i Europa med Skagen og Norge mod nord og Sicilien, Tyrkiet og Grækenland i syd. Han bevarede sin tilknytning til Amaliegade, som han altid vendte hjem til igen, og hvor han døde i det nu nedrevne Amaliegade 33 i 1848.

Litteratur. Smidt og Winge, Hen over torv og gade (1996)
Foto. Martinus Rørbye 1825, Udsigt fra kunstnerens vindue.

H.C. Andersen, Henriques og Melchior.

H.C. Andersens varme venskab med familien Melchior gik via fru Dorotheas bror og svigerinde, vekselereren Henriques og dennes hustru Therese der boede på 1. sal i Tordenskjoldsgade 1. Deres lejlighed var ofte samlingssted for sangere, musikere og komponister, som inviteredes til musikalsk samvær og hygge. Huset Henriques var en af de velhavende jødiske familier, som i flere generationer havde boet i Danmark og forenede danskhed med internationale åndelige interesser. I tiden omkring 1860 var H.C. Andersen ikke længere trykket af fattigdom og mangel på anerkendelse. Hans eventyr var blevet en del af det danske kulturliv, og H.C. Andersen var selv blevet et trækplaster i det københavnske selskabsliv. Han gæstede familien Henriques første gang i december 1860, og snart havde han en fast søndagsinvitation der. Fra Henriques var der ikke så langt hen til Melchiors hjørnehus på Højbro plads 21, hvor han var til middag første gang i august 1863.

Moritz Melchior var en travl mand med mange offentlige erhverv, såsom formand for grosserersocietetet, medstifter af Privatbanken, borgerrepræsentant og rigsdagsmand. Dorothea Melchior udfyldte gerne kvinderollen som hustru og moder til deres 8 børn, og hun udstrakte den også til digteren. Hun gik aldrig i rette med H. C. Andersen, men drog omsorg for hans ustadige kunstnersind. I alle de år venskabet fik lov at bestå, frem til hans død 4. august 1875 i Melchiors villa Rolighed på Østerbro, hjalp de ham på bedste måde i ord og handling. Når han udtrykte taknemmelighed, understregede Dorothea og Moritz Melchior, at han var den givende, og de fremhævede Jonas Collin som hans store velgører, som havde set talentet i den fattige dreng og hjulpet ham på vejen. 

Litteratur. "H.C. Andersen og veninderne" (1998) Bente Kjølbye. H. C. Andersens brevveksling med Familien Melchior 1-3 (2007) Red. Niels Oxenvad

Foto. H.C. Andersen portræt fra 1869 malet af Carl Bloch.

Om miljøskildringer af dansk liv ca. år 1900.

Jeg holder af at se på malerier fra de sidste årtier af 1800-tallet og de første årtier efter 1900, der viser illustrationer af gadelivet. Billederne inviterer til at blive fortolket som ordløse noveller.

Paul Fischer malede borgerskabet og middelklassen som aktive mennesker med deres overvejende optimistisk samfundssyn. På hans billeder ses ofte motiver fra bekendte københavske pladser og gader, hvor vigør og initiativ bliver fremhævet. Paul Fischer levede mellem 1860-1934, og han kunne flytte til bedre boliger, efterhånden som han blev bedre stillet i sit liv. Først boede han som farvehandler i Stengade. Midt i 1880 erne flyttede han til en lejlighed i Vodroffvej 58 med udsigt over søen. I 1896 flyttede han til en villa med bedre atelierplads på Sophievej 23 i Hellerup, ca. 500 meter fra Øregaard Museum, hvor hans billeder er repræsenteret i dag.

Læs evt. Helge Carlsen. Billedmageren Paul Fischer (1991).
Foto1. Gammel strand af Paul Fischer.

Foto2. Kongens Nytorv af Paul Fischer.

Foto3. Højbro plads af Paul Fischer.

