Viser opslag med etiketten Dansk guldalder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dansk guldalder. Vis alle opslag

søndag den 8. juli 2012

En god dag på Sophienholm.


Sophienholm ved Bagsværd sø.
For snart mange år siden læste jeg en kronik i Week-end avisen, hvor Knud Wentzel skrev om dannelse, som det der kan bibringe den dannede orientering i traditionens muligheder. I sommeren 2012 fik jeg så læst Knud Wentzels "Rend mig, et essay om tradition"(2011). Knud Wentzel følger i sit essay begrebet tradition til det tidspunkt, hvor tradition fik ny og offensiv udfoldelse i årene omkring 1800, i svingdøren mellem oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet og romantikken i begyndelsen af 1800-tallet. Århundreders traditionel livsførelse blev til en ny tids brug af bevidste traditioner med henblik på dannelsen af en ny kultur.
I dag har jeg haft en god feriedag. Jeg startede tidligt i morges min lille bil og kørte mod Sjælland for at besøge nogle af dansk guldalderkulturs væsentligste lokaliteter. Jeg orinterer mig psyko-geografisk, det vil sige, jeg befinder mig i et miljø med min indlevelse, der giver mig følelser i forhold til den historie, der knytter sig til det sted, hvor jeg befinder mig. 
Frederikes far var præst ved den tyske St. Petri kirke i København fra 1765, efter han med sin tyske familie, der medbragte den nyfødte Frederike, var kommet til Danmark samme år. 1783 blev Frederike gift med storkøbmanden Constantin Brun, og sammen rejste parret til St. Petersborg og i Tyskland, hvorefter Frederike rejste med skiftende selskab rundt i Europa, og hjemme residerede de i Molktes Palæ. I 1790 købte Bruns Sophienholm ved Bagsværd sø, der var opført i 1768 af T.H. Holmskjold, som opkaldte landstedet efter sin hustru Sophie, men sommerboligen blev ombygget til det endelige nuværende udseende i 1805 af familien Brun. På Sophienholm opdyrkede Frederike Brun sit omfattende salonliv, i og omkring familiens sommerresidens i perioden 1790-1835, for mange af datidens kunstnere og kulturpersonligheder, og dengang udlevede Jens Baggesen og Adam Oehlenschlæger deres kontroverser der, så hvis nu træer og vægge kunne fortælle. Salonlivet på Sophienholm kan nok ellers bedst forståes som en form for inderligt venskab, der nærede samværets liv og klangbund. Frederike Brun ville samle mennesker fra forskellige lag og lande i en form for åbent hus, der dog ikke var mere åbent, end at alle deltagere på den ene eller anden måde skulle have en vis betydning, og derfor som debutant enten medbringe et anbefalelsesbrev, eller være inviteret, men interesserede kunne dog melde sig hos Frederike Brun til en audition. Blev man godkendt, fik man en invitation til at komme en bestemt aften, og blev det en succes, var gæsten altid velkommen.


Sølyst ved Øresund.
Charlottes far var fra en borgerlig tysk militærslægt i dansk tjeneste, og hendes mor var fra en norsk, nyadlet handelsslægt. Efter deres fars tidlige død levede Charlotte og søsteren Sybille på Løvenborg i nærheden af Holbæk. De to søstre blev gift ind i det indflydelsesrige og meget velhavende embedsaristokrati ofte med tyske rødder. Ved Charlottes giftemål med grev Ernst Schimmelmann, der var finans- og statsminister og samtidig gods-, plantage- og fabriksejer, opnåede hun mellem 1782-1816 en meget stor indflydelse på det københavnske selskabsliv. De saloner Charlotte afholdt om vinteren i Bredgade i Schimmelmanns Palæ og om sommeren på Sølyst i Klampenborg, var søgt af tidens politiske og kulturelle notabiliteter fra nær og fjern, embedsmænd, købmænd, diplomater og militærpersoner, som den rige florissante epoke 1778-1807 havde ført til den danske hovedstad, og som ofte var orienteret i filosofiske tanker, kultur og kunst. Samtidig åbnede hun sin salon for udvalgte kunstnere og videnskabsmænd med talent, og dermed blev hendes salon et af de europæiske kulturcentre, der blev lagt mærke til.
Hvordan gik det for eksempel til, at det dansk-tyske statsembedsaristokrati donerede økonomisk støtte til en tysk borgerlig digter med revolutionært ry? I juni måned 1791 rygtedes det iblandt denne kulturkreds, først fra Jens Baggesen og defra via Charlotte Schimmelmann, at den tyske digter Friedrich Schiller var død, men få dage senere fik de en ny meddelse om, at han levede, men var syg og fattig. Jens Baggesen arbejdede på at skaffe en økonomisk støtte til Friedrich Schiller, og som så ofte før og siden blev det Ernst Schimmelmann, der trådte til, i dette tilfælde med en årlig understøttelse på 1000 rigsdalere i fem år. Friedrich Schiller kvitterede med 27 breve mellem 1793-95 "Über die æsthetische Erzieung des Menschen". 
Selskabslivet i salonerne søgte en kosmopolitisk atmosfære og samlede deltagelse af både mænd og kvinder. Samværet fandt sine stimulerende former i mundtligt samtaler afvekslende med skriftligt litterær og musisk dramatisk optræden. Salonens værtinde udtrykte den schillerske forestilling om den skønne sjæl, der blev defineret som et blødere modstykke til Immanuel Kants oplysningsideer om menneskets pligtetiske imperativ. Ifølge Schiller er den skønne sjæl en fuldstændig moralsk karakter, der gør det gode helt af sig selv uden at tænke over det. Pligt forenet med tilbøjelighed i en helstøbt harmoni, og en sådan sjæl udgyder med sin tilstedeværelse skønhed over alle i sine omgivelser. Salonlivet havde vel sit højdepunkt omkring 1810 men efterhånden ophørte det i og omkring København ved Charlotte Schimmelmanns, Kamma Rahbeks og ikke mindst Frederike Bruns død i 1816, 1829 og 1835.
Karakteristisk for Charlotte Schimmelmanns inflydelsesrige miljø var vel, at det bidrog til at gøre oplyst enevælde til en styreform med pragmatisk reformering af landbrug og handel og tidlige eksperimenter med industri samt skolegang for almuen. Men mest berømmet er initiativet til begyndende opgør med slaveri. Schimmelmanns miljø var en overgangskultur, der på en gang var adelig og borgerlig, enevældig og liberal, oplyst og religiøs, patriotisk og kosmopolitisk.


