Kulturskoven ved Bo Fritzbøger. (1994)

De fleste, og det vil jo nu sige byboer, forbinder i dag skoven med søndagsskovturenes oplevelser. Motivet øverst af  Peder Mørk Mønsted (1888) viser et lille selskab midt i bøgeskoven med en rød paraply.

Hvor vi bor og lever, blev landskabet naturligt dækket af skove efter sidste istid. Det landskab som stenalderens mennesker for 6000 år siden levede i og af, var i det store og hele et vanskeligt gennemtrængeligt skovland, hvor bevoksningerne varierede med vekslende jordbundsforhold og klimatiske ændringer, der gennem årtusinder bestemte skovenes udstrækning og artssammensætning ved selvsåninger. Men skovene har i århundreder udgjort en langt mindre del af arealet som konsekvenser af menneskelige aktiviteter ved rydninger og udnyttelse af de brugbare ressourcer først og fremmest træ. 

Skovene var længe civilisationens modsætning. Hvis man af en eller anden grund blev sat uden for sit fællesskab, var det længe den naturlige udvej at efterfølge de allerede udstødte skovgængere. Eriks sjællandske lov fra ca. år 1200 gav således en fredløs et døgns frist efter domsafsigelsen til at søge tilflugt i skovene. 

Da kristendommen i løbet af 1000- og 1100-tallet vandt indpas, og indførte institutioner og prægninger til det danske middelaldersamfund, søgte cisterciencerne, den katolske kirkes bedst organiserede munke, ensomheden og anlagde ordenens første klostre i afsides egne af landet, hvor der var store skovområder: Esrom ved Gribskov, Holme (Brahetrolleborg) på Sydfyn, Vitskøl ved Løgstør, Sorø på Midtsjælland, Løgumkloster, Tvis ved Holstebro og Øm ved Ry. 

Der foregik gennem århundreder en øget intensivering af landskabsudnyttelsen, hvor agre, enge, fiskevande, skove og græsningsarealers adskillelse kunne være flydende, vel som på Wilhelm Kyhns ovenfor "En sommerdag" (1869) fra Horneland ved Fåborg. Udviklingen gik i retning af øget dyrkningsmæssig intensivering og afgrænsninger ved brug af stengærde. Efter enevældens indførelse i år 1660 øgedes statens reguleringer af samfundslivet støt, og skovbruget var et af de områder, der tidligst blev underkastet reguleringer. Skovforordningen fra år 1665 var den første, og i de følgende 70 år fulgte fem forordninger, der udbyggede og tilrettede den første skovforordning.

Maleriet nedenfor af Peder Mørk Mønsted fra 1881 har titlen "Den unge kodriver". Bemærk stengærdene på begge sider af vejen.

Der er ifølge Bo Fritzbøger ikke overleveret tidlige vidnesbyrd om, at naturens skove fungerede som rekreativt område for den almindelige befolkning. Det var først med de romantiske kulturelle strømninger omkring år 1800, den vilde natur blev søgt værdsat som forbillede for menneskelivets oprindelige værdier, som kun enerer kunne nærme sig gennem naturen og historien. 

N.L. Høyem, der var professor ved akademiet fra 1829, søgte at tilføre billedkunsten en national vækkelse. Han vendte sig imod de unge kunstnerspirers traditionelle lange studierejser til udlandet og opfordrede dem til at søge motiver fra den danske natur og historie, som i N.L. Høyems øjne ikke stod tilbage for Sydeuropas. "Det er ikke sans eller følelse, som det skorter på hos det danske folk; jeg er overbevidst om, at hjertet slår ligeså varmt, øjet ser lige så sundt, som hos vore sydlige eller vestlige naboer, når blot vi kunne blive vågne!".
Fredsskovordningen fra 1805 var et barn af oplysningstiden, hvis bærende tanke både var menneskets rationelle beherskelse af naturen, og et udtryk for at balancen mellem åbent land og skov var forskubbet så markant, at der omkring år 18oo kun var 2-3 % skovdækket areal tilbage i Danmark. Med fredsskovsreformen blev alle de tidligere skovforordninger og oparbejdet viden om skove underkastet en kritisk vurdering og videregivet til kommende forstfolk gennem undervisning i skoves driftsplanlægning. 

Hos J. Th. Lundbye nedenfor fra Sørupvang ca. 1842 spiller vejen gennem landskabet en rolle og adskiller jo skov og ager.

Mange herregårde havde traditionelt haft skovområder og begyndte omkring år 1800 at indrette små skovarealer til lystskove. På Jens Juels "Dansebakken ved Sorgenfri" fra ca. år 1800, fik det endnu kun gryende guldalderideal et udtryk, hvor borgerskabet holder livlig picnic i den naturlige lystskov.