"Sat ud" (158 x 220,5) ovenfor (1892) af Erik Henningsen viser en arbejderfamilie, der er sat ud sansynligvis på grund af restancer. Den unge familiefar er debaterende med den overlegne gadebetjent, mens hans unge kone med deres barn ser til, og den gamle mor resigneret ser væk. Omkring 1870 var København overbefolket samtidig med at indvandringen til hovedstaden steg hastig som følge af den store landbrugsomlægning. Mellem 1860 og 1870 var byens befolkning blevet forøget med 50 procent, men byens industrielle udvikling med tilhørende arbejdspladser fulgtes ikke helt af en tilsvarende stigning i boligbyggeriet. En fjerdel af Danmarks befolkning boede i København, og en fjerdedel af disse boede i usunde overbebyggede boligkvartereres baggårdsmiljøer og i kælderlejligheder. Edvard Petersens "Udvandrere ved Larsens plads", (135,6 x 216 cm.) (1890) nedenfor har en lignende social vinkel. De nye industrierhverv kunne ikke give beskæftigelse og levebrød til alle de indvandrede fra landdistikterne, og der var derfor kronisk arbejdsløshed. En kvart million danskere, ud af en befolkning på knap 2 millioner, udvandrede i 1800-tallet til Amerika, og det var hovedsageligt i århundredes anden halvdel at den eventyrlige men også farefulde færd over Atlanten kom til at stå som et lokkende alternativ til det ofte økonomisk knappe liv herhjemme. I 1860´erne udvandrede godt 37.000 danskere, i 1870´erne 96.000 og i 1880´erne toppede det med 155.000. 

Edvard Petersen havde ikke selv fået ideen til sit emne. Hans tog udgangspunkt i Det Neuhausenske legats pengepræmie i 1889-92, hvor Akademiet inden for malerkunst havde stillet følgende opgave: " Figurmaleri. En afsked ved et udvandreskibs afgang. Hovedfigurerne ikke under 18 tommer".

Læs evt. Ny dansk kunsthistorie bind 4 om Realisme (1993).

København, Andersen og Kiekegaard.

Søren Kierkegaard og H.C. Andersen var ikke just venner, hvilket dog ikke afholdt dem fra at begave hinanden med smukke dedikationseksemplarer. Med fin sans for deres psykologiske forskellighed skrev Kierkegaard i sin dagbog: "see, Andersen kan fortælle eventyret om "Lykkens galoscher" - men jeg kan fortælle eventyret om skoen der trykker..." Billedet blev malet af Heinrich Hansen, som levede 1821-1890. Det forestiller Christiansborg ved Gammel strand stående på Højbroplads. Det sted ligger cirka midt mellem H.C. Andersens logi i Nyhavn og Søren Kiekegaard bolig på Nytorv. Umiddelbart til venstre boede familien Melchior, hvor de fejrede H.C. Andersens 70 års Fødselsdag for ham. Langt fremme til venstre et sted voksede Søren Kiekegaards forlovede Regine Olsen op.

Foto, Heinrich Hansen, Udsigt fra Gammel strand. Uden årstal.

København og øresundstolden.

Centralt til forståelsen af København, som hovedstad med en udvikling fra købstad til metropol, fremhæves her kongemagtens og statsmagtens muligheder, for at opkræve øresundstolden. 1426 eller 1429 indførte Erik af Pommeren øresundstolden, der var en afgift lagt på alle de skibe, der sejlede gennem Øresund og de danske bælter. Denne politik affødte en alliance mellem Danmarks fjender, der i 1428 angreb København, men blev slået tilbage. I 1472 blev der endvidere lagt afgift på skibenes varer, og i 1567 værdilastetold. Øresundstolden blev af stor betydning for den danske konge, idet den gik direkte i kongens kasse, og således stammede hele 2/3 af alle Kongestatens indtægter fra tolden i 1580. Sverige blev fritaget fra tolden efter Torstensonkrigen i 1645, men måtte betale told igen efter afslutningen på den Store nordiske Krig i 1721. Nederlandene, England og Frankrig protesterede jævnligt mod øresundstolden med Hugo Grotius "Om havenes frihed" som retslig argumentation. Efter 1815 voksede kritikken, og i 1855 afviste USA at fortsætte med betale øresundstold. En international konference i 1857 afskaffede den, men sikrede Danmark 33 1/3 million rigsdalere, dvs. ca. 12 års provenu i erstatning en gang for alle.