Foto. Brahetrolleborg ved Korinth var hjemsted for Johan Ludvig Reventlow (1775-1801) og Sybille Reventlow (1775-1828), som var søster til Charlotte Schimmelmann. Reventlows modtog her i 1787 besøg af Jens Baggesen, og sammnen gav de nye navne i deres egen ånd til gårde og lokaliteter ved godset. 
Litt. Breve til Charlotte (2011), Annelise Ballegaard Petersen og Anne Scott Sørensen.
Litt. Salon på Sophienholm (2010), red. Karen Klitgaard Povlsen.
Litt. Knud Wentzel, (2011) Rend mig, et essay om tradition. 

mandag den 27. december 2010

Borger, borgerdyd, klubber.


Forudsætningen for den nye borgerlige dyd var, at der eksisterede muligheder for et selvbevidst borgerskab. Et sådan borgerskab var under fortsat dannelse i København i de sidste årtier af 1700-tallet, og bestod af tre noget forskellige, men dog alligevel tæt forbundne grupper af embedsmænd, handelsfolk og kulturpersonligheder.
Embedsmændene formidlede deres nye tidsånd af ubestikkelighed, sparsommelighed, samvittighed, ordholdenhed, gudsfrygtighed, kongetroskab og patriotisme, der afløste den adelige administration.
Fra København og større provinsbyer blev der efterhånden handlet på store afstande. Under syvårskrigen 1756-63 og igen under den amerikanske frihedskrig 1775-83, hvor Danmark holdt sig neutral, blev der tjent mange penge på handel. I den nye statsmagts komplicerede system blev der snart mindre plads til pragtelskende herremænd fra den gamle arvelige militære klasse. Derimod var der brug for omhyggelige embedsmænd, når der skulle ske skatteopkrævninger, beregnes told, udbetales lønninger, udstedes love og regler, for at hele det danske statssystem kunne opretholdes. Med etablering af den juridiske embedseksamen i 1736 blev den nye professionalisering af det danske embedsværk grundlagt. Den borgerlig embedsmand var ikke en ydmyg skriver hos en adelig herremand, men var på vej til at blive en selvbevidst person med en ekspertise, der krævede både sin agtelse og betaling. Med deres bevidste danskhed følte de sig snart socialt jævnbyrdig med de mange indflydelsesrige tyskere.
I København blev der mellem 1774-1820 grundlagt mere end 30 klubber med kortere eller længere levetid og navne som Drejers klub, Harmonien, Borgerdydsselskabet, Efterslægtsselskabet og Det Venskabelige Selskab, Kronprinsens klub, Den Militære Klub, Det Forenede Venneselskab og Det Bestandige Borgerlige Selskab. Klubberne blev stiftet til borgerlige mænds samvær omkring bogsamlinger, udgivelser, måltider, punchebowle, kaffedrikning, samfundsdebatter og viseafsyngning. Jakob Drejers klub blev oprettet i 1775 med i første omgang 16 bekendte. Klubbens aktiviteter støttede foreløbigt den borgerlige patriotiske opfattelse, at den enevældige kongemagt endnu var borgerstandens værn mod adelen. Derimod havde klubberne en anti-aristokratiske og anti-tyske ideologi, og i talerne og sangene blev der som regel hyldet en nærmest demonstrativ patriotisme og et princip om ligeværd mellem alle danske borgere, som ikke mere burde værdsættes efter deres rang og stand, men værdsættes efter deres gavnlige virke for almenheden. Jakob Drejers Klub holdt fra 1779 sine klubmøder i Østergade 54 i den renæssancegård fra 1640, der fra 1790 husede Efterslægtens skole i 120 år. Til en klub aktiviteter var udgivelse af nyhedsbreve og litterære skrifter ofte vigtig, med "Minerva" udgivet af Drejers klub som det toneangivende, hvor klubbens debattøre og forfattere kunne finde udgivelsesmulighed. Det var i Drejers Klub, Adam Oehlenschlæger og H.C. Ørsted holdt festen før Jens Baggesens afrejse fra Danmark i 1800, og det var også i Drejers klub, Adam Oehlenschlæger første gang mødte Knud Lyhne Rahbek og efterhånden deltog i Rahbeks litterære kreds, og det endte med, at både H.C. Ørsted og Adam Oehlenschlæger i 1804 forlod Drejers Klub for at tilslutte sig det selskabelige og litterære salonliv i Bakkehuset hos Rahbeks, hvor "åndfulde vittige samtaler meget bidrog til at danne mig", værdsatte Adam Oehlenschlæger,
Foto. Københavns strøg nær Østergade 54 ved det gule banner til højre i billedet. På det sted holdt Jakob Drejers klub dens møder i den gamle renæssancegård fra 1640, som Efterslægtsselskabet købte i 1790. Gården blev nedrevet i 1913, og på matriklen står nu Illum på hjørnet af Pilestræde.
Inspireret af Jens Engberg, Magten og kulturen og Anne-Marie Mai, Længslernes tidsaldre 1800-1900.

tirsdag den 21. juli 2009

København, Nytorv.


