Miles Roby lever i, den hensynende men en gang så driftige industriby, Empire Falls i Maine. Han har været vidne til sin mors og fars umage ægteskab og har bebrejdet sin katolske mor, at hun ikke forlod sin mand. Miles var som ung glad for at slippe væk fra byen for at gå på college, hvor han mødte mennesker, som elskede bøger, kunst og musik. Men han måtte alligevel vende hjem igen for at fortsætte sit liv som bestyrer af Empire grill. Han var blevet gift og havde fået en datter, men selvom han er afholdt og god, vil hans kone nu skilles og giftes med fitnessejeren, som har mere sex drive. Det må Miles jo så leve med, og vi følger ham som far og restauratør m.m., mens vi bliver medvidende om Empire Falls sociale liv og byens afvikling, og Miles bliver klogere på, hvorfor hans mor sygnede hen.
Viser opslag med etiketten Litteratur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Litteratur. Vis alle opslag
onsdag den 22. oktober 2014
Richard Russo, Empire Falls, (2001, på dansk 2010)
søndag den 19. oktober 2014
Ian McEwan, Søde tand (2012, på dansk 2013)
| Ian McEwan på Louisiana august 2013. |
En tidlig morgen i 1972 var aviser med fotografier af den nyligt prisvindende forfatter Tom Haley på vej gennem England, og blev i bundter kastet ud på perroner og fortove fra passerende toge og lastbiler. I aviserne ville den engelske befolkning kunne læse et dementi, forfattet af ham, om sin uvidende rolle i den skandale, hvor han, Tom Haley var udstillet som efterretningstjenestens redskab, og berøvet troværdighed inden han rigtig var kommet i gang. Hvem ville nu tro på ham, når han berettede om cencuren i Rumænien, efter at det var blevet afsløret, at hans løn var finansieret fra en hemmelig konto i den engelske efterretningstjeneste. Hvordan blev Tom Haley manipuleret, og hvilken rolle spillede Serena Frome i dette spil?
Jeg har haft en tankevækkende oplevelse ved at læse "Søde tand" af Ian McEwan, om hvor let man kan miste kontrollen over sit liv, når man bevidst eller ubevidst bliver en skakbrik i andres spil.
lørdag den 18. oktober 2014
David Mitchell, Skyatlas. (2004, på dansk 2012)
David Mitchells murstensroman handler om mennesker, som befinder sig i tilspidsede situationer og må kæmpe for sig selv og sin næste for humanitet mod ufrihed, kynisme og brutalitet. Romanen handler først og sidst om den amerikanske notar Adam Ewings dagbogsoptegnelser af sin sejlads, som passager på sejlskibet The Prophetess mellem Sydney og Hawaii, der knytter første del og afslutningen af romanen sammen. Med sine sidste mentale ressourcer holder han fast i sin idealisme og tro på det gode, på trods af de urimeligheder han har været vidne til på den utrygge sejlads i midten af 1800 tallet, og på forunderlig vis er det Adam Ewings egen humanitet og velgørende handling, der redder ham selv til sidst i romanen.
Ind mellem fortællingen om Adam Ewings strabadser rummer Skyatlas thriller, science fiction og komedie fra fortid og fremtid med en tematik fælles med Ewingfortællingens, om et menneske i en tilspidset situation, men kun i et tilfælde med forbindelse til den. Skyatlas sprog er tilstræbt troværdigt vekslende med romanens mange spring i tid og sted.
Der har været en krævende men god oplevelse at læse Skyatlas (2004, på dansk 2012)
tirsdag den 13. august 2013
Paul Auster, Brooklyn dårskab. (2005)
"Mine forældre var flyttet ud af byen, da jeg var tre, men jeg vendte instinktivt tilbage til det kvarter, hvor vi havde boet, kravlede hjem som en såret hund til mit fødested. En lokal ejendommægler førte mig rundt til seks-syv lejligheder i Brownstonehuse, og sidst på eftermiddagen havde jeg lejet en 3 værelses lejlighed med have på 1st street, bare en halv gade fra Prospect park." (foto er taget på 1st street Brooklyn en halv gade fra Prospect park)
Nathan Glass er næsten 60 år og kræftramt. Han har med succes solgt livsforsikringer i tre årtier og i 33 år har han levet under fælles tag med sin kone Edith. Sammen fik de deres nu 29 årige datter Rachel, der har en doktorgrad i biokemi. Nathan og Edith er nyligt blevet skilt, og han har ikke det bedste omdømme som ægtemand og far fra de to. Stilfærdigt har Nathan bosat sig i Brooklyn, hvor hans liv startede, uden at vide om han har 2 måneder eller 20 år tilbage at leve i. Efter først at have gjort sig fortrolig med bydelens varierede omgangsformer, er han så småt begyndt på sine egne erindringer, som han vil kalde for Brooklyn dårskab, og som skal være hans beretning om alle de idiotiske handlinger, han har begået i sit lange brogede liv. Nathans tilfældige træf med nevøen Tom, som han ikke har talt med i syv år, sætter gang i en proces, hvor Nathan stilfærdigt og konstruktivt bliver involveret i sin afdøde søsters to voksne børns held med at finde nye veje i livet, efter at de begge to var endt i udsigtsløse situationer.