Foto. Øresundstolden skulle betales på Kronborg ved Helsingør, bygget 1574-84.

København, Christianshavn.

Det var Christian IV der fra 1618 lod Christianshavn anlægge. Bydelen er anlagt efter en samlet plan, og skulle indgå i Københavns søbefæstning, men var samtidig tænkt som en tidssvarende handelsby efter nederlandsk model, og i overenstemmelse med den blev gaderne anlagt med et firkantet torv i byens midte, med snorlige gader der krydser vinkelret og med en kanal, der deler Christianshavn i en over- og en nederby.

Det blev et særpræget kvarter. I intet andet kvarter fandtes vel så store kontraster som på Christianshavn, hvor rigdom og fattigdom, bramfrie søfolk, driftige borgere og velstående amagerbønder mødtes. Søkvæsthuset er et af Christianshavns smukkeste bygningsvæker, opført i midten af 1700-tallet som opfostringshus. Noget senere blev det omdannet til hospital for flådens folk. I oktober 1844 flyttede Heibergs med hans mor Thomasine Gyllembourg ind i en lejlighed i sidefløjen til Søkvæsthuset, der idag er Orlogsmuseum. B&W satte fra 1846 og 150 år frem industrialiseringens støjende og forurenende fingeraftryk på Christianshavn. Virksomheden lagde efterhånden beslag på en femtedel af hele bydelens areal, men visnede bort i takt med industrisamfundets afvikling i slutningen af 1900 tallet.

En beskrivelse af Christianshavn er ufuldstændig uden Christiania, der ligger placeret bag Christianshavns befæstningsanlæg, der var ude af brug. Det begyndte i 1970-71, i forlængelse af ungdomsoprøret, som et forsøg på at skabe et alternativt samfund, og Christianiaer er blevet kaldt et "drivhus for eksperimenter med nye samlivsformer".

Pernille Steensgaard skriver om den nye bydel på Holmen som et kvarter med mere velhavende nyligt bosatte christianshavnere med lidt private tendenser.

Litteratur. Pernille Steensgaard, "København - folk og kvarterer".

Billedet viser havneparti fra Christianshavn ved Wilders, og Vor frelser kirke med det karakteristiske spir i baggrunden, der har kunnet benyttes som pejlemærke for skibe ved indsejling siden 1750. Maleren er ukendt.

Kenn Andre Stilling, Drømme om Danmark.

Kenn Andre Stilling, tidskriftsredaktør, billedkunstner og en flittig byvandre fortæller. Når jeg vandre i byen, deltager jeg i livet, fører samtaler, observere meget forskelligt, lige pludselig er der 5 busser, og hele gaden er gul, og umiddelbart derefter kommer 38 blå spejdere forbi, og nogle sjove optrin jeg ikke var forberedt på, udspiller sig for mine øjne. Jeg kommer forbi et hus i Nørregade, en onsdag aften, hvor der er lys højt oppe i lejligheden, og så må jeg sige til mig selv, at der sidder tre mennesker og spiller violin, de spiller Mozart, og det gør de hver onsdag. Så skal jeg lade være med at ringe på, for så ødelægger jeg min historie. Men jeg bygger mine egne stemningslagre og depoter op ude i byen.

Frit efter Drømme om Danmark. Red. Jess Stein Pedersen

Foto, Nytorv i København.

København, Frederiksstaden.

Den såkaldte Florissante handelsperiode i anden halvdel af 1700-tallet medførte større velstand, idet København kom til at fungere som neutral transithavn for Nordeuropas handel. Da Frankrig erklærede England krig, som led i Den amerikanske Frihedskrig 1775-83, for at befri sig fra det engelske herredømme, betød det et stort opsving for den neutrale søfart. Det blev et redskab i hele krigsførelsen at blokere fjendens havne og opbringe hans skibe. Det lammede de krigsførende parters handel, og det kunne danske handelsfolk og den danske stat leve højt på.