Jeg føler at Københavns centrum, med guldaldertidens kulturhistorie, er verdens mest interessante attraktion. I ejendommen på Nytorv 17 boede i løbet af 1830´erne to af guldalderens kendte digtere. Henrik Hertz boede der som ugift cand. jur. i ca. et år omkring 1836. Under sit ophold på Nytorv skrev Henrik Hertz "Den glemte paraply" med handling i det siden nedrevne Frederiksholms Kanal 6, hvor den store jødiske grossererfamilie Nathanson boede kun et stenkast fra Henrik Hertz bolig. Eckersberg portrætterede i 1818 familien Nathanson, på et billede der forestiller forældrene, der efter en audiens hos dronning Marie på Amalienborg, ved hjemkomsten modtages af deres mange børn. Denne audiens var den første en jøde fik ved det danske kongehus. Men hverken Nathanson eller Hertz forblev ortodokse jøder. Hertz lod sig tidligt døbe mens Nathansons børn fordanskede deres navn til Nansen, og to af deres sønner fik senere deres præsteembede i den danske folkekirke.
Den anden kulturpersonlighed der har boet i Nytorv 17 var Søren Kiekegaards mentor Poul Martin Møller, der flyttede ind i 1837 og boede der i ca. 1 år inden han døde 13. marts 1838. Forinden havde han skrevet "Kunstneren mellem oprørerne", hvor han debatterede sin egen ængstelse for den nye revolutionære tid, som kunstneren ifølge kunstens væsen burde holde sig uden for. Indrages kunstneren alligevel, må han ifølge Møller tage parti for myndighed og orden, men vil dog ved det lide ubodelig skade.
Tscherning var officer og senere stifter af partiet Bondevennerne, og boede i 1842-47 i Brolæggerstræde 5 nær ved Nytorv. Den nærmest midaldrende, ugifte og afskedigede officer blev vedvarende kurtiseret af sin meget yngre kusine Eleonora Christine. Så i 1845 kapitulerede han, og da de giftede sig, flyttede de sammen i hans ungkarlehybel. I 1847 flyttede de rundt om hjørnet til en større lejlighed i Nytorv 11 lige overfor Råd- og Domhuset.
Gennem næsten 40 år lagde den siden nedrevne bygning på Nytorv 2 bolig til familien Kierkegaards historie. Således blev Søren Kierkegaard født der den 5. maj 1813 og boede hjemme der frem til 1. September 1837, hvor han i en alder af 24 år flyttede hjemmefra. Fra Oktober 1844 boede han som husejer i sit barndomshjem, frem til den 27. April 1848, hvor han solgte huset og flyttede fra Nytorv for altid. Forinden havde han fra sine vinduer kunnet se byen i oprør den 21. marts, hvor 10-15.000 mennesker var forsamlet foran Råd- og domhuset for derfra at vandre til Christiansborg Slot, hvor kongen måtte love dem en ny regering, som det danske folk kunne have tillid til. Søren Kierkegaard gruede for den patriotiske pøbel, men om aftenen vovede han sig dog ned på torvet, hvor han indviede Tscherning i sin opposition til kongens kompromis med folket. Næste dag 22. marts 1848 blev Tscherning udnævnt til minister i den første patriotiske regering.
Læs evt. Peter Tudvad, Kierkegaards København. Winge og Smidt, Hen over torv og gade. Pernille Steensgaard, København - folk og kvarterer. Bodil Wamberg, Mit hjerte er skabt til kærlighed.
Foto. Nytorv malet af Carl Balsgaard i 1839.

fredag den 27. juni 2008

Dorthe Sondrup Andersen, Guldalder uden forgyldning.


Dorthe Sondrup Andersens tager os i "Guldalder uden forgyldning" (2004) med på et underholdende, informativ og tankevækkende besøg i guldaldertidens København med fortællinger om livet og normerne for kulturlivets mænd og kvinder. På trods af landets vanskelige kår sprudlede det af kreativitet, når den danske hovedstads intellektuelle elite holdt begavede sammenkomster, og fremelskede teater, ballet, musik, malerier, litteratur, videnskab og filosofi. Udgangspunktet i bogen er en håndfuld af guldalderens private hjem og kunstnernes følelsesmæssige ambivalens mellem at stifte familie eller leve med kunstens muse. At drive en husholdning uden næringssorger var noget af en opgave i mange hjem med typisk en stor børneflok, en karl og en pige til det grove, familiens ældre, eventuelle voksne ugifte døtre eller forældreløse børn for eksempel hos grosserer N.L. Nathanson, som fik sig en ekstra børneflok at forsørge, efter at fru Nathansons søster først mistede sin mand, og derefter gik fallit med hendes bageri ved Gråbrødretorv, der nedbrændte som følge af Købehavns bombardement i 1807. Denne ulykkesramte kvinde var Henrik Hertz mor, og det var faktisk på den måde, han som halvstor dreng kom i huset hos sin rige jødiske onkel. Vi bliver præsenteret for flere familiemosaikker, og ind imellem flettes tråde mellem kunstnere som Kuhlau, Weyse, Thorvalsen, Kierkegaard og H.C. Andersen, som aldrig selv stiftede familie, og de som udskød ægteskabet længe som Christian Winther og Henrik Hertz, som først giftede sig i en alder af 52. En gennemgående familiemosaik i bogen udgår fra etatsråd, jurist og bryggeriejer Hans Hegers gård i Nørregade. I hans og hustruens hjem kom flere fra kulturlivet og universitetet for enten at besøge ham eller hans tre sønner, og som en følge deraf mødte ægteparret Hegers to døtre, Christiane som langt om længe blev gift med Adam Oehlenschlæger, og Kamma som blev gift med Knud Lyhne Rahbek.
Dorthe Sondrup Andersen krydrer beskrivelsen af dette netværk med fyndige, klare og rammende situationer, der giver en levende forståelse af denne tid, og ikke mindst en nøgtern beskrivelse af kvindernes restriktive livssituation.
Jeg kan på det varmeste anbefale bogen.

torsdag den 17. april 2008

Martinus Rørbye, Udsigt fra kunstnerens vindue.