Med en hurtigt voksende bybefolkning og genoplivningen af forkestyret i 1901 var det lykkeligvis i længden ikke muligt at reservere det rekreative skovbrug for de få. Med Naturfredningsloven i 1917, dens efterfølger i 1969 samt Naturbeskyttelsesloven fra 1992 skabtes lovmæssig hjemmel for offentlighedens adgang til alle større skove. Der er løbende etableret bynære skove med rekreative muligheder for de mange byboer.

Ovenstående maleri af Peder Mørk Mønsted hedder "Sommerdag ved Ørnereden". Navnet Ørnereden stammer fra 1860´erne, hvor et havørnepar havde en rede i toppen af et bøgetræ der. Der i Marselisborgskoven blev i 1910 opført en restaurant højt oppe på stejlkysten, og stedet udviklede sig til et velbesøgt udflugtsmål med mange daglige anløb af turbåd fra Århus.  

En god tur i mit østjydske landskab.

Landskabet mellem Horsens og Vejle fjord har altid været et af mine fortrukne lokale geografilandskab. Nu hvor jeg er blevet bilejer, har jeg en tilbøjelighed til at køre mine udflugter der, og derfor har jeg beskrevet dette natur- og kulturlandskab. På min vej mod syd ved bygrænsen drejer jeg til venstre ved Tyrsted kirke og følger den snoede vej gennem Klokkedal, videre via Uth med retningen mod Møgelkær, men jeg drejer så gerne til højre imod Bjerrelide efter få kilometer. Jeg kører dermed ad den snoede vej ind i det smukke kuperede terræn og gennem den grønne bøgeskov, hvor jeg passerer Bjerre engsø. I Bjerre vælger jeg retning mod Bråskov og drejer efter 6-7 km. fra til højre i Hornum. På min vej ned mod Urlev kan jeg nyde det svagt faldede landskab. Fra Urlev færdes jeg på de snoede veje mod Ørum og Belle, hvor jeg på det sidste stykke kører i den dejlig bøgeskov, der rejser sig op ad skrænterne, og hvor jeg til den anden side kan nyde den smukke Rhoden ådal. Ved landevejen kan jeg tage retning til højre mod Daugård strand. Jeg drejer så til venstre efter ca. 1 km., og når da snart mit udsigtspunkt med det smukke Vejle fjord panorama. Jeg vælger dog lige så gerne at sætte min kurs mod Juelsminde, og jeg drejer så til højre efter 3-4 km., hvor der skiltes efter Rosenvold eller Staksrode. Så ender jeg ofte ved Stenhøj strand med udsigt til Lillebælt, Treldenæs, Nordfyn og helt til Æbleø.

I det nuværende danske landskab er de fleste arealers udformning et resultatet af gletscheraktivitet og arktiske forhold fra den sidste istis, Weichelistiden, for mellem 115.000 og 11.500 år siden. For ca. 22.000 år siden nåede nye store isstrømme fra både nord og øst frem til den hovedstilstandslinie, der i Østjylland gik over Give til Randbøl og Egtved, hvor isfronten lå relativt stille i en lang periode. Isen har været op til 2 km. tyk. Fremme ved gletschernes fronter dannedes der israndsbakker eller randmoræner. Nogle er blevet dannet enten ved, at gletcherne under de gentagne fremstød skubbede med det foranliggende materiale, andre er smeltevandsaflejringer bygget op langs en stillestående isrand. Bagved og under isens bevægelser, dannedes der store jævne bundmorænelandskaber. Under den aktive is foregik flere andre landskabsdannelser, fx. når der i perioder med tøvejr løb smeltevand ned i sprækkerne og i kanaler fossede mod gletscherfronten. Afhængigt af om vandet eroderede i undergrunden, eller om der skete en aflejring af geologisk materiale i de afgrænsede istunler, dannedes der lange dybe og stejle tunneldale eller høje bakkedrag kaldet åse. Såvel tunneldalene som åsene fik deres forløb nærmest parallelt med isbevægelsens retning. Klokkedal er en typisk smeltevandsdal fra sidste istid, der vest for Uth passere til Horsens fjord. Dalen er 2,5 km. lang og op til 400 meter bred. Dallerup sø er et dødishul skabt efter sidste istid, da en stor isblok blev dækket af aflejret geologisk materiale. Søens areal er 8 ha. med en maksimal dybde på mere end 8 meter og en gennemsnitlig dybde på godt og vel 4 meter. Bjerrelide blev også dannet under den sidste istid, som aflejringer i en smeltevandstunnel, og ses fra de fleste steder på Horsensegnen, som den bakkeryg syd for Horsens, der kendes på den træklædte stenaldergravhøj.