Danmark erklærede sig neutralt, og regeringen oprettede flere handelskompagnier til at tage sig af vigtige handelsruter, så København kunne blive stabelplads for varer, der helt overvejende blev importeret for at blive eksporteret videre. På havnefronten ses i dag tre pakhuse; Vestindisk samt Gul og blå pakhuse. Pakhusene blev opført 1777-83 og blev rammen om eksotiske vare som sukker, bomuld, rom og de andre vare fra kolonierne på de vestindiske øer, mens det gule og det blå pakhus blev bygget til Det grønlandske Handelskompagni.

Ved siden af byens almindelige genopbygning efter branden i 1728, markerede konge- og statsmagten sig samtidig med imponerende initiativer. I 1749 begyndte man med anlægget af Frederiksstaden, hvor byggeriet nåede et af sine højdepunkter med de fire palæer omkring Amalienborg Slotsplads. Bydelen skulle være adelens og handelens, og både byplan og nybygningerne blev betroet Nicolai Eigtveds. Frederikskirken blev påbegyndt i 1749 og var af Eigtved tænkt som en rokokokirke, men udgifterne kom ud af kontrol, så Struensee stoppede byggeriet i 1770. Derefter henlå den som romantisk ruin i hundrede år. I 1874 købte Tietgen området og forpligtigede sig til at etablere en kirke med det ufærdige byggeri som grundlag. Det blev til den kendte kuppelkirke i italiensk barok som vi kender den i dag, tegnet af Ferdinand Meldahl.

Foto 1, Frederikskirken også kaldet Marmorkirken.

Foto 2, Frederik Sødring, Parti af Marmorpladsen med ruinerne af  Frederikskirke. (1835)
Læs evt. Ebbe Køvedal Reich, Drag ind af disse porte, side 216-34.

København, Nyboder.

Da Christian den 4. beordrede Nyboder bygget fra 1631 startede en epoke, hvis sidste etabe afsluttedes i 1795. Af de første huse er kun Sankt Paulsgade 18-20 tilbage, og det fungere i dag som mindestue. Det var oprindeligt ca. 200 teglstensmurede boliger med ca. 40m2 i stueplan. I 1700-tallet byggedes de nu kendte boliger med 1.sal. I sine velmagtsdag boede ca. 6000 mennesker i den maritime by. Christian den. 4. udviklede dertil en korpsånd, så flådens folk kunne føle sig som noget særligt. De havde egne skoler, småbørnsasyl, hospital, kirke, politi og jurisdiktion. Flådens lov gjalt ikke alene mændene, men også deres koner og børn. Sønner fulgte deres fædre i systemet, så generation fulgte generation i de gule boligkarreer. Fra morgenen blev folkene vækket af klokker, hvorefter de begav sig til toldboden, og derfra blev de sejlet over vandet til Holmen, og om aftenen gik trafikken så den modsatte vej. Flåden greb ind i alle livets forhold, og en gang om året blev alle boliger gennemgået af myndighederne ved en slags stuegang. Børnene fik gratis skolegang, der blev betalt tilbage med 16-20 års i tvungen tjeneste. Efter deres konfirmation fulgtes drengene med fædrene til Holmen, for at blive matroser, håndværkere eller artillerister. 

Efter 1807, da englænderne havde bombarderet København og var sejlet afsted med flåden, plus kanoner, kugler, krudt, tovværk, sejl og geværer måtte Danmark starte fra nul og kom aldrig på fuld højde. Den tvungne tjenestetid ophørte først i 1856.

Henrik Pontoppidan lader i sin roman Lykke Per (skrevet 1898-1904) bo til leje på Hjertensfrydsgade i Nyboder, hvor Henrik Pontoppidan selv boede kortvarigt, og han beskriver hvordan Nyboder adskildte sig fra resten af København, ved sin korpsånd og sine ritualer, med at Højbådsmand Olufsens foretager sin vandring fra Nyboder til København.

Henrik Pontoppidan ville idag, den 24-7-2007, være fyldt 150 år.
Læs evt. København - folk og kvarterer, Pernille Stensgaard 2005

Ludvig Bødtcher (1793-1874)

Ludvig Bødtcher blev født i 1793 som den yngste af en søskendeflok på fem, og han voksede op ved Frederiksholms kanal, på hjørnet af Ny Kongensgade. Hans far, der var indvandret fra Jylland, var der inspektør i et jernmagasin.

