H.C. Andersens tilknytning til Rom.

Den økonomiske forudsætning for H.C. Andersens første rejse var et rejsestipendium i 1833. Hans dannelsesfærd gik den lange vej gennem Tyskland over Paris og Schweiz til Italien. Ved hjælp af H.C. Andersens udførlige dagbøger og mange breve hjem, samt hans skitsetegninger, kan han følges dag for dag. I Firenze skrev H.C. Andersen hjem til Edvard Collin, og i brevet tog han tilløb til en konklusion, der viste sig at være rigtig for ham. "Hvad Tyskland og Norden er for hjertet og Frankrig for forstanden, det er Italien for fantasien, alt er et maleri". H.C. Andersen fik i Rom logi i et hjørnehus i Via Sistina 104, der bærer en mindeplade, nær Thorvalsens "Casa Buti" i Via Sistina 48, der ligeledes bærer en mindeplade. Han kunne derfra efter mindre end et minuts gang stå på toppen af Den spanske Trappe. Ved foden af trappen ligger nu som dengang Via Condotti med Cafe` Greco, hvor danskere i Rom dengang plejede at mødes og hente deres post. Med sit åbne sind travede han gennem byen, hvor han så de antikke levn, hundredvis af kirker, besøgte 20-30 gallerier og han foretog talrige udflugter til Roms omegn.

Han fik øre for italienernes sang og tonekunst og hørte de folkelige improvisatorer. Han mindedes sin egen optræden som dreng med sine improviserede sange, og J.L. Heibergs karakteristik af ham som lyrisk improvisator, vendte han i Rom til sit eget bedste. Et sted i sin dagbog skriver han da om Italien: "Der blev mit hjerte barn, mine tanker mand, der lærte jeg natur og kunst at kende". Det gode og lyse forhold til fantasien og tilliden til, hvad den kan give af godt til et menneskes liv, går igennem hele H.C. Andersens forfatterskab som det spor, der har vundet både populærkulturel og litteraturhistorisk verdensanerkendelse. I Rom fik han et identifikationspunkt, og i stedet for planerne om en rejsebog gik han igang med sin første roman.

Over sin egen livsskæbne formede H.C. Andersen da historien om den fattige men talentfulde romerske dreng Antonio, der udvikler sig gennem alle sine vanskeligheder. Antonio i "Improvisatoren" er ikke i tvivl om sit talents store muligheder, han kan nok komme i vanskeligheder, men aldrig i tvivl. Han har vanskeligheder ved at få værker, som han har investeret hele sin sjæl i anerkendt hos hans velyndere, og han oplever vanskeligheder ved at få den ædle og åndfulde kunstnerinde han elsker, og samtidig vanskeligheden ved at stå imod de lokkende og yndefulde damer, som man nok kan få, men ikke tør tage. Ingen af disse forhindringer får dog lov til at ryste Antonios tillid til fantasi og talent som den kraft, der skaber sammenhæng i hans skæbne. I romanen præsenteres vi for fødehjemmet på Piazza Barberini, og vi læser om barnets besøg i katakomberne og Colosseum, om onkel Peppo der tigger på Den spanske Trappe, og om blomsterfesten i Genzano, hvor hans mor bliver kørt over. HCA havde netop fået besked hjemmefra om hans egen moders død. Derefter anbringes han hos hyrdefolk på den øde Campagne. Da han senere medvirker til en fornem rejsendes redning fra en vild bøffel, bliver Antonio optaget hos Borgheserne, i hvis villapark skandinaverne just havde festligholdt deres julefest. Antonio deltager i karnevallet, som blev afholdt ved afslutningen på H.C. Andersens første Rom ophold.

Båndet til Rom sad trækfugledigteren om foden, og da han i 1840 foretog sin store orientrejse, lod han den gå over Rom. Han logerede denne gang i en anden sidegade til Piazza Barberini den smalle Via Purificozione. Nogen roman kom der ikke ud af turen men en usædvanlig veloplagt rejsebog, "En digters Bazar" fra 1842, hvor der indgår et stort italiensafsnit. Vi oplever Verona, Mantova, Modena og Firenze, og vi følger ham videre over floden Arno gennem små maleriske men snavsede landsbyer til gensynet med Rom.