Den måde en befolkning, med bevidsthed om mulighederne for liv, har bosat sig for systematisk og sæsonmæssigt at bearbejde landskabers natur for at høste ressourcer, kaldes som regel et områdes bebyggelsesmønster. Det danske landskabs nuværende udseende er resultaterne af den titusind årige proces, hvor mennesker har omformet landskabet ved skovrydning, agerdyrkning og anlæggelse af nye bebyggelser, der kom til at indgå i dynamiske mønstre i takt med den sociale, teknologiske og kulturelle udvikling. Det landskab jeg her beskriver er i vore dage karakteriseret ved store flade strækninger af opdyrket agerland og nogle få større uudnyttede vådområder, men med mange mindre løvskove, hvor stærkt kuperet terræn har vanskeliggjort agerdyrkning. Småbyer, gårde og huse er forbundet med et fintmasket og snoet vejnet.

Niels-Knud Liebgott opregnede i sin "Middelalderarkæologi" (1989), at der er bevaret levn fra 900-1000 befæstede middelalderborgesanlæg i det nuværende danske område. Ni tiendedele af de anlæg ses nu kun som mere eller mindre synlige banker omgivet af volde og grave, men oftest uden spor af de bygninger, der den gang må have stået der. Ruinen af Staksvolde ligger på nordsiden af Vejle fjord gemt væk i bøgeskoven en km. øst for Rosenvold. Anlægget bestod af en hovedborg med et stærkt stenhus omgivet af en bred vandfyldt voldgrav ved siden af en fritliggende ladegårdsbanke. Arkæologiske udgravninger angiver den sansynlige tidsfæstning af Staksvolde til de urolige årtier omkring 1300, men anlægget synes kun at have været brugt i få årtier.

Læs eventuelt "Guide til Middelalderen i Vejle amt" side 76. (1999).

Af de ialt 1728 middelalderkirker blev 1589 opført i romansk tid. Den første stenkirke blev bygget af frådsten i Roskilde omkring 1030. Mange byggede i første omgang med de lettere frådsten hentet i de lokale kildevæld, men efterhånden blev der i det jyske bygget af marksten ofte bearbejdet til kvadre af hidkaldte engelske bygmestre. Den brændte teglsten betød helt ændrede vilkår for byggeri, da den blev introduceret af bygmestre fra Norditalien omkring 1160´erne. Mellem 1175 og 1225 blev der bygget mindst 1000 nye stenkirker i Danmark altså gennemsnitligt 20 om året.

Den romanske kirkes grundplansprincip er enkel, med et mindre kvadratisk kor og det større rektangulære skib. Kirkeskibets to langsider havde 2-3 styk små rundbuede og højtsiddende vinduer på hver side og et på hver side af koret. Der var adskildte indgange gennem kvindedøren i skibets nordside og mandedøren i skibets sydside. På den rute jeg ofte kører, er det frådstenskirkerne, der er i overtal, som de små kirker i Urlev, Hornum og Ørum, der er bevaret i et mere oprindeligt romansk udtryk, end man sædvanligvis ser det.

Det var efter 1864 jernbanebyggeriet i Danmark tog fart, og mange centrale baner blev anlagt i årene frem til 1880. Med 92 km. jernbane pr. 100.000 indb. var Danmark net i 1888 kun overgået af Sveriges og Schweiz. Sidebanenettets udbygning fortsatte indtil omkring 1920´erne. Horsens-Juelsminde jernbanen kørte mellem 1882 og 1957 ruten der forbandt Horsens banegård, Thorsvang, Ørnstrup, Stenderup, Bråskov, Hornsyld, Gramrode, Barrit stationsby, Vesterby, Klarkring og Juelsminde. Flere steder ses der endnu rester af den ca. 30 km. linieføring i landskabet, og bygninger der var typisk i stationsbyer ses.

En smuk sommerudflugt til Mols

På en smuk dagsudflugt fra Horsens til Mols drejede vi til højre i Rønde og gjorde holdt ved Kalø Vig, hvor vi spiste vores frokost. En stenlagt middelaldervej fører ud til næsset hvor resterne fra en af middelalderens stærkeste Kongeborge ligger. I Erik Menveds tid blev den første borg opført, men den blev nedbrudt omkring år 1320, inden Valdemar Atterdag fik rejst en ny borg, der stod i 300 år. Den senere svenske konge Gustav Vasa sad en gang fængslet på Kalø, inden det lykkedes ham at flygte. Senere har blandt andet "Præsten i Vejlby", Søren Quist siddet i borgens fangehul. Lidt længere fremme af vejen drejede vi fra mod Knebel og drak medbragt kaffe på lystbådehavnen, hvor vi kunne nyde udsigten over det smukke kystlandskab. Vi kørte videre rundt om det storslåede naturområde ved Mols Bjerge med de karakteristiske kirkebygninger i Agri, Knebel og Vistofte. Ved den smukke Femmøller Strand drejede vi tilbage mod Rønde.