Jeg anbefaler varmt denne bog.
onsdag den 19. september 2012
Pascal Mercier, Perlmanns fortielser.(1995, da 2005).
Et jeg er en ustadig enhed bestående af mange modstridende kræfter, som på en gang danner en helhed, men som også ofte er på nippet til at falde fra hinanden, for at kunne søge sammen i et lidt andet mønster, der somme tider kan ændre på livets bane. Det kræver personlig styrke at beherske hverdagens mangfoldighed af impulser og indtryk og fokusere på en vilje til at yde en videnskabelig præstation på et indforstået og højt fagligt teoretisk niveau, der kan modstå kollegers skarpe kritik. Hvornår og hvordan havde det udviklet sig dertil at han, den ellers internationalt anerkendte sprogforsker Philipp Perlmann fra Frankfurt, havde mistet sit menneskelige nærvær. Han prøver at bilde sig selv ind, at hele miseren var begyndt den dag i januar, da hans kone Agnes var død. Men det passede ikke, og forundret men også foruroliget konstaterer han, at det var sket langt tidligere. Der havde længe været små ændringer, i den måde han følelsesmæssigt reagerede på, når det kom til forhold vedrørende hans arbejde. Han har simpelthen efterhånden ikke længere trang til det videnskabelige arbejde, og hans store interesse for metodiske undersøgelser, for analyse og udvikling af teorier, der ellers havde været en konstant selvfølgelig bestanddel af hans liv, var forsvundet, og Perlmann har mistet en sikker kontakt til verden, den kontakt der er nødvendig for at have kontrol over liv og gerning. Alligevel, eller mere præcis på en mærkelig måde ved en pudsig tilfældighed, var det faldet i Perlmanns lod at invitere en mindre gruppe af internationalt anerkendte sprogforskere til seminar på et mondænt hotel ved Den italienske Riviera. Denne fantastiske roman på mere end 500 sider fortæller om, hvad der foregår i Philipp Perlmanns skrøbelige sjæl.
tirsdag den 31. juli 2012
Christian Jungersen, Du forsvinder (2012)
Mia og Frederik er et smukt ægtepar, ambitiøse og afholdte, med tætte forbindelser til inflydelsesrige mennesker på vigtige poster. Deres familieliv synes velfungerende på det ydre plan med teenagesønnen Niklas. Frederik på ca. 50 har altid været en mand med rige sociale evner og stor appetit på livet. På en ferie udvikler han (pludselig?) chancebetonet adfærd, og det er heldigt, at familien ikke lider alvorlige fysiske skader. Frederik får kort tid efter diagnose på en orbifrontal hjernesvulst, der stiller familien over for komplicerede spørgsmål. I forlængelse af den nye uvante situation bliver Mia konfronteret med alvorlige beskyldninger om, at Frederik over længere tid har begået et stort millionbedrageri som skoleleder på Saxtorphs privatskole. I "Du forsvinder" følges Mias mange udfordringer gennem hendes tanker og følelser med udsigten til social deroute, efter at der på kort tid er blevet vendt op og ned på hendes liv. Hvor præcist kan man vide, hvad der foregår inderst inde i ens ægtefælles sjæl, og hvordan orinterer ægtefæller sig i en travl familie, hvor alle udvikler sig, for eksempel gennem de mange kaotiske småkonflikter og de underligheder, der følger med et familieliv? Hvornår oplevede Mia første gang en episode, hvorom hun kan hævde at, "der var Frederik ikke sig selv"? Jeg anbefaler Christian Jungersens "Du forsvinder".
Foto. Christian Jungersen signerer "Du forsvinder" (2012).
torsdag den 12. juli 2012
Frihed af Jonathan Franzen.
New York fødte Patty er 52 år og bor nu igen i New York, da Jonathan Franzens roman "Frihed" (2010) lakker mod enden. Hun har i 6 år levet adskildt fra sin mangeårige mand Walther, og hun kan forestille sig adskillige og ikke opmuntrende grunde til, at Walther ikke har ladet høre fra sig i de 6 år eventuelt for at lade sig skille. Det kan for eksempel være en mulighed, at han simpelthen stadig hader hende for meget til at ville i blot minimal kontakt med hende. Hun har hørt sig for hos deres to fælles voksne børn, om der er en ny kvinde i hans liv, og hun har glædet sig ved det negative svar. Og fordi hun ønsker for Walther, at han skal være lykkelig, og selvom hun ikke har ret eller tilbøjelighed til at føle jalousi, men fordi hun håber, det kan betyde, at der måske er en chance for, at han stadig synes, ligesom hun nu selv mere end nogensinde har gjort, at de ikke kun var det værste, der skete for hinanden, de var også det bedste, der var sket. En længsel efter Walthers ansigt, hans vrede og hans venlighed vil ikke forlade hende.