I 1846 var han allerede en europæisk berømthed og rejste i følge med to adelsmænd. De indkvarterede sig standsmæssigt med ham i Borgognona nær Den spanske Trappe. Han fandt byen moderniseret og folkelivet afdæmpet i forhold til 1833. Han fulgte derefter med til Napoli, hvor eventyret om "Skyggen" fødtes som ide´, men fordi han blev syg, skrev han det først efter hjemkomsten til København. I 1855 trak det atter i den gamle trækfugl. Han var denne gang rejsefører for en ung bekendt, Edvard Collins søn Jonas. De fik deres logi i Cafe´Greco, der endnu ligger i Via Condotti neden for Den spanske Trappe. Den skandinaviske koloni holdt en fest for H.C. Andersen i et osteri indbygget i ruinen af en gammel antik badeanstalt.

Portrætkunstneren Albert Küchler var i mange år en institution i den skandinaviske koloni, der blev opsøgt af generation efter generation af nye romfarer. I 1834 således H.C. Andersen, som fik tegnet sit portræt hos ham.

H.C. Andersen foretog 30 rejser til udlandet med en samlet varighed på 7 år og heraf halvdelen af tiden i Italien.

Foto, Cafe Greco beliggende i via Condotti. På væggen hænger det brev fra HCA til Edvard Collin, hvor han har tegnet og beskrevet hans logi i Rom. Da jeg i 1999 var i Rom, for bl. a. at finde disse adresser, og dette miljø omkring Den spanske Trappe, blev jeg hjælpsomt betjent i Cafeen, og guided til den sofa hvor HCA havde sin faste plads. Tjeneren tilbød venligt at tage et foto af mig i sofaen.

Ludvig Bødtcher (1793-1874)

Ludvig Bødtcher blev født i 1793 som den yngste af en søskendeflok på fem, og han voksede op ved Frederiksholms kanal, på hjørnet af Ny Kongensgade. Hans far, der var indvandret fra Jylland, var der inspektør i et jernmagasin.

Ludvig gik på Borgerdydskolen, hvor han ikke gjorde sig fordelagtigt bemærket. I 1812 blev han student, men et halvhjertet forsøg på en akademisk karriere strandede. Medvirkende til hans manglende interesse ved at træde ind i samfundet, som familiefar og borger, var angiveligt en ulykkelig udgang på hans kærlighed til en ung pige, der fratog ham lysten til fremover at etablere en tilværelse i faste borgerlige rammer.

Bødtcher havde en drøm om at kunne leve som skønånd og fri æstetisk skribent. Hans fremtidsplan afveg aldeles fra faderens forestilling om en solid næringsvej, og Ludvig blev sat på plads i en stilling som kontormand i Overformynderiet. Sit egentlige liv henlagde han så til efter kontorets lukketid, hvor han spillede guitar og engagerede sig i de æstetiserende selskaber og private teaterforeninger, der var så typisk for datidens kulturliv. Han holdt sig med omhu uden for den polemik, som i disse år opdelte det litterære publikum mellem Adam Oehlenschlæger og Jens Baggesen (Tylvtestriden).

Ludvig Bødtchers egen litterære indsats var spredt. Han analyserede selv årsagerne som en forening af, at han var adspredt, manglede ambition og havde en overdreven og sårbar æresfølelse. Efter hans far død i 1824 arvede 30 årige Ludvig, "en beskeden, men for min frihed tilstrækkelig formue". Han opsagde resolut sin stilling og rejste til Italien. Egentlig var det meningen, at rejsen skulle vare 2 år. Men Italien overvældede ham, og han levede der i 11 år med logi ved Piazza Barberina i Rom, hvor Thorvalsen havde flere atelier.

Bødtcher var afholdt i den danske koloni, hvor en af hans venner var Albert Küchler (1803-86), som malede hans portræt. Bødtcher var ikke ligesom H.C. Andersen dagligt optaget af at beskrive hvad han så. "Jeg sad ved livets rige taffel, og lod det beroe ved, i fuld måde at nyde indtrykket af mine glade tilværelse, og med undtagelse af adskillige digte, beskrev jeg kun enkelte rejsemomenter". Men årene i Italien gav dog Ludvig Bødtcher mulighed for opgaven at overtale Thorvalsen til at testamentere sine værker til en ny kunstsamling i Danmark. I 1835 var han med på skibet, der medbragte en stor del af Thorvalsens værker til København. Fra skibet hilste de hjemvendende deres fædreland med Bødtchers sang "På Fregatten Bellona i Nordsøen 1835 ".