Foto. Kalø, udsigt på Mols. Tryk evt. på billederne.

En litteraturdag i Ribe.

Hvor himmel, hav og land mødes ligger Danmarks ældste by Ribe. Danske Ambrosius Stub er ofte blevet sammenlignet med den svenske digter Bellman. I Sønderportsgade 11 ernærede Stub sig fra 1752 til sin død i 1758 som leder af en skole for børn af byens bedre stillede. Stub døde ludfattig og efterlod sig kun sine digte, hvoraf fem blev trygt i hans levetid. Digtene om forår, kvinder og vin er udtryk for en førromantisk lyrik som en kontrast til al den lutheranske alvor og forsagelse.

Dramatikeren Kjeld Abell (1901-61) var også født ribedreng og boede i Gråbrødregade 17 hvor han voksede op som søn af en adjunkt ved Katedralskolen. Hans skuespil var et poetisk og politisk opgør med al provinsiel borgerskab, men Kjeld Abell rejste dog fra byen i en alder af 8 år.

I "Riber Ret" kan vi leve med i Hans Edvard Nørregård-Nielsens oplevelser da han "som absolut middelmådig skoleelev, der med hiv og sving bliver optaget på Ribe Katedralskole" i 1960´erne. I bogen kan vi også læse hans kærlige portræt af  moren og om Hans Edvards utrættelige bejlen til Regitze.

Foto. Gadeparti ved Domkirken og Hotel Dagmar.

Hva´ så København?

En god gammel ven fra min studietid i Odense ringede i marts 1995 og spurgte, om vi skulle følges til det sociale topmøde i København. Det var en god oplevelse, og det blev starten på en nem og livsbekræftende interesse i København som historie - og kulturby. Jeg har vel siden været i København ca. 70 gange ofte med det ærinde at få en historie ind i mit forstandsmæssige og emotionelle kredsløb. I min hverdag her i Horsens kan jeg nemt følge med på internettet og i direkte fjernsynsprogrammer fra Rådhuspladsen, Hovedbanegården og Nyhavn.

Det bedste jeg ved, når jeg besøger København, er at købe en 24 timers billet til hele hovedstadsområdets kollektive trafik. Kortet træder i kraft ved første entreklip i bus, S - tog eller metro. Jeg starter efter frokost og kører så resten af dagen mens anden halvdel køres om formiddagen den følgende dag. Jeg kører lidt på lykke og fromme, når en rute ender hopper jeg på den næste interessante rute. Jeg kommer forbi Bjørn Nørgårds boligbyggeri, Brøndby stadion, det lille kolonihavehus med løgkuplen og så videre. På billetten kan jeg køre ubegrænset i 24 timer fra Dragør til Gilleleje og fra Roskilde til Øresund.

Så siger jeg;
Fuld hilsen til en ny dag,
til alle fra nær og fjern.
Fuld hilsen til forsinkede 4 - tog,
til Tivoli og til Hovedbanegården.
Fuld hilsen til Anker Jørgensen,
til Nyhavn, til Gråbrødretorv og til Strøget.
Fuld hilsen her hvor Digter - Dan boede,
til elskende, der måske holder sammen.
Hvorfor ikke? Hvem ve´?
Fuld hilsen til slinger i valsen,
til skæg og balllade,
til drømme, der river og flår i enhver.
Fuld hilsen fra den´ ene,
der er på træk gennem byen,
og som tør tro på, at livet kan bære.
Frit efter Michael Falch fra CD ´en Stævnemøder 1997.

Mit Danmark, en følelse.

Jeg vil mange dage om året, med udgangspunkt fra min bolig, drage ud i det danske land. Jeg vil bruge min bil og cykel eller stå på bus og tog. Jeg vil købe en dagsbillet og finde mig en plads, og så følge med i livet og nyde udsigten til de mange hurtigt skiftende landskaber jeg passerer. Jeg vil måske stå af, og gå et stykke vej, drikke vand og spise noget brød, pålæg og frugt. Mæt af mine indtryk vil jeg sidst på dagen vende tilbage til min bolig.

