Viser opslag med etiketten Demokrati. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Demokrati. Vis alle opslag

tirsdag den 1. maj 2012

Demokratilæsning.


                - Vi demokrater er optaget af, at alle mennesker kan leve et godt liv.
I 1990 købte jeg fra 1. oplag 1. udgave bogen “kulturforståelse”, der er en samling af kulturtemaer analyseret af forskere og lærere ved det daværende Odense Seminarium og Odense Universitet. Bogens 15 bidrag analysere temaer, der socialhistorisk starter med sprækker i de samfund, der helt ned i de almindelige daglige gøremål og vaner, i datidens institutioner og socioøkonomi realiserede indiskutable hverdagserfaringer, og bogens ærinde er moderniteten, der har forløb med den proces, hvor mennesket bliver mere uafhængig af en virkelighed, der baserer sig på skik og brug, og får muligheder for at sammensætte og forme sin egen mentalitet. Ens livshistorie bliver så den prisme i et menneskes virkelighed, hvor ens mulighedssans bliver omsat til livsførelse med individet som subjekt.
Keld Nielsen m. fl. analysere i "Skruen uden ende" fra 1990 den vestlige kulturkreds historie med teknologi. Det moderne liv har som en af sine forudsætninger den enorme forøgelse af, hvad mennesker kan bruge i deres hverdag. En opfindelse er blevet til en innovation, når en ide er omsat, fra at være en faktisk virkende mekanisme eller anden proces, til et nyt og markedsføringsklart produkt. I en dynamik mellem teknologien og samfundet, der er repræsenteret af alle de mange mulige sociale, politiske, kulturelle, videnskabelige og markedsmæssige kræfter, der former og fremmer de teknologier, der ændre samfundet, og dermed de måder mennesker kan leve deres liv.
Kresten Schulz Jørgensens bog "Det sidste menneske, da .." (1997), behandler blandt andet de borgerdyder, der i første omgang kom til at repræsentere det konventionelle samfund, som fandt sine værdier i ikke særligt farverige rutiner som arbejdssomhed, familiemåltider, en konsekvent børneopdragelse, ansvarlig omgang med mennesker, dyr, penge og ting, sociale ambitioner, behersket privatforbrug, men med fejring af alle de konventionelle familiære højtider. Borgeren levede solidt men ikke farverigt som samfundets stabile fundament, det gængse, det midterste.
"Historien om den danske utopi" (1990) som den udviklede sig fra 1945-90 blev ifølge Henning Fonsmark til en evighedsmaskine, da ændringer i bosættelsen, etableringen af funktionærstanden og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet betød nye muligheder for, hvad der så kunne formuleres som ønsker og efterhånden også krav til et godt liv. Store dynamiske grupper som de unge under uddannelse, børnefamilier, boligsøgende og kulturforbrugere blev indraget i den offentlige økonomi. Samfundet inspirerer med forestillinger om, hvad der er værd at gøre, og der stilles faciliteter til rådighed inden for alle tænkelige områder.
I Ove Kaj Pedersens bog "Demokratiets lette tilstand" (1994) analyserede han politik som hele det engagement, der smeder den offentlige debat, frie valg, parlamentariske flertalsafgørelser, en ansvarlig regering og en ministerstyret forvaltning sammen, så der kan formidles lovgivning for mennesker i samfund. Men bogen beskriver også den nye udvikling, hvor hverdagslivet er blevet udsat for samfundsmæssig tilrettelæggelse, og hvor borgerskabets konstruktion blev en statslig opgave efter 1945. Opdragelse til demokratisk borger blev en opgave for folkeskolen, for kultur- og mediepolitik og for uddannelsessystemet generelt. Men samtidig kom spørgsmålet om medindflydelse, om borgerdeltagelse og offentlighed, om høringsret, om brugerindflydelse og om kundens valg, til at stå centralt i efterkrigtidens mange reformer for at demokratisere offentlige institutioner, den offentlige forvaltning og planlægningsprocessen. Men en proces med nye professioner, der med status som eksperter, udtaler sig om søvn, kost, børnelivet, sundhed, sygdom, religion, køn og information m. m. fulgte derefter. Der blev nærmest ingen grænser for de generalisering om hverdagslivet, som de professionelle udtaler sig om. Det er vel siden bogen udkom (1994) i stigende grad, fulgt op af love, påbud og forbud med risiko for bøde og straf eller pædagogiske metoder.
I Ole Thyssens, "Teknokosmos" (1985)  analyserede han funktionærstandens rolle i en demokratisk sammenhæng, hvor det er samfundets ambition at undgå vilkårlighed. De ansatte søges tilpasset gennem en lang systematisk proces til at arbejde inden for institutioner. Man kan opnå avancement ved at tilpasse sig så kreativt, at man skønnes værdig til at lede en institution. For at opnå ledelsen i en af samfundets institutioner kræves en formel udnævnelse, der giver en funktionær myndighed, status og bevilling. Gennem institutionens ledelse retfærdiggøres den aktuelle fordeling af ressourcer, og medarbejderne motiveres ved en formel ideologi og låner derfra om samfundsmæssig betydning og om administrationen af institutionens teknik.  
Thomas Højrups behandler i sin bog " Omkring livsformsanalysens udvikling" (1995) statssubjektet forstået som mulighedsbetingelserne for et samfunds organisering og håndtering af vekselvirkende indre og ydre aktører. Stater må udadtil kunne forsvare deres suverænitet som statssubjekt, og demokratisk fungerende stater anerkender og stimulere produktive livsformers muligheder indadtil for at opnå økonomiske succes. Statssubjekter splittes ofte mellem de mange forskellige livsformer med modstridende interesser i statens politisk-juridiske organisering. Men stater opnår deres økonomisk materielle succes i den vedvarende reorganisering af hele produktionsgrundlaget og den politisk-juridiske organisering, som stater skal kunne formidle for at bevare deres selvstændighed.
I Søren Mørchs bog "Den ny Danmarkshistorie" (1982) fremhæves det i afsnittet om politik, at partier, ministre og folketingsmedlemmerne har det til fælles, at de alle på den ene eller anden måde er engageret omkring magten. Politikere formår dog ikke at styre samfundet med magt, men de kan formidle deres forståelse af forandringerne på en sådan måde, at borgerne kan leve, og få lov og leve med de modsatrettede, og ofte svært forenelige interesser de faktisk har.
Foto. Anker Jørgensen som jeg har snakket med.

