Norditalien 1914 - 1939.

Italiens indtræden i 1. verdenskrig blev en klassisk storpolitisk håndtering med såvel indenrigs- som udenrigspolitiske motiver. Da de største europæiske magter indledte krigen i august 1914, holdt Italien sig i første omgang udenfor. Triple-alliancen med Tyskland og Østrig-Ungarn forpligtede kun Italien til at forholde sig neutralt, hvis en af de to andre allianceparter erklærede et tredjeland krig, men Østrig-Ungarn havde dog forpligtet sig til at rådfører sig med Italien inden en besættelse af territorier på Balkan. En aktiv deltagelse i krig på Østrig-Ungarns side ville bryde med et af principperne i Italiensk udenrigspolitik, om ikke at komme i modsætningsforhold til Storbritannien, der leverede størstedelen af Italiens kul, og hvis flåde potentielt var en alvorlig trussel imod Italiens lange kyst. Italien havde et lidt ældre modsætningsforhold til Østrig-Ungarn, der havde været modstander i kampen for Italiens samling, og Østrig-Ungarn beherskede endnu Trentino og Trieste. Italienske interesser i at opnå økonomisk, politisk og etniske mål ved Adriaterhavet stred desuden mod Østrig-Ungarns lignende interesser.

Set fra et strategisk politisk synspunkt var neutraliteten imidlertid ikke uproblematisk. Hvis Tyskland og Østrig-Ungarn kunne vinde krigen, ville de næppe se med milde øjne på den troløse allierede. Men hvis det blev entente-magterne med Storbritanien, Frankrig og Rusland der vandt, uden at Italien havde bidraget til deres sejr, ville Italien ikke kunne forvente nogen imødekommenhed over for sine krav på Trentino og Trieste, og Rusland kunne måske komme til at udgøre en trussel fra Balkan og ud mod Adriaterhavet. Efter 9 lange måneders forhandlinger med begge parter opsagde Italien den 4. maj 1915 Trible-alliancen, og var 3 uger senere i krig med Østrig-Ungarn. Den italienske tiltræden af London-traktaten kunne medføre et fundamentalt brud med det nationalitetsprincip, der lå til grund for årtiers italiensk udenrigspolitik. Trentino blev da det italiensksprogede områder under fremmed herredømme, som skulle hjem til moderlandet. En mulig indlemmelse af Sydtyrol, Istrien og Dalmatien, hvor italiensk var udpræget mindretalssprog ville blive et tilløb til nyimperialisme. Omkostningerne ved den l. verdenskrig var på italiensk side enorme. 450.000 døde og 650.000 sårede. Forhandlingerne efter krigen i Versailles blev ledet af den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som i januar havde fremlagt 14 punkter, hvoraf et af de vigtigste var princippet om nationers selvbestemmelse og grænsedragninger med etniske kriterier. I punkt 9 blev justeringen af Italiens med nye grænser omtalt men ud fra nationale principper. Wilson måtte gå på kompromis med sine principper og Italien fik i sine grænser mod nord lagt langs vandskellet i alperne ved Brennerpasset. De nye områder i Italien blev dermed Trentino, Alto-Adige, Sydtyrol samt Trieste mens Fiume, en havneby med italiensk flertal i Istrien samt Dalmatien, gik til det nyskabte kongerige Jugoslavien. Allerede fra 1919 udvikledes i Italiens moderate og venstreorienterede politiske miljøer tanken om Fiume som modbillede for alle de undertrykte nationers internationale kamp mod de stormagter der havde domineret Versailles-konferencen. Heroverfor stod den italienske fascisme, der stilede efter at kunne udvide Italien til stormagtsstatus, et imperium, der skulle strække sig ud over den italienske nationens grænser. Det fascistiske styre ledet af Mussolini tog magten efter marchen til Rom i oktober 1922, og efter januar 1925 tiltog den sig en slags diktatorisk magt ved at proklamere den antidemokratiske, antiliberale og antisocialistiske revolution, og ved at påberåbe sig en særlig mission bestående i at genoprette nations forrang over alle andre værdier. I modsætning til traditionelt konservative der opfattede nationen som en allerede givet myte, der var en forudsætning for det levede liv blandt italienere, så var nationen for fascisterne den myte, og det revolutionære redskab for omfattende fornyelse, og for bedrifter der skulle være mere italienske.