Det nyklassicistiske hus Amaliegade 45 fik i 1817 nye beboere, da den hjemvendende embedsmand F.H. Rørbye og hustru med deres børn flyttede ind, efter at Norge var blevet adskilt fra Danmark. Sønnen Martinus Rørbye (1803-48) blev i 1819 optaget på kunstakademiet, hvor han i 1823 modtog akademiets lille sølvmedalje, i 1825 den store sølvmedalje og i 1829 den lille guldmedalje.
Martinus Rørbye skildrede i tiden omkring 1825, da han selv var i begyndelsen af 20´erne, udsigten fra forældrenes stue på 1. sal. På den tid var der ingen bebyggelse på den anden side af Amaliegade, og der var derfor frit udsyn mod havnen og flådens leje. Udenfor det åbne vindue luftes familiens fugl i et bur. I vindueskarmen ses moderens urtepotter med vækster og blomster i flere stadier, afstøbningen af en barnefod samt en åben bog. Midt i vinduet hænger et spejl, således at man fra vinduet er i stand til at se sig selv, med hjemmet som baggrund og med udsigt til verden.
Billedet symbolisere måske Martinus Rørbyes program, der viser det "ukendte ude" og det "trygge hjemme".
Efter Martinus Rørbyes afgang fra akademiet i 1830, foretog han mange rejser, og hans motivverden udvikledes af indtrykkene fra rejser til perifere og uudforskede områder i Europa med Skagen og Norge mod nord og Sicilien, Tyrkiet og Grækenland i syd. Han bevarede sin tilknytning til Amaliegade, som han altid vendte hjem til igen, og hvor han døde i det nu nedrevne Amaliegade 33 i 1848.
Litteratur. Smidt og Winge, Hen over torv og gade (1996)
Foto. Martinus Rørbye 1825, Udsigt fra kunstnerens vindue.

onsdag den 26. marts 2008

H.C. Andersen, Henriques og Melchior.


H.C. Andersens varme venskab med familien Melchior gik via fru Dorotheas bror og svigerinde, vekselereren Henriques og dennes hustru Therese der boede på 1. sal i Tordenskjoldsgade 1. Deres lejlighed var ofte samlingssted for sangere, musikere og komponister, som inviteredes til musikalsk samvær og hygge. Huset Henriques var en af de velhavende jødiske familier, som i flere generationer havde boet i Danmark og forenede danskhed med internationale åndelige interesser. I tiden omkring 1860 var H.C. Andersen ikke længere trykket af fattigdom og mangel på anerkendelse. Hans eventyr var blevet en del af det danske kulturliv, og H.C. Andersen var selv blevet et trækplaster i det københavnske selskabsliv. Han gæstede familien Henriques første gang i december 1860, og snart havde han en fast søndagsinvitation der. Fra Henriques var der ikke så langt hen til Melchiors hjørnehus på Højbro plads 21, hvor han var til middag første gang i august 1863.
Moritz Melchior var en travl mand med mange offentlige erhverv, såsom formand for grosserersocietetet, medstifter af Privatbanken, borgerrepræsentant og rigsdagsmand. Dorothea Melchior udfyldte gerne kvinderollen som hustru og moder til deres 8 børn, og hun udstrakte den også til digteren. Hun gik aldrig i rette med H. C. Andersen, men drog omsorg for hans ustadige kunstnersind. I alle de år venskabet fik lov at bestå, frem til hans død 4. august 1875 i Melchiors villa Rolighed på Østerbro, hjalp de ham på bedste måde i ord og handling. Når han udtrykte taknemmelighed, understregede Dorothea og Moritz Melchior, at han var den givende, og de fremhævede Jonas Collin som hans store velgører, som havde set talentet i den fattige dreng og hjulpet ham på vejen. 
Litteratur. "H.C. Andersen og veninderne" (1998) Bente Kjølbye. H. C. Andersens brevveksling med Familien Melchior 1-3 (2007) Red. Niels Oxenvad
Foto. H.C. Andersen portræt fra 1869 malet af Carl Bloch.

onsdag den 5. marts 2008

Min kære interesse i H.C. Andersen.


Det var i vinteren 1997-98 jeg tog hul på min nye interesse for H.C. Andersen, som skulle komme til at give mig min nye livsstemning. Det foregik ved at jeg rejste til København i 3 dage for at gå i H.C. Andersens fodspor. Senere var jeg på Statens museum for Kunst og Den Hirchsprungske Samling for at se guldaldersamlingerne. I marts 1999 var jeg i Rom for der at gå i H.C. Andersens fodspor. I februar 2005 deltog jeg på Hotel Nyborg Strand et behageligt litterært kursusophold, med H.C. Andersen som tema. I November 2005 deltog jeg i et fremragende kursus på Haslev Højskole om H.C. Andersen, hvor vi besøgte Nysø ved Præstø, Holsteinsborg ved Skælskør, Gisselfeld og Bregentved ved Haslev, hvor han begyndte på "Den grimme ælling". Vi var på guidede ture på Assistens Kirkegård og i H.C. Andersens København samt til forestilling i Det Kongelige Teater. Foto 1. viser Buntzen maleri af Nysø ved Præstø med Thorvalsen ved sit atelie. Der boede H.C. Andersen fem gange i årene 1838-45, i to til tre uger, mens han skrev på "Nattergalen", "Hyldemor" og "Ole Lukkeøje". Han nød der godt af Stampes gæstfrihed og den ligeledes logerende Bertel Thorvalsen. Blandt de andre gæster på Nysø omkring 1840 var malerne Wilhelm Marstrand, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen samt digterne B.S. Ingemann, Oehlenschlæger og Grundtvig.
H.C. Andersen følte sig i sin ungdom tiltrukket både af den ældre romantiks følelses- og og fantasilinje, og den intelligenslinie som J.L. Heiberg repræsenterede. På grund af sine trængsler i Slagelse var H.C. Andersen henvist til den støtte Ingemann, som boede ved Sorø akademi, formåede at give ham. Det Ingemann kunne inspirere H.C. Andersen med var to verdener, der i særlig grad spillede en rolle i dansk romantik; barnets naturlige verden og folkets verden, mens borgerskabets verden og de mere officielle strukturer bedst kunne læres af den københavnske omgangskreds.