mandag den 21. november 2011

Om mit folketingsvalg 2011.


Vi demokrater er optaget af, at alle kan leve et godt liv. Demokrati kan med blogs på internettet nemt omsættes i et pluralistisk samfund, hvor alle kan udveksle tanker og ideer. Så kan vi i det moderne samfund inspirere hinanden til det rige sociale liv, hvor individer kan udtrykke sig med variation, og samtidig handle i overensstemmelse med de skrevne og uskrevne regler. Min livsførelse, gennem snart mange år, betyder at jeg ikke selv mangler noget, og det jeg kan gøre eller købe, for at opnå mere komfort, har jeg umiddelbart råd til. 
Jeg forestiller mig, at Kultur Jensens artikler og temaer opleves som borgerlige. Jeg har løbende, og nu i en moden alder, fortolket mine mange livsindtryk og bearbejdet dem til livsværdier. Min aktuelle grundværdi er tryghed, fordi kun trygge mennesker er frie.
Jeg har nu for første gang stemt på Enhedslisten, ved folketingsvalget 15. september 2011, og med efterfølgende tilfredshed. 
Foto. Enhedslistens folketingsgruppe efteråret 2011.

tirsdag den 24. maj 2011

Om system og livsverden.


I 1985 læste jeg Troels Nøragers bog "System Og livsverden", og jeg har siden været eksistentielt opmærksom på disse begreber i det levede liv.
Politiske partier repræsenteret i kommuner og folketinget, og mange brede folkelige organisationer og bevægelser, har arbejdet på at formidle et nyt samfundsystem med storbyer, udviklet transport og en høj grad af specialiseret arbejdsdeling. På få årtier lykkedes det, ved et samspil mellem markedsøkonomi og statsstøttet social tryghed, at udvikle velfærdssamfundet.
Systempolitikken hviler på de tre forestillinger fra oplysningstiden; videnskabstroen, fremskridtstroen og statstroen. Stillet over for de dynamiske kilder til uorden, som det moderne samfund, med al den energi det skaber, producerer velfærdsstaten orden og stabilitet, med en knopskydning af utallige teknikker, der justerer, udvikler, støtter, omfordeler, opretholder orden osv. Det bidrog til den velfærdsstat, som gerne måtte udjævne livets risiko. Det blev med tiden til et stabilt og trygt samfund med næsten ubegrænsede forbrugsmuligheder samt eliminering af afhængighed og utryghed. År og dag blev for de fleste struktureret efter princippet: 8 timers dagligt arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile, og årets gang blev efterhånden tilrettelagt med 6 ugers ferie, mens velfærdsstaten forsynede med betalt barselsorlov, støttet uddannelse og gratis sygdomsbehandling m. m. Men mennesker i den moderne verden bliver drevet af en slags tvang til rigdom, og uanset hvor rige de er, er de ikke rige nok. Rigdom er blevet et mål i sig selv, og det trives ved begær og en "tvang" til fornyelse og vækst, hvor der uophørligt formidles mulige behov, og hvor alt skal gøres, men hvor alt også skal problematiseres, standardiseres og kontrolleres. Jo mere et menneske internalisere "tvangen" til rigdom og system, desto mere må det strømline sig i forhold