Den hjemvendte Bødtcher var fast besluttet på at fortsætte med sin frie og uafhængige livsførelse, og han modsatte sig hårdnakket alle mulige forslag, der kunne indskrænke hans frihed: "Den sidste fristelse for min uafhængighed var Thorvalsens senere ønske til mig om at modtage inspektørposten ved hans museum, men jeg blev dog mit fortsæt tro". Han fandt sig en lejlighed i Sværtegade 3, hvor han boede i ca. 40 år. Hans lille lejlighed blev beskrevet i samtiden med gyngestol, en guitar på væggen, kobberstik, statuetter, nodeblade og bøger. I vinduet stod små bøgetræer eller rosenbuske, og han havde glæde af en dadelpalme. I lejligheden modtog han besøg, før han kl. ca. 14 gik ud for at spise til middag hos en familie, i hvis hjem han kom i over tredive år. I løbet af eftermiddagen kom vennerne til te hos ham. En særlig fornøjelse fandt han i at samle byens originaler omkring sig. Om aftenen gik han i teateret, promenerede i Tivoli eller søgte hen på Feyrschous vinstue i Østergade. Når han gik på gaden, bar han gerne en italiensk slængkappe og medbragte også ofte sin guitar.

De mange sociale nybrydninger og krige i europæisk historie, der kendetegner Ludvig Bødtchers levetid, formåede ikke at forstyrre hans stilfærdige tilværelse, selvom han orinterede sig ved avislæsning. Da Bøtcher som 63-årig debuterede i bogformen, blev udgivelsen mødt med bifald, og på sin 80 års fødselsdagdag modtog han sit ridderkors.

Nye strømninger som naturalismes brud med forgående slægtsled, følte han sig ikke mere fremmed overfor, end han kunne skrive til en gammel ven og give udtryk for en nysgerrig opmærksomhed:
"Den gamle adler er død

en frigjort adler
opfører nu sit fremtidsskuespil;
Forventningsfuld vi lytte og se til -
Gid hånden klappe maa, når Tæppet falder!"

Ludvig Bødtcher døde 1.10. 1874, og hans eftermæle kom vel til at stemme overens med det facit, han selv var nået frem til, i den erindringskitse, hvor han opgjorde sit livs regnebræt; "Resultatet bliver, at jeg i mit lykkelige liv har glædet noget, gavnet noget, og med min gode villie ikke skadet noget". Ludvig Bødtcher blev begravet på Assistens kirkegård, og Thorvalsens tjener havde da sørget for, at kisten var smykket med efeu fra Thorvalsens grav.

Læs evt. Rom et fortryllet bur, Red. Tue Ritzau og Karen Ascani.

Læs evt. Guldalder uden forgyldning af Dorte Sondrup Andersen.

Læs evt. Arkiv for dansk litteratur ved Knud Bjarne Gjesing.

Foto, Jørgen Sonnes frise viser Thorvalsens hjemkomst i 1838.

Bertel Thorvalsen var midtpunktet for danskere i Rom.

Italien havde status hos guldalderkunstnerne som livsglædens og kunstens forjættede land, og Rom var blevet målet for skønelskere og kunstnere. Det lysende midtpunkt for danskere var deres berømte landsmand, billedhuggeren Bertel Thorvalsen (1770-1844), der selv boede Rom i ca. 40 år. Han fejrede hvert år den 8. marts, den dag han var ankommet til Rom, som sin fødselsdag.

Det var akademiet som finansierede Bertel Thorvalsens rejse i 1796 til Rom og i tre år betalte 400 rigsfaler om året medfølgende en rejseinstruks underskrevet af Jens Juel og Nicolai Abildgaard, hvori han bl. a. forpligtes til erhverve sig;

"ydermere Fuldkommenhed i sin Konst" og "hver siette Maaned efter hans Afrejse, at underrette Academiet om sit Opholdssted, og efter at have nydt tvende Aars Stipendium, at indsende en Prøve af sin fremgang i et arbeide i Marmor, eller en afstøbning i Gips over et Marmor-Arbejde ... ". 

25 år senere havde Thorvalsen opnået en position som sin tids største billedhugger. Han havde en usædvanlig evne til at danne figurer og billeder, som i kraft af en enorm indsats blev spredt vidt omkring blandt det europæiske publikum. Den lange række af skulpturer kunne kun udføres gennem den gængse arbejdsgang fra ler over gips og til marmor takket være den betydelige skare af elever og medarbejdere, som Thorvalsen havde i sine værksteder.

Foto. D.C. Blunck, Danske kunstnere med Bertel Thorvalsen for bordenden i osteriet, La Gensola, Trestevere, Rom 1837.