Walther har i næsten 6 år levet alene i slægtens lille fritidshus på en naturgrund ved en mindre sø i Minnesota. Han var efter eget ønske fratrådt sin stilling som lobbyist, og han har lige siden arbejdet som naturbestyrer i den private organisation, der har til opgave at drive Minnesotas naturområder. Walther, der er miljøjurist, klarer sig ikke specielt godt i det mere praktiske naturbestyrerarbejde, men de mange dage han kan tilbringe alene blandt træer, insekter og fugle, giver ham muligheder for at glemme. Ved aftenstid tilbereder han et af de få enkle måltider, han gider lave, og senere på aftenen, fordi han ikke længere kan læse romaner eller lytte til musik eller gøre noget som helst andet, der har med følelser at gøre, finder han trøst hos sin computer, som han spiller enten skak eller poker mod, og somme tider ser han porno.
Hvordan kunne det velmenende ægtepar Patty og Walther Berglund, der havde mødt hinanden på Macalester college i Minnesota og i mange år levede som almindelige middelklasseborgere, først i St. Paul og senere i Washington, ende med at gå hver til sit, og kan de finde sammen igen? Jonathan Franzens har fulgt de to over en periode på vel 30 år i sin bog "Frihed", som jeg anbefaler.
Foto. Jonathan Franzen i hjemlige omgivelser.
fredag den 23. april 2010
Arthur Krasilnikoff, Som landet ligger.
I "Som landet ligger" og "Lindas tid" af Arthur Krasilnikoff følger vi Linda Skarp fra Stigsnæs. Det er et meget almindeligt liv, som Linda har levet i sine foreløbig ca. fyrre år. Hendes liv får dog hurtigt ny fylde og tyngde, da hun får diagnosen kræft. Stumper af erindringen melder sig i hendes bevidsthed men danner nye mønstre. Der hvor Linda voksede op, på husmandsstedet ved Stigsnæs, oplever hun nu som en frihed, beskyttet af trygheden blandt sine forældre og søskende. Linda kan nu se, at da hun skulle ud i den voksne verden for at tage en uddannelse i byen, var angsten trængt ind der, hvor Linda tidligere var fuld af længsel og håb. En angst som er kommet, fordi der altid er nogen hun skal gøre tilpas mod sin egen overbevisning om ret og uret, og hun er ofte kommet i klemme med sin egen medmenneskelige ansvarsfølelse. Hvis nogen havde truet hende, havde hun vendt skjoldet mod urimelighederne, og ventet på at de var gået over. Men urimeligheder går ikke bare over af sig selv. Det er den erkendelse, Linda når frem til da hun, opereret for brystkræft, ligger og fortæller sit livs historie til sin datter Hanne, "Kom bare an, kan jeg klare det jeg har været igennem, så kan jeg klare det hele" siger hun.
"Som landet ligger" læste jeg i februar 1984, kort tid efter jeg var begyndt på Odense universitet. Det var derefter i 20 år den mest betydningsfulde bog jeg havde læst.
Foto. Lindas psyko-geografiske barndomslandskab lignede måske det Niels Walseths maleri, som jeg ejer?
fredag den 20. november 2009
Dan Turell, Bøger er flinke, Bogens dag 1982.
![]() |
| Dan Turell i sit sidste hjem på Frederiksberg. |
Jeg kan li´ bøger, ja jeg nærmest elsker bøger.
Bøger er flinke, bøger er nemme, bøger er praktiske.
Man stiller dem bare ind i reoler, side om side,
og de gør aldrig vrøvl, over det selskab de får.
Shakespeare og Simenon kan stå side om side,
bøger er nemlig uhyre elskværdige i daglig omgang,
og mange af mine bedste venner er bøger.
Ikke et ondt ord om teatret, det er smukt, bevares,
men det er upraktisk og pinligt, hvis man hoster,
og man kan ikke så godt gå på toilet midt i akten,
og de bliver så kede af det, hvis man gaber,
og man skal være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt,
Bøger er flinke, bøger er nemme, bøger er praktiske.
Man stiller dem bare ind i reoler, side om side,
og de gør aldrig vrøvl, over det selskab de får.
Shakespeare og Simenon kan stå side om side,
bøger er nemlig uhyre elskværdige i daglig omgang,
og mange af mine bedste venner er bøger.
Ikke et ondt ord om teatret, det er smukt, bevares,
men det er upraktisk og pinligt, hvis man hoster,
og man kan ikke så godt gå på toilet midt i akten,
og de bliver så kede af det, hvis man gaber,
og man skal være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt,
ligesom i biografen.
Man kan aldrig bladre tilbage, hvis man bliver i tvivl om noget,
eller man lige havde lyst til at se det igen.
Den slags problemer har man ikke med bøger.
Nej bøger er flinke,
bøger er fine, fredsommelige og forstående,
bøger er tålmodige, tolerante og tillidsfulde
bøger er fine, fredsommelige og forstående,
bøger er tålmodige, tolerante og tillidsfulde
og både oprigtige og oplysende og endda til tider obskøne,
og de finder sig i alle ens luner.
og de finder sig i alle ens luner.