Efter H.C. Andersens forelskelse i Rigborg Voigt rådede Ingemann ham i 1831 til at afskrive sig  ægteskabet og i stedet leve for sin egen ide. Hans liv og digtning måtte da forskydes, og blev det efterhånden til en slags barnets oplevelsemåde men vel i lige så høj grad fortalt for voksne.
Foto 2 viser Ingemanns bolig ved Sorø Akademi (1822-62).
Litteratur: Jens Andersen, H.C. Andersen og herregårdene. (2004) Niels Kofoed, Andersen og Ingemann et livsvarigt venskab. (1992) og Henning Fenger, Familien Heiberg (1992)

lørdag den 15. september 2007

Guldalderen og H.C. Andersen.


Hvis vi ser tilbage over de seneste par århundreder, giver det mening at spørge, i hvor høj grad guldalderen har bidraget til det moderne Danmarks kulturarv? Romantiken havde været den dominerende åndsretning de første tre årtier af 1800-tallet, men fra omkring 1830 brød den ny poetisk realistiske stil frem i guldalderens kultur. Sjælesplid og søgende savn som i romantikken skulle nu ikke længere dyrkes, men i stedet for harmonien og den indre fred. Det eksotiske havde siden romantiken haft en dragning, som blev bibeholdt i guldalderen, blot nu ikke som romantikens feriger og østerlande, men som autentiske fremmedartede steder. Italien fik omkring 1800 en status som det selvskrevne mål for dannelsesrejsen. De klassiske harmoniske idealer blev genskabt i Rom fra ca. 1798 af Bertel Thorvalsen, der først i 1838 vendte hjem til København. Det var fra midten af 1830 érne H.C. Andersen begyndte at skrive sine eventyr, og Søren Kierkegaards forfatterskab blev hovedsageligt skrevet i 1840´erne. I det samme årti blev både Tivoli og de første danske folkehøjskoler grundlagt med kun 16 måneders mellemrum i 1843 og 1844. Året efter blev N.F.S. Grundtvig præst ved Vartov og brød igennem til den danske befolkning med sine friheds- og skole- tanker. I forholdet til kirken og adelen, der jo traditionelt havde været kulturbærende, skabte borgerskabet en ny form for "Dannelse", der fremmede blandt andet videnskaben, og blev førende i livets normer og gængs smag. Guldalderen byggede på forsoning mellem ideernes og sansernes virkelighed og på en stilisering i "et renere, men ei forædlet billede" som det blev formuleret af Henrik Hertz i "Gengangerbreve" fra 1830. Guldalderens kultur bidrog med dens intime og forfinede stemningskunst, og et dannelsesbegreb der skulle bibringe den dannede;
En klar erkendelse af den naturlige og historiske virkelighed.
En sikker dom over sine egne forhold og opgaver.
En fast, og ved de bedste formål bestemt vilje.
En rodfæstet retsindighed.
En finfølelse for det sømmelige og passende.
En disciplineret sanselighed med forædlet nydelsesdrift.
En tilbagevisning af det rå og lave.
En modtagelighed for alt skønt.
Kunst og dannelse kunne blive en vej til social opstigning for børn fra beskedne hjem som for eksempel H.C. Andersen, Johanne Luise Heiberg og Christian Købke. H.C. Andersen trak dog det ædle dannelsesmæssige program i en kunstnerisk lidt anden retning, ikke som en kritisk holdning, eller ønsket om at gøre grin, men det skyldtes at tidens høje idealer om fantasi og poesi i den grad var vokset ind i hans personlige skæbne, at en helt skarp skelnen mellem borgerlig eksistens og ideel forventning i normal forstand ikke var til stede.
Foto viser Wilhelm Marstrand, "Musikalsk Soire hos vinhandler og Etatsraad Chr. Waagepetersen". 1834.

tirsdag den 4. september 2007

København, Andersen og Kiekegaard.


Søren Kierkegaard og H.C. Andersen var ikke just venner, hvilket dog ikke afholdt dem fra at begave hinanden med smukke dedikationseksemplarer. Med fin sans for deres psykologiske forskellighed skrev Kierkegaard i sin dagbog: "see, Andersen kan fortælle eventyret om "Lykkens galoscher" - men jeg kan fortælle eventyret om skoen der trykker..." Billedet blev malet af Heinrich Hansen, som levede 1821-1890. Det forestiller Christiansborg ved Gammel strand stående på Højbroplads. Det sted ligger cirka midt mellem H.C. Andersens logi i Nyhavn og Søren Kiekegaard bolig på Nytorv. Umiddelbart til venstre boede familien Melchior, hvor de fejrede H.C. Andersens 70 års Fødselsdag for ham. Langt fremme til venstre et sted voksede Søren Kiekegaards forlovede Regine Olsen op.
Foto, Heinrich Hansen, Udsigt fra Gammel strand. Uden årstal.

torsdag den 30. august 2007

H.C. Andersens tilknytning til Rom.