Ludvig gik på Borgerdydskolen, hvor han ikke gjorde sig fordelagtigt bemærket. I 1812 blev han student, men et halvhjertet forsøg på en akademisk karriere strandede. Medvirkende til hans manglende interesse ved at træde ind i samfundet, som familiefar og borger, var angiveligt en ulykkelig udgang på hans kærlighed til en ung pige, der fratog ham lysten til fremover at etablere en tilværelse i faste borgerlige rammer.

Bødtcher havde en drøm om at kunne leve som skønånd og fri æstetisk skribent. Hans fremtidsplan afveg aldeles fra faderens forestilling om en solid næringsvej, og Ludvig blev sat på plads i en stilling som kontormand i Overformynderiet. Sit egentlige liv henlagde han så til efter kontorets lukketid, hvor han spillede guitar og engagerede sig i de æstetiserende selskaber og private teaterforeninger, der var så typisk for datidens kulturliv. Han holdt sig med omhu uden for den polemik, som i disse år opdelte det litterære publikum mellem Adam Oehlenschlæger og Jens Baggesen (Tylvtestriden).

Ludvig Bødtchers egen litterære indsats var spredt. Han analyserede selv årsagerne som en forening af, at han var adspredt, manglede ambition og havde en overdreven og sårbar æresfølelse. Efter hans far død i 1824 arvede 30 årige Ludvig, "en beskeden, men for min frihed tilstrækkelig formue". Han opsagde resolut sin stilling og rejste til Italien. Egentlig var det meningen, at rejsen skulle vare 2 år. Men Italien overvældede ham, og han levede der i 11 år med logi ved Piazza Barberina i Rom, hvor Thorvalsen havde flere atelier.

Bødtcher var afholdt i den danske koloni, hvor en af hans venner var Albert Küchler (1803-86), som malede hans portræt. Bødtcher var ikke ligesom H.C. Andersen dagligt optaget af at beskrive hvad han så. "Jeg sad ved livets rige taffel, og lod det beroe ved, i fuld måde at nyde indtrykket af mine glade tilværelse, og med undtagelse af adskillige digte, beskrev jeg kun enkelte rejsemomenter". Men årene i Italien gav dog Ludvig Bødtcher mulighed for opgaven at overtale Thorvalsen til at testamentere sine værker til en ny kunstsamling i Danmark. I 1835 var han med på skibet, der medbragte en stor del af Thorvalsens værker til København. Fra skibet hilste de hjemvendende deres fædreland med Bødtchers sang "På Fregatten Bellona i Nordsøen 1835 ".

Den hjemvendte Bødtcher var fast besluttet på at fortsætte med sin frie og uafhængige livsførelse, og han modsatte sig hårdnakket alle mulige forslag, der kunne indskrænke hans frihed: "Den sidste fristelse for min uafhængighed var Thorvalsens senere ønske til mig om at modtage inspektørposten ved hans museum, men jeg blev dog mit fortsæt tro". Han fandt sig en lejlighed i Sværtegade 3, hvor han boede i ca. 40 år. Hans lille lejlighed blev beskrevet i samtiden med gyngestol, en guitar på væggen, kobberstik, statuetter, nodeblade og bøger. I vinduet stod små bøgetræer eller rosenbuske, og han havde glæde af en dadelpalme. I lejligheden modtog han besøg, før han kl. ca. 14 gik ud for at spise til middag hos en familie, i hvis hjem han kom i over tredive år. I løbet af eftermiddagen kom vennerne til te hos ham. En særlig fornøjelse fandt han i at samle byens originaler omkring sig. Om aftenen gik han i teateret, promenerede i Tivoli eller søgte hen på Feyrschous vinstue i Østergade. Når han gik på gaden, bar han gerne en italiensk slængkappe og medbragte også ofte sin guitar.

De mange sociale nybrydninger og krige i europæisk historie, der kendetegner Ludvig Bødtchers levetid, formåede ikke at forstyrre hans stilfærdige tilværelse, selvom han orinterede sig ved avislæsning. Da Bøtcher som 63-årig debuterede i bogformen, blev udgivelsen mødt med bifald, og på sin 80 års fødselsdagdag modtog han sit ridderkors.