Man tager dem frem, når man har brug for dem,
og så kan man bare læse, så længe man vil og kan og gider,
og man kan ryge, drikke og spise og klø sig frit imens,
og så lægger man dem bare fra sig.
No problem!
Bøger er flinke,
de lader sig lægge væk,
for flere år, for en uge, eller for et par minutter.
Og de venter bare roligt, opgiver aldrig håbet,
de ved, de en dag vil finde den rette læser, det ved de.
Og i mellemtiden holder de ud,
selv i antikvariatets gadekasse til en femmer.
Bøger er flinke,
de er alle steder,
de kan give en´en fantastisk tillid til folk,
en forståelse og en medlidenhed og en medleven,
som er tolv universer forud for TV avisen,
og de kræver ingen licens, intet lærred, ingen højtaler.
Bøger lader sig transportere i enhver taske eller plasticpose,
Bøger lader sig transportere i enhver taske eller plasticpose,
lige ved siden af appelsiner og mobiltelefoner,
helt stille og uanmasende.
Bøger kan rumme revolutioner og besværgelser,
stolthed og ondskab og magi,
og enhver kendt form for galskab og kærlighed og mystik.
Bøger er flinke,
og alle billeder og byer og film,
alle folkeslag og faser og drømme og tider
kommer før eller siden som bøger.
Bøger er tålmodige,
og har plads til alt og kan alt, hvad alt andet kan,
og en´ ting ekstra næsten intet andet kan,
bare vente og holde ud til den rigtige læser kommer.
(Dan Turells tale er her redigeret af Kultur Jensen).
stolthed og ondskab og magi,
og enhver kendt form for galskab og kærlighed og mystik.
Bøger er flinke,
og alle billeder og byer og film,
alle folkeslag og faser og drømme og tider
kommer før eller siden som bøger.
Bøger er tålmodige,
og har plads til alt og kan alt, hvad alt andet kan,
og en´ ting ekstra næsten intet andet kan,
bare vente og holde ud til den rigtige læser kommer.
(Dan Turells tale er her redigeret af Kultur Jensen).
søndag den 26. juli 2009
Christian Jungersen, Undtagelsen (2005)

DCIF, eller Dansk Center for Information om Folkedrab på Østerbro har til opgave at indsamle og formidle informationer om folkedrab samt betjene politikere, forskere, nødhjælpsorganisationer og alle andre interesserede i Danmark og i udlandet. Til det formål disponere DCIF over den største bog- og dokumentsamling om dette emne i Skandinavien. Lederen af DCIF Paul er historiker, og hans opgave er at skaffe omtale af DCIFs kvaliteter i medierne, med henblik på at sørge for centret fremstår relevant som selvstændig institution, og derfor ikke risikerer i en rationaliseringsrunde at blive lagt ind under Institut for Menneskerettigheder. Han er ofte væk fra DCIF for at pleje relationer til samarbejdspartnerne og medier. Paul er gift med Helen, som er jaloux på en af hans medarbejdere Marlene.
Den kønne og men dominerende Malene lider af en gigtsygdom. Hun er kæreste og samboende med computerkyndige Rasmus. Malene var først ansat som studentermed - hjælper, og hun var fortsat som fastansat projektleder med ansvar for betjening af de forskere og embedsmænd, som anvender centret. Da en ny stilling som informations - medarbejder blev annonceret, forsynede Malene hendes bedste veninde Iben med viden om alt det opportune at sige ved ansættelsessamtalen, så det lykkes Iben at få jobbet blandt 286 ansøgere. For få måneder siden var Iben på en studietur til Kenya, hvor hun blev gidsel i en etnisk konflikt. Vel hjemme i Danmark igen fik hun en del opmærksomhed for hendes håndtering af situationen. Paul intervenere i samarbejdet og omfordeler kontakter og dermed prestige til gunst for Anne-Lise og til ugunst for Malene. Malene og Iben bor i nærheden af hinanden på Nørrebro, og Iben hjælper derfor Malene når hendes sygdom er i udbrud. Iben føler sig i taknemlighedsgæld til Malene alligevel, og sammen gejler de to hinanden op til at sansynliggøre en person - lighedsspaltning hos Anne-Lise. Malene og Iben får computerteknisk hjælp af Rasmus til at omgå adgangskoder, for at spore de anonyme trusselsmails som Iben, Malene og Camilla modtager. Han har vist fundet ud af noget overraskende inden hans mystiske dødsulykke.
Camilla er ti år ældre end Iben og Malene. Hun blev mobbet som barn men lader sig ikke mærke med det. Hun er god til sit job og nem at arbejde sammen med. Før hun blev ansat på centret, og før hun mødte sin nuværende vvs mand Finn, som hun lever fredsommeligt sammen med i et hus på Amager, havde hun venner, som hun ikke har omtalt for sine kolleger. Vennekredsen bestod dengang af jugoslaviske flygtninge fra balkankrigen, og jugoslaver der havde bosat sig i Danmark før krigen. Hun kom til sammenkomster i flygtningelejre og festede i anderledes lejligheder i København med både serbere, muslimer og kroatere. Dragan var en serbisk skolelærer, der måske, måske ikke var uskyldig flygtning, blev hendes kæreste, men han var ofte uligevægtig.