til krav fra systemer, og det må tilpasse dets sensibilitet inden for systemers virkelighed, ved at det opgiver sig selv, for at genvinde sig selv i sit officielle billede. Det menneske må så underudvikle og overudvikle sig selv i forhold til den logik, som systemerne formår at organisere. Det må udvikle en officielle maske, en person, som kan accepterer at være stabil, tilregnelig og ansvarlig. Men usynligt bag masken, eller kun synligt i maskens sprækker anes måske et privat ansigt, som lever et besværligt samliv med masken, fordi ansigtet og masken delvist henter motivation i hvet sit miljø.
Livsverdenen peger på den hverdagsvirkelighed, hvor et menneske bruger sit mere selvstændige og løbende oparbejdede vidensforråd til at kunne håndtere sin egen dags skiftende situationer, ved at give en social form til sit eget engagement. Ens livsverden bliver til gennem foreningen af daglige rutiner og de situationer, der kan blive til en læreproces. Ens livsverden kan rumme kompleksiteten af kulturelle påvirkninger, den kan bygge på simple drømme om lykke, og den kan rumme stor personlig originalitet. Livsverdenen bliver til i en lokal verden af praksis, værdier og tilbøjeligheder, der ofte realiseres pragmatisk.
Frit efter. Troels Nørager, System og livsverden. (1985)
Frit efter. Peter Duelund, Den danske kulturmodel. (1995)
Frit efter. Ole Thyssen, Teknokosmos. (1985)
Foto. Troels Nørager

tirsdag den 1. marts 2011

Det gode ved Horsens.


Det er en omskiftelig verden vi lever i, og muligheder er åbne for initiativrige. Vi kan gøre brug af alt, hvad vi har lært og kan formidle videre, og udvælge hvad vi kan og vil se. Vi kan håndtere verden og skabe forestillinger om den. Vi kan glæde os over de resultater, der blev opnået i de sidste hundrede år, og samtidig kan vi se frem til endnu ukendte eller kun vagt fornemmede goder, der i fremtiden kan kommer til at give vi mennesker nye livschancer og velfærd. Horsens byråd har, i spidsen for alle de mange gode kræfter i Horsens, præget bestræbelserne med at fremme Horsens som et godt og velstående sted at bo og opleve. Min egen indsats begrænser sig dog til at leve positivt med i alt livsbekræftende.
Dette er en ikke prioriteret liste over meget godt i Horsens.

Et godt og varieret indkøbsmiljø.
Et smukt bybillede
Renoveringer af nedslidte boligmiljøer.
Etablering af nye boligmiljøer.
Gode forbedrede uddannelsesmuligheder.
En ny Slotsskole.
Et hospital med skadestue og livsvigtige afdelinger.
Et ambitiøst net af daginstitutioner og plejehjem.
Et godt net af væresteder for svagt stillede.
Et tidssvarende bibliotek.
En ny biograf i centrum.
Et rigt og varieret kulturliv.
Et smukt miljø for kultur og fritid i Forum Horsens.
Store investeringer i arbejdspladser.
En god infrastruktur.
Et affaldsforbrændende kraftvarmeværk.
Et rensningsanlæg til behandlig af spildevand.
Foto. Teatersalen 1. balkon på Horsens ny Teater.

onsdag den 10. september 2008

Identitet, individualitet, følelser og viden.