Nye strømninger som naturalismes brud med forgående slægtsled, følte han sig ikke mere fremmed overfor, end han kunne skrive til en gammel ven og give udtryk for en nysgerrig opmærksomhed:
"Den gamle adler er død

en frigjort adler
opfører nu sit fremtidsskuespil;
Forventningsfuld vi lytte og se til -
Gid hånden klappe maa, når Tæppet falder!"

Ludvig Bødtcher døde 1.10. 1874, og hans eftermæle kom vel til at stemme overens med det facit, han selv var nået frem til, i den erindringskitse, hvor han opgjorde sit livs regnebræt; "Resultatet bliver, at jeg i mit lykkelige liv har glædet noget, gavnet noget, og med min gode villie ikke skadet noget". Ludvig Bødtcher blev begravet på Assistens kirkegård, og Thorvalsens tjener havde da sørget for, at kisten var smykket med efeu fra Thorvalsens grav.

Læs evt. Rom et fortryllet bur, Red. Tue Ritzau og Karen Ascani.

Læs evt. Guldalder uden forgyldning af Dorte Sondrup Andersen.

Læs evt. Arkiv for dansk litteratur ved Knud Bjarne Gjesing.

Foto, Jørgen Sonnes frise viser Thorvalsens hjemkomst i 1838.

København, Bakkehuset på Rahbeks alle.

Bakkehuset på Rahbeks alle på Frederiksberg.

Bakkehuset kom fra slutningen af 1700-tallet og næsten tredive år ind i 1800-tallet til at markere det borgerlige åndsliv i den periode, der gik fra oplysningstid til romantik. Bakkehusets historie fortaber sig i 1600-tallet som Christian IV´s gamle ladegård, og fungerede siden som landevejskro indtil omlægningen af Roskildevej i 1776, hvorefter skiftende ejere lejede ud til romantiske københavnere, der ønskede at forsøge sig som landliggere om sommeren. Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) lejede sig første gang ind i 1780 for sommeren, og fra 1785 levede han i Bakkehuset på helårsbasis, inden han fra 1798, som nygift, gav liv til boligen sammen med Kamma (Karen Magrethe Heger 1775-1829), og i 1802 købte de Bakkehuset.

Knud Lyhne Rahbek blev i 1809 direktør på Det kongelige Teater på Kongens Nytorv. Men Hr. og fru Rahbek indtog allerede inden da en fremtrædende plads i det litterære åndsliv, og ægteparrets hjem på Valby Bakke blev et naturligt samlingssted for tidens skønånder, digtere og videnskabsmænd, som P. A. Heiberg, republikaneren og friheds elskeren, der formulerede, at "Ordener hænger man på Idioter" og lignende paroler, blev af enevælden i 1799 tvunget i eksil i Paris. Jens Baggesen, der kom i en litterær disput med både Rahbek og Oehlenschlæger om tidens digtning (Tylvtestriden). Mens Adam Oehlenschlæger efter en lang forlovelse endelig blev gift med Christiane Heger, Kammas søster, blev Adam Oehlenschlægers søster Sofie gift med juristen Anders Sandøe Ørsted bror til H.C. Ørsted. De to søskende Oehlenschlægere var opvokset på Frederiksberg slot nær Bakkehuset. Filosoffen Henrik Steffens indviede i Bakkehuset dette guldaldermiljø i den nyeste tyske filosofi, og han førte timelange samtaler med Adam Oehlenschlæger, på deres spadserture i Søndermarken og Frederiksberg have, og Ohlenschlægers talent blev derefter forløst med hans digt "Guldhornene" fra 1802.