Den økonomiske forudsætning for H.C. Andersens første rejse var et rejsestipendium i 1833. Hans dannelsesfærd gik den lange vej gennem Tyskland over Paris og Schweiz til Italien. Ved hjælp af H.C. Andersens udførlige dagbøger og mange breve hjem, samt hans skitsetegninger, kan han følges dag for dag. I Firenze skrev H.C. Andersen hjem til Edvard Collin, og i brevet tog han tilløb til en konklusion, der viste sig at være rigtig for ham. "Hvad Tyskland og Norden er for hjertet og Frankrig for forstanden, det er Italien for fantasien, alt er et maleri". H.C. Andersen fik i Rom logi i et hjørnehus i Via Sistina 104, der bærer en mindeplade, nær Thorvalsens "Casa Buti" i Via Sistina 48, der ligeledes bærer en mindeplade. Han kunne derfra efter mindre end et minuts gang stå på toppen af Den spanske Trappe. Ved foden af trappen ligger nu som dengang Via Condotti med Cafe` Greco, hvor danskere i Rom dengang plejede at mødes og hente deres post. Med sit åbne sind travede han gennem byen, hvor han så de antikke levn, hundredvis af kirker, besøgte 20-30 gallerier og han foretog talrige udflugter til Roms omegn.
Han fik øre for italienernes sang og tonekunst og hørte de folkelige improvisatorer. Han mindedes sin egen optræden som dreng med sine improviserede sange, og J.L. Heibergs karakteristik af ham som lyrisk improvisator, vendte han i Rom til sit eget bedste. Et sted i sin dagbog skriver han da om Italien: "Der blev mit hjerte barn, mine tanker mand, der lærte jeg natur og kunst at kende". Det gode og lyse forhold til fantasien og tilliden til, hvad den kan give af godt til et menneskes liv, går igennem hele H.C. Andersens forfatterskab som det spor, der har vundet både populærkulturel og litteraturhistorisk verdensanerkendelse. I Rom fik han et identifikationspunkt, og i stedet for planerne om en rejsebog gik han igang med sin første roman.
Over sin egen livsskæbne formede H.C. Andersen da historien om den fattige men talentfulde romerske dreng Antonio, der udvikler sig gennem alle sine vanskeligheder. Antonio i "Improvisatoren" er ikke i tvivl om sit talents store muligheder, han kan nok komme i vanskeligheder, men aldrig i tvivl. Han har vanskeligheder ved at få værker, som han har investeret hele sin sjæl i anerkendt hos hans velyndere, og han oplever vanskeligheder ved at få den ædle og åndfulde kunstnerinde han elsker, og samtidig vanskeligheden ved at stå imod de lokkende og yndefulde damer, som man nok kan få, men ikke tør tage. Ingen af disse forhindringer får dog lov til at ryste Antonios tillid til fantasi og talent som den kraft, der skaber sammenhæng i hans skæbne. I romanen præsenteres vi for fødehjemmet på Piazza Barberini, og vi læser om barnets besøg i katakomberne og Colosseum, om onkel Peppo der tigger på Den spanske Trappe, og om blomsterfesten i Genzano, hvor hans mor bliver kørt over. HCA havde netop fået besked hjemmefra om hans egen moders død. Derefter anbringes han hos hyrdefolk på den øde Campagne. Da han senere medvirker til en fornem rejsendes redning fra en vild bøffel, bliver Antonio optaget hos Borgheserne, i hvis villapark skandinaverne just havde festligholdt deres julefest. Antonio deltager i karnevallet, som blev afholdt ved afslutningen på H.C. Andersens første Rom ophold.
Båndet til Rom sad trækfugledigteren om foden, og da han i 1840 foretog sin store orientrejse, lod han den gå over Rom. Han logerede denne gang i en anden sidegade til Piazza Barberini den smalle Via Purificozione. Nogen roman kom der ikke ud af turen men en usædvanlig veloplagt rejsebog, "En digters Bazar" fra 1842, hvor der indgår et stort italiensafsnit. Vi oplever Verona, Mantova, Modena og Firenze, og vi følger ham videre over floden Arno gennem små maleriske men snavsede landsbyer til gensynet med Rom.
I 1846 var han allerede en europæisk berømthed og rejste i følge med to adelsmænd. De indkvarterede sig standsmæssigt med ham i Borgognona nær Den spanske Trappe. Han fandt byen moderniseret og folkelivet afdæmpet i forhold til 1833. Han fulgte derefter med til Napoli, hvor eventyret om "Skyggen" fødtes som ide´, men fordi han blev syg, skrev han det først efter hjemkomsten til København. I 1855 trak det atter i den gamle trækfugl. Han var denne gang rejsefører for en ung bekendt, Edvard Collins søn Jonas. De fik deres logi i Cafe´Greco, der endnu ligger i Via Condotti neden for Den spanske Trappe. Den skandinaviske koloni holdt en fest for H.C. Andersen i et osteri indbygget i ruinen af en gammel antik badeanstalt.
Portrætkunstneren Albert Küchler var i mange år en institution i den skandinaviske koloni, der blev opsøgt af generation efter generation af nye romfarer. I 1834 således H.C. Andersen, som fik tegnet sit portræt hos ham.
H.C. Andersen foretog 30 rejser til udlandet med en samlet varighed på 7 år og heraf halvdelen af tiden i Italien.
Foto, Cafe Greco beliggende i via Condotti. På væggen hænger det brev fra HCA til Edvard Collin, hvor han har tegnet og beskrevet hans logi i Rom. Da jeg i 1999 var i Rom, for bl. a. at finde disse adresser, og dette miljø omkring Den spanske Trappe, blev jeg hjælpsomt betjent i Cafeen, og guided til den sofa hvor HCA havde sin faste plads. Tjeneren tilbød venligt at tage et foto af mig i sofaen.

tirsdag den 31. juli 2007

Jonas Collin og H.C. Andersen.


H.C. Andersens udvikling var hæmmet af hans sociale og økonomiske forhold, da han i 1819, 14 år gammel ankom til København. Årene 1819-22 i var vanskelige for H.C.A., der stort set forgæves forsøgte at få foden inden for på teateret, men alligevel set i et længere perspektiv hentede værdifuld erfaring. Han traf i 1821, gehejmekonferensråd Jonas Collin (1776-1861), der rummede store reserver af sund fornuft. Han prædikede nyttemoral, uden egentlig at moralisere, han indskærpede dyd, flid og mådehold, han handlede uden at spilde, var på en gang tilknappet og uden omsvøb, fungerede som en sjælelig balancekunstner med instinkt for sine ansøgeres egenart men altid principielt uimponeret. Jonas Collin var i årtier guldalderens grå eminence, en overvåger og en kontrolinstans, en protektor og en kraftkilde. På hans initiativ blev Hans Christian i 1823 sendt til Slagelse Latinskole, hvor han som 17 årig fik klassekammerater på 11-12 år. Motivet var det dobbelte at fjerne ham fra København og Det kongelige Teater, så han fik mulighed for, i Slagelse, at koncentrere sig om at få den skoleuddannelse og den viden, han ikke havde fået i Odense, og uden hvilken det ville være omsonst at tænke på en yderligere karriere. Årene i Slagelse blev af H.C. Andersen selv gjort til en vigtig del af mytologien, der satter hans senere succes og berømmelse i relief med misforståelse og lidelse, forfølgelse og kanøfling, som den svaneunge, der svømmer blandt ænderne, indtil den opnår at kunne spejle sig blandt sine egne. I efteråret 1828 bestod omsider H.C. Andersen studentereksamen i København med en beskeden 2. grad, og i 1829 examen philologicum et philosophicum med karakteren rosværdigt. 
Læs eventuelt videre hos Harald Jørgensen, "Jonas Collin" og Niels Birger Wamberg, "Den fødte practicus".
Foto, Portræt af Jonas Collin malet af Constantin Hansen 1831

fredag den 20. juli 2007

Ludvig Bødtcher (1793-1874)