Anne-Lise opsagde for ca. et år siden sit job på statsbiblioteket i Lyngby, hvor hun var afholdt og respekteret. Hendes selvansøgte ansættelse på DCIF har udviklet sig til et arbejdmæssigt mareridt, hvor hun fysisk og psykisk føler sig isoleret og chikaneret af Malene og Iben. Anne-Lises ellers så gode liv i Virum med sin mand Henrik, der er bankansat, og deres to børn konfronteres med arbejdslivets modgang. Verden er ikke længere en selvfølgelighed, livets værdier er ikke længere indlysende, og hendes ellers meget solidariske ægtefælle Henrik kan kun vanskeligt holde til at høre på det i længden.
Er det den frygtede serbiske krigsforbryder Zigic´s bande, der har sendt trusselsmails til Malene, Iben og Camilla? I givet fald vil de så gøre alvor af truslerne?
Er en ansat på DCIF personlighedsspaltet, og i givet fald hvem?
Christian Jungersens, Undtagelsen (2005). er en fremragende bog.
Christian Jungersens, Undtagelsen (2005). er en fremragende bog.
tirsdag den 2. juni 2009
Heinrich Bøll.

Det er i dag 42 år siden Benno Ohnesorg blev skudt i Berlin, derfor dette indlæg om Heinrich Bøll, der fortolkede forandringerne i den tyske nations psykologi i det 20. århundrede. Heinrich Bøll blev født 1917 i Køln og døde i 1985 ved Køln, voksede op i en katolske familie der var kritisk over for nazismen. Efter studentereksamen kom han i lære som boghandler, indtil han blev indrulleret som soldat i den tyske hær. Efter anden verdenskrig studerede han samtidig med forskelligt arbejde, og han skrev sine første fortællinger. I 1951 fik han Gruppe 47´s litteraturpris, som blev den første af en lang række priser han fik heriblandt Nobelprisen i 1972. Fra 1971-73 var han præsident for international PEN.
Krigen og efterkrigstiden er baggrund og tema for Bølls første fortællinger fx. fra 1951, da. 1955 "Hvor var du Adam?". Han viser her krigens meningsløshed og det militære systems nedbrydning af den menneskelig værdighed. Efterkrigstiden opfylder ikke håbet om om et nyt og mere humant samfund, men på genetablering af mange af de gamle magtstrukturer. Fra sine første værker, der endnu var farvet af hans religiøse livsholdning, stillede Bøll sig på de svages side. "Billard klokken halv ti" da. 1960, er en beretning om en arkitektfamilie fra nazitiden til efterkrigstiden, hvor familien indgår i en for Bøll uhellig alliance mellem kirke, politik og forretning. "Gruppebillede med dame" da. 1972 er et panorama over tysk historie fra 1899 til 1970, hvor Bøll samler sine temaer om en uvillighed til radikalt at gøre op med sin nazistiske fortid, en kritik af det tyske Wirtschaftswunders stærke materialisme i blandt en kritik af den katolske kirkes forløjethed. Da Bøll i 1972 engagerede sig i Rote arme´ problematikken, blev han af den konservative presse anklaget for at være sympatisør. Heinrich Bølls svar på angrebene fra pressen og oplevelser med politiundersøgelser var "Katerina Blums tabte ære" da. 1975, der er en stærk kritik af mediernes menneskejagt.
De meget strenge sikkerhedsforanstaltninger omkring den nyvalgte formand for de tyske arbejdsgivere, og den ufrihed det kom til at strukturere for ham og hans familie, blev behandlet i "Omsorgsfuld belejring" da. 1980. Bogen gjorde indtryk på mig, og jeg gav den til mine søskende ved fødselsdage. I "Kvinde foran flodlandskab", da. 1986, fremhæves de kvinder, der har hæderligheden i behold og kan se tingene klart i en korrupt verden, styret af penge, som Bøll hævder at Vesttysklands hovedstad Bonn er.
For Heinrich Bøll var det litteraturens opgave at engagere sig i sin samtid, ved at skrive realistisk, kritisk og almenforståeligt.
Foto. Heinrich Bøll
søndag den 31. maj 2009
En litteraturdag i Ribe.

Hvor himmel, hav og land mødes ligger Danmarks ældste by Ribe. Danske Ambrosius Stub er ofte blevet sammenlignet med den svenske digter Bellman. I Sønderportsgade 11 ernærede Stub sig fra 1752 til sin død i 1758 som leder af en skole for børn af byens bedre stillede. Stub døde ludfattig og efterlod sig kun sine digte, hvoraf fem blev trygt i hans levetid. Digtene om forår, kvinder og vin er udtryk for en førromantisk lyrik som en kontrast til al den lutheranske alvor og forsagelse.
