Viser opslag med etiketten Liverpool. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Liverpool. Vis alle opslag

torsdag den 7. februar 2008

Kulturrejse til Liverpool.

Mathew street Liverpool.

The Beatles havde deres første optræden på "The Cavern club" 9. februar 1961, i det kælderlokale, hvor gruppen præcis 9 måneder senere,  9. november 1961 mødte deres fremtidige manager Brian Epstein.
I April 2004 var jeg alene på en dejlig Beatles tur til Liverpool og deltog i en guided "The magical memory tour" rundt til Strawberry Fields, Penny Lane og de fire drenges barndomshjem samt en tur på scenen med sololuftguitar i "The Cavern club". Guiden omtalte nogle hotelplaner rundt om hjørnet ved det legendariske spillested i Mathew street, og jeg husker han fortalte, at Brian Epstein havde haft sin pladeforretning i den bygning, der altså nu er det nye "A hard days night" hotel.
Brian Epstein stod for det stik modsatte af The Beatles. Han var velhavende, kræsen, høflig, forretningsmand, bøsse, slipsemand og i begyndelsen en større fan af klassisk musik end af rock´n roll. Med flair for promotion arbejdede han alligevel utrætteligt for dem indtil han tragisk døde i august 1967.

Smithdown Place Liverpool.

I 1966 forlod Beatles den offentlige koncertscene for at indspille musik i studiets ro. Johns´ "Strawberry Fields" og Pauls "Penny Lane" blev udsendt som en single med to a sider den 17. februar 1967. Penny Lane munder ud i rundkørslen Smithsdown Place, hvor en del af referencerne fra sangen stadig kan spores. Fra denne plads kunne John, Paul og George køre gratis med George Harrisons far, som var buschauffør. Barberen der synges om i sangen lå i forretningen, der på billedet har en hvid facade. 
Strawberry Field var et nu nedlagt børnehjem, vis grund blev brugt som legeplads af John og hans venner. De to sange har skabt stærk emotionel tilknytning for utallige mennesker over hele verden.

Strawberry Field
Indgangen til Strawberry Field.

Jeg besøgte også det legendariske stadion Anfield Road, med et særdeles spændende klubmuseum og hjemmebane for min favoritklub Liverpool FC.

Bob Paisley gateway til Anfield med The Cop bagved.

I Liverpool boede jeg tæt på "The Cavern club", i Vernon street på Premier travel inn, hvor jeg havde en suite for 575 kr, til min store tilfredshed.
Det var en oplevelse jeg med den største fornøjelse vil gentage.

fredag den 10. august 2007

Jacob Weinreich, Anfield Road


Jacob Weinreichs roman "Anfield Road" foregår i Århus. Hovedpersonerne har ikke det hele, men de er egentlig alle i en favorabel situation. De skal, som en del af den kreative klasse, beherske den uophørlige mangfoldige strøm af impulser og indtryk de modtager, og samtidig skal de kunne vælge og værdsætte den side i sig, som de selv genkender. Den side, hvorom de kan sige, "Ja, det er mig, den jeg ønsker at være". De møder hinanden og tager afsked med hinanden i hastigt bevægelige situationer, der dog har en struktur, der bærer på betydning, som ikke er helt tilfældig, men betinget af fælles historie, ydre omstændigheder og de agerendes aktuelle tilstand.
Den sortklædte journalist Rune fra Århus er gift med den attraktive Anna, men han har forkludret sit følelsesliv, siden den dag han mødte sin ungdomskærlighed Sofie i en musikforretning. Han har i et forløb derefter dem begge, ved bogens slutning har han ingen af dem. Forviklede følelser af noget andet noget mere, er han bestemt ikke ene om, for det er vel egentlig den røde tråd i bogen hos alle personerne. Rune drager til Liverpool for at overvære en kamp på Liverpool Football Clubs stadion, Anfield Road. Da det fyldte stadion 7 minutter inden kampstart afsynger den rituelle sang, ved han pludselig hvad han føler, nemlig en forelskelse, en livslang forelskelse i en der aldrig vil svigte dig, en der altid vil være der, Liverpool Football Club.

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don´t be afraid of the dark
At the end of the storm
Is a golden sky
And the sweet silver song of a lark
Walk on through the wind
Walk on through the rain
Tho´your dreams be tossed and blown
Walk on, walk on
With hope in your heart
And you´ll never walk alone
You´ll never walk alone.
Foto. "The Kop" på Anfield Road med særligt hengivne fans.

tirsdag den 3. juli 2007

Beatles, fire drenge fra Liverpool.






Mendips

Ringo Starr, født 07.07.1940, 9 Madryn street.

George Harrison, født 25.02.1943, 12 Arnold Grove.
Paul McCartney, født 18.06.1942. 20 Forthlin Road.
John Lennon, født 09.10.1940.  boede de første fem år med Julia i 9 Newcastle Road.
John Lennon boede derefter hos moster Mimi i 251 Menlove Avenue.