Ludvig Bødtcher blev født i 1793 som den yngste af en søskendeflok på fem, og han voksede op ved Frederiksholms kanal, på hjørnet af Ny Kongensgade. Hans far, der var indvandret fra Jylland, var der inspektør i et jernmagasin.
Ludvig gik på Borgerdydskolen, hvor han ikke gjorde sig fordelagtigt bemærket. I 1812 blev han student, men et halvhjertet forsøg på en akademisk karriere strandede. Medvirkende til hans manglende interesse ved at træde ind i samfundet, som familiefar og borger, var angiveligt en ulykkelig udgang på hans kærlighed til en ung pige, der fratog ham lysten til fremover at etablere en tilværelse i faste borgerlige rammer.
Bødtcher havde en drøm om at kunne leve som skønånd og fri æstetisk skribent. Hans fremtidsplan afveg aldeles fra faderens forestilling om en solid næringsvej, og Ludvig blev sat på plads i en stilling som kontormand i Overformynderiet. Sit egentlige liv henlagde han så til efter kontorets lukketid, hvor han spillede guitar og engagerede sig i de æstetiserende selskaber og private teaterforeninger, der var så typisk for datidens kulturliv. Han holdt sig med omhu uden for den polemik, som i disse år opdelte det litterære publikum mellem Adam Oehlenschlæger og Jens Baggesen (Tylvtestriden).
Ludvig Bødtchers egen litterære indsats var spredt. Han analyserede selv årsagerne som en forening af, at han var adspredt, manglede ambition og havde en overdreven og sårbar æresfølelse. Efter hans far død i 1824 arvede 30 årige Ludvig, "en beskeden, men for min frihed tilstrækkelig formue". Han opsagde resolut sin stilling og rejste til Italien. Egentlig var det meningen, at rejsen skulle vare 2 år. Men Italien overvældede ham, og han levede der i 11 år med logi ved Piazza Barberina i Rom, hvor Thorvalsen havde flere atelier.
Bødtcher var afholdt i den danske koloni, hvor en af hans venner var Albert Küchler (1803-86), som malede hans portræt. Bødtcher var ikke ligesom H.C. Andersen dagligt optaget af at beskrive hvad han så. "Jeg sad ved livets rige taffel, og lod det beroe ved, i fuld måde at nyde indtrykket af mine glade tilværelse, og med undtagelse af adskillige digte, beskrev jeg kun enkelte rejsemomenter". Men årene i Italien gav dog Ludvig Bødtcher mulighed for opgaven at overtale Thorvalsen til at testamentere sine værker til en ny kunstsamling i Danmark. I 1835 var han med på skibet, der medbragte en stor del af Thorvalsens værker til København. Fra skibet hilste de hjemvendende deres fædreland med Bødtchers sang "På Fregatten Bellona i Nordsøen 1835 ".
Den hjemvendte Bødtcher var fast besluttet på at fortsætte med sin frie og uafhængige livsførelse, og han modsatte sig hårdnakket alle mulige forslag, der kunne indskrænke hans frihed: "Den sidste fristelse for min uafhængighed var Thorvalsens senere ønske til mig om at modtage inspektørposten ved hans museum, men jeg blev dog mit fortsæt tro". Han fandt sig en lejlighed i Sværtegade 3, hvor han boede i ca. 40 år. Hans lille lejlighed blev beskrevet i samtiden med gyngestol, en guitar på væggen, kobberstik, statuetter, nodeblade og bøger. I vinduet stod små bøgetræer eller rosenbuske, og han havde glæde af en dadelpalme. I lejligheden modtog han besøg, før han kl. ca. 14 gik ud for at spise til middag hos en familie, i hvis hjem han kom i over tredive år. I løbet af eftermiddagen kom vennerne til te hos ham. En særlig fornøjelse fandt han i at samle byens originaler omkring sig. Om aftenen gik han i teateret, promenerede i Tivoli eller søgte hen på Feyrschous vinstue i Østergade. Når han gik på gaden, bar han gerne en italiensk slængkappe og medbragte også ofte sin guitar.
De mange sociale nybrydninger og krige i europæisk historie, der kendetegner Ludvig Bødtchers levetid, formåede ikke at forstyrre hans stilfærdige tilværelse, selvom han orinterede sig ved avislæsning. Da Bøtcher som 63-årig debuterede i bogformen, blev udgivelsen mødt med bifald, og på sin 80 års fødselsdagdag modtog han sit ridderkors.
Nye strømninger som naturalismes brud med forgående slægtsled, følte han sig ikke mere fremmed overfor, end han kunne skrive til en gammel ven og give udtryk for en nysgerrig opmærksomhed:
"Den gamle adler er død
en frigjort adler
opfører nu sit fremtidsskuespil;
Forventningsfuld vi lytte og se til -
Gid hånden klappe maa, når Tæppet falder!"

Ludvig Bødtcher døde 1.10. 1874, og hans eftermæle kom vel til at stemme overens med det facit, han selv var nået frem til, i den erindringskitse, hvor han opgjorde sit livs regnebræt; "Resultatet bliver, at jeg i mit lykkelige liv har glædet noget, gavnet noget, og med min gode villie ikke skadet noget". Ludvig Bødtcher blev begravet på Assistens kirkegård, og Thorvalsens tjener havde da sørget for, at kisten var smykket med efeu fra Thorvalsens grav.