Fascismens totalitære kultur- og sprogpolitik medførte at de italienere i Sydtyrol, der fastholdt at deres modersmål ikke blev italiensk, oplevede at den kultur og det sprog, de havde levet med i mange generationer, ikke bare blev ignoreret af nationalstaten, men blev udtrykkeligt stemplet som mindreværdigt, og i mange tilfælde ofre for aktiv diskriminering. Befolkningen i Sydtyrol blev opfattet som en trussel mod idealet om en italiensk enhedskultur, og blev også betragtet som en udenrigspolitisk risiko på grund af naboskabet til deres østriske "hjemlande". Italiensk blev indført som det eneste forvaltnings- og undervisningssprog. Ved Tysklands anschluss 11. marts 1938, skød de grænsen frem til Brennerpasset og skabte en krise mellem de to diktaturer. Men den 23. juni 1939 underskrev en repræsentant for hver af de to diktaturer, en aftale ifølge hvilken alle sydtyrolere med italiensk statsborgerskab, før 31. December 1939 skulle vælge mellem at tage italiensk eller tysk statsborgerskab. De der havde valgt et tysk statsborgerskab skulle så inden 1942 rejse "hjem til riget". De ca. 10.000 sydtyrolere der havde haft deres østrigske statsborgerskab fik ikke noget valg. Da fristen udløb havde godt 185.000 sydtyrolere af tysk "sprog og race" valgt tyske statsborgerskab, og 92.000 havde valgt det italienske.

Foto og Litteratur, Thomas Harder, Italien, 1999.

Oversigtskort til artikler om Gardasøen.

Harmonisering af Italien i Europa.

I 1948 gav den italienske forfatningsgivende forsamling i en aftale med Østrig, Alto-Adige/Trentino/Sydtyrol regionen et betydeligt nyt selvstyre, hvor man løbende vedtog særlove, for at beskytte den tyske befolkningsgruppe, og tysk blev forvaltningssprog på linie med italiensk. Den aftale forhindrede dog ikke, at der opstod tysktalende anti-italienske grupper, hvis utilfredshed udmøntede sig gennem ca. 300 bombeattentater i perioden 1956-66 mod højspændingsledninger, kraftværker og jernbanestationer. I forsøget på at gøre en ende på terroren vedtog Italiens parlament i 1969 et kompleks af 137 love, der skulle forbedre regionens selvstyre og styrke de tysktalendes stilling yderligere, og i 1972 fik regionen endnu en udvidelse af selvstyret. Resultatet blev at de tysktalende sydtyrolere kom til at dominere administrationen og det økonomiske liv i Alto Adige. De 30% af befolkningen, der var italiensktalende ejede da kun 4% af provinsens værdier. Mange italiensktalende følte sig i midten af 60´erne klemt af de tysktalende sydtyrolernes overvægt og markante aggressive attituder, at de vendte sig til det nyfascistiske parti MSI, som med en kampagne for "italienskhed" fik gjort både Alto-Adige og Trentino regionen til en af sine højborge. Der gik alligevel 23 år med forskellige forhandlinger, justeringer og finpudsninger, og i perioder endda med nye bombeattentater senest i 1988, før det i 1992 lykkedes for den italienske regering at få vedtaget nogle sidste bestemmelser, der manglede før "Alto-Adige pakken" endelig kunne ratificeres i Wien. Det var en afgørende betingelse for ratifikationen hos de tysktalende i Sydtyrol og Wien, at den italienske regering skulle forpligte sig til aldrig at se sydtyrolernes problematik som et rent internt italiensk anliggende, men som en international sag, og at konflikter i givet fald ville blive løst i overensstemmelse med de mekanismer, der er fastlagt i CSCE aftalerne.

I begyndelsen af 1990´erne blev Lega Nord en afgørende kraft ved omstyrtningen af det gamle politiske system. I foråret 1994 blev det regeringsparti, og senere samme år væltede det Berlusconis højreregering. Det var ikke mindst på grund af Lega Nord, at regeringen Prodi i sommeren 1996 iværksatte det reformprogram, der skulle have forvandlet Italien til en forbundsrepublik. Lega Nord pegede på en modsætning mellem Nord- og Syditaliens særinteresser, sådan som staten forvaltede dem, mellem italiensk civilsamfund og de traditionelle politiske partier. De Selvstændige erhvervsdrivende med små og mellemstore virksomheder, der var i stærk økonomisk fremgang, følte sig forfordelt af centralregeringen med dens administration i Rom. Både selvstændige og lønmodtagere i Norditalien oplevede det som en udbytning af de typisk arbejdsomme norditalienere og omfordelt til det fattige og ørkesløse Syditalien.

I 1955 talte og forstod 10-18% af italienerne italiensk uden større vanskeligheder; 58% af befolkningen havde vanskeligt ved at forstå og tale italiensk og benyttede sig udelukkende af en af dialekterne, mens resten blandede flere mål; i 1994 talte 38% udelukkende italiensk, og den andel der udelukkende talte dialekt var halveret til 13%, mens resten vekslede mellem dialekt og italiensk efter situationen.