Beatles hjemby Liverpool hørte i århundreder til blandt verdens største havnebyer og handelsmetropoler. De fire der blev til Beatles blev født i Liverpool under krigen, i en by under konstant luftbombardement. Den 9. oktober 1940, da John Lennon blev født, var Liverpool rent faktisk udsat for et bombardement. Ringo Star, født Richard Starkey den 7. juli 1940, blev ligeledes født, mens byen var under bombardement. Krigslykken var vendt, og Liverpool led ikke længere under bombardementer, hverken da Paul McCartney blev født den 18. juni 1942, eller da George Harrison kom til verden 25. februar 1943. Men livet i Liverpool var stadig præget af mangelen på mad, brændsel og endda tøj. George var den eneste Beatle, som i løbet af sin barndom ikke blev frarøvet den ene eller begge sine biologiske forældre.
Ringo var den af de fire, der havde de sværeste barndomsbetingelser. Hans forældre blev skilt da Ringo endnu var spæd, og hans mor måtte endda arbejde som servitrice i en bar, for at få det hele til at løbe rundt. Sammen med sin søn boede hun i kvarteret Dingle, der blev regnet for at være det hårdeste i Liverpool. Ringos helbred var dårligt gennem hele sin barndom, og da han var 6 år sendte en sprængt blindtarm ham et år på hospitalet; da han var 13 år, og lige efter moderen havde giftet sig igen, udviklede en forkølelse sig til lungebetændelse, og drengen brugte to år af sit liv på at komme sig igen på et sanatorium. På grund af sit fravær fra skolen havde Ringo vanskeligt ved at følge med, og han færdiggjorde aldrig sin skolegang. Det lykkedes alligevel for Ringos stedfar, som var malermester, at skaffe ham en læreplads som rørlægger i et bygge firma. Den nye far købte også Ringos første trommesæt på kredit.
George Harrisons far skaffede smør på brødet til sin kone og deres fire børn, med et lavtlønnet job som buschauffør. Da det yngste barn George blev født, boede familien Harrison i et rækkehus med fire værelser i arbejderkvarteret Wavertree i Liverpool, men 6 år senere flyttede familien, efter 18 år på venteliste, ind i et nærliggende og nyt socialt boligbyggeri i Speke. Mangelen på materielle goder blev opvejet af familiens sammenhold. Som børn "nød vi altid godt af hyggen og trygheden". Den unge George var den første fra familien Harrison, der klarede sig så langt som til at blive optaget på Liverpool Institute, men da han dumpede i alle fag undtagen kunst, valgte han derfor at tage job som elektriker i et stormagasin i Liverpool.
Paul McCartney kom fra et sted mellen middel- og arbejderklassen, da faderens job som handelsrejsende i tøj blev betragtet som middelklasse. Efter krigen var der ikke mange penge at tjene i den branche, så Pauls mor Mary arbejdede som jordemoder, og tjente som sådan lige så meget som sin mand. Det gav McCartney-familien mulighed for at få eget hus. Familien levede i en stabil og kærlig atmosfære, hvor Pauls onkler og tanter kom på besøg og så blev der sunget og holdt fest. Ligesom George, som han fulgtes med i bussen om morgenen, læste han på Liverpool Institute, men Paul klarede sig godt og var afholdt af både elever og lærere. Da Paul var 14 år, døde hans mor Mary pludselig af brystkræft. Paul havde den fordel, at han voksede op i en musikalsk familie. Hans far havde ledet et jazzorkester i sine unge dage, og han holdt stadig af at spille på  klaver ved familiefester og til selskaber. Som fødselsdagsgave forærede faren engang Paul en trompet, som han byttede til en guitar da han indså, at han jo ikke både kunne synge og spille på trompeten. "Du mister din mor og får i stedet en guitar", bemærkede hans bror Michael til Pauls fordybelse i musikken efter morens død.
Freddie Lennon, Johns biologiske far, var på langfart som sømand i handelsflåden og kom sjældent hjem siden. Så John tilbragte sine første år med sin mor Julia i hendes fars hus, og der blev han passet af sin mor, og hendes fire ældre søstre. Julia var en livsglad kvinde og tilbragte mange aftener med at more sig på pubberne. I 1944 fødte hun en datter uden for ægteskab, og valgte at bortadoptere hende. I 1945 fandt Julia sammen med en ny mand, som hun fik to børn med. John blev anbragte i pleje hos tante Mimi, hvor han blev til 18 årsalderen. Som voksen, og især i hans mest politiske perioder hævdede John, at han voksede op i et arbejderklassemiljø. Men han må have vidst, at det ikke passede. Moster Mimi og onkel George ejede deres eget hus i et forstadskvarter, hvor der boede læger og andre akademikere. Onkel George ejede et mejeri og udlejningsejendomme, før han trak sig tilbage efter krigen. De var vel ikke rige, men Johns materielle opvækstvilkår var bedre, end de vilkår hans kommende kammerater i The Beatles havde.