Politikens "Forfatternes Danmark" ved Winge og Michaelis tager os med til de steder rundt i landet, hvor digtere kom fra, besøgte for en stund eller blev for altid. Nogle forfattere har forsøgt at beskrive virkeligheden tilstræbt objektivt, og andre har givet deres fortolkning af virkeligheden, nogle gange harmoniserende andre gange kritisk og karsk, bittert og barskt. Måske søgte digterspiren et tilløb til opbrud, så forfatteren kunne gøre sig fri, eller måske beskrives en kærlighedsoplevelse, en affære eller et stævnemøde, som fandt sted der, på det sted i den danske natur eller på den gade i en dansk købstad.

Min kulturelle tilgang til Danmark er den brogede mangfoldighed, af glæde, fornuft og frihed, i et fredeligt og tolerant land, således som jeg bl. a. oplever det i København. Det smukkeste jeg kender til i dansk kultur er Halfdan Rasmussens, "At lære er at ville". (1949)

At lære er at ville
befri sin ensomhed
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider frem
som tegn med hånd og mund.

At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelvæld,
at undres og betages
når livet kommer nær,
og møde, når det dages
en større sandhed der´.

At lære er at famle
i mørke, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.

Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke værd.

Jeg holder af de bølgende kornmarker, køer der er på græs og velholdte bondegårde, nyudsprungne bøgetræer, åer der er ført tilbage i de oprindelige slyngede forløb. Søer, fjorde og åbent vand, der nu kun modtager renset spillevand, så man trygt kan bade de fleste steder. Danmark hævdes at være fladt, men fra en bakketop åbnes der ofte for varierede udsigter og forskellige landskabsformer. Få lande i hele verden er i den grad omgivet af vand, med mere end 7ooo km. kyst, vekslende mellem lange sandstrande, dybe fjorde, bælter, sunde og små vige. Af vore ca. 450 øer er omkring 90 beboede. Som historisk turist er der overalt noget spændende at se, opleve og fortolke, og vi har natur - og kulturoplevelsescentrer af høj kvalitet spredt over hele landet.

Politikens forlag har udgivet en håndbog "Danmarkshistoriens hvor skete det" (2001) med mange illustrationer samt udførlig levende og informativ tekst af Grethe Jensen. 

Foto1. Grønninghoved strand hvor jeg har gode minder fra.
Foto2. Troense en smuk landsby med interessant maritim historie.
Foto3. I Nyhavn boede min kære H.C. Andersen i mange år.
Foto4. Landskab ved Roskilde fjord.

København og øresundstolden.

Centralt til forståelsen af København, som hovedstad med en udvikling fra købstad til metropol, fremhæves her kongemagtens og statsmagtens muligheder, for at opkræve øresundstolden. 1426 eller 1429 indførte Erik af Pommeren øresundstolden, der var en afgift lagt på alle de skibe, der sejlede gennem Øresund og de danske bælter. Denne politik affødte en alliance mellem Danmarks fjender, der i 1428 angreb København, men blev slået tilbage. I 1472 blev der endvidere lagt afgift på skibenes varer, og i 1567 værdilastetold. Øresundstolden blev af stor betydning for den danske konge, idet den gik direkte i kongens kasse, og således stammede hele 2/3 af alle Kongestatens indtægter fra tolden i 1580. Sverige blev fritaget fra tolden efter Torstensonkrigen i 1645, men måtte betale told igen efter afslutningen på den Store nordiske Krig i 1721. Nederlandene, England og Frankrig protesterede jævnligt mod øresundstolden med Hugo Grotius "Om havenes frihed" som retslig argumentation. Efter 1815 voksede kritikken, og i 1855 afviste USA at fortsætte med betale øresundstold. En international konference i 1857 afskaffede den, men sikrede Danmark 33 1/3 million rigsdalere, dvs. ca. 12 års provenu i erstatning en gang for alle.

Foto. Øresundstolden skulle betales på Kronborg ved Helsingør, bygget 1574-84.

Dansk landbrug som sofastykke

I 1950´erne blev de fleste landbrugsejendomme i Danmark fotograferet fra luften og tidens gårde med haveanlæg og omliggende marker dermed foreviget. Særlige fimaer havde specialiseret sig i denne flyvende fototeknik og resultatet blev tilbudt til hver enkelt landbofamilie solidt indrammet i sofastykkeformat. Billederne af hjemstavnen indtog hæderspladsen i de fleste landbohjem. Mange af dem findes stadig derude, mens endnu flere er at finde sammen med portrætter af børn og børnebørn i de små stuer på plejehjemmene eller blandt pensionerede landbrugere i nybyggede parcelhuskvarterer.