Dramatikeren Kjeld Abell (1901-61) var også født ribedreng og boede i Gråbrødregade 17 hvor han voksede op som søn af en adjunkt ved Katedralskolen. Hans skuespil var et poetisk og politisk opgør med al provinsiel borgerskab, men Kjeld Abell rejste dog fra byen i en alder af 8 år.
I "Riber Ret" kan vi leve med i Hans Edvard Nørregård-Nielsens oplevelser da han "som absolut middelmådig skoleelev, der med hiv og sving bliver optaget på Ribe Katedralskole" i 1960´erne. I bogen kan vi også læse hans kærlige portræt af moren og om Hans Edvards utrættelige bejlen til Regitze.
Foto. Gadeparti ved Domkirken og Hotel Dagmar.
søndag den 17. maj 2009
Hanne Richardt Beck, Om så det gælder
Hanne Richardt Becks "Om så det gælder" starter den dag i 1930´ernes Brønshøj, da søskene Viggo og Vita møder den karismatiske Max på skolen, og de bliver et umage trekløver. Da Viggo tilfældigt møder Max i 1964, søger han muglighed for at få mere hold på sine psykiske traumer, som følge af Vitas død under besættelsen. Hvad kan et menneske slippe afsted med, hvis det er parat til at suspendere vitale tillidsforhold? Hvad kan et menneske vide om selv nærtstående mennesker, hvis de traditionelle tillidsforhold svigtes? Få et bud på det i "Om så det gælder" (2007).
Foto. Hanne Richardt Beck.lørdag den 18. april 2009
Jens Smærup Sørensen, Mærkedage
Mærkedage henter sine referencer i den lille landsby Staun, hvor vi er deltagere ved en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og ved en 60 års fødselselsdag i 2003. Gennem festerne lærer vi i første række flere generationer Godiksen fra Bisgaard og Lundbæk fra Kristiansminde at kende. Gårdene havde ved giftemål efterhånden fået overlappende familierelationer. De slægtninge der hverken skulle eller ville overtage slægtsgårdene fik travlt med individuel selvrealisation i andre erhverv, ofte på den store verdens scene og ofte liv i væsentlig kontrast til det gamle landsbyfællesskabs hverdag. Fortællingen er ikke opbygget på traditionel kronologisk og episk vis. Der foretages spring i tid, sted, handling og personfortælling. På den måde får vi indsigt i kontinuitet med brud og forvandling i to familier og en landsby gennem ca. 70 år.
Foto. Jens Smærup Sørensen
Jens Christian Grøndahl, Fire dage i marts.

Ingrid er en skilt karrierearkitekt med en hjemmeboende teenage søn. Hun yder en anerkendt arbejdspræstation og står til at skulle lede det hæderkronede arkitektfirma, når ejeren holder og går på pension. I årevis har hun udlevet en afsondret, romantisk kærlighedsaffære, hvor begge parter blomstre. "Fire dage i marts" bliver en fortælling om Ingrids liv i lyset af hendes nye virkelighed, da hun midt i travlhed modtager en opringning fra Station city angående et voldeligt overfald, hendes søn har begået på en jævnaldrende dreng i nattelivet. Hun må da opleve, fortolke, skabe ny sammenhæng og mening så godt hun kan. Det gælder især om livets omskiftelser, når hun skal have fortid, nutid og fremtid til at hænge sammnen, og hvor hun skal forstå egne og andre menneskers handlinger og intentioner. Romanen følger med i Ingrids refleksioner over hendes eget, hendes mors og hendes mormors liv, der viser hende et mønster af brud, der dog ikke nødvendigvis er blevet fortolket som krise- og tabsoplevelser men nok nærmere som friheden til at at udleve sit potentiale og engagement. Sønnen må op til sin fars nye familie i Stockholm, er vistnok hendes konklusion.
torsdag den 1. januar 2009
Suzanne Brøgger, Sølve

Bogen “Sølve”(2006) af Suzanne Brøgger er en kulturhistorie med udgangspunkt i hendes bopæl på den gamle skole i Løve. I dette hus bosatte hun sig for ca. 35 år siden i en alder af ca. 25 år inden hun havde skrevet sin første bog. I den gamle skole, i det samme værelse, har hun skrevet alle sine bøger.
Det har været en god oplevelse at læse “Sølve”. Jeg har desuden læst “Fri os fra kærligheden” (1973) og “Jadekatten” (1997).
Foto. Suzanne Brøgger i døren til sit hjem.
Suzanne Brøgger fortæller i sin bog "Sølve" ikke inden for en´ traditionel genre, men hun blander dagbog, erindringer, egnskulturhistorie, anekdoter og betragtninger over liv og levned på Vestsjælland i fortid og nutid. Brøgger bruger uhæmmet sit eget liv som stof og fremelsker sig selv som både kosmopolitisk intellektuel, god gammeldags nabo og efterhånden mor og ægtefælle.
lørdag den 20. december 2008
En litterær klassikerdag i Horsens.