Det var ikke alene italienernes sprog, der gradvist blev harmoniseret, men desuden blev forbrugsvaner, spisevaner, forestillinger om, hvordan livet kan eller bør forme sig, og hvilke forbrugsgoder der er værd at stræbe efter, blev påvirket af film, ugeblade og TV. Det økonomiske mirakel var langt fra ligeligt fordelt over hele landet, men det tillod ikke desto mindre, både i nord og i syd, brede lag af befolkningen at leve, sådan som de havde lært, de gerne ville leve, ligesom de velhavende. Det blev i hvert fald meningsfuldt for dem at drømme om sådan en tilværelse. Emigrationer fra syd til nord, fra nordøst til nordvest og fra land til by skabte alle mulige personlige og sociale problemer, men bidrog først og fremmest til at binde landsdelene sammen.

Italienerne og Italien har de sidst to årtier gennemgået en økonomisk udvikling, i form af økonomisk vækst, faldende inflation og øget forbrug. Italiensk mode og italienske luksusvarer er blevet erstattet af de mere nøgterne industriprodukter, der har vundet plads på alverdens markeder. Italien overhalede således Storbritannien som verdens femtestørste industrination og blev derfor medlem af G7. Mange småfabrikanter fra Emilia Romagna, Po-sletten og Nordøstitalien begyndte at handle med hele Europa.

Trods rigdommen var italienerne ikke tilfredse med deres eget politiske system. Det fremgår af meningmålinger i EU-landene, hvor ca. 70% af italienerne gennem 1980´erne svarede, "ikke tilfredse" og "ikke særligt tilfredse" med den måde demokratiet fungerede på i deres hjemland. Gennemsnitlig for alle EU landene svarede 45% "ikke tilfredse" eller "ikke særligt tilfredse". På samme måde var italienernes "støtte til de eksisterende institutioner" markant lavere end EU gennemsnittet da italienernes har stort behov for reformer, og kun i kategorien "behov for revolutionære forandringer" lå italienerne på niveau med de øvrige EU lande, dvs. omkring 12-13 %. I betragtning af italienernes utilfredshed med deres system kan det måske undre, at de ikke var mere revolutionære. Men den nære historie sad nok i frisk erindring og skræmte, da både røde og sorte terrorister forøvede ca. 13000 attentater, der kostede 388 liv, og sårede mere end 5000 fra 1973 til 1980. Ved den italienske folkeafstemning i 1989 stemte 90% for et forslag om at bemyndige EU-parlamentet til at iværksætte traktaten om Europas forenede stater. 

Læs evt. Thomas Harder (Foto), Italien, (1999)

Andrea Palladio.

I det 16. århundrede lykkedes det Andrea Palladio (1508-1580), at skabe en modnet syntese for arkitekturen ved Venedig, og særligt i og omkring byen Vicenza, som jeg besøgte for nogle år siden. Palladio forbandt antikken med sin egen tids humanisme og skabte derfor bygninger på basis af sine ideer. Men det var med landstedernes ynde originaliteten i Palladios arkitektur udfoldede sig smukkest, hvor han omformulerede denne bygningstype til de fordringsfulde, dannede og velhavende adelige, så de kunne forbinde landbruget på deres godser med selskabeligt liv. Højdepunktet i Palladios arkitektur findes i villaen "La Rotonda"(Foto), der er en centralbygning med kuppelsal i midten og identiske sider af fremtrukne tempelfacader i alle fire verdenshjørner.

Jeg besøgte villaen, som udflugt fra Gardasøen, og havde en kær grund, fordi en god episode," jeg´ets død" fra kriminalserien "Inspector Morse", foregår på egnen mellem Verona (Foto) og Vicenza med landskabet og Palladios arkitektur som kulisse.

Birgitte Kosovic, "Legenden om Villa Valmarana". Gyldendal (1997)

Der fortælles blandt Vicenza beboere en gammel legende om, det der engang hændte i Villa Valmarana, hvor der levedes et liv med ødselhed og selskabelighed. I denne villa mødtes Europas fyrster, konger og kejsere med følge af deres hof, for at deltage i de storslåede fester. De spiste og drak så deres samtaler efterhånden blev mere og mere højrøstede, og senere på aftenen kunne man høre latter og suk mellem havens træer. Igennem gennerationer levede Valmaranaerne deres misundelsesværdige liv, og ingen af dem kunne forestille sig, deres tilværelsen kunne være større eller bedre, end den allerede var. Da signorina Lucia i 1793 nedkommer med slægtens eneste arving, en lille pige, blev der stor glæde i Villa Valmarana. Men som årene gik blev forældrene bekymrede. Datteren Jana voksede ikke som normalt, og efterhånden kunne huslægen konstatere, at hun var dværg. For at skåne barnet besluttede de sig for at lade villaen afspære, møbler og husgeråd blev anskaffet i mindre størrelse, tjernerstaben udskiftet med dværge, og man fortalte Jana, at der ikke eksisterede andet end den verden hun levede i. I mange år gik alt godt, men en dag finder Jana ud af, at hun må forlade Villa Valmarana.