Læs evt. Rom et fortryllet bur, Red. Tue Ritzau og Karen Ascani.
Læs evt. Guldalder uden forgyldning af Dorte Sondrup Andersen.
Læs evt. Arkiv for dansk litteratur ved Knud Bjarne Gjesing.
Foto, Jørgen Sonnes frise viser Thorvalsens hjemkomst i 1838.

mandag den 16. juli 2007

København, Bakkehuset på Rahbeks alle.

Bakkehuset på Rahbeks alle på Frederiksberg.

Bakkehuset kom fra slutningen af 1700-tallet og næsten tredive år ind i 1800-tallet til at markere det borgerlige åndsliv i den periode, der gik fra oplysningstid til romantik. Bakkehusets historie fortaber sig i 1600-tallet som Christian IV´s gamle ladegård, og fungerede siden som landevejskro indtil omlægningen af Roskildevej i 1776, hvorefter skiftende ejere lejede ud til romantiske københavnere, der ønskede at forsøge sig som landliggere om sommeren. Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) lejede sig første gang ind i 1780 for sommeren, og fra 1785 levede han i Bakkehuset på helårsbasis, inden han fra 1798, som nygift, gav liv til boligen sammen med Kamma (Karen Magrethe Heger 1775-1829), og i 1802 købte de Bakkehuset.
Knud Lyhne Rahbek blev i 1809 direktør på Det kongelige Teater på Kongens Nytorv. Men Hr. og fru Rahbek indtog allerede inden da en fremtrædende plads i det litterære åndsliv, og ægteparrets hjem på Valby Bakke blev et naturligt samlingssted for tidens skønånder, digtere og videnskabsmænd, som P. A. Heiberg, republikaneren og friheds elskeren, der formulerede, at "Ordener hænger man på Idioter" og lignende paroler, blev af enevælden i 1799 tvunget i eksil i Paris. Jens Baggesen, der kom i en litterær disput med både Rahbek og Oehlenschlæger om tidens digtning (Tylvtestriden). Mens Adam Oehlenschlæger efter en lang forlovelse endelig blev gift med Christiane Heger, Kammas søster, blev Adam Oehlenschlægers søster Sofie gift med juristen Anders Sandøe Ørsted bror til H.C. Ørsted. De to søskende Oehlenschlægere var opvokset på Frederiksberg slot nær Bakkehuset. Filosoffen Henrik Steffens indviede i Bakkehuset dette guldaldermiljø i den nyeste tyske filosofi, og han førte timelange samtaler med Adam Oehlenschlæger, på deres spadserture i Søndermarken og Frederiksberg have, og Ohlenschlægers talent blev derefter forløst med hans digt "Guldhornene" fra 1802.
Efter Rahbek´ernes død udlejedes Bakkehuset, ligesom i tiden før den rahbekske æra. I 1840´erne tilbragte historikeren Troels Troels-Lunds familie somrene i Bakkehuset, der inspirerede ham til sit trebindsværk om "Bakkehus og Solbjerg". I 5 år fra 1855 blev Bakkehuset anvendt som helbredelsesanstalt for vanskelige børn, indtil arkitekt Ferdinand Meldahls nye institutionsbygning stod færdig på nabogrunden i 1860, og Bakkehuset blev efterfølgende anvendt som tjenestebolig for anstaltens funktionærer. Omkring 1870 blev den vestre fløj revet ned, mens resten af Bakkehuset langsomt forfaldt. Fra 1917 arbejdede en komite på at erhverve og restaurere Bakkehuset, så der kunne blive mindestuer for Kamma og Knud Lyhne Rahbek. I dag er Bakkehuset museum for det kulturelle borgerskabs levevis, smag og indretning i Guldaldertiden. Det var en tid der med et sammensat billede af frodig kunstnerisk udvikling men store sociale forskelle på rig og fattig, mand og kvinde, og et samfund i økonomisk krise, der endnu blev regeret af en konge, der betragtede enevælden som ukrænkelig.
Læs evt.
Mette Munk Jørgensen, Valby Bakke
Dorte Sondrup Andersen, Guldalder uden forgyldning.
Inge Nørballe, Guldalderdigtere.

lørdag den 2. juni 2007

Bertel Thorvalsen var midtpunktet for danskere i Rom.


Italien havde status hos guldalderkunstnerne som livsglædens og kunstens forjættede land, og Rom var blevet målet for skønelskere og kunstnere. Det lysende midtpunkt for danskere var deres berømte landsmand, billedhuggeren Bertel Thorvalsen (1770-1844), der selv boede Rom i ca. 40 år. Han fejrede hvert år den 8. marts, den dag han var ankommet til Rom, som sin fødselsdag.
Det var akademiet som finansierede Bertel Thorvalsens rejse i 1796 til Rom og i tre år betalte 400 rigsfaler om året medfølgende en rejseinstruks underskrevet af Jens Juel og Nicolai Abildgaard, hvori han bl. a. forpligtes til erhverve sig;
"ydermere Fuldkommenhed i sin Konst" og "hver siette Maaned efter hans Afrejse, at underrette Academiet om sit Opholdssted, og efter at have nydt tvende Aars Stipendium, at indsende en Prøve af sin fremgang i et arbeide i Marmor, eller en afstøbning i Gips over et Marmor-Arbejde ... ". 
25 år senere havde Thorvalsen opnået en position som sin tids største billedhugger. Han havde en usædvanlig evne til at danne figurer og billeder, som i kraft af en enorm indsats blev spredt vidt omkring blandt det europæiske publikum. Den lange række af skulpturer kunne kun udføres gennem den gængse arbejdsgang fra ler over gips og til marmor takket være den betydelige skare af elever og medarbejdere, som Thorvalsen havde i sine værksteder.
Foto. D.C. Blunck, Danske kunstnere med Bertel Thorvalsen for bordenden i osteriet, La Gensola, Trestevere, Rom 1837.