Der er god mulighed for at lave sin egen klassikerdag i Horsens. Herman Bang boede nemlig nogle år i hans barndom på Søndergade i Horsens, på billedet til venstre, ca. midt i billedet, hvor der sidder en stor mindeplade i porten. Han lader "Ludvigsbakke" foregå i Horsens og opland, hvor Carolinelunden, Nørregade og Schuttesvej omtales. Kærlighedshistorien mellem Ida og Karl er gribende, og har gjort uudsletteligt indtryk på mig. Lidt længere fremme til venstre, i den store hvide kantede funkisbygning, har Horsens Folkeblad til huse. Der var Sophus Claussen redaktionssekretær i to år fra 1886, hvor han også skrev på sin digtsamling, Naturbørn (1887). Han var måske blevet inspireret af sin egen forelskelse i frøken Anna Christensen, som han faktisk blev gift med ca. 10 år senere, da han havde været vidt omkring.
Foto. En sommerformiddag i Horsens nær min bopæl.
søndag den 28. september 2008
Herbjørg Wassmo, Det syvende møde.(2001)

I dag har jeg besøgt Trekantens litteraturfestival på KulturØen i Middelfart, hvor jeg oplevede Herbjørg Wassmo, Helle Helle, Sara Stridsberg og Anne B. Ragde. Det var en god kulturel oplevelse, hvor jeg noget tilfældigt havde en samtale med Herbjørg Wassmo. Hun var ualmindelig imødekommende, og jeg fik god tid til at fortælle hende om min læseoplevelse af hendes roman "Det syvende møde".
I Herbjørg Wassmos´ "Det syvende møde" følger vi Rut og Gorm, hver for sig i deres livsforløb, og ved syv situationer, hvor deres livsbaner tangere over en periode på vel 30 år. Vi følger deres liv som de to ustadige enheder, af mange modstridende kræfter, der på en´ gang danner identitet, men ofte er på nippet til at falde fra hinanden og søge sammen i andre mønstre, der ændre deres liv. Vi følger Ruts´ liv, med udgangspunkt på en lille ø i den nordnorske skærgård. Hun bliver i det barske udkantsmiljø vidne til prædikantfarens urimelige fortolkninger af livets vilkår og moderens urimelige liv. Rut insistere på at vælge og værdsætte den side i sig, hun selv genkender, så hun kan sige, "det er rigtig nok, det er virkelig mig, den jeg ønsker at være". Som læser indvies vi dog, af den alvidende forfatter, i hendes også ubeslutsomme sider. Rut opdages og får chancen for at udvikle sig kunstnerisk, og vi får indblik i hvordan hun må suspenderer sin frihed i ca. 10 år for at opnå anerkendelsen og gennembruddet som kunstner. Ruts liv kommer da til at handle om succes, kommers, priser, anmeldelser, pressedækning, vinderdrift og tabertvivl. Ind imellem alt muligt andet i hendes liv, har hun så de syv situationer, hvor Ruts livsbane tangerer Gorms.
Gorm er født i en privilegeret situation, som arving til byens største forretning, men han lever sit endnu unge liv lidt famlende mellem farens forventninger og Gorms egen tilbøjeligheder. Faren er tilsyneladende et menneske der aktivt tager stilling til sit livs problemer, en person, der har kunnet vende et succesrigt blad i sin kalender langt de fleste dage. Succes i forretningsverdenen, og dermed også i livet? Tilsyneladende ja, men så i en moden alder og på toppen af sin succes lider faren et nederlag, da hans mangeårige, meget yngre elskerinde ikke vil gifte sig med ham, nu hvor han vil skilles, efter at hans tre voksne børn er flyttet hjemmefra og bragt godt i vej. Faren griber da til den drastiske handling at begå selvmord. Gorm skal arve den store blomstrende forretning, og efter at han har fået historien fortalt af farens elskerinde, drager han den alternative konklusion. "Jeg tror de mennesker der overlever, er de der er gode til at tabe". Det er en bog, jeg hermed anbefaler varmt.
onsdag den 16. juli 2008
Carsten Jensen. Vi de druknede (2006)
Der var engang en bakke midt i et bakket landskab. Da så var de store bræer nordpå begyndt at smelte, fossede floderne gennem landskabet til et hav, og det der var et bakkedrag, blev efterhånden til Ærø. Nogle tiloversblevne på øen byggede mange år senere på sydspidsen af Ærø deres små huse tæt på hinanden nær strandkanten. De vendte da blikket mod havet, først som fiskere og senere blev de søfolk på deres egne skibe. I Marstal byggede byens indbyggere over 40 år en vældig kampestensmole, 1000 meter lang og 4 meter høj. Så lå den der, stærkere end havet, i stand til at stilne storme og give skibene læ. Fra 1890´erne oplevede Marstal, at dens flåde voksede til 346 skibe, der kun blev overgået af Københavns handelsflåde. Der var i mange år højkonjunktur og investeringsfeber, så alle ønskede sig, at have part i et skib, selv skibsdrengen og tjenestepigen. Når skibene så vendte hjem fra togt og lagde op for vinteren, blev fortjenesterne fordelt på omtrent hvert eneste hjem. En ung mand fra Marstal stak typisk efter skolegangen til søs, for de næste mange år at veksle mellem sejlads på verdenshavet og hjemmet i Marstal, hvor han ofte havde kone og børn, hvis han ikke blev ramt af druknedød, som sømandslivet var så truet af.