I sommeren 1984 var jeg til eksamen i sociologi. Vi havde gennem semestret modtaget undervisning og diskuteret i klassen på basis af bogen “The sociological tradition” af R.A. Nisbet. Jeg opgav desuden mit selvvalgte pensum af sociologen Peter L. Berger med “Invitation til sociologi“, “Nytolkning af sociologi” samt “Den samfundsskabte virkelighed“.
Mit eksamensspørgsmål lød sådan: “Hvordan er det muligt for det moderne menneske at forme sin individualitet?"
Med udgangspunkt hos Berger beskrives hverdagens virkelighed som en virkelighed, jeg deler med de fleste. Jeg kan ikke eksistere i min hverdag uden at interagere og kommunikerer med andre. Jeg ved at min naturlige holdning til denne verden svarer til andres, at de også organiserer denne verden omkring deres “her og nu”, og har planer for hvordan de vil arbejde i den. Jeg er selvfølgelig også klar over, at de ser på denne fælles verden fra en synsvinkel, der ikke er helt identisk med min. Mit “her” er deres “der”, mit “nu” er ikke synkroniseret med deres. Jeg har og får enten bevidst eller ubevidst andre planer end deres. Men alligevel ved jeg, at jeg lever sammen med dem i en fælles verden. Det naturlige liv basere sig på den sunde fornuft, og den viden jeg deler med andre mennesker om dagliglivets normale, selvindlysende rutine. Min viden om verden er struktureret efter relevans. Den sociale fordeling af viden tager sit udgangspunkt i den enkle kendsgerning, at jeg ikke kan vide alt, hvad der skal vides for at leve og fungerer. Min relevansstruktur har møder med andres relevansstruktur. De andre ved ligeledes ikke alt det, de skal vide for at leve og fungerer, og derfor har vi mange interessante ting at gøre for hinanden, og derfor er det en vigtig faktor ved min hverdag, at jeg har kendskab til andres relevansstruktur. Den sociale fordeling af viden finder sine møder i arbejdsdelingens og i ekspertisens komplekse systemer.
Hvis jeg kommer i tvivl om min virkelighed, kan jeg ophæve min tvivl med hverdagens rutiner. Hos Berger ses identitet som formet, så den repræsentere en almen objektive virkelighed, og de fleste i høj grad gør, hvad de forventes at gøre. Hvor en utilpasset socialisering har udviklet sig, opstår en vanskelig oplevelse af splittelse mellem den socialt definerede virkelighed og min egen alternative virkelighedsopfattelse. Denne alternative selvidentificering, der således kan opstå fra tid til anden i min bevidsthed, vil ofte mangle den sandsynlighedsstruktur, der kan omdanne den til noget andet end blot flygtige fantasier.
Hvis jeg ønsker at udfordre min virkelighed, kræver det en meget velovervejet og på ingen måder ringe indsats. For eksempel hvor der opstår uoverensstemmelse mellem den primære og den sekundære socialisering. Primærsocialiseringens enhed bevares måske, men i min sekundærsocialisering dukker der ofte alternative virkeligheder og identiteter op som subjektive valgmuligheder. I tilfælde af den sekundære socialisering er blevet differentieret i en grad, så disidentificeringer af ens “rette plads” i samfundet er blevet mulig, og hvis den sociale struktur samtidig ikke tillader virkeliggørelse af den subjektivt valgte identitet, kan der måske begynde en interessant udvikling.
Peter L. Berger gør brug af to strategiske begreber, baggrund og forgrund, som han henter fra Arnold Gehlen. Institutionaliseringens formål er at udfylde min baggrund, og institutionaliseringen er så den proces, hvor områder der kræver fuld opmærksomhed og udføres meget velovervejet bliver flyttet tilbage til min baggrund, som en rutine der er automatiseret og uproblematisk efter at være udført nogle gange. Et institutionelt system fungerer i mig, indtil det ikke virker som det plejer at gøre. På et tidspunkt trænger så både problemet og det institutionelle system, hvor det er opstået, sig ind på bevidstheden og der opstår ny opmærksomhed, hvor jeg er nød til at tænke over de opgaver, jeg før udførte uden at skænke det mange tanker. Det bliver måske kun en potentiel eller spæd begyndelse. Men måske er det afsæt for at udvikle nye kognitive og normative formularer, der kan give svar på de problematiserede spørgsmål.
Foto. Peter L. Berger

onsdag den 24. oktober 2007

Ole Thyssen, Teknokosmos


I Ole Thyssens bog "Teknokosmos" om teknik og menneskerettigheder analyseres funktionærstandens funktion i den demokratiske sammenhæng, hvor det er samfundets ambition at undgå vilkårlighed. En personen bliver tilpasset gennem en lang proces til at arbejde systematisk indenfor en institution, og at avancere betyder at tilpasse sig så kreativt, at man skønnes værdig til at udøve ledelse i institutionens navn. For at opnå ledelse af samfundets institutioner kræves der en udnævnelse, der giver myndighed, status og bevilling. Med sin ideologi forsøger ledelsen at naturliggøre fordelingen af ressourcer og positioner, og funktionære låner fra idiologien om samfundets betydning og administrere dets teknik. Ideologien søges anvendt til at magnetiserer ord, så de søger sammen i bestemte konstellationer, der kan forme funktionelle bevidstheder. Både ideologier og institutioner fritager medarbejderne for at begrunde deres liv og virke ved at tilbyde sig som en slags fælles automatsprog. 
Litt. Ole Thyssen, Teknokosmos (1985) er støttet af Europarådet, 
Foto. Ole Thyssen 2007.