Efter Rahbek´ernes død udlejedes Bakkehuset, ligesom i tiden før den rahbekske æra. I 1840´erne tilbragte historikeren Troels Troels-Lunds familie somrene i Bakkehuset, der inspirerede ham til sit trebindsværk om "Bakkehus og Solbjerg". I 5 år fra 1855 blev Bakkehuset anvendt som helbredelsesanstalt for vanskelige børn, indtil arkitekt Ferdinand Meldahls nye institutionsbygning stod færdig på nabogrunden i 1860, og Bakkehuset blev efterfølgende anvendt som tjenestebolig for anstaltens funktionærer. Omkring 1870 blev den vestre fløj revet ned, mens resten af Bakkehuset langsomt forfaldt. Fra 1917 arbejdede en komite på at erhverve og restaurere Bakkehuset, så der kunne blive mindestuer for Kamma og Knud Lyhne Rahbek. I dag er Bakkehuset museum for det kulturelle borgerskabs levevis, smag og indretning i Guldaldertiden. Det var en tid der med et sammensat billede af frodig kunstnerisk udvikling men store sociale forskelle på rig og fattig, mand og kvinde, og et samfund i økonomisk krise, der endnu blev regeret af en konge, der betragtede enevælden som ukrænkelig.

Læs evt.

Mette Munk Jørgensen, Valby Bakke

Dorte Sondrup Andersen, Guldalder uden forgyldning.

Inge Nørballe, Guldalderdigtere.

København, Gråbrødre Torv.

Jeg føler at byens væsentligste attraktion er de andre mennesker, og det liv de lever i byrummet, der bør byde på spændende historie og attraktive sanseindtryk. En by er sammensat af sine mange kvarterer og gader med forskellige historier og funktioner. Det er derfor ikke forkert at sammenligne det med et puslespil, hvor brikkerne med historien er faldet på plads, som det bybillede vi kender idag. Byer er først gode, når kvaliteterne også omfatter byens mange brugere ved udøvelsen af deres gøremål, og de skiftende situationer, som menneskelige møder, der bærer på en betydning, og ofte ikke er helt tilfældige, men betinget af den fælles historie, ydre omstændigheder og de agerendes aktuelle tilstand.

Alt det som foreningen af byplanlægning, de statslige investeringer og det almindelige initiativ møjsommeligt byggede op, kunne ødelægges på få timer ved ildebrand hvoraf tre, i 1728, 1795 og 1807, ænderede bybilledet. 

Fra den 20. til den 23. oktober 1728 rasede branden der kostede få menneskeliv men omkring 1600 bygninger, fordelt på 1277 af byens 4500 matrikelnumre og 47 % af den gamle middelalderby inden for voldene var blevet flamernes bytte. Med de såkaldte ildebrandhuse fra tiden efter 1728 skiftede København udseende fra bindingsværks facader til grundmurede gadefacader af pudset tegl og høje, smalle huse med tagkviste som på Gråbrødre Torv bygget efter branden i 1728. Ildebrandshusene blev alle bygget efter få mønstertegninger af overlandbygmester J. C. Krieger.

Den 5. juni 1795 kl. 15 udbrød der brand i flådens gamle leje ved Gammelholm. Ilden sprang over Holmens Kanal og fik fat i kvarteret omkring Nikolaj kirke, hvorfra den fortsatte hen langs Gammel strand, Kompagnistræde, Knabrostræde, Rådhusstræde, Farvergade, Gammel- og Ny Torv og derfra mod Frederiksberggade, Vestergade og Sankt Peder Stræde. Da Ilden endelig blev slukket søndag eftermiddag omkring kl. 16 havde den raset i 48 timer. 941 huse var brændt, og næsten 6000 af byens indbyggere var hjemløse.

12 år senere, under krigen mod England i 1807 blev København udsat for et terror bombardement med civilbefolkningen spærret inde i byen. I tre nætter fra den 3. til den 5. september 1807 bombarderede engelske styrker København med deres raket- og artilleribatterier, fra det vi nu kender som Frederiksberg og Indre Nørrebro. Omkring 1600 mennesker omkom og lige så mange blev såret. 300 private ejendomme brændte og specielt kvarteret Frue kirke, Nørregade, Købmagergade og Landemærket blev stærkt beskadiget. Frue Kirke, det meste af universitetet, Borch og Elers kollegier brændte ned. 

Litteratur. Kåre Lauring, Byen Brænder (2003)

Foto1. Huse på Gråbrødretorv opført efter englændernes bombardement i 1807.

Foto2. Ildebrandshuse på Gråbrødretorv opført efter branden i 1728.