"Vi, de druknede" fortæller om Albert Madsens liv fra skolegang i Marstal, over hans færden og modning til søs fra kabysdreng til matros og kaptajn, inden han som ugift skibsreder igen har fast hjemme i Marstal. Kort tid før sin død indleder Albert en familielignende relation med den fattige og meget yngre sømandsenke Klara Friis og med hendes to små børn Karl Erik og Edith. Klara arver skibsredervirksomheden, noget paradoksalt da hun fra sin tidligste barndom lever med et traumatisk forhold til havet. Hendes virke følger da også en lang uudtalt rød tråd, der går ud på afvikling af Marstal som søfartsby og give byen dens sønner, mødre deres drenge, kvinderne deres mænd og børn deres fædre tilbage. Hun bliver en stor velgører for byen ved at skænke både bibliotek, børnehjem, museum og alderdomshjem, mens hun udvander byens økonomiske eksistensgrundlag, ved langsomt men systematisk at afhænde hele hendes skibsflåde med god økonomisk sans. Karl Erik lever dog ikke med på hendes ide med ham i land, og han stikker til søs efter konfirmationen til stor fortrydelse for Klara. Vi oplever med Karl Erik hierakiet på skibene, og de mange urimmeligheder der opstår ombord, men også den særlige sociale logik hos en besætning, der må holde sammen mod strabadserne på blandt andet de særligt farlige ture til New Foundland. I 2. Verdenskrig følges Karl Erik som kaptajn for en langsom fragtdamper, der med en multikulturel besætning sejler i konvojsajlads for de allierede. De kæmper for at holde trit med konvojerne, hvor de hele tiden er i fare for at blive ramt af de tyske u-bådes topedoer og tyske fly der angreb fra luften, og dertil havets traditionelle farer.
Foto øverst. Stræde i Marstal
Carsten Jensens “Sidste Rejse” (2007) handler om marinemaleren Carl Rasmussen. Han blev født i Ærøskøbing i 1841 som den ældste i en børneflok på 11. og blev gift med sin kusine, som han fik 8 børn med. Hans maletalent gav ham en friplads til en uddannelse på kunstakademiet, og han vendte hjem til Marstal som marinemaler efter endt uddannelse. I romanen møder vi Carl Rasmussen på hans anden grønlandsrejse, der skal give ham et nyt åndeligt greb om penselen, da hvert strøg hen over lærredet sætter spørgsmålstegn ved hans kunst og liv.
I sommeren 2002 ferierede jeg på Fyn og besøgte Søfartsmuseet i Troense. Det gjorde et stort indtryk, at orienterer mig i dette miljø omkring Svendborgsund, der i 1800-tallet var hjemsted for sømænd, skibsværfter og rederier, der sejlede deres mange skibe på alle 7 verdens have med hjemstavn i Marstal. Jeg købte ved den lejlighed denne reproduktion af Carl Rasmussen uden at kende hans historie. I oktober 2006 var jeg til kulturnat i København og kikkede ind i Atheneum boghandel, hvor Carsten Jensen præsenterede "Vi de druknede" (2006), der da ikke var udkommet endnu. Det er oftest sådan kultur arbejder i mig. Der såes et frø, og mellem år og dag får jeg et personligt forhold til emnet. Der er ikke en sømand i mig endsige hang til fysiske strabadser. Men det at man som individ må arbejde med sit indre, for at finde sig selv i med og modspil til sit miljø, som Marinemaleren, Albert, Klara og Karl Erik, det har jeg kendt.
onsdag den 12. december 2007
Vibeke Grønfeldt, Tidens tilbud.
Vibeke Grønfeldts har 60 års fødselsdag i dag. Jeg læste for mange år siden hendes bog "Tidens tilbud" (1983), hvor Edith lever i nuet i en sådan grad, at hun skifter sin historie ud, og tilpasser den til de nye situationer, som hun sætter sig i. Peter lever med at tilrettelæge sit liv nøje. Han er sikker på sine meningers fortræffeligheder og vil bruge dem til at forbedre verden. Midlet bliver politik, og den trange vej fører forhåbentlig fra det lokale niveau til folketinget. Edith og Peter er faktisk gift. De har fået to børn, men er nu mest sammen, hvis de tilfældigvis møder hinanden i den fælles stue. Er det til at leve med? Jeg købte sidste sommer "Det nye" (2003) om en person, der lever og ånder for og med nyhedsstrømmen.
Abonner på:
Opslag (Atom)




